“De Stijl” af Louis Andriessen

Der er noget musik, der i den grad egner sig til at blive hørt live i en tæt koncertsal, og musik af Louis Andriessen hører til denne kategori. Det er en fest at få lov at mærke lydtrykket, høre alvoren og humoren, se musikerne og … fik jeg nævnt det? … mærke lydtrykket. Gå ind og hør Andriessen, hvis du nogensinde er i nærheden af en koncertsal, hvor hans musik bliver opført.

Jeg var meget i tvivl om hvilket værk af Andriessen jeg skulle vælge til denne blogpost, men endte med at beslutte mig for en sats fra et af hans allermest kendte værker: nemlig ”De Materie” fra 1980’erne og denne gang satsen ”De Stijl”, der så vidt jeg har kunnet finde ud af, var den første af de fire satser Andriessen komponerede.

Jeg snupper nok de tre andre satser i ”De Materie” i andre blogposts senere. Og så er der jo også ”Hoketus” og ”M is for Man, Music, Mozart” og mange flere.

”De Stijl”

”De Stijl” betyder stilen og var titlen på et tidskrift og en hel kunstbevægelse i Nederlandene i mellemkrigsårene. Piet Mondrian var en af de mest berømte malere i kunstbevægelsen og var også en af dens ophavsmænd.

I satsen ”De Stijl” er Louis Andriessen inspireret af Mondrians malerier; af de berømte malerier med lige linier og klare farver. Sort, hvid, rød, blå og gul. Ligesom de fem farver arbejder Andriessen med fem instrumentgrupper og adskillelsen mellem dem er næste lige så klar som på maleriet: Der er messingblæserne, der klaveret, der el-guitaren osv. Blokke af lyd skyder frem i lydbilledet uden formildende omstændigheder. De blander kun sporadisk og ligger ellers som isblokke og dunker ind i hinanden.

Og så er der koret. Teksten er et billedkunst-teoretisk uddrag fra tidsskriftet ”De Stijl”. Sammen bliver klangblokkene langsomt intensiveret – enkeltvis og sammen – og da godt halvdelen af satsen er gået (ca. 14-15 minutter inde) er ens hoved ved at eksplodere af lyd. Klangblokkene banker ind i hinanden, ingen af dem giver sig, nogle gange følges de ad, nogle gange er der korte ophold, hvor de samler kræfter, men de vil alle høres. Som krævende børn. Og lige på det tidspunkt, hvor man har lyst til at råbe ”Så TI dog STILLE!” … så gør de det. Eller bliver i hvert fald mere stille end før. Koret forsvinder og giver plads til en kvindestemme, der fortæller om maleren Piet Mondrian. Teksten er et brev, der handler om at Mondrian elskede at danse, og når han dansede var han meget rank og havde ansigtet højt løftet.

Klaverets boogie woogie, rytmerne og hele udtrykket bliver mindre kantet, mere smilende. Og i stedet for de stramme sorte streger mellem aggressive hvide og røde firkanter, kommer der mere gult og blåt, flere mellemnuancer, elegance og smil. Indtil historien om Mondrian er forbi, koret vender tilbage og klangblokkene skyder frem igen – kun ændret en smule, fordi vi har hørt mellemstykket om Mondrian, er blevet vugget lidt i dansemusikken. Der er kommet andre farver frem, så selv de kantede klange langsomt får flere dybder og kan spille sammen på andre måder. Og efterhånden kommer de store klangblokke ind på en række og satsen slutter i nogenlunde god ro – og i hvert fald i stram orden.

På det tidspunkt er der gået næsten en halv time og energien fra de første klaverakkorder er næsten ikke på noget tidspunkt blevet formindsket. Ikke for alvor. Det er noget af en spand kul Andriessen smider i ovnen her. Og så er der lige de første klaverakkorder … de der første klaverakkorder. Electrifying.

Lyt til det med volumenknappen skruet godt op. Det er god musik!

http://www.youtube.com/watch?v=9qJtKiZLUhE

Og så kan man jo kun opfordre en flok danske musikere til at opføre hele ”De Materie” en gang. Jeg ville købe billetter med det samme!