Maurice Ravel: Sonate for violin og cello

Ravel er en af mine yndlingskomponister. Ja, jeg har en del (selvfølgelig!), men Ravel er meget højt oppe på listen. Som i: i top tre. Det er ikke, og kommer aldrig til at være, på grund af hans orkesterhits Bolero og La Valse (selvom de har hver deres charme), men i høj grad på grund af klavermusikken, kammermusikken og Daphnis og Chloë.Jeg har allerede gennemgået den fortryllende og skræmmende Gaspard de la Nuit for klaver her på bloggen, og denne gang kaster jeg mig over hans Sonate for violin og cello.

Baggrund

Sonaten er komponeret i årene 1920-22, den er i fire satser og den er tilegnet Claude Debussy. Første sats blev komponeret til et mindehæfte tilegnet Debussy, hvor en lang række franske komponister blev bedt om at bidrage. Debussy var død i 1918. Ravel var kommet hjem fra tjeneste som chauffør i Første Verdenskrig, hans elskede mor var død i 1917, han havde mange venner blandt de faldne i krigen og han havde selv været meget syg. Ikke på nogen måde en nem tid.

Efter færdiggørelsen af den første sats gik arbejdet meget langsomt fremad, og det tog to år før sonaten var færdig. Ravel beskrev selv værket som et vendepunkt i sin musikalske udvikling. Læs en fyldig programnote om Sonate for violin og cello af Ravel, samt andre værker for besætningen her .

Der er ikke umiddelbart musikalske hilsner til Debussy i værket her, men et løft med hatten til ungarske kolleger som Bartók og Kodály er ret tydeligt. Det, der gør værket til noget særligt i Ravels musikalske udvikling, og nok grunden til, at han kalder værket et vendepunkt, er, at han skræller alt væk undtagen melodi. Der er ingen lækre harmonier, der er ingen fransk “parfume.” Der er kun kontrapunkt, melodier og rytme. Det er som om han prøver samme øvelse som György Ligeti gør 40 år senere med Atmosphère: at skrælle musikalske parametre væk, for at se, hvad han kan finde ud af, med det materiale der så er tilbage. Forsøget er selvsagt ikke så radikalt som Ligetis, men øvelsen med at sætte skrappe krav og begrænsninger i processen for at nå frem til et nyt kompositorisk sprog er den samme. Værket der kommer ud af det er på en gang fuld af overskud og underligt vrissende i sit tonesprog. Som lytter under man sig selv at huske denne lidt karske og vrisne Ravel, når man hører hans andre værker; for denne karakter stikker sit hoved frem i mange af de værker, der ellers “bare” er smukke.

Musikken

Den første sats hedder Allegro og er flydende og de to instrumenter kastes straks ud i det, der bliver en næsten uendelig melodisk jagt på hinanden gennem hele værket. Ravel lader melodistumper dukke op gennem hele værket, som om de ikke hører til noget sted, men lever deres eget rastløse liv. Denne motiv- og melodi-genbrug er med til at få værket til at hænge sammen for lytteren, men det giver også en sær fornemmelse af, at man render rundt i en labyrint og hele tiden krydser stier man allerede har krydset eller bevæget sig ad før. Det gør sig især gældende i første og sidste sats.

Anden sats hedder Très vif (meget hurtig), og er halsbrækkende med knipsede strenge og svirrende motiver, der som irriterende og ubehagelige insekter svirrer rundt om ens hoved. Lige før slutningen af satsen er der et kort øjebliks ro, før det pludselig høvler løs igen med en omgang ungarsk-inspirerede danserytmer og et opadgående glissando. Duuiiiinnggg! og så er satsen forbi.

Tredje sats er den langsomme Lent, der som i førstesatsen begynder med en melodi i hvert instrument. Men denne melodi er noget af det mest rendyrket triste Ravel nogensinde har skrevet. Ensomhed, smerte og ubehag klistrer til melodien ligegyldig om den stræber opad, hvisker i piano eller træder forsigtigt gennem mørket. Jeg har svært ved at forestille mig mere forladt og eksistentielt fortabt musik end denne sats. Denne følelse fremmaner Ravel ikke ved at lade melodierne gå i stå. Tværtimod skrider og falder de fremad gennem mørket uden mulighed for barmhjertig fred. Det er mindernes, smertens og tårernes musik. Og en djævelsk smuk og melodisk sammenvævning af stemmer.

Fjerde sats – vif, avec entrain – er vrængende, langefingeren i vejret, sjov og trodsig musik. Alt andet end elegant hopper og danser instrumenterne afsted som to fjollede smådjævle. Det er tæt på, at man føler sig forrådt af komponisten, når han nu lige i tredje sats har blotlagt vores musikalske sjæl for al den ensomhed og smerte og så ender han med at sende sådan et par småpruttende djævle i manegen bagefter. Men jeg lader mig altid charmere af dem og deres noget studentikose humor til sidst.

Jeg linker her til en udgave fra Youtube, hvor man kan følge med i noderne. Men lige til dette værk er der meget stor forskel på de forskellige indspilningers musikalske udtryk, så jeg lægger en anden indspilning på Spotifylisten

 

 

György Ligeti: 2. strygekvartet

György Ligeti og jeg har/havde fødselsdag på samme dag, og i den sommer jeg blev født skrev han det værk, som er blogpost-emnet i dag. Det er dog på ingen måde grunden til, at jeg har valgt værket, nej, mit valg er truffet, fordi jeg mener at Ligetis 2. Strygekvartet er et af det 20. århundredes absolutte musikalske højdepunkter.

Det er et værk, der har så stort overskud, så høj intensitet og så frygtelige dybder, at man – meiner Meinung nach – aldrig bliver færdig med det. Og det siger jo ikke så lidt.

Strygekvartet nummer 2

Kvartetten er komponeret i 1968 og uropført i 1969 af LaSalle Kvartetten. Den kræver sin strygekvartet. Ikke bare fordi den er svær at spille. Jeg har aldrig spillet strygeinstrument, så det kan jeg overhovedet ikke udtale mig om, men på grund af udtryksbredden og kontrastrigdommen. Ligeti havde på dette tidspunkt skrevet sine skrabede og banebrydende orkesterværker fx Atmosphères og også Lontano, som man kan læse om her på bloggen Lontano.

Der er fem satser i strygekvartetten, og jeg gennemgår dem en ad gangen. Som man kan se alene af titlerne, er der tale om en yderst mangefacetteret værk. Sagt på en anden måde: det stritter i alle retninger, eller måske endnu mere præcist: det indkapsler alle udtryk. I artikler og skrifter om Ligeti og hans musik vil man bl.a. kunne studere (og gør det endelig! Det er tiden værd), at han til tider komponerede med en tæt netstruktur, en musik, der muligvis hænger sammen med hans ofte omtalte barndomsdrøm om at skulle kæmpe sig gennem en art tæt edderkoppespind hen til sin seng. Netstrukturen står i kontrast til opløste og smadrede strukturer, der som vildfarne satelitter vimser rundt i det musikalske univers. Til tider ganske kraftfuldt. De to strukturer er helt integrerede i den 2. strygekvartet og sørger for en mangfoldighed af sindsoprivende kontraster.

Allegro nervoso

Første sats begynder med stilhed. Der er intet galt med optagelsen. Det er meningen, at der skal være stille til at begynde med. Og så er der så ikke stille mere. SMAK – et pizzicato fra intetheden og så er universdannelsen i gang, først med fnidrede små strøg og siden med eksplosioner som kontraster og også en udvidelse af fnidreriet. Det er som om stjerner og planeter bliver skabt i udbrud af en urolig (nervoso) baggrundsstråling. Det er ikke kedeligt. Jeg sidder altid med en næsten barnlig “hvad sker der nu?!?” fornemmelse under hele denne sats.

Sostenuto, molto calmo

Første sats slutter stille og ud af stilheden vokser den rolige 2. sats. Kikkerten vendes om og pludselig er det som i orkesterværket Lontano, som om musikken opstår meget langt væk og kun anes. Som en drøm man kan mærke, men ikke formulere, for så forsvinder den. Men heller ikke denne sats undgår svidende kontraster. Som med et piskeslag vækkes det nervøse monster fra første sats undervejs i den ellers isnende rolige, fjerne musik.

Come un meccanismo di precisione

Som en precisionsmekanisme. Det er titlen på satsen, og hvis den lille pizzicato-sats skal fungere, er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at der skal spille med næsten maskinel præcision. Men som lytter er det jo netop manglen på præcision, der får en til at spidse øren. Der går knap nok et par sekunder før de præcise pizzicati begynder at rutsche. Og pludselig er det ikke længere en maskine, men måske mange. Måske er det bolde, der hopper nedad, fugle der pipper, hvad som helst – men som en præcisionsmekanisme føles det ikke længere. Ikke en ved sine fulde fem i hvert fald.

Presto furioso, brutale, tumultoso

I den fjerde sats er der ikke tale om hverken maskiner eller præcision. Det er uforfalsket, menneskelig, rystende vold. Og meningsløshed. Først det ene, så det andet. Ikke noget med mæglingsforsøg og socialdemokratisme her. Denne sats er noget af det mest ekstreme jeg kender, og den får pulsen op på samme måde som katastrofer, der næsten sker, børn, der næsten bliver kørt over og uheld med køkkenknive, der kun lige akkurat ikke koster fingeren. Presto. Furioso. Brutale. Tumultoso. Titlen siger det hele.

Allegro con delicatezza

Den sarte (men ikke særligt smukke) sidstesats er som en svag, blodfattig afglans af førstesatsen. En vemodig tilbageskuen inden man svinder ind i intetheden, med et par åbenmundede protester og et lille suk.

Tilsammen danner de fem satser en overbevisende og skræmmende helhed, der synes meget Ligetisk. Der er nemlig det ved Ligeti, at han formår at tilføre elegance og livsvisdom til selv den mest brutale dommedagsvision (audition?). Ikke som en påklistret eller villet lethed, men simpelthen som en art grundudtryk. Jeg kender ikke et værk af Ligeti, der ikke på den ene eller den anden måde er gennemsyret af denne sære elegance.

Det er en elegance, der kun fremhæver det brutale, dystre og sarte.

Lyt! Det er god musik.

 

Leos Janácek – Sinfonietta og Intime breve

Da jeg var barn var jeg – som så ofte – med min mor til koncert. Jeg er næsten sikker på, at det var Sjællands Symfoniorkester der spillede, for koncerten foregik i en sportshal i eller omkring Værløse. Ved koncerten spillede orkestret et værk der hed Taras Bulba. Det slog totalt benene væk under mig. Electrifying! som de siger i England.

Mange år senere faldt jeg pladask for Janáceks Sinfonietta, hans kammermusik, endda operaerne. Janáceks kantede, strittende musik taler til mig. Jeg har flere gange undret mig over, hvad det er i Janáceks musik, der tiltaler mig; de fleste værker er kantede, det ene motiv står nærmest vinkelret på det andet. Instrumentationen er til tider skinger og det er ikke musik, man kan beskylde for at være forfinet, raffineret eller elegant. Jeg er kommet frem til, at det jeg holder af, er det jeg altid vender tilbage til: energien! Der er intensitet, energi og uro på en måde, der giver mening. Man skal ikke forvente forløsning(er) hos Janácek. Det er som om han allerede er videre i teksten på det tidspunkt, hvor det ellers giver mening at tage en lille slapper. Jeg har overordentlig stor foragt for udtrykket “Leve i nuet”, men noget af det jeg holder af hos Janácek er måske i virkeligheden, at rejsen ikke fører noget sted hen; den foregår! NU! Der kommer ikke noget på forventet efterbevilling, og du behøver ikke kigge dig tilbage over skulderen, for rejsen er nu, og som lytter er du med … eller også sidder du og er irriteret over denne evige rastløshed.

Sinfonietta

Sinfoniettaen er inspireret af militæret, og der er masser af messingblæsere med i orkestret. Mange flere end normalt. Det giver hele værket den der skinnende, næsten blændende messingklang. Første sats – ud af fem – er faktisk kun for messing og slagtøj. I de kommende satser er der fokus på hhv træblæs og strygere, men hele tiden med messinget lurende om hjørnet.

Læs evt. en kort beskrivelse af værket på wiki her

Sinfoniettaen er et præmieeksempel på den urolige, rastløse og kraftfulde Janácek. Der er helt overdreven udtryksvilje og kraft nok til at det hele kommer ud. Næsten som at vende vrangen ud på musikken. Alle de kraftfulde klicheer står på rad og venter når man skal beskrive musikken her: saltvandsindsprøjtning, virilt, kraftudladninger … Men pointen er, at musikken nok er så langt fra kliché som man kan komme. Det er dybt originalt og Janáceks tonesprog er helt sit eget. En ener, hvor man aldrig tager fejl af ophavsmanden, hvis man blot kender en smule til hans værker.

Og så er der jo lige den der midtersats, der undervejs er så hjerteskærende smuk på Dvorák/Grieg-måden. I hvert fald i en kort overgang.

Nu fik jeg det måske til at lyde som om, at Janácek er en bølle og elefant i en glasbutik, men man skal ikke tage fejl af, at han har ret godt styr på sine virkemidler. Der er mening med vildskaben. Blandingen af folkemusikinspiration, tidlig 20. århundredes ekspressionisme, politisk og samfundsmæssigt engagement giver muligvis noget af brændslet – men en grundig musikalsk og kompositorisk uddannelse og mange års erfaring tøjler alt dette stramt og meningsfuldt.

Intime breve – strygekvartet nr. 2

Janácek blev som en ældre herre omkring de 70 år håbløs forelsket i en kvinde, der var gift og næsten 40 år yngre end ham. Historien er velkendt, og Janácek gjorde vist ikke meget for at skjule sin passion for hende. Han komponerede i hvert fald en kvartet inspireret af sin korrespondance med hende. Ifølge wikipedia skrev de omkring 700 breve til hinanden!

Strygekvartetten har stadig det kantede og vinkelrette som Sinfoniettaen, men der er også en god dosis vemod, folketone og sødme dryppet i gryden. Så knap så meget nu-hed, mere længsel. Men det gør ikke musikken mindre skarp og klar i mælet. Virkemidler og stemninger bliver stadig styret med klart overblik og sikker hånd. Livgivende at der faktisk findes musikalsk følsomhed i så krystalklar og stærkt strømmende musik. I like! Prøv fx. at lytte til den vuggende lille folketone-agtige melodi, der aldrig rigtig bliver til noget før den splintres omkring 13-15 minutter inde.

Og så kan jeg ikke lade være med at nævne, at det er Janácek Kvartetten, der spiller i dette youtubeklip. Min barndoms livsændrende koncerter, der for evigt gjorde mig til kammermusikmenneske var med Janácek Kvartetten i den nybyggede Louisianas Koncertsal.