Peter Maxwell-Davies: Eight Songs for a Mad King

Der findes musik, der ankommer i ens liv lige på det rigtige tidspunkt. Det er ikke nødvendigvis behageligt. Jeg var i hvert fald mere chokeret end begejstret første gang jeg satte mig og lyttede til Peter Maxwell-Davies’ ”Eight Song for a Mad King.” Det var ganske overordentligt nye toner for undertegnede. Jeg kan ikke huske præcis hvornår jeg hørte musikken første gang, men mon ikke jeg var 20-22 år? Musikken er kun et år yngre end mig, og jeg mindes også en mild fornærmelse over at skulle modtage en så uventet moderne musikoplevelse fra et værk, der var på alder med mig selv. Jeg troede, jeg var med på det værste og nyeste, og så kommer sådan en englænder der og giver mig en musikalsk mavepuster af de større … godt 20 år forsinket. Grumphskgljbqwe ….

Jeg lyttede til de otte sange med ujævne mellemrum derefter og har været lidt forsigtig med at tage dem frem til bloggen her, for jeg var bange for at blive skuffet ved genhøret. Det blev jeg ikke. Der er en utrolig energi, panik, elegance og udtrykskraft i ”Eight Songs for a Mad King” og den holder endnu, hvor der jo er gået mere end 20 år siden mit første møde med musikken.

Det er et scenisk værk, og der er også sceniske opførelser på Youtube, men jeg har valgt en, hvor teksten fremgår i stedet for live-elementet. Teksten er dels ord og sætninger fra hovedpersonen King George III taget fra folk, der hørte hans vanvittige ord-diarré og som fortalte videre, hvad den gale konge sagde, og dels ny tekster skrevet af Randolph Stow, der er librettisten og som fik ideen til de otte sange, da han oplevede et mekanisk miniatureorgel som havde tilhørt George III. Hele historien om hvordan værket blev til kan læses her på Maxwell-Davies hjemmeside Maxopus.

Der er et par ting i musikken, der slår øret første gang man hører ”Eight Songs for a Mad King”:

Vokalen. Den sindssyge konges afsindige rablende råb og skrig skrevet for en sanger, så ekspressiviteten er i allerhøjeste gear. Der er en fænomenal balance mellem det rablende/skræmmende og det sarte/sårbare. Virtuost komponeret og kræver overvældende virtuositet af udøveren. (Det gælder vist for øvrigt ikke kun sangeren. Jeg har ikke set partituret, men ensemble-stemmerne lyder ikke ligefrem simple).

Citaterne: Peter Maxwell-Davies citerer sange fra tiden (Hov: for de historieinteresserede kan man læse om George III på wiki her) Der er også musik af Händel og andre tidligere komponister, der dukker op, samt stilcitater og melodistumper der flyder rundt i musikken som asteroider på kollisionskurs. Faktisk var det – efter chokket over stemmen i begyndelsen af værket – de mange mystiske citater af tidligere musik, der for alvor fik mig til at spidse ører dengang, jeg hørte værket første gang. Kan man det? Kan man tyvstjæle med arme og ben og klatte med musikken på en sådan overdådig måde? Seriously? Nu om dage synes jeg, det er vildt overskudsagtigt og elegant gjort. Prøv lige at lytte fra omkring 21’30 i youtube-klippet og et par minutter frem. Overdrevent sammenklask af diverse stilarter og udtryksformer. Jeg kan lide det.

Ud over vokalen og citaterne kan man nyde fuglene, der dukker op undervejs. Kongen havde en række finker, som han i stykket her prøver at lære at synge. De sad i bure og på scenen er det musikerne, der sidder i store forgyldte fuglebure. Samtidig er Kongen låst inde og bevogtet. Et bur i et bur i …

Det er ikke musik, der nødvendigvis gør naboer, samboer, børn og hunde i din nærhed i godt humør … men det er dælme godt!

Mmmmm – trænger vi ikke også snart til igen at se en opførelse af ”Eight Songs for a Mad King” her i landet? Det er god musik, der kræver sin mand.

Niccolò Castiglioni – tre værker

Myldrende prikker af lyd, blide fuglestemmer, rablende vanvid og melankoli. Niccolò Castiglionis værker er udtryksfulde og levende. Musikken er beboet af figurer og stemmer, der udtrykker sig, kæmper for at udtrykke sig eller kammer over i ren rablen.

Da jeg var færdig med den seneste blogpost om Galina Ustvolskaya tænkte jeg på, om jeg kunne finde en modsætning til hendes bloktunge, monolitiske kraftudtryk, og mit bedste bud er Niccolò Castiglioni.

Castiglioni blev født i Milano i 1932 og døde i 1996. Jeg stiftede bekendtskab med hans musik på Lerchenborg Musikdage en gang slut-80’erne, tror jeg. (Var han der selv? Jeg synes jeg har set ham gå i parken ved Lerchenborg – men måske har jeg hallucineret?)

Der er en udmærket, kort biografi om Castiglioni på Allmusic her

Jeg har valgt tre værker af Castiglioni, og vil egentlig opfordre til, at man tager dem et af gangen, hvis man ikke har hørt dem før. Dels er det god musik, og dels er det musik der, selvom den ikke er særligt svært tilgængelig, åbner sig på charmerende vis efter en gennemlytning eller to. Det er en trip-trap-træsko rækkefølge med et soloværk, en kvintet og et orkesterværk med sangsolist jeg har valgt.

Alef

Alef for soloobo er fra 1967, skrevet mens komponisten boede og underviste i USA. I Alef kan man høre, at selvom jeg tidligere skrev, at jeg kom til at tænke på Castiglioni, da jeg ledte efter modsætninger til Ustvolskaya, så er der også ligheder mellem de to. Den mest markante er de klart afgrænsede afsnit i musikken. Lyder de ens? På ingen måde, men brugen af klare snit og rendyrket udtryk er de begge mestre i. Men altså med ganske forskellige resultater til følge. For Castiglionis myldrende musik, men langesomme passager af månelys skønhed ind i mellem lyde som om det kommer fra en anden planet end Ustvolskayas.

Alef er Castiglioni i nedkogt form. Her er både det livlige, grænsende til det pjankede, der er det førnævnte lidt triste månelys og så er der en insisteren på at udtrykke sig, der er meget alvorlig. Ligegyldig hvordan stemningen eller udtrykket i musikken er, så er jeg aldrig i tvivl om, at musikken er ramme alvor. En af grundene til det er en næsten Beckettsk insisteren på at udtrykke sig. Musikken vil ud og frem om det så er over stok og sten, mosehuller eller vilde bjerge. Den skal nok komme igennem. Og så slutningen. Som en drillealf hos Shakespeare, en Puck, der nok skal gøre drøm til mareridt eller hælde eddike i sukkeret og rækker tunge samtidig.

Filastrocca

Blæserkvintet komponeret i 1989. Ifølge den nærmeste ordbog betyder filastrocca en remse eller et børnerim. Det er et noget verdenstræt børnerim Castiglioni præsenterer os for. Der hviler en tristesse over blæserkvintetten her. Flere steder er det næsten som om der er et sort hul i nærheden, der suger energien ud af musikken, så det der er tilbage er flader af klange – den ene efter den anden. Det varer lige indtil fuglene vågner i de sidste par minutter, for der kommer mere af det velkendte stemmemylder. I det hele taget er slutningen et næsten perfekt studie i hvordan Castiglioni bringer liv i musikalske figurer, der står og blafrer ved siden af hinanden.

Den er ikke ret lang denne kvintet, men der er stor afveksling og meget liv i den – selvom det er lidt gumpetungt undervejs. Men sådan kan liv jo også være.

Symfoni med nattergal

Der er tre satser:

  1. Grieg, Grieg, Grieg
  2. Variazoni
  3. Canzone

Teksten er af den tyske barokdigter Grimmelshausen, hvis claim to fame er romanen Simplicius Simplicissimus. Hvilken tekst af Grimmelshausen, Castiglioni benytter ved jeg ikke – og det er pænt irriterende. Teksten står i partituret og garanteret også i en cd-pamflet et sted, men jeg kan ikke finde den på det der internet. (Surmuler uklædeligt – og nåja, hvis du ligger inde med teksten, kan du da lige nævne hvad den handler om i en kommentar, ikkesandt?).

De tre satser er meget forskellige. Begyndelsen af første sats er ren magi. Castiglioni smider drømmestøv i øjnene (ørerne?) på lytteren og således bedøvet er man klar til resten af symfonien. Castiglioni har et godt øre til Edvard Grieg, og har i flere værker kastet sig over den norske kollega. Her er det en rimelig fjollet violinstrofe med karakter af norsk folkemusik, der bliver gentaget i det uendelig. Det nærmer sig det flabede. Men mens violinerne filer løs kommenterer blæsere og klaver. Eventyrstemningen fastholdes i hele satsen, hvor det ene kræ efter det andet dukker op. Store dyr af messing, mindre af celeste og harpeklange og hele tiden med en fornemmelse af, at man nok vågner om lidt, for det her … det er ren Alices eventyrland. Og som dette ikke altid særlig rart.

Anden sats går næsten i stå undervejs – som om man forsvinder fra drømmesøvnen og vandrer ned i dybere lag, dog akkompagneret af rester af eventyrlandet man oplevede i drømmen.

Og så kommer nattergalen. Et af de mest virtuose sopranpartier man kan forestille sig. Hun kvidrer, hopper og springer sig gennem et fyrværkeri af toner og ord. Det er på alle måder meget, meget fedt. Fuld knald på og ikke så meget pjat. Og samtidig med denne elastiske, fjedrende, castiglioniske smidighed, som gør det lækkert samtidig med, at man bliver hvirvlet af sted.

Og helt ærlig: kunne et eller andet dansk symfoniorkester ikke lige tage og sætte denne symfoni på programmet? Jeg vil faktisk gerne høre den live. Ok – så er det en aftale AarhusCopenhagenSymfophilDRunderorkesterKapel – ikk’?

Three Voices – af Morton Feldman

Hvis jeg nu skal være helt ærlig, så er jeg ikke den meditative type. Det der med at sidde helt stille i lang tid og kun koncentrere sig om en ting, er svært for sådan en som mig. Ikke at jeg er specielt urolig eller overgearet, men der er så mange spændende ting i verden og jeg skal jo helst nå noget af det.

Derfor har jeg det ofte svært med meget lange minimalistiske værker (Ja, Philip Glass, jeg kigger på dig), men denne blogpost handler om det værk indenfor det minimalistiske univers, der faktisk fangede min opmærksomhed og fik mig til at opleve, hvordan tiden kan ændres.

Ved en NUMUS festival for mange år siden blev der opført et værk af Morton Feldman. ”Three Voices” var titlen. Jeg var blandt publikum. Hvis en emsig journalist havde stukket en mikrofon op i næsen på mig lige efter klapsalverne sluttede, og havde spurgt mig hvor lang tid værket havde varet, ville jeg have svaret tre-fire minutter. Det varede 50 minutter.

Jeg er ganske overbevist om, at jeg ikke sov undervejs, og jeg nød musikken i fulde drag. Det var faktisk ret overvældende og tankevækkende at konstatere, hvor meget min tidsfornemmelse var blevet vippet af pinden. Og tak for det!

Ved den live-opførelse jeg oplevede i Aarhus, sad en sangerinde midt på scenen, og i hver side af scenen stod en højttaler, hvorfra samme stemme lød i to forskellige udgaver, så det der opstod var tre-stemmighed med en og samme stemme. Et ret minimalt klangligt udgangspunkt. Jeg mener, at det er standardproceduren for opførelser af værket. Så i 50 minutter sad vi altså og så på sangerinden, der sad på en stol på en scene og sang med sig selv. (Jeg kan ikke huske navnet på hende, hvis andre med bedre hukommelse læser dette, så skriv hendes navn i kommentarerne!.) Det eneste sted, hvor der skete noget var i musikken. På scenen var der fuldstændig ro.

Musikken

Og hvad var det så der skete i musikken? En hel masse og ingenting på samme tid. Hvorfor ingenting? Fordi hele værket som allerede nævnt består af den samme stemme i tre udgaver, der snor, væver, tripper, hopper og glider ind mellem hinanden. And that’s it!

Og på samme tid en hel masse, fordi der hele tiden er udvikling. Det er små og store ændringer, og fokus skifter med mikroskopisk nøjagtighed hele tiden.

Du kender sådan et legetøjs-kaleidoskop, som man holder op foran øjet og så ser man de farvede krystaller falde på plads i konstant skiftende former. Det er altid sjovest at dreje kaleidskopet helt, helt, ultra langsomt, så man kan se krystallerne falde et for et. Det er næsten det, Morton Feldman gør. Og så alligevel ikke, for der sker mere end det helt langsomme. Der er små mikroskopiske forandringer, men der er også en storform i værket. En tydelig opbygning frem mod et klimaks, og en nedgearing til en rolig, lagdelt slutning. Jeg har ikke regnet efter, men et hurtigt overslag i minutregning viser, at højdepunktet ligger ca. 2/3-dele inde i værket.

Morton Feldman skrev værket til sangerinden og stemmepædagogen Joan La Barbara i 1982. I brevet, der ledsagede partituret skrev han bl.a. ”I’m somewhat shocked with the more sensuos, if not ”gorgeous” sound of most of it …”. I samme brev nævner han, at han med vilje ikke har skrevet nogen tempoangivelse i partituret. Han vil lade sangerinden og hendes vejrtrækning være med til at afgøre det. Han skriver: ”It sounds good both ”slow” as well as a ”fast” slowness (whatever that means).”

De første gange La Barbara opførte værket varede det 90 minutter, men da hun skulle indspille det på cd ville hun gerne have, at det skulle kunne være på en cd, så der lavede hun en hurtigere udgave på 45 minutter.

Jeg må indrømme, at jeg virkelig godt kunne tænke mig at høre en udgave på 90 minutter. Halloooooo!!?! – gad vide om der er en dansk sangerinde, der kunne tænke sig at opføre ”Three Voices” lllaaaangsssoooooommmmttt.

Der er en tekst undervejs. Det er et lille uddrag af digtet ”Wind” af Frank O’Hara. Et digt, der er dedikeret til Morton Feldman. Teksten dukker op flere gange undervejs, ellers er det ren vokalise.

Her er et link til en anden blog, hvor hele digtet er gengivet:

http://warmpoison.blogspot.dk/2008/02/frank-ohara-wind-to-morton-feldman.html

 

Musikken er for mig præget af teksten på den måde, at jeg virkelig har svært ved at løsrive mig fra billedet af sne, der falder når jeg hører stemmerne væve sig mellem hinanden. Det er smukt, renfærdigt, køligt og en smule ubønhørligt på samme tid. Meget medrivende – og meget stille.

Hør “Three Voices”

”Three Voices” er inddelt i flere afsnit:

Opening
Legato
Slow Waltz

First Words
Whisper
Chords
A non accented legato
Snow Falls
Legato
Slow Waltz and ending

Jeg har fundet en udgave på Youtube, hvor titlerne på afsnittene er sat ind cirka, der hvor de skal være i musikken. Og så er den ikke delt op i mange klip, men ligger i hele sin udstrakte herlighed. Lyt til ”Three Voices”. Det er musik, der godt kan laves mad til, men du får helt klart mest ud af værket, hvis du giver dig tid til at sidde stille med te i nærheden og lytte. Det er god musik!

 

Og som lille bonus kommer her et link til det første nummer fra Kate Bushs cd ”50 Words For Snow” der udkom i 2011. Kun fordi jeg synes stemningen minder så meget om ”Three Voices”.