Three Voices – af Morton Feldman

Hvis jeg nu skal være helt ærlig, så er jeg ikke den meditative type. Det der med at sidde helt stille i lang tid og kun koncentrere sig om en ting, er svært for sådan en som mig. Ikke at jeg er specielt urolig eller overgearet, men der er så mange spændende ting i verden og jeg skal jo helst nå noget af det.

Derfor har jeg det ofte svært med meget lange minimalistiske værker (Ja, Philip Glass, jeg kigger på dig), men denne blogpost handler om det værk indenfor det minimalistiske univers, der faktisk fangede min opmærksomhed og fik mig til at opleve, hvordan tiden kan ændres.

Ved en NUMUS festival for mange år siden blev der opført et værk af Morton Feldman. ”Three Voices” var titlen. Jeg var blandt publikum. Hvis en emsig journalist havde stukket en mikrofon op i næsen på mig lige efter klapsalverne sluttede, og havde spurgt mig hvor lang tid værket havde varet, ville jeg have svaret tre-fire minutter. Det varede 50 minutter.

Jeg er ganske overbevist om, at jeg ikke sov undervejs, og jeg nød musikken i fulde drag. Det var faktisk ret overvældende og tankevækkende at konstatere, hvor meget min tidsfornemmelse var blevet vippet af pinden. Og tak for det!

Ved den live-opførelse jeg oplevede i Aarhus, sad en sangerinde midt på scenen, og i hver side af scenen stod en højttaler, hvorfra samme stemme lød i to forskellige udgaver, så det der opstod var tre-stemmighed med en og samme stemme. Et ret minimalt klangligt udgangspunkt. Jeg mener, at det er standardproceduren for opførelser af værket. Så i 50 minutter sad vi altså og så på sangerinden, der sad på en stol på en scene og sang med sig selv. (Jeg kan ikke huske navnet på hende, hvis andre med bedre hukommelse læser dette, så skriv hendes navn i kommentarerne!.) Det eneste sted, hvor der skete noget var i musikken. På scenen var der fuldstændig ro.

Musikken

Og hvad var det så der skete i musikken? En hel masse og ingenting på samme tid. Hvorfor ingenting? Fordi hele værket som allerede nævnt består af den samme stemme i tre udgaver, der snor, væver, tripper, hopper og glider ind mellem hinanden. And that’s it!

Og på samme tid en hel masse, fordi der hele tiden er udvikling. Det er små og store ændringer, og fokus skifter med mikroskopisk nøjagtighed hele tiden.

Du kender sådan et legetøjs-kaleidoskop, som man holder op foran øjet og så ser man de farvede krystaller falde på plads i konstant skiftende former. Det er altid sjovest at dreje kaleidskopet helt, helt, ultra langsomt, så man kan se krystallerne falde et for et. Det er næsten det, Morton Feldman gør. Og så alligevel ikke, for der sker mere end det helt langsomme. Der er små mikroskopiske forandringer, men der er også en storform i værket. En tydelig opbygning frem mod et klimaks, og en nedgearing til en rolig, lagdelt slutning. Jeg har ikke regnet efter, men et hurtigt overslag i minutregning viser, at højdepunktet ligger ca. 2/3-dele inde i værket.

Morton Feldman skrev værket til sangerinden og stemmepædagogen Joan La Barbara i 1982. I brevet, der ledsagede partituret skrev han bl.a. ”I’m somewhat shocked with the more sensuos, if not ”gorgeous” sound of most of it …”. I samme brev nævner han, at han med vilje ikke har skrevet nogen tempoangivelse i partituret. Han vil lade sangerinden og hendes vejrtrækning være med til at afgøre det. Han skriver: ”It sounds good both ”slow” as well as a ”fast” slowness (whatever that means).”

De første gange La Barbara opførte værket varede det 90 minutter, men da hun skulle indspille det på cd ville hun gerne have, at det skulle kunne være på en cd, så der lavede hun en hurtigere udgave på 45 minutter.

Jeg må indrømme, at jeg virkelig godt kunne tænke mig at høre en udgave på 90 minutter. Halloooooo!!?! – gad vide om der er en dansk sangerinde, der kunne tænke sig at opføre ”Three Voices” lllaaaangsssoooooommmmttt.

Der er en tekst undervejs. Det er et lille uddrag af digtet ”Wind” af Frank O’Hara. Et digt, der er dedikeret til Morton Feldman. Teksten dukker op flere gange undervejs, ellers er det ren vokalise.

Her er et link til en anden blog, hvor hele digtet er gengivet:

http://warmpoison.blogspot.dk/2008/02/frank-ohara-wind-to-morton-feldman.html

 

Musikken er for mig præget af teksten på den måde, at jeg virkelig har svært ved at løsrive mig fra billedet af sne, der falder når jeg hører stemmerne væve sig mellem hinanden. Det er smukt, renfærdigt, køligt og en smule ubønhørligt på samme tid. Meget medrivende – og meget stille.

Hør “Three Voices”

”Three Voices” er inddelt i flere afsnit:

Opening
Legato
Slow Waltz

First Words
Whisper
Chords
A non accented legato
Snow Falls
Legato
Slow Waltz and ending

Jeg har fundet en udgave på Youtube, hvor titlerne på afsnittene er sat ind cirka, der hvor de skal være i musikken. Og så er den ikke delt op i mange klip, men ligger i hele sin udstrakte herlighed. Lyt til ”Three Voices”. Det er musik, der godt kan laves mad til, men du får helt klart mest ud af værket, hvis du giver dig tid til at sidde stille med te i nærheden og lytte. Det er god musik!

 

Og som lille bonus kommer her et link til det første nummer fra Kate Bushs cd ”50 Words For Snow” der udkom i 2011. Kun fordi jeg synes stemningen minder så meget om ”Three Voices”.