Luigi Nono – Das atmende Klarsein

En aktuel blogpost og opfordring!

Hvis du smutter ind i Pressen, Politikens Hus på tirsdag d. 10.9. kl. 19.00 kan du høre undertegnede og Søren Møller Sørensen lave pre concert talk om venstreorienteret musik. Eller rettere: Kan man høre at musikken er venstreorienteret? Og hvordan kan man forbinde en progressiv politisk holdning, med en ditto musikalsk? Vi leverer nok ingen svar, men fortæller om, hvordan nogle komponister har forsøgt at svare eller måske stillet endnu flere spørgsmål. Det er et spændende emne og koncerten som vi er … øøøhhh … opvarmningsband til er endnu mere spændende:

Mogens Dahl Kammerkor synger tre sange af musikfilosoffen og komponisten Theodor W. Adorno (og ja, ham kommer Søren Møller Sørensen også til at fortælle om OG han optræder også i selve koncerten. Adorno altså – ikke Søren.), de synger ”Cries of London” af Luciano Berio og så – bedst af alt: de synger ”Das atmende Klarsein” af Luigi Nono sammen med fløjtenisten Hélène Navasse. Det er sjældent, at dette værk bliver opført i Danmark, så rub støvletterne og kom straks til koncert på tirsdag! her er link til koncertinfo. Koncerten er en del af Golden Days.

Das atmende Klarsein

Luigi Nono var en kommunist og har skrevet nogle af de mest markant politiske værker i det 20. århundredes anden halvdel. Hans valg af emner og tekster alene er et tegn på det, men han har også selv fortalt, at hans musik aldrig var kommet til at lyde som den gør, uden nærheden til disse antifascistiske tekster. Interessant. Og svært at sætte fingeren på.

”Das atmende Klarsein” er et overgangsværk, samt et absolut mesterværk. Det er et værk, hvor Luigi Nono er på vej væk fra de meget bastant politiske tekster og emnevalg, til tekster, der er mindre håndgribeligt politiske og mere luftigt romantiske og filosofiske.

I “Das atmende Klarsein” er teksten sat sammen af digte af Rainer Maria Rilke og antikke græske tekster. Ikke just hårdtslående politisk stof.

Men musikken klinger i forbløffende grad som tidligere værker af Nono. Måske er teksterne her en mulighed for Nono til at komme endnu et spadestik ned i arbejdet med at give klingende lyd til den ethos han altid har villet (og kunnet) udtrykke.

“Das atmende Klarsein” er ubeskrivelig smuk musik. Jeg vil ikke en gang prøve på at sætte ord på, men blot sige, at jeg glæder mig ganske overordentligt meget til at høre dette værk live. Og det skal du også, så hvis du har mulighed for det så kom ind i Politikens Hus på tirsdag kl. 20.00 til koncert – og kl. 19.00, hvis du vil underholdes af Søren Møller Sørensen og mig.

Jeg har fundet en version af Das atmende Klarsein på Youtube, hvor den er delt op i fem bidder (WHY?!?), og hvor de fire findes i et forløb, men den femte del ligger for sig. Lyt og nyd – og kom så og lyt og nyd på tirsdag. Det her er dælme god musik.

Og læs evt. mere om Nono her

Karlheinz Stockhausen – Kontakte

Stockhausens ”Kontakte” er et værk jeg aldrig bliver træt af. Det er så fuld af liv, nysgerrighed, klangeksperimenter og gåpåmod, at der altid er et eller andet man bliver opløftet af når man hører det. Det er god musik!

Det er også et værk, som man kan skrive utrolig meget om, men jeg vil her blot pege på nogle aspekter af ”Kontakte”, som er gode at lytte efter, når man skal høre hele værket.

Stockhausen komponerede ”Kontakte” i årene 1958-60. Det var i elektronmusikkens barndom. Det blev uropført ved Verdensmusikdagene i 1960 i Köln, hvor en række yngre danske komponister – bl.a. Per Nørgård, Ib Nørholm og Pelle Gudmundsen Holmgreen – overværede koncerten.

Lydene

“Kontakte” findes i to versioner; en rent elektronisk og en for klaver, elektronik og slagtøj. Det er den sidste, der er den sjoveste. [Den opmærksomme læser Alex Bach Andersen, gjorde mig på facebooksiden opmærksom på, at der jo også findes en teaterversion af “Kontakte”. Den hedder “Originale” og Alex Bach Andersen har lagt et link ud på nutidsmusiks facebook-siden, som linket ovenfor henviser til! TAK!]

Et af de fænomener Stockhausen dyrker næsten til overflod i ”Kontakte” er glidende overgange mellem klange. Han tager en slagtøjsklang – et bækken, en triangel eller hvadsomhelst – og så sørger han for at skabe en elektronisk lyd, der ligger helt tæt op ad slagtøjslyden. Han laver en glidende overgang mellem elektronikkens klange og de akustiske instrumenter. Nogle gange blander han dem, andre gange kommer den ene slags som et slags ekko eller præ-ekko (som det så smukt hedder, når ekkoet kommer før lyden, hvis man kan sige det), og den anden står klart i forgrunden. Der er mange eksempler på dette fænomen i værket, og rygter fortæller, at publikum under uropførelsen var irriterede over ikke at vide, hvor lydene kom fra, fordi de ikke kunne identificere lydkilden.

Prøv fx. at lytte fra ca. 9’30 til 10’50 og adskil slagtøj fra elektronik. Det er ikke helt nemt. (Noget nemmere er det selvfølgelig ved en koncertopførelse).

Hvis du har mulighed for at høre hele værket flere gange, så prøv en enkelt gennemlytning, hvor du kun fokuserer på at finde lighederne mellem instrumentklangene. Det er som om Stockhausen prøver at udviske overgangene, og gøre alle tre lydkilder til et kontinuum af klang. Det lyder måske ikke revolutionerende i disse tider, hvor synthesizeren har været opfundet i mange årtier, men i 1960 var det anderledes. Alle de elektroniske klange i ”Kontakte” er skabt netop elektronisk. På bånd. I et lydstudie. Med maskiner. Ikke noget med synthesizere her. Titlen ”Kontakte” henviser bl.a. til de klanglige kontaktflader mellem de forskellige lydkilder.

Rummet

Et andet aspekt, som Stockhausen var langt fremme i skoene med, er rumlighed i musikken. I ”Kontakte” findes brugen af rummet i musikken på forskellige måder. Helt konkret kommer den elektroniske lyd fra fire højttalere, der omgiver publikum. Ved at sætte en højttaler på et bord der kunne dreje rundt og placere fire mikrofoner rundt om, kunne Stockhausen lave en optagelse, der fik det til at lyde som Surround Sound før Surround Sound. Så lyden flytter sig helt konkret i rummet og kommer forfra og bagfra og fra begge sider.

Men der er også en anden udnyttelse af rumlighed i ”Kontakte”. Dynamikken – lydstyrken – er ekstremt nøje tilrettelagt i partituret, og den er meget varieret. Det giver den effekt, at lydene optræder i et spektrum fra helt i forgrunden til langt væk i baggrunden. Det udnytter Stockhausen, så de enkelte lyde hele tiden er ”i forhold” til andre lyde, der kommer før efter eller er samtidige. Et smæk på et trommeskind kan stå helt i forgrunden, mens en elektronisk susen er langt bagude, og klaveret et øjeblik efter optræder i mellemgrunden med et svagt, men markant anslag.

Der er også lyde, der vokser fra at have været svage og gemt bag andre lyde til pludseligt at optræde i forgrunden. Meget dynamisk og nærmest tegneserie-agtigt. Eller som et dukketeater, hvor perspektivet skabes ved at de ting, der skal se ud som om de er langt væk i virkeligheden bare er lavet små, så de giver effekten af fjernhed. En lille klang lyder langt væk og nærmer sig – et stort brag buldrer og forsvinder i horisonten. Jeg har nogle gange svært ved at høre ”Kontakte” uden at antropomorfisere lydene, så karakterfulde er de, og så dynamiske bliver de ved hjælp af dette hørbare perspektiv. Der er altså rumlig, omfavnende lyd i selve lokalet (svær at genskabe ved computerlytning) og så er der tre-dimensionalitet i selve lydbilledet (kan også høres uden at sidde i koncertsalen).

Kontinuum

Jeg har allerede nævnt, at Stockhausen skaber et kontinuum af klangene i de tre lydkilder klaver, slagtøj og elektronik. Der er et andet kontinuum, han var fascineret af, og det var mellem klang og puls. Han illustrerer det klokkeklart lige omkring 17 minutter inde i værket. Pointen er, at hvis man tager en sinustone, så er den lydbølge den laver meget jævn. Her er noget fra wiki om sinusbølger. Jo dybere en sinustone klinger jo mere af den forsvinder fra vores hørevidde. På et tidspunkt er det kun toppene af bølgerne vi kan høre. Så lyder det ikke længere som en lydbølge, men som: klang (top) – stilhed (bund) – klang – stilhed – klang – stilhed. Altså puls da da da  i stedet for klang daaaa. Stockhausen laver altså et skoleeksempel på dette kontinuum mellem klang og puls ved at lade en elektronisk, vrængende klang styrte ned i dybet og forvandle sig til pulserende, dybe bip-toner. Hvis du lytter fra omkring 16’15 til 17’15, kan du også høre, at der er et godt eksempel på kontinuummet mellem lydkilderne i den samme bid; Lige før klangen kaster sig ned i dybet og bliver til puls, spiller perkussionisten en række hvirvler på forskellige slagtøjsinstrumenter, der lægger op til den elektroniske pulseren.

Hør det nu bare!

Det er en mere teknisk introduktion til musikken end jeg plejer at byde på her i bloggen, men det betyder ikke, at ”Kontakte” kun er fascinerende, når man kender noget af mekanikken bag. Tværtimod er det en konstant kilde til legesyge lydoplevelser og et værk, der virkelig tåler at blive hørt mange gange. God fornøjelse!

Og så bliver det opført fredag d. 31.5. på Klang Festival i København. Hvis du er i nærheden: Don’t miss!!! Her er et link til festivalens program

Wayne Siegel – Jackdaw

Der hvor jeg oftest går tur er der mange kragefugle. Stor flokke af skader, alliker og  gråkrager, en enkelt sortkrage og et skovskadepar.

Når der sidder sådan en skade på en gren i højde med mit hoved og langsomt siger qwwwwooooorkk helt lavt og spørgende, er det tæt på, at jeg vender mig med et ”Undskyld, hvad sagde du?” Så bliver jeg mødt af de der kulsorte, plirrende øjne og må konstatere, at det nok ikke var til mig, den sagde det.

Der er en grund til at ravne og krager er guders, troldmænds og hekses fugle. De er kvikkere end gennemsnittet af flyvende dinosaurer. Se selv i de to links her:

Kragefugle i Wiredscience

og hos grrlscientist

Og alt dette blot for at sige, at fuglen i Wayne Siegels ”Jackdaw” ikke er en hvilken som helst fugl. Det er en kragefugl. (Og optagelserne er vist endda af Wayne Siegels egen kæle-allike).

Jackdaw

Alice Allike

Alliken Alice, der lagde næb til Siegels “Jackdaw”

Værket er for live-basklarinet og elektronik, heriblandt optagelser af føromtalte allike, men også af basklarinetten. En af grundene til, at jeg aldrig bliver træt af at høre ”Jackdaw”, er at Siegel undgår at lave et stykke ”dyremusik” ud af det. Det er en meget ren musik med en ordentlig spand energi. Det kan jeg godt lide.

Wayne Siegel er amerikaner, men har boet i Danmark i så mange år, så jeg godt synes, at jeg kan sige, at dette er første post på nutidsmusik-bloggen om et dansk værk. (Yay!) Og i samme åndedrag vil jeg sige, at dette værk er meget lidt dansk/nordisk. Der er åbenlyse forbindelser til amerikansk minimalisme og der er en ro og en selvsikkerhed i musikken, der ikke lugter meget af jante eller mørke vintres usikkerhed. Der er en stærk musikalsk idé og en stensikker gennemførelse af den. Og så er den ikke længere.

Formen er tredelt – delene er ikke lige lange – og består af en rytmisk markant, bevægelig del, en meget stille og langsom mellemdel og en tilbagevenden til energien fra begyndelsen. Stemnings-skiftet mellem første og anden del er næsten overvældende. Det er som om nogen tager stikket ud og efterlader os med mindet om musikken og energien. En gennemgribende tomhed eller ensomhed. Afsavn og efterklange – på den meget lækre måde.

Med en sitren i basklarinetten bringes musikken tilbage til de strømførende lag igen – et andet sted end hvor den begyndte, men med samme overskud.

”Jackdaw” er cool på en hel anden måde end det meste elektronmusik der ellers findes. Hør det – det er god musik!

http://www.youtube.com/watch?v=6w3G_G-VLBY

”Jackdaw” findes også i andre versioner end for basklarinet. Jeg har hørt en for basun og kan læse mig til, at den også findes i en udgave for saxofon.

”Jackdaw” er indspillet på cd og kan høres på Spotify.

Og jeg har også på internettet læst mig til, at Wayne Siegel fylder 60 inden længe. Tillykke med det!