Witold Lutoslawski – Klaverkoncert

Witold Lutoslawski blev født d. 25. Januar 1913 – det er 100 år siden. Den polske komponist var en af det 20. århundredes store navne. Han blev – og bliver – spillet på festivaler og koncerter verden over.

Du kan google mere om hans liv og levned, jeg linker her til en omfangsrig artikel om ham fra det engelske wikipedia.

http://en.wikipedia.org/wiki/Witold_Lutos%C5%82awski

Lutoslawski har komponeret for næsten alle gængse besætninger, der er dog ingen opera blandt hans værker. Hans orkestermusik har en genkendelig, gylden og nærmest glitrende klang. Der er som om ens øren bliver blændet, så skinnende flot lyder Lutoslawskis værker. På dette område minder hans musik mig om en anden polaks, nemlig Szymanowskis. Lutoslawski beundrede Szymanowskis musik og mødte ham i sin første tid på konservatoriet.

Det kan betale sig at lytte bagom den glitrende overflade af Lutoslawskis musik, for der er kanter og konturer bagom, der beriger lytteoplevelsen ganske gevaldigt.

Den fine herre Witold Lutoslawski afslører en gang imellem sig selv som en ægte rocker. Men man skal lede lidt efter det 😉

Klaverkoncerten

Jeg har valgt et af Lutoslawskis sene værker, nemlig klaverkoncerten fra 1988.

Det er et værk, der for alvor viser noget af den kantede og kradsende Lutoslawski midt i de strålende strygere og myldrende træblæsere. Og så er der smukke, smukke passager undervejs.

En stor del af Lutoslawskis værker indeholder et særligt element af tilfældighed, idet han i visse passager lader musikerne selv bestemme, hvornår de spiller de toner, der står i partituret. Man kan ganske få steder i denne youtube-optagelse se, hvordan dirigenten holder op med at dirigere og lader musikerne selv bestemme tempoet. Lutoslawski har flere steder beskrevet sin ”ad libitum”-teknik og netop i forbindelse med klaverkoncerten skriver han sådanher om grunden til at lade musikerne spiller mere frit: ”This gives quite specific results, ‘flexible’ textures of rich, capricious rhythms, impossible to achieve in any other way.”

Lyt!

Klaverkoncerten skal egentlig spilles i et forløb uden pauser, selvom der er fire satser. Den bedste youtubeoptagelse ligger i tre afdelinger, med første og anden sats i samme bid og så en hver til tredie og fjerde. Lutoslawski var selv en fremragende dirigent, og der findes på Spotify en indspilning med Krystian Zimerman ved klaveret (koncerten er skrevet til ham) og Lutoslawski selv på dirigentpodiet. Den er virkelig god – og kan altså der høres i et flow, som komponisten havde planlagt det.

Når det er sagt er denne live-version ikke uden evner. Den har nemlig noget af det, der gør værket interessant, og det er energi. Jo ældre jeg bliver, desto gladere bliver jeg for musik, der på den ene eller den anden måde holder dampen oppe hele vejen. Og det gør Lutoslawski i klaverkoncerten; der er en kraftig underskov af liv, der presser på for at komme op til overfladen. Det er som om den næsten konstante uro i begyndelsen bare leder efter et sted at bryde igennem overfladen og det sker også undervejs. Der er også en meget fin balance mellem energi-udladninger hos pianisten og orkestret. Nogle gange er det som om de skubber til hinanden, andre gange virker de tæt sammenfiltrede, og ændringerne i balancen sker lynsnart.

Tredie sats begynder med soloklaver. Der er på sin vis en mere dyster stemning, men den lidt flagrende energi er stadig til stede. Og så er der smukke melodier. Da orkesteret endelig kommer på banen, er det igen med til at skubbe tingene fremad, selvom klaveret med en vis insisteren holder fast i sine melodier, lykkes det alligevel at få skubbet satsen ind i et nærmest vulkansk udbrud af lyd. Bllløøørpp og lavaen vælter sejt ud over det hele.

Pianisten får lov at afslutte alene, ligesom i begyndelsen.

I fjerde sats kommer der igen fart over feltet og i denne sats samles udtrykket så det vildtvoksende får lov at komme helt op til overfladen. (Og Lutoslawski afsløres som den rocker han i virkeligheden var 😉 )

Klaverkoncerten er en af mine favoritter blandt de Lutoslawski-værker, jeg kender. Men der sker det, at så snart jeg hører ”Jeux vénetiens” eller ”Chain I-III” eller ”Livre pour orchestre” eller et af værkerne for vokal og orkester, så bliver jeg pludselig i tvivl. Måske er et af dem mit yndlings-Lutoslawski-værk? Det er unægtelig et luksusproblem.

Jeg var til Warszawa Efterår musikfestivalen første gang i 1992, og der sad den på det tidspunkt næsten 80-årige Lutoslawski trofast ved de fleste koncerter. Jeg fik endda lov at hilse på ham, og var temmelig star-struck og tavs, efter han venligt spurgte, om jeg havde det godt i Warszawa. Jo tak. Og tak for musikken.