Olivier Messiaen – Le merle noir

Jeg har været gennem en del forårsagtig musik i den forgangne uge for at præsentere noget lys og forår her på bloggen. Det har ikke været så nemt: noget er for langt (jeg stirrer på dig, Britten), noget er kedeligere, end jeg huskede det (Rautavaara, det var dig!) og andet er bare ikke sådan egentlig forårsagtigt hele vejen igennem. Men så hørte jeg noget forleden morgen: De forårsivrige nørrebroske solsorte er begyndt på forårs-sangerdysten. Bogfinken er også i gang i Fælledparken, musvitterne pipper selvom det stadig er frost om natten. Men ingen af de andre småfugle, slår solsorten i sangkraft … og så var det jo pludselig nemt at finde forårsmusik til bloggen: Messiaens lille værk for fløjte og klaver ”Le merle noir” – Solsorten. Hvis i klikker på wiki-linket til solsorten, så kan man under billedet til højre høre en optagelse af en fransk solsort. Formodentlig en solsortedialekt, der er tættere på det Messiaen hørte i 1950’erne, end den du kan høre uden for vinduet.

Le merle noir

Det lille fløjteværk var et bestillingsværk fra Pariserkonservatoriet, hvor Messiaen selv var ansat. Værket skulle indgå i den årlige fløjtekonkurrence på konservatoriet.

Messiaens interesse for fuglestemmer er tydelig i mange værker, og der er sjove eksempler på, hvordan fuglesange, som han selv optog i naturen og skrev ned, har fundet vej ind i musikken på hjemmesiden her

Det, der overhovedet gør det interessant at høre ”Le merle noir” er selvfølgelig, at Messiaen ikke har skrevet et stykke for fløjte, der består af en nedskrift af solsortesang. Der er mere musik, end der er solsort. For selvom det er nemt at høre skræp, sang og fløjt ind i værket, er det en mindst lige så god lytteoplevelse at høre musikken som musik. Den udvikler sig fra korte, prikkende udbrud og triller, til langsommere fraser og til længere fraser. Klaveret kommer ind som buldrende baggrund, der sætter nye bevægelser i gang hos fløjten eller som samtalepartner og præ-ekko.

Det er god musik – og forårsagtigt. Lyt til solsorten!

Den kan også findes på Spotify her: Karlheinz Zöller – Le Merle noir

Kreuzspiel af Karlheinz Stockhausen

Godt Nytår til alle Nutidsmusiklæsere! Efter forhåbentlig vel overståede 90-års-fødselsdage, bobler, wienervalse, hovedpiner eller bare almindelige kontempleringer over årets slutning/begyndelse må det være tid til noget musik fra 1951. Musik af Karlheinz Stockhausen.

Denne blogpost handler om Stockhausens ”Kreuzspiel”, det værk han selv regnede som sit opus 1. Det er musik af den type, der gennem mange år hånligt er blevet beskrevet som ”blip-båt-musik”, der ikke er til at forstå. Men jeg synes, at ”Kreuzspiel” er fascinerende og god musik og vender tilbage til det strittende værk med ujævne mellemrum. Jeg er aldrig blevet træt af at høre det, og glæder mig til at præsentere det her på Nutidsmusik.

Krydsene

Karlheinz Stockhausen skrev og fortalte meget om sin egen musik, og ”Kreuzspiel” er ingen undtagelse. Hvis du vil vide mere om ”Kreuzspil” skal du blot google løs, der findes flere introduktioner og analyser på nettet og der er endnu flere i bøger på biblioteket. Det, der var vigtigst for Stockhausen, var at lytterne skulle høre hvordan forskellig melodier krydser hinanden i løbet af værket. Deraf titlen ”Kreuzspiel”. Ud over det åbenlyse i at klaveret begynder i yderpunkterne – helt højt og helt dybt – og derefter bevæger sig ind mod midten, er det faktisk ikke helt nemt at høre sig frem til hvilken af de forskellige toner, der hører til hvilken melodi og hvornår den krydser sig selv/de andre. Og det er, efter min mening, heller ikke en særlig frugtbar måde at lære musikken at kende på. Når musikkens energi, stemning og form er kommet ind under huden på lytteren kan det da godt være, at det der med krydsene bliver givtigt. Jeg indrømmer blankt, at jeg fandt noderne frem, da jeg først var blevet så nysgerrig – og det ændrede ikke ved min oplevelse af ”Kreuzspiel” som bevægende, urolig og sært ophidsende musik, at jeg fandt ud af, hvad der krydsede hvad hvornår.

Stemningen

Allerede fra første gang jeg hørte ”Kreuzspiel” på en gammel LP, var det der fascinerede mig den underlige uro, der er i første del af værket. Slagtøjets insisterende og hurtigt pulserende rytme under det prikkende, præcise klaver giver en fornemmelse af kræfter, der bliver holdt tilbage. Musikken her kunne skeje helt ud … men den gør det bestemt ikke! Den bliver holdt fast af en forrygende fast form. Der er lidt ”Ulv-i-bur”-stemning over det. Virkelig meget energi, minimal udtryksmulighed – og det fungerer. Det kommer aldrig til en energi-udladning, nærmest lige det modsatte: der falder ro over de urolige gemytter. Stemningen ændrer sig og bliver med ganske få greb næsten vendt 180 grader, og der spreder sig en ro, som når man ser på himlen en stjerneklar nat. Jeg er sikker på, at I ligesom jeg har oplevet at se op på stjernerne i så lang tid, at øjnene pludselig ser himlen som det den er, nemlig tredimensionel. Det er vidunderligt overvældende hver gang man kigger længe nok og så sanser dybet i nattehimlen. Stockhausen giver en lille modeludgave af denne tredimensionalitet i midterstykket. I den youtube-video jeg linker til er det omkring 4’45, det begynder. Han skaber roen, baggrunden, og giver så pludselig forgrund og mellemgrund også. Man oplever musikken som rumlig. Det er bestemt ikke det eneste værk, hvor han hiver det trick frem mellem nodelinierne, ”Gesang der Jünglinge” og ”Kontakte” er faktisk bedre eksempler på det, men kimen til denne sære Stockhausenske klanglige 3-dimensionalitet ligger allerede her i ”Kreuzspiel”, vil jeg mene. Meget af den skyldes, tror jeg, den virkeligt stramme styring af dynamikken.

Og hvad sker der så? Jo, som en bedre ”happy end” i en film (eller som i en gammeldags sonateform, fra den klassiske musiks guldalder) ender de to stemninger med at finde en form for sameksistens. Jeg vil undlade at blande de forskellige metaforer, jeg har brugt sammen (Ulv i bur med udsyn til tredimensionel nattehimmel … ajj nu gjorde jeg det alligevel), men slutningen af ”Kreuzspiel” får noget mere energi at brænde af. (Omkring 8’00 i den vedhæftede youtube-optagelse). Slutningen får virkelig tyngde.

Og så kan jeg ikke lade være med at nævne, at Stockhausen endnu ikke var fyldt 23, da han komponerede ”Kreuzspiel”. Det er et ungdomsværk det her. Og som sådan ret godt gået, skulle jeg mene.

Optagelser

Den bedste let tilgængelige optagelse af ”Kreuzspiel” findes på Spotify. Der er kun en, så den er til at finde 😉

Youtube har adskillige klip liggende, men der er noget galt med dem alle. I klippet der er en ren LP/lydoptagelse har de nuppet noget af slutningen, flere af optagelserne er klippet over i to og den jeg har valgt får en utilsigtet skævvridning af lyden, fordi den ene af slagtøjsspillerne står meget tættere på (og med ryggen til) kameraet/mikrofonen end de andre. Men det er altså den skævvredne, jeg har valgt. Det er en musikalsk OK opførelse, der ikke er klippet over og slutningen er med. Find selv bedre optagelser ude i den virkelige eller virtuelt virkelige verden. Og lyt til musikken – Den er god!

http://www.youtube.com/watch?v=oIxGi_bI1CI