Thomas Adés – Asyla

”Asyla” er flertal og betyder asyler. Og der hentydes til både det, der burde være et fredeligt sted, der hvor man finder asyl, når man er på flugt, men også til det, der på engelsk hedder et Asylum – et sted hvor man putter sindslidende hen, når de fungerer for dårligt til at bevæge sig rundt mellem os andre. Et sted fuld af fred og et sted fuld af ? Måske også fred? Eller forestiller Adés sig mere en tosseanstalt? Jeg ved det ikke, men har egentlig aldrig forstået spidsfindighederne i den titel. Mit umiddelbare gæt er, at der er mere fred på et moderne sindssygehospital end i en dansk asyl-lejr. Men det kan jo være jeg tager titlen alt for bogstaveligt. Faktisk, skal jeg måske bare glemme den – for mig – forvirrende titel. Musikken fejler nemlig ikke noget.

Asyla

”Asyla” er en slags symfoni. Det er fire satser, der hver har sine særlige karakteristika. Værket er skrevet for stort orkester og fik et ordentligt spark ud i verden ved uropførelsen i 1997, da det var Simon Rattle og Birminghams Symfoniorkester, der uropførte det til stort og dundrende bifald fra publikum og anmeldere i samhørighed. I 1997 var Thomas Adés 26 år og han havde allerede stor succes som komponist. En ung komet på vej frem. Og det er han stadig … altså på vej frem. Ikke længere helt så ung.

Der er mange værker af Adés som jeg vældig godt kan lide, særligt ”America: A Prophesy” (Som ikke findes på Youtube, find den selv og lyt – det er dælme godt!) og så selvfølgelig ”Asyla”. Grunden til at Adés er blevet så populær er bl.a. at han maler med en umådelig bred pensel. Der er ikke sparet på rytmerne, smerten, de gigantiske klange og tryllestøvet i hans orkesterværker. Det kan utrolig hurtigt blive for meget af det gode, men Adés er for det første bedøvende ligeglad, og for det andet er han brillant til at give de brede penselstrøg en schattering, der gør dem afvekslende og flerlagede. Kort sagt mere interessante end man nogle gange synes ved første ørekast. Og det var så en opfordring til at høre musikken mere end en gang. De fire satser er fulde af besnærende orkesterklange. Der er forstemt klaver, slagtøj i alle afskygninger, strygere i bredeste klangformation og blæsere, der hopper og danser, pruster og hvæser sig gennem partituret. Det er simpelthen flot musik. Smæk for skillingen, Tag Den! og Tak for kaffe!

I første sats er det som om hele paletten præsenteres. Det begynder i dybet med slagtøj og bevæger sig så opad på alle områder: i tempo, tonehøjder og lydkraft. Men undervejs sker der en hel masse: blæserne spiller forskudte lag af toner, melodistumper og fanfarer, strygerne prøver at skabe ro med længere flader. Men mylderet fortsætter og der kommer ikke rigtig ro, før anden sats går i gang.

Andensatsen begynder godt nok med et ordentligt orkestersmæk, men så kommer en vidunderlig, urovækkende skæv begyndelse for forstemt klaver, slagtøj, celeste. Det stemmer ikke, der er tonesammenstød af svimmelhedsfremkaldende art og først når vores fornemmelse for dette skæve lydunivers er stabiliseret, bliver det udviklet til resten af orkestret. Denne sats er min favorit. Den er SÅ klassisk og nærmest Brahms-agtig (Det vil Adés ikke synes om – han kan ikke lide Brahms), og så er den alligevel så skæv og intens. Det er som hele den klassiske tradition set gennem et tyndt Harry Potter-agtigt slør af magi. Der er noget der ikke stemmer. Mystik og magi og helt gammeldaws orkestersus.

Tredie sats er den, der har fået mest omtale. Det er den eneste af de fire satser, der har en titel: Ecstasio. Ekstase! Der er en i medierne ofte gengivet historie om denne sats: Thomas Adés ville i denne sats give stemningen af et rave-party, en nat i byen med virkelig højintens elektronisk musik. Han sad det meste af en nat og knoklede med rytmerne i partituret til denne sats, og da han skulle i seng holdt hans hjerte op med at slå! Eller det føltes sådan – og Adés kom til lægen som kunne fortælle ham, at han havde hyperventileret så meget, at det havde givet de skræmmende symptomer. Ikke rart, men en god historie fordi den ender godt og fordi den giver krudt til historien om musikken som åndeløst rytmehelvede.

Jeg har bare aldrig nogensinde syntes, at det lyder en disse som et rave. De klassiske musikkritikere gik helt amok og skrev bl.a. at nu kunne navngivne rappere godt ”move over”, der var et ny dreng på blokken. Altså Adés. Det afslører jo ikke andet, end at de klassiske musikkritikere, der kunne finde på at skrive noget sådant, absolut INTET ved om elektronisk dansemusik – endsige raves. Suk.

Næ, hør den tredie sats og forestil dig en fabrik. En støvet, kulosende, engelsk fabrik fra 1930’erne. Porten går op, og du får nu en rundvisning. Omkring dig ændrer lydlandskabet sig alt efter hvilke dele af produktionen du går forbi; tungt maskineri, der pumper. Stempler, der hamrer op og ned, ventiler, der hvæser tungt og varme der får sveden til at pible. Du ved, at du er snavset, sort og har hørenedsættelse når du kommer ud af porten i den anden ende af fabrikken.

Et elektronisk dance-party eller en rundvisning på en fabrik? Det er under alle omstændigheder ret heftig musik.

Den sidste sats er stemningsmæssigt en blanding af den magiske, ustemte 2. sats og førstesatsens mangefacetterede lys. En opsummering af symfonien (oops – sagde jeg det … værket, mener jeg) og samtidig er det hele blevet lidt fjernere – som om vi er på vej væk og satsen her måske er mindet om, hvad vi har hørt. Det eneste, der er helt anderledes i denne sats er et enormt, Mahler-agtigt brag af en akkord, med en hale af tristhed efter sig.

”Asyla” er også lagt op på Nutidsmusik på Spotify – og husk nu også at høre ”America: A Prophesy” og hans klaverkvintet. De findes også på Spotify (men ikke på playlisten).

Bent Sørensen – The Deserted Churchyards

Ugen musikstykke her på nutidsmusik.dk er dansk! Det er ikke altid, jeg lige finder den musik, jeg har lyst til at skrive om på youtube, men da jeg gik på jagt efter værker af Bent Sørensen, fandt jeg et af de allerførste værker af hans, jeg hørte. Det var en gang tilbage i begyndelsen af 90’erne.

Man kommer ganske vist til at sidde og se på billedet af en hjernekoral mens musikken spiller på dette youtube-klip, men det bliver musikken næppe dårligere af.

Om værket fortæller Bent Sørensen:

”Titlen THE DESERTED CHURCHYARDS hentyder til nogle kirkegårde langs den nordlige jydske vestkyst, som for lang tid siden lå sikkert i land, men som nu er ved at blive ædt op af det truende hav. Titlen er imidlertid kun associerende, og hvordan den nærmere sammenhæng mellem disse forblæste områder og mit stykke er, er umuligt at forklare.”

Hvordan den billedskabende titel passer til musikken, vil jeg heller ikke vove mig ud i at filosofere over.

Det, som jeg synes er spændende at lytte efter i ’The Deserted Churchyards’, er alle de stykker musikalsk fnok, der bliver hvirvlet rundt undervejs. Melodistumper, klange og figurer høres og forsvinder igen midt i mylderet af toner.

Prøv blot at nærlytte den første halvdel (ca. 4 min og 30): blæserne futter langsomt rundt i bunden, mens klaver og slagtøj har alfespind oven over. Så har violinen en lillebitte stump af et udsagn, men bliver straks afløst af de nu insisterende blæsere. Alfespindet fra klaver og slagtøj hører op, men bliver afløst af violinens væv i det høje leje. Der er ikke stilstand, men flydende bevægelse hele tiden. Nærlyt og læg mærke til hvad der er overflade og hvad der er baggrund. Det skifter konstant. Det er 3D-musik.

Schuberts musik er næsten altid præget af hans uforlignelige evne til ikke at lægge sig fast på dur eller mol, men hele tiden svæve mellem de to, så man aldrig får fornemmelsen af hvid<>sort, men altid fornemmelsen af gråzoner, mellemveje og ingenmandsland.

I ’The Deserted Churchyards’ er det ikke dur og mol, der svæves imellem, men op og ned. De myldrende tonevæv falder nedad, men bevæger sig op eller klatrer møjsommeligt op, mens de falder nedad. Hele vejen. Der er ikke noget fast, fælles fodslaw fremad, for ’The Deserted Churchyards’ er mere tilstand end målrettet jagt.

Og så er der stilhederne, der er fulde af klokke-efterklange, og samtidigt pludselige mylder-løse huller præget af savn – hvorfra mylderet så igen opstår.

Det er en fornøjelse at gå på opdagelse i de knap ni minutters musik igen og igen.

Og slutningen … den er en åbenbaring og en selvfølgelighed. Den er overvældende og trist på samme tid. Og fin.

Jeg er ked af, at jeg ikke ved noget om indspilningen her. Hvis en nutidsmusiklæser kan genkende den, så skriv det endelig i kommentarerne.

Der findes også en indspilning af ’The Deserted Churchyards’ på Spotify.

Wayne Siegel – Jackdaw

Der hvor jeg oftest går tur er der mange kragefugle. Stor flokke af skader, alliker og  gråkrager, en enkelt sortkrage og et skovskadepar.

Når der sidder sådan en skade på en gren i højde med mit hoved og langsomt siger qwwwwooooorkk helt lavt og spørgende, er det tæt på, at jeg vender mig med et ”Undskyld, hvad sagde du?” Så bliver jeg mødt af de der kulsorte, plirrende øjne og må konstatere, at det nok ikke var til mig, den sagde det.

Der er en grund til at ravne og krager er guders, troldmænds og hekses fugle. De er kvikkere end gennemsnittet af flyvende dinosaurer. Se selv i de to links her:

Kragefugle i Wiredscience

og hos grrlscientist

Og alt dette blot for at sige, at fuglen i Wayne Siegels ”Jackdaw” ikke er en hvilken som helst fugl. Det er en kragefugl. (Og optagelserne er vist endda af Wayne Siegels egen kæle-allike).

Jackdaw

Alice Allike

Alliken Alice, der lagde næb til Siegels “Jackdaw”

Værket er for live-basklarinet og elektronik, heriblandt optagelser af føromtalte allike, men også af basklarinetten. En af grundene til, at jeg aldrig bliver træt af at høre ”Jackdaw”, er at Siegel undgår at lave et stykke ”dyremusik” ud af det. Det er en meget ren musik med en ordentlig spand energi. Det kan jeg godt lide.

Wayne Siegel er amerikaner, men har boet i Danmark i så mange år, så jeg godt synes, at jeg kan sige, at dette er første post på nutidsmusik-bloggen om et dansk værk. (Yay!) Og i samme åndedrag vil jeg sige, at dette værk er meget lidt dansk/nordisk. Der er åbenlyse forbindelser til amerikansk minimalisme og der er en ro og en selvsikkerhed i musikken, der ikke lugter meget af jante eller mørke vintres usikkerhed. Der er en stærk musikalsk idé og en stensikker gennemførelse af den. Og så er den ikke længere.

Formen er tredelt – delene er ikke lige lange – og består af en rytmisk markant, bevægelig del, en meget stille og langsom mellemdel og en tilbagevenden til energien fra begyndelsen. Stemnings-skiftet mellem første og anden del er næsten overvældende. Det er som om nogen tager stikket ud og efterlader os med mindet om musikken og energien. En gennemgribende tomhed eller ensomhed. Afsavn og efterklange – på den meget lækre måde.

Med en sitren i basklarinetten bringes musikken tilbage til de strømførende lag igen – et andet sted end hvor den begyndte, men med samme overskud.

”Jackdaw” er cool på en hel anden måde end det meste elektronmusik der ellers findes. Hør det – det er god musik!

http://www.youtube.com/watch?v=6w3G_G-VLBY

”Jackdaw” findes også i andre versioner end for basklarinet. Jeg har hørt en for basun og kan læse mig til, at den også findes i en udgave for saxofon.

”Jackdaw” er indspillet på cd og kan høres på Spotify.

Og jeg har også på internettet læst mig til, at Wayne Siegel fylder 60 inden længe. Tillykke med det!