Niccolò Castiglioni – tre værker

Myldrende prikker af lyd, blide fuglestemmer, rablende vanvid og melankoli. Niccolò Castiglionis værker er udtryksfulde og levende. Musikken er beboet af figurer og stemmer, der udtrykker sig, kæmper for at udtrykke sig eller kammer over i ren rablen.

Da jeg var færdig med den seneste blogpost om Galina Ustvolskaya tænkte jeg på, om jeg kunne finde en modsætning til hendes bloktunge, monolitiske kraftudtryk, og mit bedste bud er Niccolò Castiglioni.

Castiglioni blev født i Milano i 1932 og døde i 1996. Jeg stiftede bekendtskab med hans musik på Lerchenborg Musikdage en gang slut-80’erne, tror jeg. (Var han der selv? Jeg synes jeg har set ham gå i parken ved Lerchenborg – men måske har jeg hallucineret?)

Der er en udmærket, kort biografi om Castiglioni på Allmusic her

Jeg har valgt tre værker af Castiglioni, og vil egentlig opfordre til, at man tager dem et af gangen, hvis man ikke har hørt dem før. Dels er det god musik, og dels er det musik der, selvom den ikke er særligt svært tilgængelig, åbner sig på charmerende vis efter en gennemlytning eller to. Det er en trip-trap-træsko rækkefølge med et soloværk, en kvintet og et orkesterværk med sangsolist jeg har valgt.

Alef

Alef for soloobo er fra 1967, skrevet mens komponisten boede og underviste i USA. I Alef kan man høre, at selvom jeg tidligere skrev, at jeg kom til at tænke på Castiglioni, da jeg ledte efter modsætninger til Ustvolskaya, så er der også ligheder mellem de to. Den mest markante er de klart afgrænsede afsnit i musikken. Lyder de ens? På ingen måde, men brugen af klare snit og rendyrket udtryk er de begge mestre i. Men altså med ganske forskellige resultater til følge. For Castiglionis myldrende musik, men langesomme passager af månelys skønhed ind i mellem lyde som om det kommer fra en anden planet end Ustvolskayas.

Alef er Castiglioni i nedkogt form. Her er både det livlige, grænsende til det pjankede, der er det førnævnte lidt triste månelys og så er der en insisteren på at udtrykke sig, der er meget alvorlig. Ligegyldig hvordan stemningen eller udtrykket i musikken er, så er jeg aldrig i tvivl om, at musikken er ramme alvor. En af grundene til det er en næsten Beckettsk insisteren på at udtrykke sig. Musikken vil ud og frem om det så er over stok og sten, mosehuller eller vilde bjerge. Den skal nok komme igennem. Og så slutningen. Som en drillealf hos Shakespeare, en Puck, der nok skal gøre drøm til mareridt eller hælde eddike i sukkeret og rækker tunge samtidig.

Filastrocca

Blæserkvintet komponeret i 1989. Ifølge den nærmeste ordbog betyder filastrocca en remse eller et børnerim. Det er et noget verdenstræt børnerim Castiglioni præsenterer os for. Der hviler en tristesse over blæserkvintetten her. Flere steder er det næsten som om der er et sort hul i nærheden, der suger energien ud af musikken, så det der er tilbage er flader af klange – den ene efter den anden. Det varer lige indtil fuglene vågner i de sidste par minutter, for der kommer mere af det velkendte stemmemylder. I det hele taget er slutningen et næsten perfekt studie i hvordan Castiglioni bringer liv i musikalske figurer, der står og blafrer ved siden af hinanden.

Den er ikke ret lang denne kvintet, men der er stor afveksling og meget liv i den – selvom det er lidt gumpetungt undervejs. Men sådan kan liv jo også være.

Symfoni med nattergal

Der er tre satser:

  1. Grieg, Grieg, Grieg
  2. Variazoni
  3. Canzone

Teksten er af den tyske barokdigter Grimmelshausen, hvis claim to fame er romanen Simplicius Simplicissimus. Hvilken tekst af Grimmelshausen, Castiglioni benytter ved jeg ikke – og det er pænt irriterende. Teksten står i partituret og garanteret også i en cd-pamflet et sted, men jeg kan ikke finde den på det der internet. (Surmuler uklædeligt – og nåja, hvis du ligger inde med teksten, kan du da lige nævne hvad den handler om i en kommentar, ikkesandt?).

De tre satser er meget forskellige. Begyndelsen af første sats er ren magi. Castiglioni smider drømmestøv i øjnene (ørerne?) på lytteren og således bedøvet er man klar til resten af symfonien. Castiglioni har et godt øre til Edvard Grieg, og har i flere værker kastet sig over den norske kollega. Her er det en rimelig fjollet violinstrofe med karakter af norsk folkemusik, der bliver gentaget i det uendelig. Det nærmer sig det flabede. Men mens violinerne filer løs kommenterer blæsere og klaver. Eventyrstemningen fastholdes i hele satsen, hvor det ene kræ efter det andet dukker op. Store dyr af messing, mindre af celeste og harpeklange og hele tiden med en fornemmelse af, at man nok vågner om lidt, for det her … det er ren Alices eventyrland. Og som dette ikke altid særlig rart.

Anden sats går næsten i stå undervejs – som om man forsvinder fra drømmesøvnen og vandrer ned i dybere lag, dog akkompagneret af rester af eventyrlandet man oplevede i drømmen.

Og så kommer nattergalen. Et af de mest virtuose sopranpartier man kan forestille sig. Hun kvidrer, hopper og springer sig gennem et fyrværkeri af toner og ord. Det er på alle måder meget, meget fedt. Fuld knald på og ikke så meget pjat. Og samtidig med denne elastiske, fjedrende, castiglioniske smidighed, som gør det lækkert samtidig med, at man bliver hvirvlet af sted.

Og helt ærlig: kunne et eller andet dansk symfoniorkester ikke lige tage og sætte denne symfoni på programmet? Jeg vil faktisk gerne høre den live. Ok – så er det en aftale AarhusCopenhagenSymfophilDRunderorkesterKapel – ikk’?

Steve Martland

Jeg har ingen intentioner om at lave bloggen her om til en samling nekrologer over nyligt afdøde komponister eller at sætte specielt fokus på komponister pga. jubilæer eller fødselsdage. Men for et par uger siden sad jeg og lyttede til alt, hvad jeg kunne finde af Steve Martland på Youtube, fordi jeg ville skrive en blogpost om ham. Jeg kunne dog ikke finde ud af hvilket værk jeg skulle vælge, og hans overvældende ”Babi Yar”, som var det første Martland jeg hørte, ligger ikke på Youtube (endnu) og det blev jeg lidt pigesur over, og så valgte jeg en anden komponist til den uge. Så gik der godt en uge – og så var Steve Martland død kun 53 år gammel. Øv.

Jeg vendte tilbage til alle klippene og besluttede mig for ikke at beslutte mig for et enkelt værk, men at linke til hele tre værker. De er heller ikke så lange. Og både/og er et bedre princip end enten/eller. Så værsgo’ indenfor og få et skud energi fra Steve Martlands hånd. Der må godt danses.

Anti Thatcher – Pro publikum

Steve Martland var ikke en komponist med hang til kompleksitet og indadvendthed. Hans værker er inspireret af barokmusik, Stravinsky og af læreren Louis Andriessen. Altsammen musik med klar fokus på rytme, musik der ikke er bange for at kommunikere med publikum. Han lagde vægt på at få musikken ud til skolebørn og gjorde et kæmpe pædagogisk arbejde med at introducere børn til kompositionsmusik. Han brugte med glæde instrumenter og idiomer fra rock og jazz og han lavede – ligesom Andriessen – sit eget band: Steve Martland Band. Martland var også helt klar i sine politiske holdninger: de lå til venstre for midten af engelsk politik.

Når man hører musikken, er det næsten åbenlyst, at det er dansemusik det her, og Martlands værker er også i stor stil blevet koreograferet. Orkesterværket ”Babi Yar” er ikke det eneste, der mangler på Youtube, hans finurlige og til tider endda elegante ”Street Songs” er der heller ikke. Faktisk er der en forbindelse fra dansk musikliv til Steve Martland i form af den engelske dirigent Paul Hillier, der nu dirigerer Theatre of Voices i Danmark og de har sammen uropført et værk af Martland i 2012.

Hvis du bliver interesseret i at høre mere Martland, så jeg er nødt til at opfordre til en tur på biblioteket, for jeg kan heller ikke linke til hans værker på Spotify, for der er også kun ganske få.

Gang i den

Vi begynder dansen med en hollandsk saxofonkvartet – Amstel Kvartetten – der giver den gas i Martland-værket ”Short Story” fra 2009. Her får Martland afløb for sin kærlighed til en klar, svingende og solid basstemme. Barytonsaxen kommer til sin ret i denne perle af en hakkende, hoppende og strømmende kvartet.

Næste værk er fra 1995 og låner fra den engelske barokkomponist Henry Purcell. Og fra meget andet. Det er baslinien han har taget fra Purcell – energien er helt Martlands egen. Titlen er ”Beat the Retreat” og den er snuppet fra det engelske militær, hvor man kan ”Beat the retreat” og på den måde kalde sine spredte troppeenheder til sig. Jeg tror måske ikke, der er så meget militærhistorie i det, men ordren Beat the Retreat stammer fra cirka samme tid som Purcell levede og så lyder det jo fedt.

Og her til sidst en ekstra spand musikenergi fra Steve Martland, denne gang med både barok- og balkanindflydelse – ”Re-Mix”, der er en ældre sag for jazzband fra 1986. Nyd det – og dans.

Brian Ferneyhough – Strygekvartet nr. 3

En af de sætninger jeg ofte har hørt, når jeg fortæller, at jeg forsøger at formidle ny kompositionsmusik er ”uha, det er så svært at forstå”. Og det er den opfattelse af ny musik jeg mere eller mindre har sat mig som livsopgave at slå ned med en lægtehammer, hvorend jeg møder den. Lægtehammeren består som regel af blide ord, så jeg ved ikke hvor effektivt det er, men sådan er det.

Den type af ny musik, som de fleste mennesker, der siger ”uha, det er så svært at forstå” tænker på, når jeg siger ny kompositionsmusik, er den slags jeg vil skrive om i denne blogpost: stinkende kompliceret kammermusik, der kompromisløst høvler derudaf.

Og så er det jo jeg påstår: Der er absolut intet at forstå i denne musik. Det eneste det handler om er at hoppe med på galejen og nyde energien. Lige så snart man begynder at tænke på flageoletter og triol-underdelte trioliseringer, ja så er hele magien jo væk. Lad for himlens skyld musikerne om den slags, det plejer de at være gode til.

Så kan vi andre sidde med hængende kæber og tænke ”åårrhhh hvad, det rocker det her!”

Strygekvartet nr. 3

Jeg faldt i gryden med strygekvartetter som barn, så denne blog vil nok have en urealistisk overvægt af strygekvartetter, når den en gang bliver besætnings-analyseret. Her kommer en af de (mange) gode.

I virkeligheden kunne jeg have valgt en hvilken som helst af Ferneyhoughs strygekvartetter. For de er alle ret gode. Men den tredie indeholder i nærmest nedkogt form det, jeg synes er noget af det fine ved Ferneyhoughs musik: Energi og kontrast.

Den er i to satser og jeg har læst et sted, at de to satser er nærmest diametrale modsætninger. Det synes jeg ikke de er, for det hyperaktive, energiske udtryk er gældende i dem begge – men kontrasterne som musikken er så rig på kommer til udtryk på forskellige måder.

Første sats er smækfuld af forskelle i dynamik. Det går fra det hviskende, puslende, vuggevise stille til det brølende, malstrøms-kraftige igen og igen. I noderne, som så fint er med i det youtube-klip jeg har valgt, kan man se at det går fra ppp (helt utroligt svagt) til fff (meget meget kraftigt) fra den ene tone til den anden. Nogle gange foregår dynamikskiftende med et crescendo, hvor lyden vokser sig kraftigere, og andre gang kommer de kraftige akkorder med et hug – eller de forsvinder som i et sort hul af minus-lyd. Andre gange kommer effekten simpelthen ved at Ferneyhough instrumenterer dynamikken, så det kun er et instrument der spiller – svagt – eller alle fire instrumenter – kraftigt. Det er en fantastisk måde at få mine ører på stilke. Nøj, hvor jeg hører efter når Ferneyhoughs musik først er i gang.

Og så en gang imellem kigger løsrevne, romantiske melodismåbidder forbi midt i al det hysteriske. Det er så smukt.

Der er en side af Ferneyhoughs musik, der altid bliver talt om: kompleksiteten. Han har endda fået tilnavnet ”den Nye Kompleksitets Far”. Den Nye Kompleksitet er i dette tilfælde en betegnelse, der dækker en række komponister, der i 1970’erne skrev rasende kompleks musik, der ikke nødvendigvis byggede på 1950’ernes serialisme med Pierre Boulez og Karlheinz Stockhausen, som så jo blev den Gamle Kompleksitet (nej … det er der faktisk aldrig nogle, der har kaldt den, og jeg vil også lige sige, at selvom Ferneyhoughs musik ikke som sådan er seriel, så ville den næppe have lydt som den gør uden en vis indflydelse fra de Gamle Komplekse herrer. Men det er en længere historie).

Kompleksitet er vel ikke som sådan en kvalitet, tænker man straks, men jo, i visse tilfælde er det.

Et af de punkter, hvor kompleksitet kan bidrage med et ekstra lag af musikalsk dybde er i forhold til de stakkels musikere. I den seneste blogpost på Nutidsmusik-bloggen skrev jeg om Ravels ”Gaspard de la Nuit”, hvor den sidste sats ”Scarbo” er ganske overordentligt kompliceret at spille for pianisten, og Ravel havde sat sig til skrivebordet med det formål at skrive en sats, der var helt afsindig svær at spille. Ferneyhough fortalte mig en gang, da jeg interviewede ham i Darmstadt, at han næsten blev lidt skuffet, første gang han hørte Arditti Kvartetten spille en af hans kvartetter, for de kunne faktisk spille det der stod. (Sagt med en smule britisk krukkeri). Pointen er, at Ferneyhough presser sine musikere til at foretage et valg. Det kan i mange tilfælde ikke lade sig gøre at spille musikken præcis som den står, så musikeren er tvunget til at tage stilling til, hvordan han eller hun vil løse det problem. Enhver opførelse vil så være forskellig og enhver musiker vil få sit eget forhold til de absurd svære partiturer. Musikerne i Arditti Kvartetten forsvarer Ferneyhough og siger, at han ikke ville få det udtryk i musikken han søger efter, hvis han ikke skrev musikken præcis som han gør. Jeg tror på dem.

I den anden sats af  Ferneyhoughs Strygekvartet nr. 3 er der i begyndelsen og slutningen solopassager for hhv 2. violinisten og bratschisten, og der kommer den sindssyge virtuositet og kompleksitet til at stå krystalklart. Nyd det!. Der er også en sørgmodig og meget lang melodi i cello og bratsch, som danner en sært trist jordbund for violinernes hektiske energi i de første minutter.

 

Og se nu her! Ekstra-godter på youtube. Her er en halv times udsendelse med Ferneyhough og Arditti om at indstudere den 6. strygekvartet.

Det er en meget fin udsendelse, som også skitserer ensemblets forhold til komponisten så fint.

Nyd blikket ind i værkstederne.