John Cage – Sonatas and Interludes

Dagens blogpost er med musik af John Cage, bl.a. for at fejre, at jeg lige har købt John Cages ”Silence” fra 1961, som er en samling af hans sære foredrag og artikler.

IMG_1805

Ovenstående billede er første opslag i bogen, og man bliver jo helt glad, når man ser sådan en side. Væk er alle ”Til min elskede mor/far/søn/datter/kone/mand, som led så meget under mit arbejde med denne bog og som har støttet mig hele mit liv og uden hvem blablabla”.

To Whom It May Concern

Tak for det.

Jeg vender tilbage til selve musikken i ”Sonatas and Interludes” senere, men jeg vil benytte lejligheden til at lave en omvej om emnet: ’Hvad vil komponisten med sin musik og rager det overhovedet mig?’

Omvej om intentioner og lytteoplevelser

Der ligger sikkert megen forskellig inspiration bag et værk som ”Sonatas and Interludes”, der varer mere end en time. Men det, som John Cage selv fokuserer på, er inspirationen fra indisk filosofi og de otte-ni forskellige typer af stemninger eller humør, der beskrives i en hinduistisk æstetik, der hedder Rasa. Der er nogle lyse og nogle mørke, (sort/hvid, tangenter) og den niende af dem er: ro. Læs mere om Rasa her hvis du har lyst.

John Cage var en begavet mand (tror jeg, jeg kendte ham jo ikke), og han brugte det faktum, at han ikke selv var inder eller hindu, til at skabe mod- eller med-billeder i musikken. Han spiller på, at han er en del af en kultur og inspirationen kommer fra en anden. Musikken i ”Sonatas and Interludes” er en uhellig blanding af øst, vest, nord og syd, af lydbidder fra hele verden.

Spørgsmålet er, om John Cages interesse for hindu-æstetik eller fx zen-buddhisme har noget med mig at gøre, når jeg sidder og lytter til musikken i 2013.

Jeg har været inde på problematikken her på bloggen før, i posten om Thomas Adés’  “Asyla”, hvor jeg ikke kan finde det rave-party, han selv beskriver. Jeg tror min konklusion er, at komponistens inspiration ikke rager mig og min musikalske oplevelse det fjerneste. Min oplevelse kan ligge uendelig langt fra de intentioner, der har inspireret musikken og som har bestemt værkets udformning. Et andet eksempel er den estiske komponist Arvo Pärts tanker om, at han musik udelukkende er skrevet som en samtale med Gud. Musikken fra Pärts hånd er hans – og vel potentielt lytterens – samtale med det guddommelige. Men er en sådan kommunikation ikke en privatsag? Vil jeg som lytter få noget ud af Pärts guddommelig konversation? Og hvorfor vil han blande mig ind i den?

Jeg går lidt i baglås, når så håndfaste inspirationer/intentioner med musikken bliver præsenteret. Jeg har ikke nogen gud at konversere med, men jeg vil fastholde min ret til at synes om en hel del af Pärts musik.

Min konklusion er altså, at den type inspirationer ikke rager mig en høstblomst. For hvis det virkelig er en privatsag mellem Pärt og hans gud, mellem John Cage og hans indre udvikling, mellem post-Webern-serialisterne og deres faderbilleder, hvorfor så gøre musikken offentlig tilgængelig. I det øjeblik en kunstner frigiver et værk – eller noget der ligner – til offentlighedens beskuelse, så åbner kunstneren for en sand syndflod af fortolkninger, tolkninger, analyser og opfattelser. Jeg er ikke kunstner, men jeg kan ikke forestille mig andet, end at det kan være en både livgivende og meget smertefuld proces.

Som lytter må jeg insistere på min egen oplevelse. Jeg må insistere på, at det, jeg hører, er min musik. På at den måde, jeg bliver grebet på, er en hel legitim måde at blive grebet på, at tage musikken ind på. De intentioner og inspirationer, der ligger til grund for værket, kan aldrig blive mine i en 1:1 oplevelse. Og det skal de heller ikke. Jeg kender ingen komponister … lad mig tage det tilbage; Jeg kender ikke ret mange komponister, der vil insistere på, at deres egen oplevelse, skal blive min. Det er da også en højst aparte måde at tænke på. Jeg kender mange, der med fuldt overlæg IKKE nævner deres inspirationer, i den tro, at de så slipper for (fejl)-fortolkninger.

Jeg gentager lige: Jeg vil som lytter insistere på min egen oplevelse. Men det betyder ikke, at jeg på den måde har lov at læne mig tilbage og være doven. Jeg skylder værkerne at være en aktiv lytter. At lytte til værkerne flere gange, hvis jeg har mulighed for det. At opsøge musikken til koncerter. At koncentrere mig, når jeg lytter. Og hvis jeg bliver nysgerrig (og det gør jeg næsten altid), så at opsøge tekster, samtaler og aspekter om og af musikken. Det vil ofte berige min oplevelse. Det må bare ikke komme i vejen for – eller ligefrem stille sig i stedet for – min oplevelse af det, jeg hørte til at begynde med.

Så mit forslag er, at selvom jeg ofte linker til artikler om musikken eller aspekter af den her på bloggen – så hør musikken først. Og se som om den pirrer nok til, at du vil vide mere. (Men jeg er ikke noget musikpoliti, og jeg tjekker det ikke 😉 )

I bogen ”Silence” findes bl.a. værket ”45’ For A Speaker”, som er dele af tekster fra tidligere foredrag sat sammen som et værk. (Det er mere end det, men lige nu er jeg interesseret i teksten, ikk’?) I dette værk siger ’fortælleren’(= Cage): ”Years ago I asked myself ”Why do I write music?” An Indian musician told me the traditional answer in India was ”To sober the mind and thus make it susceptible to divine influences.” Jeg tror langt hen ad vejen, at Cage var enig i en eller anden form af dette citat, og at det inspirerede ham. Jeg hører hans musik som meget mere broget end dette citat giver plads til. Men det er min opfattelse – både af citatet og af musikken. Og det er nok. For mig.

På næste side i bogen ”Silence” står: ”What I am calling poetry is often called content. I myself have called it form.”

Og disse to sætninger sætter et fyrværkeri af muligheder og forståelse i gang i mit hoved. Og det er mere end nok! På den gode måde.

Sonatas and Interludes

Der er 16 sonater og fire mellemspil. Tilsammen varer de som sagt mere end en time, og det er ikke altid hverken praktisk eller ønskværdigt at høre det hele på en gang. Værket bliver opført og indspillet både i større eller mindre dele og som helt sammenhængende værk.

Jeg synes, at det er detaljerne i værket, der er det spændende – og det kan være svært at holde fokus på dem, hvis man lytter hele moletjavsen på en gang.

Klangene

Musikken her er et af de mange værker Cage skrev for præpareret klaver. Der er skruer, bolte, gummidutter og diverse mellem strengene og Cage skaber et instrument med mange forskelligartede kvaliteter: Der er raslende støj, rene toner, dumpe plonk og skarpe slag – alt sammen frembragt af et instrument, der er morfet om til slagtøjsklanglegetøjsklaverorkester. Cage bruger de mange klangforskelle meget nuanceret. For virkelig at nyde forskellene i hver tones kvaliteter, skal der nærlyttes. Når jeg skruer lyttemikroskopet på på den måde, hører jeg kun op til fem minutter ad gangen, ofte mindre. Det giver en sær fornemmelse af dybde eller fylde i musikken, at Cage benytter så fine klangforskelle.

De mange verdener

Jeg hører myriader af referencer i musikken her. Der er vuggeviser, gamelan, Chopin, salmesang, hyrdemelodier og meget meget mere gemt i ”Sonatas and Interludes”. John Cage fortalte selv, at han sad ved klaveret og spillede og valgte de improviserede bidder, han syntes bedst om til værket. Som når man går på stranden og finder muslingeskaller, sagde han. Men de forskellige referencer er korte. Det er sekunder, jeg taler om her. Lyd-sekunder der smider mig ind i en Amish-trækirke og direkte videre til en balinesisk strand. Det er temmelig virtuost.

Rytmen

Det præparerede klaver er ind i mellem et rent slagtøjs-instrument, og Cage udnytter rytmiske detaljer og figurer til at komponere musik, der er dansant. Svingende eller hakkende, funky eller haltende – de rytmiske motiver er en fin og veldrejet kontrast til de klanglige detaljer.

Lyt til lidt eller meget, topkoncentreret eller til madlavningen. Det er god musik.

Harry Partch – Barstow

Der er noget jeg ikke kan lide. Det er når medierne/anmelderne/verden/man selv falder for ting, fordi de er ”anderledes”, spøjse, mærkelige og opsigtsvækkende … men reelt uden kunstnerisk værdi eller i det mindste bare et interessant budskabeller en god idé. Det giver sådan en tom fornemmelse i hovedet at opleve en forestilling/høre et værk/læse en bog, hvor det langsomt går op for en, at det eneste man får med hjem til hjernekisten er, at det er anderledes og opsigtsvækkende. For det er sjældent nok.

Jeg ved ikke, om Harry Partch hører til i denne kategori af ”OK – det er godt nok anderledes – men uinteressant”, men jeg tror det ikke, for jeg bliver ved med at vende tilbage til hans bizarre lydunivers. Han kunne altså et eller andet.

Harry Partch

Harry Partch var en amerikansk komponist og musiker, der ikke kunne affinde sig med koncertsalenes stive og urealistiske musik, men ville have den verden han hørte ind i sine værker. Og den verden han hørte var ikke velstemt og nydelig. Den var ikke i 4/4-dele og den var ikke køn.

Han byggede en lang række instrumenter, for at kunne opfylde sin vision (findes der et ord for en auditiv vision?) om at få den verden han kunne høre ud som musik. I linket her er der en gennemgang af hans utrolige instrumentarium.

Partch instrumentarium

 

Der er mange opslag om Harry Partch når man googler og der er mange klip med og om ham på Youtube. Led selv, hvis du er nysgerrig.

Mikrotoner og glissader, sprechgesang og støj er dele af Harry Partchs musik og med til at gøre den anderledes og opsigtsvækkende. Og i nogle værker også virkelig vedkommende eller dybt fascinerende.

Som hos alle andre komponister er nogle værker mere interessante end andre. Partch kan falde over på den forkerte side af grænsen til det selvhøjtideligt mystiske en gang imellem, men det gælder på ingen måde i værket ”Barstow”, som var mit første – og heldige – møde med Harry Partchs skæve lydverden.

”Barstow”

Teksterne i ”Barstow” er graffiti fra en bænk i byen Barstow i Californien. Den ligger langt ude på kanten af Mojaveørkenen. Til de geografi-interesserede er der mere om Barstow her:

Barstow

Teksterne til ”Barstow” fik Partch fra graffiti skrevet af folk, der rejste på tomlen gennem byen. ”Otte tomleres skriblerier” er undertitlen: ”Eight Hitchhikers’ Inscriptions”.

Teksten kan ses her:

Barstow tekst

Og nu til musikken. ”Barstow” er oprindelig fra 1941, men blev revideret flere gange. Indspilningen jeg har fundet på Youtube er med Partch selv (en af kommentatorerne på Youtube skriver at det er en indspilning fra 1969). Partch nummerer de otte inskriptioner/skriblerier og musikken ændrer nogle gange dramatisk karakter for hver inskription, men der også en gennemgående lille figur i den hjemmelavede marimba, der fungerer som en slags overgang mellem de forskellige tekstbidder. Lyt og nyd – det er god musik (tror jeg nok 😉 ).

Barstow af Harry Partch fra Youtube

 

(link driller og vil ikke embeddes, men skulle virke som almindeligt link)

Ekstra!

Harry Partch og hans insisteren på at være sin egen, og på den måde være en sten i skoen på alle os andre, får mig til at tænke på andre amerikanske enegængere som Charles Ives og Tom Waits. Ikke underligt er Harry Partch at finde blandt Tom Waits’ musikalske favoritter og derfor er der her et lille ekstra stykke ægte americana. For your enjoyment.

Tom Waits – Eggs and Sausage

Hanns Eisler – Vierzehn Arten, den Regen zu beschreiben

Der vil i fremtiden optræde filmmusik med ujævne mellemrum her i bloggen og jeg lægger ud i dag med filmmusik, der også er koncertsalskammermusik.

Hanns Eisler var elev af Schönberg, men han var også kommunist og den politiske overbevisning førte ham ret hurtigt væk fra koncertsalene og ud på gaderne, ind i teatrene og til filmlærredet. Steder hvor et politisk budskab har større gennemslagskraft. Eislers mest berømte musik stammer fra det lange samarbejde med Bertolt Brecht. Mange af deres sange findes på youtube og spotify.

Hanns Eisler komponerede bl.a. musik til filmen ”Kuhle Wampe” i 1932, hvor Brecht var en af manuskriptforfatterne, og hans virke indenfor filmmusik blev endnu større, da han flyttede til USA i 1938. Og det var ikke kun politiske film eller kunstfilm han komponerede musik til – Eisler blev faktisk Oscarnomineret to gange for musikken til filmene ”None But the Lonely Heart” (fra 1944 med bl.a. Cary Grant) og ”Hangmen Also Die” (fra 1943 instrueret af Fritz Lang).

Den filmmusik af Eisler, der har gjort størst indtryk på mig er musikken til Alain Resnais ”Nat og Tåge” fra 1955. Filmen er udelukkende billeder fra koncentrationslejre, både fotografier taget under 2. Verdenskrig og optagelser lavet i 1950’erne, hvor lejrene er tomme og græsklædte. Eislers musik til filmen er bevidst up-beat og energisk. Musikken modarbejder heftigt den stemning af fuldstændig, ødelæggende rædsel som billederne viser. Musikken råber ”Så gør dog noget!!!” til den lammende billedside. Resultatet er rystende. Find den og se den. Det er en vigtig film – og dens effekt bliver kun skærpet af musikken.

Regnvejr

I 1929 lavede den hollandske filmskaber Joris Ivens den lille film ”Regen”. Det er optagelser af en regnbyge, der nærmer sig Amsterdam, udfolder sig og til sidst stilner af igen. Det er på sin vis en næsten abstrakt lille dokumentarfilm. Det er tydeligt, at optagelserne ikke kan være den samme byge hele vejen igennem, og derfor får filmen snarere præg af billeddigt eller stemningsforløb end egentlig dokumentar.

Musikken til filmen var oprindeligt af Lou Lichtveld (denne version findes også på Youtube. Meget forskellig fra Eislers), men i 1941 komponerede Eisler så sit kammermusikværk ”Vierzehn Arten, den Regen zu beschreiben” til filmen.

Formen er jo åbenlyst ”skabt” af billedsiden, men kompositionen er en tolvtonekomposition og en hilsen til den gamle lærer Arnold Schönberg, som Eisler mødte igen, da de begge, som så mange andre, flygtede til USA i 1930’erne.

Eislers tolvtonerække er en direkte hilsen til Schönberg. Den begynder med tonerne a-es-c-h-b-g, og den er for den samme besætning som Schönbergs berømte ”Pierrot Lunaire” – men altså uden sangere. Senere tilegnede Eisler Schönberg værket.

Fjorten måder at beskrive regnen på

Eisler har vistnok selv sagt, at titlen på ”Vierzehn Arten, den Regen zu beschreiben” lige så godt kunne være ”Vierzehn Arten, traurig zu sein”, og jeg er jo ikke i en position, hvor jeg kan anfægte det udsagn. Musikken lyder bare ikke sådan. En stor del af Eislers musik, også hans koncertsalsmusik, er præget af en helt særlig livsduelighed eller virketrang eller råstyrke. Der er energi nok til at det lyser ud mellem tonerne. Nogle gange kan det nærme sig det maniske – men da det hele tiden er styret og målrettet, kammer det aldrig helt over. Det er fokuseret og stramt i udtrykket og samtidigt myldrende af liv. Undtagelsen er de aller sidste takter, hvor energien pludselig fordamper og efterlader et hul i musikken, der nærmest er et lille indeklemt suk.

Jeg har mange gange set ”VA,dRzb” beskrevet som lydmalende og inspireret af regndråber og billederne i Ivens film. Og jeg er med på, at billederne selvfølgelig har præget musikken … men impressionistisk og lydmalende? Arhhhh – den hopper jeg ikke med på. Musikken bidrager med et helt selvstændigt udtryk, der går meget fint i spænd med billederne.

Jeg har valgt en youtube-video, hvor Ivens film også er med. Lydsiden er både gammel og slidt, men hop ind på Spotify, for der er i hvert fald en god, nyere indspilning. Lyt til musikken – Den er god!

 

Og så er det tid til et lille stykke ekstra pop-musik! Her er Stings udgave af en af Eislers melodier. Det er ”An der kleinen Radioapparat”, der i denne udgave hedder ”The Secret Marriage”. Den er også god.