Karlheinz Stockhausen: Gruppen

Bloggens et års fødselsdag skal fejres med en orkesterklassiker af moderne tilsnit.

Stockhausens mesterværk Gruppen fra 1957.

Lad mig begynde med at sige, at hvis det her var en michelinguide til værker fra det 20. århundrede, så vil jeg bedømme Gruppen som ”Værd at rejse efter”. Du skal i hvert fald, hvis du nogensinde er i en by, hvor Gruppen bliver opført, gøre alt for at få en billet til koncerten. Musikken her er i den grad rumlig og oplevelsen bliver mangedoblet af at være live. I det youtubeklip jeg har fundet, er det en liveindspilning og der er publikum endda sat ind mellem de tre orkestre. Sejt!

Gruppen

Gruppen er bygget på en tolvtonerække. Rytmerne, tempoet og dynamikken er sat på formel og storformen – den samlede struktur af hele værket – er nøje udregnet. Og det hele er inspireret af et schweizisk bjerglandskab påstod komponisten.

Titlen er yderst prosaisk, for hele værket er delt op i klumper af tone/rytme/klang/dynamik, hvor hver klump – eller gruppe – har sit særlige karakteristikum.

Det er sindssygt svært at høre disse grupper og opdelingen af dem. Umuligt vil jeg faktisk påstå. Og derfor vil jeg også strunte i dem, som svenskerne så poetisk udtrykker det.

Det vigtige i Gruppen er ikke klumperne, rækkerne, bjerglandskabet eller storformen. Det vigtige er rummet og bevægelsen.

Gruppen er om noget en suveræn udnyttelse af rum og bevægelse i musik.

Den tyske professor Frau Helga de la Motte-Haber, fortalte mig, at hun engang havde oplevet Stockhausen fortælle om sin musik fra 50’erne og hun beskrev, hvordan han sad og lod som om han havde et dukketeater, hvor han var dukkeføreren ”Så kommer denne figur frem, og bagved dukker denne her op, mens forgrunden er … osv.” Værket han beskrev var Kontakte, men det kunne næsten lige så godt være Gruppen. Stockhausen skifter mesterligt (ja, undskyld de mange superlativer i denne blogpost … men jeg mener hvert enkelt) altså, han skifter mesterligt mellem det helt store orkesterudtræk med larm og ballade og solopassager så sarte, at man nærmest holder vejret. Der er ting i forgrunden, noget dukker op i mellemgrunden og bliver tromlet af det, der kommer bagfra.

En af grundene til at Gruppen bliver opført så sjældent er kravet til, at der skal være tre orkestre. De fleste koncertsale skal udvide scenepladsen langt ud over publikumsrækkerne for, at det kan lade sig gøre.

Ud over det perspektiviske i selve musikken – dukketeatret og de musikalske figurer der bevæger sig foran og bagved hinanden – er der altså i Gruppen en ekstremt stor spredning af lydkilderne når man sidder i salen. Instrumenterne kan tale sammen over store afstande. Og det gør de.

Som sagt er hele værket bygget overordentligt sindrigt op, og følger serialismens mange strukturelle krav nøje. Men ind i mellem dæmmer Stockhausen op for rækkerne og lader andre kræfter komme til. Han har selv kaldt det ”vinduer i partituret.” Jeg får lidt fornemmelsen af, at komponisten simpelthen ikke har kunnet dy sig for at lave nogle ganske spektakulære effekter, når han nu alligevel havde musikerne siddende så overvældende rumligt. I modsætning til rækker, klumper og tempoforskelle, kan disse vinduer faktisk høres. Allerklarest er vinduet, der i denne youtubeudgave kan høres fra 16’24 og frem. Prøv at lytte fra lidt før 16’00 og hør hvordan musikken omkring 16’24 pludselig samler sig og basuner og andet messing får lov at lave politisirene i 3D. Fra det ene orkester til det andet bølger lyden.

Jeg er normalt ikke en fan af at lytte musik med hovedtelefoner, men lige med Gruppen vil jeg gerne gøre en undtagelse, for optagelsen er så god, at de rumlige effekter faktisk kommer med – og de giver bedst mening med hovedtelefoner.

Så vær nu med til at fejre bloggens 1 års fødselsdag – der er ingen kage, ingen flag, ingen fødselsdagssang … kun god musik i dine ører!

… og en smiley 🙂

Sommermusik!

Der er gået ferie-humør i den hos blog-bestyreren, så nu må jeg appellere til jer: Find noget sommermusik!

Kriterierne er:

  1. Det skal være komponeret i det 20. eller 21. århundrede.
  2. Det skal have ordet sommer i titlen (lige gyldigt på hvilket sprog)
  3. Eller: Hvis det ikke har sommer i titlen, skal du argumentere for, hvorfor dette værk skal være på en liste over sommermusik.
  4. Det skal findes på youtube

Værsgo’ og gå i gang i kommentarerne!

– jeg lægger lige et par stykker klar, så sommermusik ballet er åbnet.

Og så lige en om solen:

Karlheinz Stockhausen – Kontakte

Stockhausens ”Kontakte” er et værk jeg aldrig bliver træt af. Det er så fuld af liv, nysgerrighed, klangeksperimenter og gåpåmod, at der altid er et eller andet man bliver opløftet af når man hører det. Det er god musik!

Det er også et værk, som man kan skrive utrolig meget om, men jeg vil her blot pege på nogle aspekter af ”Kontakte”, som er gode at lytte efter, når man skal høre hele værket.

Stockhausen komponerede ”Kontakte” i årene 1958-60. Det var i elektronmusikkens barndom. Det blev uropført ved Verdensmusikdagene i 1960 i Köln, hvor en række yngre danske komponister – bl.a. Per Nørgård, Ib Nørholm og Pelle Gudmundsen Holmgreen – overværede koncerten.

Lydene

“Kontakte” findes i to versioner; en rent elektronisk og en for klaver, elektronik og slagtøj. Det er den sidste, der er den sjoveste. [Den opmærksomme læser Alex Bach Andersen, gjorde mig på facebooksiden opmærksom på, at der jo også findes en teaterversion af “Kontakte”. Den hedder “Originale” og Alex Bach Andersen har lagt et link ud på nutidsmusiks facebook-siden, som linket ovenfor henviser til! TAK!]

Et af de fænomener Stockhausen dyrker næsten til overflod i ”Kontakte” er glidende overgange mellem klange. Han tager en slagtøjsklang – et bækken, en triangel eller hvadsomhelst – og så sørger han for at skabe en elektronisk lyd, der ligger helt tæt op ad slagtøjslyden. Han laver en glidende overgang mellem elektronikkens klange og de akustiske instrumenter. Nogle gange blander han dem, andre gange kommer den ene slags som et slags ekko eller præ-ekko (som det så smukt hedder, når ekkoet kommer før lyden, hvis man kan sige det), og den anden står klart i forgrunden. Der er mange eksempler på dette fænomen i værket, og rygter fortæller, at publikum under uropførelsen var irriterede over ikke at vide, hvor lydene kom fra, fordi de ikke kunne identificere lydkilden.

Prøv fx. at lytte fra ca. 9’30 til 10’50 og adskil slagtøj fra elektronik. Det er ikke helt nemt. (Noget nemmere er det selvfølgelig ved en koncertopførelse).

Hvis du har mulighed for at høre hele værket flere gange, så prøv en enkelt gennemlytning, hvor du kun fokuserer på at finde lighederne mellem instrumentklangene. Det er som om Stockhausen prøver at udviske overgangene, og gøre alle tre lydkilder til et kontinuum af klang. Det lyder måske ikke revolutionerende i disse tider, hvor synthesizeren har været opfundet i mange årtier, men i 1960 var det anderledes. Alle de elektroniske klange i ”Kontakte” er skabt netop elektronisk. På bånd. I et lydstudie. Med maskiner. Ikke noget med synthesizere her. Titlen ”Kontakte” henviser bl.a. til de klanglige kontaktflader mellem de forskellige lydkilder.

Rummet

Et andet aspekt, som Stockhausen var langt fremme i skoene med, er rumlighed i musikken. I ”Kontakte” findes brugen af rummet i musikken på forskellige måder. Helt konkret kommer den elektroniske lyd fra fire højttalere, der omgiver publikum. Ved at sætte en højttaler på et bord der kunne dreje rundt og placere fire mikrofoner rundt om, kunne Stockhausen lave en optagelse, der fik det til at lyde som Surround Sound før Surround Sound. Så lyden flytter sig helt konkret i rummet og kommer forfra og bagfra og fra begge sider.

Men der er også en anden udnyttelse af rumlighed i ”Kontakte”. Dynamikken – lydstyrken – er ekstremt nøje tilrettelagt i partituret, og den er meget varieret. Det giver den effekt, at lydene optræder i et spektrum fra helt i forgrunden til langt væk i baggrunden. Det udnytter Stockhausen, så de enkelte lyde hele tiden er ”i forhold” til andre lyde, der kommer før efter eller er samtidige. Et smæk på et trommeskind kan stå helt i forgrunden, mens en elektronisk susen er langt bagude, og klaveret et øjeblik efter optræder i mellemgrunden med et svagt, men markant anslag.

Der er også lyde, der vokser fra at have været svage og gemt bag andre lyde til pludseligt at optræde i forgrunden. Meget dynamisk og nærmest tegneserie-agtigt. Eller som et dukketeater, hvor perspektivet skabes ved at de ting, der skal se ud som om de er langt væk i virkeligheden bare er lavet små, så de giver effekten af fjernhed. En lille klang lyder langt væk og nærmer sig – et stort brag buldrer og forsvinder i horisonten. Jeg har nogle gange svært ved at høre ”Kontakte” uden at antropomorfisere lydene, så karakterfulde er de, og så dynamiske bliver de ved hjælp af dette hørbare perspektiv. Der er altså rumlig, omfavnende lyd i selve lokalet (svær at genskabe ved computerlytning) og så er der tre-dimensionalitet i selve lydbilledet (kan også høres uden at sidde i koncertsalen).

Kontinuum

Jeg har allerede nævnt, at Stockhausen skaber et kontinuum af klangene i de tre lydkilder klaver, slagtøj og elektronik. Der er et andet kontinuum, han var fascineret af, og det var mellem klang og puls. Han illustrerer det klokkeklart lige omkring 17 minutter inde i værket. Pointen er, at hvis man tager en sinustone, så er den lydbølge den laver meget jævn. Her er noget fra wiki om sinusbølger. Jo dybere en sinustone klinger jo mere af den forsvinder fra vores hørevidde. På et tidspunkt er det kun toppene af bølgerne vi kan høre. Så lyder det ikke længere som en lydbølge, men som: klang (top) – stilhed (bund) – klang – stilhed – klang – stilhed. Altså puls da da da  i stedet for klang daaaa. Stockhausen laver altså et skoleeksempel på dette kontinuum mellem klang og puls ved at lade en elektronisk, vrængende klang styrte ned i dybet og forvandle sig til pulserende, dybe bip-toner. Hvis du lytter fra omkring 16’15 til 17’15, kan du også høre, at der er et godt eksempel på kontinuummet mellem lydkilderne i den samme bid; Lige før klangen kaster sig ned i dybet og bliver til puls, spiller perkussionisten en række hvirvler på forskellige slagtøjsinstrumenter, der lægger op til den elektroniske pulseren.

Hør det nu bare!

Det er en mere teknisk introduktion til musikken end jeg plejer at byde på her i bloggen, men det betyder ikke, at ”Kontakte” kun er fascinerende, når man kender noget af mekanikken bag. Tværtimod er det en konstant kilde til legesyge lydoplevelser og et værk, der virkelig tåler at blive hørt mange gange. God fornøjelse!

Og så bliver det opført fredag d. 31.5. på Klang Festival i København. Hvis du er i nærheden: Don’t miss!!! Her er et link til festivalens program