Maurice Ravel – Gaspard de la nuit

Nattens vogter. Sådan kan man oversætte titlen på de tre klaverstykker Maurice Ravel komponerede i 1908. De tre stykker bygger på tre digte af Aloysius Bertrand. Jeg linker lige til den engelske wikipediaartikel, som har alle tre digte med oversættelser til engelsk  her

Aloysius Bertrands digte udkom i 1840’erne i en romantisk tid, der blandt meget andet svælgede i fascinationen af mørket, uhyggen, det groteske, det underjordiske og overnaturlige. Gotisk uhygge var moderne. Således også disse digte. Men den fascination forsvandt jo ikke sådan lige da romantikken blev umoderne, og digtene inspirerede Ravel mere end 60 år efter de blev udgivet.

De tre stykker er enheder hver for sig, og det sker, at de bliver spillet enkeltvis til koncerter. Men når de tre stykker sidder sammen, former de en helt klassisk klaversonate med en hurtig førstesats, en langsom midtersats og hurtig sidste-sats.

Der er et sært stemningssammenfald mellem de tre ellers meget forskellige stykker; de er alle tre mørke eller ubehageligt urolige. Der er ikke meget solstråle og fred i disse stykker – i hvert fald ikke under overfladen. De er inspireret af uhyggelige digte og de giver ikke slip på det afgrundsdybe mørke og blikket ind i helvedes dyb. Heller ikke når det umiddelbart lyder som solstråler på vand. Ravel er mange steder citeret for, at han, da han begyndte på ”Gaspard de la nuit”, havde sat sig for at komponere et værk, der var sværere at spille en ”Islamey” af Balakirev. Det lyder umiddelbart ikke som en ambition, der kaster stor kunst af sig, snarere et løfte om tom virtuositet. Men Ravel er jo Ravel og ikke en komponist, der generelt begiver sig af med tomme falbelader. Så jo, det lykkedes ham at skrive et værk, der er hysterisk svært at spille – især det sidste stykke – og samtidig  fascinerende mørkt og smukt. Jeg skal prøve at lade være med at oversælge ”Gaspard de la Nuit”, men jeg vil ikke lægge skjul på, at denne musik hører til i min top fem af al klavermusik. Musik, der er gnistrende virtuos og foruroligende mørk på samme tid, er noget af en bedrift efter min mening. Og så er Ravel jo ikke ene om at ville presse musikere til deres yderste i søgen efter et ekstra udtrykslag, Luciano Berio og Brian Ferneyhough har fx. været ude i samme ærinde.

Jeg har valgt et youtube-klip med den pianist, der efter min mening spiller Ravel (og Debussy) allerbedst: Jean Yves Thibaudet. Det fede er, at der er en venlig sjæl, der har lagt hans indspilning af ”Gaspard de la nuit” på youtube sammen med noderne, så man kan følge med i dem, hvis man har lyst. Normalt er jeg ret fokuseret på at det er ørerne, der skal opleve musik og ikke øjnene, men i dette tilfælde giver det mening at noderne er med, fordi man bare skal tabe kæben over mængden af dem undervejs. Så vidt jeg kan se får Thibaudet langt de fleste af noderne med, i modsætning til andre illustre pianister, der også kan findes på youtube. Jeg har lagt samme indspilning ind på playlisten Nutidsmusik på Spotify, som kan ses her Nutidsmusik

Nyd det – det er god musik!

Ondine

Ondine er en vandnymfe og som så mange af sine søstre og brødre – fra Nøkken over Lorelei og til de græske Sirener – har hun kombinationen af guddommelig musikalitet og  djævelsk besiddertrang. Uimodståelig sang og død i bølgerne er et gennemgående tema i europæiske eventyr og Ondine lader ingen noget efter. Ravel lader bølgerne risle, skvulpe og brage gennem hele stykket, og i begyndelsen høres både bølgerne og Ondines klare, besnærende sang. Som altid med disse vandnymfer bliver det hele dog snart lidt mudret i det. Bølgerne og nymfens sang filtrer sig ind i hinanden og igen og igen blandes de to, så man helt mister orienteringen og bliver trukket længere og længere ned mod dybet. Bølgen er Ondine og Ondine er bølgen. Den ene eksisterer ikke uden den anden og omvendt begge veje. Ingen dødelig overlever mødet med Ondines forførende stemme – med bølgernes lokkende sang.

Le Gibet

I det andet stykke, med titlen ”Galgen”, viser den gotiske romantik sig i fuldt flor – set gennem Ravels blide, klare, kølige blik.

Der hænger en død i galgen og svajer rytmisk i vinden. Kirkeklokken ringer hele tiden. Ørkenen er tør og ubarmhjertig. Der er fluer og biller i det klistrede blod på den dødes hovede. En edderkop spinder den hængte et halstørklæde og dækker den brækkede nakke. Kontrasten til Ondines bølgeskvulp er overvældende. Tørken, døden, stanken, insekterne, der arbejder ufortrødent … eeewwwwww. Og musikken? Den er så smuk, at det gør helt ondt. Smuk, ligeglad og uendeligt skræmmende og trist på samme tid.

Scarbo

Og så til sidst kommer det virtuose mesterværk. Scarbo er et dumt lille nisse-agtigt uhyre, med flere djævelske træk end en gennemsnitlig dansk gårdnisse. Han kommer om natten og forstyrrer og driver enhver sovende stakkel til vanvid. Laver rod og ballade, springer og hopper, raser og driller, hvirvler og slår.

Det gør Ravels musik også – og ved første gennemlytning er det nærmest alt, hvad der sker: En rumlen i mørket … og pludselig braser Scarbo ind i soveværelset og går i gang med at hærge søvn og indbo.

Men det vigtigste er ikke, det han gør; det er det, han ikke gør. Lyt til pauserne. Midt i tonemylderet forsvinder Scarbo igen og igen – og dukker op et andet sted. Uforudsigelig og vild får han hele tiden vendt sig fra det ene tema til det andet. Vupti er han her og lyder sådan, vupti er han der og lyder sådanher, svips er han væk og lyder som noget helt tredje. Han går i hak, vender tilbage til stumper fra gamle narrestreger, tæver den samme akkord og klasker den sammen med en ny. Og forsvinder. For blot at tæve dig i nakken med din yndlingsvase sekundet efter. Og igen er der denne mørke undertone midt i al balladen. En undertone, der kommer op til overfladen også i satsen Scarbo. Som for at understrege, at væsnet Scarbo ikke er uskyldigt, men udspekuleret og farligt.

Schönbergs Strygekvartet nr. 2

Musikalske værker der får en musikhistorisk betydning, fordi de var det første/største/mindste/længste/kraftigste/sværeste osv., får sjældent lov at leve et liv uden denne påklistrede etiket. Det er svært at se gennem etiketten og ind til selve indholdet af flasken. Arnold Schönbergs ”Strygekvartet nr 2” lider af dette; det er verdens første atonale værk! Eller … det er verdens første værk, der har en hel atonal sats! WOW! SEJT!

Men … har det egentlig noget med selve lytteoplevelsen at gøre? Har det en afgørende indflydelse på publikums oplevelse af værket som helhed at vide, at den sidste sats i kvartetten faktisk er første gang en komponist helt opgiver tonearter, hugger det sidste flossede tov over, der binder ham fast til Dur-mol-molen og lader skibet sejle frit i tonehavet?

Jeg vil mene nej. Det er bare så symbolsk, at det netop er til Stefan Georges digt ”Entrückung” at disse frit-sejlende toner klinger, for digtet begynder med ”Ich fühle Luft von anderem Planeten” – ”Jeg mærker luft fra andre planeter”. En musik fra rummet, ukendt, fri og fuld af muligheder. Det er svært IKKE at hæfte sig for meget ved etiketten.

Men lyder det anderledes end al anden musik, når det nu er toneartsløst og atonalt? Egentlig ikke, synes jeg. Og så alligevel lidt.

Musikken

Youtube er en ven, når man vil finde musik, der ikke nødvendigvis står på den hjemlig cd-hylde, eller hvis man som nu, vil dele den med andre. For sørme om ikke der er en venlig sjæl, der har lagt satserne ud en for en … med noder, hvis man har lyst til at følge med. Det er ikke nødvendigt at følge med i noderne, det er bare en ekstra service. Der findes også en række indspilninger af kvartetten på Spotify, hvis man har adgang til det. Jeg har ikke ledt på andre elektroniske medier, men man kan jo også låne cd’en eller købe den.

Jeg foreslår, at man lytter til hver enkelt sats til at begynde med, hvis man ikke kender kvartetten i forvejen. Og efter min mening behøver man ikke at lytte til satserne i rækkefølge, mens man lærer den at kende (jaja, det er kætteri, hvis man brænder for tanken om et ukrænkeligt kunstnerisk værk, men lige her hvor jeg er ved at introducere musikken, er jeg ligeglad.) Så altså: lyt til en sats – sæt den på mens du vasker op, stryger tøj eller spiller computerspil. Når du synes du har tjek på den, eller bare ikke gider høre den mere, så snup den næste. Eller den før. Eller. De to første satser er uden sang – de to sidste med.

Her 1. sats: Kvartetten begynder med blide toner, men der går ikke mange takter før det hele er lidt sært uroligt. Musikken har svært ved at finde ro, men til gengæld giver den masser af energi fra sig. Selv på de steder, hvor musikken falder til ro, er der en underlig blanding af fred og myrekryb. Helt hen imod slutningen kommer der endelig lidt stille, uforstyrret ro, men ikke af den glade slags.

http://www.youtube.com/watch?v=7hEifT_Zy7E

Her 2. sats: Anden sats er hurtig. Det er den slags sats, der i klassisk musik kaldes en Scherzo. Det betyder ”noget der er sjovt” – og hurtigt. Og den er begge dele. Der er et lys og en løssluppen pjankethed over satsen. Der er endda en lille børnesang, der gemmer sig godt tre minutter inde, det er ”Ach, du lieber Augustin”, der kigger frem.

http://www.youtube.com/watch?v=bcZ3kfpNz_8

Her 3. sats: Og så er det alvor igen. ”Dyb er den sorg, der omhylder mig” er første linie i Stefan Georges digt ”Litani”, der er teksten til satsen her. Et litani er en bøn om hjælp. Teksten til både ”Litanei” og ”Entrückung” findes på tysk og engelsk på den engelske wikipedia side om Schönbergs kvartetter:

http://en.wikipedia.org/wiki/String_quartets_%28Schoenberg%29#String_Quartet_No._2

Der er en langsom opbygning fra det tunge, brune mørke til næsten hvidglødende sorg. Der bliver sunget både højt og kraftigt – det gør ondt, det her.

http://www.youtube.com/watch?v=eQWofSHdFcQ

Her 4. sats: I den fjerde sats lader Schönberg altså dur og mol og tonaliteten bag sig. Og hvad får han ud af det? Svaret er i første omgang: frihed til at følge det digt, han har valgt. Han behøver ikke at tage hensyn til at den ene akkord skal føre til den næste. Han behøver ikke at ende i en bestemt toneart – han kan gøre som han vil, så udtrykket i teksten kommer bedst muligt frem i den klingende musik.

Det giver nogle få overraskelser, hvor man kan komme til at tænke ”hov, hvor kom det lige fra?”. For eksempel kommer der inden sangeren begynder en underlig tur nedad. Som om tyngdekraften fra jorden stadig virker og nedturen ender efter lidt omveje med en vippefigur i dybet. Sådan en lille minimalistisk en, som komponisten Philip Glass kunne have været stolt af 60 år senere i det pulserende New York. Vippefiguren er der ikke længe, for den vokser og sprænger sine ydmyge rammer og sender musikken opad og fremad igen – og så på en æterisk smuk akkord flyder sangstemmen ind – Jeg mærker luft fra andre planeter. Så smukt, så fint og så gennemsigtigt føres den vestlige verdens musikhistorie væk fra Dur og mol og tonearter. Klangen er ikke meget forskellig fra resten af kvartetten eller anden musik, der strækker tonaliteten til det yderste, som f.eks. Wagners, Mahlers eller Zemlinskys musik – men formen er faktisk anderledes og fri – bundet til teksten, ikke til en indre musikalsk logik eller vane.

http://www.youtube.com/watch?v=rKwmd1QT5UY

Schönbergs 2. Strygekvartet rummer det hele: hændervridende smerte, energi, pjankethed og lysende skønhed. Det er musik, hvor der er noget på spil. Det er ikke hygge – det er alvor med alt hvad det indebærer af god musik. Jeg overvejede at skrive, at du først skal læse det næste afsnit EFTER, at du har hørt musikken, men du må godt læse videre, jeg afslører bare lidt af Schönbergs personlige situation, mens han komponerede kvartetten.

Kvartetten blev færdig i 1908 og blev uropført d. 21. december. (104 år siden!) Schönberg var midt i et af sit livs store kriser, da han komponerede sin 2. Strygekvartet. Hans kone var utro, og han var dybt ulykkelig. Hun blev senere overtalt til at vende tilbage til sin ægtemand – hvorefter hendes elsker begik selvmord, og hun endte som forstyrret på et galehus. En gennemført trist og forfærdelig historie. Der er mange musikjournalister og forskere, der har fundet tegn på Schönbergs personlige krise direkte i musikken, og jeg er ikke i tvivl om at valget af digte nok bunder i et personligt behov for at udtrykke en krise. Men musikken som sådan rummer meget mere end krise. Jeg mener virkelig ikke, at andensatsen er tragisk, selvom munterheden et par steder er ved at kamme over i det hektiske og børnesangen kan fremstå smerteligt naiv.

Jeg er i hvert fald ikke i tvivl om at den 2. Strygekvartet så rigeligt giver lytteren musikalsk valuta for pengene ligegyldigt om man ved, at Schönberg var i krise, eller for den sags skyld, at den sidste sats er atonal. Lyt til musikken! Den er god.