Wolfgang Rihm – Chiffre II, Silence to be beaten

Silence to be beaten – Stilhed, der skal tæves. En af de bedste titler nogensinde på noget som helst. Og værket lever i høj grad op til titlen; der bliver uddelt nogle ordentlige fortefortissimoer til den der stilhed. Og den svarer selvfølgelig igen … med mere stilhed. Lige når man tror, at nu har larmen fået bugt med den nævenyttige stilhed, stikker den saftsusemig hovedet frem igen. Og den får det sidste ord, for værket slutter jo. Larmen holder op.

I 1980’erne begyndte Rihms række af værker med titlen ”Chiffre” og så et nummer. (Hvilket fører til det lidt mystiske, at når man taler om disse værker, siger man: ciffer nummer 1, ciffer nummer 4, ciffer nummer 9 osv. og det er jo lidt dobbeltkonfekt, men det hedder de.) Det andet i rækken af ”Chiffre”r er det eneste med en undertitel – Silence to be beaten.

Der er mange grunde til at holde af Wolfgang Rihms musik: udtrykskraften, energien, stramheden fx.

Men ud over det falder, jeg altid på halen over de nærmest Don Quijote’ske gestusser (gesti, jeg ved det, men ODS siger jeg godt må, og gestusser lyder bedre) Wolfgang Rihm tilbyder os. Han insisterer på at udtrykke stort og kontrastfyldt. Eller inderligt og sart. Eller berusende og bjergtagende. Men altid, altid med næsten overtydelig gestus. Det er romantisk i det ekstreme. Musikken får lov at udtrykke det hele uden dumsmarte forbehold eller distanceret ironi. Det er en dyb respekt for musikken som udtryksbærer – og det kan selvfølgelig godt kamme over, så man tænker ”såså, så alvorligt er det vel heller ikke”. Men det er det jo, og når det er forbundet med en blændende virtuositet og modet til at gå lige til tærsklen af det sentimentale, ja, så bliver det grandiøst på den der Don Quixote-agtige måde. Det er lige meget om det er vindmøller man kæmper imod, for det er kampen og gestussen, der tæller. Uden denne følelsestunge gestus forsvinder alt indhold i vores omgang med hinanden og kunsten. Det er så flot og så …. ja, gammeldags. Men det er musikken sjovt nok ikke. Den virker aktuel og ægte – så arkaisk og Mitteleuropäisch som den end er.

Jeg har svært ved at forstå, at Rihm ikke er på alle koncertprogrammer i alle koncertsale hele tiden, for det er så overvældende og så sårbar musik, at det går lige i hjertet.

Hør fx. i ”Chiffre II – Silence to be beaten”, hvordan den sarteste stryger-tone får lov at ligge og ligge og ligge, mens slagtøjet prøver at tage livet af den. Det er omkring 4 minutter inde i værket.

Hør også den nærmest gotisk-middelalderfascinerede messingblæsermusik omkring otte minutter inde. Der bliver ikke sparet på noget.

Og så er der stilhederne undervejs.

Lyt til Wolfgang Rihms ”Chiffre II – Silence to be beaten” – og hør det gerne højt – det er god musik med store armbevægelser. Jeg har også lagt den på spotify-listen Nutidsmusik, som du kan abonnere på – den er her Nutidsmusik

Witold Lutoslawski – Klaverkoncert

Witold Lutoslawski blev født d. 25. Januar 1913 – det er 100 år siden. Den polske komponist var en af det 20. århundredes store navne. Han blev – og bliver – spillet på festivaler og koncerter verden over.

Du kan google mere om hans liv og levned, jeg linker her til en omfangsrig artikel om ham fra det engelske wikipedia.

http://en.wikipedia.org/wiki/Witold_Lutos%C5%82awski

Lutoslawski har komponeret for næsten alle gængse besætninger, der er dog ingen opera blandt hans værker. Hans orkestermusik har en genkendelig, gylden og nærmest glitrende klang. Der er som om ens øren bliver blændet, så skinnende flot lyder Lutoslawskis værker. På dette område minder hans musik mig om en anden polaks, nemlig Szymanowskis. Lutoslawski beundrede Szymanowskis musik og mødte ham i sin første tid på konservatoriet.

Det kan betale sig at lytte bagom den glitrende overflade af Lutoslawskis musik, for der er kanter og konturer bagom, der beriger lytteoplevelsen ganske gevaldigt.

Den fine herre Witold Lutoslawski afslører en gang imellem sig selv som en ægte rocker. Men man skal lede lidt efter det 😉

Klaverkoncerten

Jeg har valgt et af Lutoslawskis sene værker, nemlig klaverkoncerten fra 1988.

Det er et værk, der for alvor viser noget af den kantede og kradsende Lutoslawski midt i de strålende strygere og myldrende træblæsere. Og så er der smukke, smukke passager undervejs.

En stor del af Lutoslawskis værker indeholder et særligt element af tilfældighed, idet han i visse passager lader musikerne selv bestemme, hvornår de spiller de toner, der står i partituret. Man kan ganske få steder i denne youtube-optagelse se, hvordan dirigenten holder op med at dirigere og lader musikerne selv bestemme tempoet. Lutoslawski har flere steder beskrevet sin ”ad libitum”-teknik og netop i forbindelse med klaverkoncerten skriver han sådanher om grunden til at lade musikerne spiller mere frit: ”This gives quite specific results, ‘flexible’ textures of rich, capricious rhythms, impossible to achieve in any other way.”

Lyt!

Klaverkoncerten skal egentlig spilles i et forløb uden pauser, selvom der er fire satser. Den bedste youtubeoptagelse ligger i tre afdelinger, med første og anden sats i samme bid og så en hver til tredie og fjerde. Lutoslawski var selv en fremragende dirigent, og der findes på Spotify en indspilning med Krystian Zimerman ved klaveret (koncerten er skrevet til ham) og Lutoslawski selv på dirigentpodiet. Den er virkelig god – og kan altså der høres i et flow, som komponisten havde planlagt det.

Når det er sagt er denne live-version ikke uden evner. Den har nemlig noget af det, der gør værket interessant, og det er energi. Jo ældre jeg bliver, desto gladere bliver jeg for musik, der på den ene eller den anden måde holder dampen oppe hele vejen. Og det gør Lutoslawski i klaverkoncerten; der er en kraftig underskov af liv, der presser på for at komme op til overfladen. Det er som om den næsten konstante uro i begyndelsen bare leder efter et sted at bryde igennem overfladen og det sker også undervejs. Der er også en meget fin balance mellem energi-udladninger hos pianisten og orkestret. Nogle gange er det som om de skubber til hinanden, andre gange virker de tæt sammenfiltrede, og ændringerne i balancen sker lynsnart.

Tredie sats begynder med soloklaver. Der er på sin vis en mere dyster stemning, men den lidt flagrende energi er stadig til stede. Og så er der smukke melodier. Da orkesteret endelig kommer på banen, er det igen med til at skubbe tingene fremad, selvom klaveret med en vis insisteren holder fast i sine melodier, lykkes det alligevel at få skubbet satsen ind i et nærmest vulkansk udbrud af lyd. Bllløøørpp og lavaen vælter sejt ud over det hele.

Pianisten får lov at afslutte alene, ligesom i begyndelsen.

I fjerde sats kommer der igen fart over feltet og i denne sats samles udtrykket så det vildtvoksende får lov at komme helt op til overfladen. (Og Lutoslawski afsløres som den rocker han i virkeligheden var 😉 )

Klaverkoncerten er en af mine favoritter blandt de Lutoslawski-værker, jeg kender. Men der sker det, at så snart jeg hører ”Jeux vénetiens” eller ”Chain I-III” eller ”Livre pour orchestre” eller et af værkerne for vokal og orkester, så bliver jeg pludselig i tvivl. Måske er et af dem mit yndlings-Lutoslawski-værk? Det er unægtelig et luksusproblem.

Jeg var til Warszawa Efterår musikfestivalen første gang i 1992, og der sad den på det tidspunkt næsten 80-årige Lutoslawski trofast ved de fleste koncerter. Jeg fik endda lov at hilse på ham, og var temmelig star-struck og tavs, efter han venligt spurgte, om jeg havde det godt i Warszawa. Jo tak. Og tak for musikken.

“De Stijl” af Louis Andriessen

Der er noget musik, der i den grad egner sig til at blive hørt live i en tæt koncertsal, og musik af Louis Andriessen hører til denne kategori. Det er en fest at få lov at mærke lydtrykket, høre alvoren og humoren, se musikerne og … fik jeg nævnt det? … mærke lydtrykket. Gå ind og hør Andriessen, hvis du nogensinde er i nærheden af en koncertsal, hvor hans musik bliver opført.

Jeg var meget i tvivl om hvilket værk af Andriessen jeg skulle vælge til denne blogpost, men endte med at beslutte mig for en sats fra et af hans allermest kendte værker: nemlig ”De Materie” fra 1980’erne og denne gang satsen ”De Stijl”, der så vidt jeg har kunnet finde ud af, var den første af de fire satser Andriessen komponerede.

Jeg snupper nok de tre andre satser i ”De Materie” i andre blogposts senere. Og så er der jo også ”Hoketus” og ”M is for Man, Music, Mozart” og mange flere.

”De Stijl”

”De Stijl” betyder stilen og var titlen på et tidskrift og en hel kunstbevægelse i Nederlandene i mellemkrigsårene. Piet Mondrian var en af de mest berømte malere i kunstbevægelsen og var også en af dens ophavsmænd.

I satsen ”De Stijl” er Louis Andriessen inspireret af Mondrians malerier; af de berømte malerier med lige linier og klare farver. Sort, hvid, rød, blå og gul. Ligesom de fem farver arbejder Andriessen med fem instrumentgrupper og adskillelsen mellem dem er næste lige så klar som på maleriet: Der er messingblæserne, der klaveret, der el-guitaren osv. Blokke af lyd skyder frem i lydbilledet uden formildende omstændigheder. De blander kun sporadisk og ligger ellers som isblokke og dunker ind i hinanden.

Og så er der koret. Teksten er et billedkunst-teoretisk uddrag fra tidsskriftet ”De Stijl”. Sammen bliver klangblokkene langsomt intensiveret – enkeltvis og sammen – og da godt halvdelen af satsen er gået (ca. 14-15 minutter inde) er ens hoved ved at eksplodere af lyd. Klangblokkene banker ind i hinanden, ingen af dem giver sig, nogle gange følges de ad, nogle gange er der korte ophold, hvor de samler kræfter, men de vil alle høres. Som krævende børn. Og lige på det tidspunkt, hvor man har lyst til at råbe ”Så TI dog STILLE!” … så gør de det. Eller bliver i hvert fald mere stille end før. Koret forsvinder og giver plads til en kvindestemme, der fortæller om maleren Piet Mondrian. Teksten er et brev, der handler om at Mondrian elskede at danse, og når han dansede var han meget rank og havde ansigtet højt løftet.

Klaverets boogie woogie, rytmerne og hele udtrykket bliver mindre kantet, mere smilende. Og i stedet for de stramme sorte streger mellem aggressive hvide og røde firkanter, kommer der mere gult og blåt, flere mellemnuancer, elegance og smil. Indtil historien om Mondrian er forbi, koret vender tilbage og klangblokkene skyder frem igen – kun ændret en smule, fordi vi har hørt mellemstykket om Mondrian, er blevet vugget lidt i dansemusikken. Der er kommet andre farver frem, så selv de kantede klange langsomt får flere dybder og kan spille sammen på andre måder. Og efterhånden kommer de store klangblokke ind på en række og satsen slutter i nogenlunde god ro – og i hvert fald i stram orden.

På det tidspunkt er der gået næsten en halv time og energien fra de første klaverakkorder er næsten ikke på noget tidspunkt blevet formindsket. Ikke for alvor. Det er noget af en spand kul Andriessen smider i ovnen her. Og så er der lige de første klaverakkorder … de der første klaverakkorder. Electrifying.

Lyt til det med volumenknappen skruet godt op. Det er god musik!

http://www.youtube.com/watch?v=9qJtKiZLUhE

Og så kan man jo kun opfordre en flok danske musikere til at opføre hele ”De Materie” en gang. Jeg ville købe billetter med det samme!