Galina Ustvolskaya – Compositions 1-3

Da jeg skrev min blogpost om Charles Ives og han Concord-sonate for noget tid siden, kom jeg i tanke om en anden outsider: Galina Ustvolskaya.

Ustvolskayas musik slog benene fuldstændig væk under mig, da jeg hørte den første gang på et eller andet tidspunkt i 1990’erne. Siden har jeg ofte tænkt på, om det er musikkens egenart, dens særhed, der fik mig til at falde for den, i højere grad end dens egentlige musikalske kvalitet. Det er svært at sige, men jeg tror at Ustvolskayas originalitet er/var så stærk, at musikken virkelig har en ganske særlig bærekraft.

Læs om komponisten her

Ustvolskayas musik er til overflod fuld af ren og skær kraft. Der er ikke nogle bløddele i dette musikalske dyr. Det er knasende kitin hele vejen igennem. Det er musik, der skærer gennem al sentimentalitet med et tunnelbors kraft. Det er firkantet, bastant, ucharmerende og på intet tidspunkt indstillet på varme eller sødme. Det er en sur pille, der skal sluges og som kan mærkes hele vejen ned gennem halsen.

Og alligevel føles det helt rigtigt … ja, nærmest godt.

Et interessant aspekt af Ustvolskayas musik er, at hun insisterede på, at hendes musik er åndelig eller spirituel, men IKKE religiøs. Ikke desto mindre er mange af hendes titler hentet direkte fra den kristne liturgi eller fra tekster skrevet af munke. Der er ingen tvivl om, at den kontrastrige, sort-hvide karskhed sine steder i Det Gamle Testamente kan passe til det kantede lydbillede. Men Jeg er nu ikke sikker på, at det er den type åndelighed, Ustvolskaya hentyder til.

Der er noget rent, noget abstrakt og uformidlet over hendes værker, der tyder på en intens søgen efter et ur-udtryk. Et fuldkommen skrabet og renskuret musikalsk udtryk, der kun efterlader blokke af klang og trampende rytmer.

Det er på sin vis sjælerensende at høre hendes musik. Måske var det det hun mente med sin spiritualitet.

Asko Schönberg Ensemble spiller Ustvolskaya.

Der er tre fantastiske værker på Youtube med det hollandske Asko-Schönberg Ensemble (med fabelagtige Reinbert de Leeuw ved klaveret!). Jeg linker til alle tre værker

Composition no. 1 (1971)

Dette var det første værk af Ustvolskaya, jeg hørte. Besætningen er legendarisk sær: Klaver, tuba og piccolofløjte. Det lyder som noget en ny musik-hader kan finde på, når der skal gøres grin med ”sådan noget nymodens pjat”. Der mangler bare en ringeklokke.

Men det er ikke pjat det her. Det er alvor. Ramme alvor. Værket har undertitlen Dona nobis pacem – giv os fred.

Composition no. 2 (1973)

Her er så ”La piece de resistance”. Hvis du ikke overgiver dig når du hører dette, så … ja … så … så ved jeg ikke rigtig hvad. Værket her hedder Dies Irae – Vredens Dag.

Det passer fint med titlen. Trækassen gør det hele endnu mere knasende alvorligt. Og vildt og sært.

Composition no. 3 (1975)

Benedictus, qui venit – Velsignet er han, der kommer. Det er undertitlen på denne tredie komposition. Jeg har ingen anelse om, hvordan det hænger sammen med musikken. Denne tredie komposition, har på sin vis en ganske let smag af det udtryk som hollandske Louis Andriessen også dyrker i et værk som Hoketus fra 1976, men jeg er rimelig sikker på, at ingen af de to komponister anede noget om hinandens tilstedeværelse i 1970’erne. De har med sikkerhed heller ikke hentet inspiration fra samme kilder. Der er bare et sær sammenfald i klang og stædighed.

Ustvolskaya er bare en klasse tungere og mere solid.

Luigi Nono – Das atmende Klarsein

En aktuel blogpost og opfordring!

Hvis du smutter ind i Pressen, Politikens Hus på tirsdag d. 10.9. kl. 19.00 kan du høre undertegnede og Søren Møller Sørensen lave pre concert talk om venstreorienteret musik. Eller rettere: Kan man høre at musikken er venstreorienteret? Og hvordan kan man forbinde en progressiv politisk holdning, med en ditto musikalsk? Vi leverer nok ingen svar, men fortæller om, hvordan nogle komponister har forsøgt at svare eller måske stillet endnu flere spørgsmål. Det er et spændende emne og koncerten som vi er … øøøhhh … opvarmningsband til er endnu mere spændende:

Mogens Dahl Kammerkor synger tre sange af musikfilosoffen og komponisten Theodor W. Adorno (og ja, ham kommer Søren Møller Sørensen også til at fortælle om OG han optræder også i selve koncerten. Adorno altså – ikke Søren.), de synger ”Cries of London” af Luciano Berio og så – bedst af alt: de synger ”Das atmende Klarsein” af Luigi Nono sammen med fløjtenisten Hélène Navasse. Det er sjældent, at dette værk bliver opført i Danmark, så rub støvletterne og kom straks til koncert på tirsdag! her er link til koncertinfo. Koncerten er en del af Golden Days.

Das atmende Klarsein

Luigi Nono var en kommunist og har skrevet nogle af de mest markant politiske værker i det 20. århundredes anden halvdel. Hans valg af emner og tekster alene er et tegn på det, men han har også selv fortalt, at hans musik aldrig var kommet til at lyde som den gør, uden nærheden til disse antifascistiske tekster. Interessant. Og svært at sætte fingeren på.

”Das atmende Klarsein” er et overgangsværk, samt et absolut mesterværk. Det er et værk, hvor Luigi Nono er på vej væk fra de meget bastant politiske tekster og emnevalg, til tekster, der er mindre håndgribeligt politiske og mere luftigt romantiske og filosofiske.

I “Das atmende Klarsein” er teksten sat sammen af digte af Rainer Maria Rilke og antikke græske tekster. Ikke just hårdtslående politisk stof.

Men musikken klinger i forbløffende grad som tidligere værker af Nono. Måske er teksterne her en mulighed for Nono til at komme endnu et spadestik ned i arbejdet med at give klingende lyd til den ethos han altid har villet (og kunnet) udtrykke.

“Das atmende Klarsein” er ubeskrivelig smuk musik. Jeg vil ikke en gang prøve på at sætte ord på, men blot sige, at jeg glæder mig ganske overordentligt meget til at høre dette værk live. Og det skal du også, så hvis du har mulighed for det så kom ind i Politikens Hus på tirsdag kl. 20.00 til koncert – og kl. 19.00, hvis du vil underholdes af Søren Møller Sørensen og mig.

Jeg har fundet en version af Das atmende Klarsein på Youtube, hvor den er delt op i fem bidder (WHY?!?), og hvor de fire findes i et forløb, men den femte del ligger for sig. Lyt og nyd – og kom så og lyt og nyd på tirsdag. Det her er dælme god musik.

Og læs evt. mere om Nono her

Luigi Nono – Fragmente – Stille, an Diotima

Lad os med det samme få afklaret hvem Diotima er. Hun er damen der, ifølge Platon, ved alt om kærlighed. Her er hendes definition af kærlighed snuppet lige fra Platons Symposium: Diotima

Luigi Nono komponerede en eneste strygekvartet og han gav den titlen ”Fragmente – Stille, an Diotima”, Fragmenter – Stilhed, til Diotima. Jeg ved ikke, hvad titlen betyder som sådan, om det er fragmenter af stilhed eller fragmenter af lyd, der opstår i stilheden eller hvad. Men det er til ære for en fiktiv [eller måske ikke fiktiv, se Torben Sangilds kommentar] filosof, der kendte til kærlighed. Og alene det er smukt og sanseligt.

Og se … det er det, der er hele kernen ved Luigi Nonos musik: Sanselighed. Det har altid været mig en gåde, hvordan musik der er så æterisk, så sart, så antydet, samtidig kan rumme en sådan sanselighed. Jeg har en svaghed for gråzoner og steder, hvor man ikke helt ved, hvad der er hvad. Nonos musik bor sådan et sted. Et sted mellem brillant ånd og følsomt kærtegn. Et sted mellem noget besnærende enkelt og nært og noget komplekst og alment.

I partituret til ”Fragmente – Stille, an Diotima” står der efter sigende mere end 30 små citater fra den tyske digter Hölderlin. Citater, der ikke skal læses højt eller på anden måde formidles til publikum, men som musikeren skal sige til sig selv eller tænke over mens han/hun spiller. Jeg synes godt om tanken om, at musikerne har hemmeligheder for mig – eller rettere: at de oversætter disse citater og formidler dem i et sprog, som jeg også kan forstå. Indvier mig i citaterne via musikken. God tanke. Og en idé, der alt andet lige må præge den musikalske fortolkning, idet jeg går ud fra, at ikke alle musikere tolker Hölderlins ord ens, og altså på den måde farver musikken i en personlig retning. Stadig en god tanke.

Jeg hørte ”Fragmente – Stille, an Diotima” første gang på mit delekontor dengang jeg arbejdede i DR. Jeg havde hovedtelefoner på og vidste ikke hvad der ramte mig. Fra første klang til sidste sad jeg tryllebundet af musikken her. Da det var færdigt hentede jeg en kop kaffe, tog hovedtelefonerne på igen og lyttede til det hele en gang til. Hver gang jeg har hørt værket siden, har det fastholdt en utrolig friskhed. Jeg bliver aldrig træt af denne kvartet. Men faktisk er jeg aldrig blevet træt af noget Nono-værk nogensinde.

Musikken balancerer som sagt mellem spindelvævstynde strygerklange på kanten af en afgrund af stilhed – og så enkelte, kontrollerede udbrud op til de lidt lettere decibelluftlag. Værket her er altså ikke musik, der skal høres mens man braser, vasker, snakker i telefon eller andet. Hør efter! Når du gør det, er der til gengæld en sandsynlighed for at den ca. halve time musikken varer kommer til at flyve af sted.

Jeg ville ønske jeg kunne gøre rede for, hvad sanseligheden i Nonos musik består af, men jeg må give op. Den er til stede som kærtegn på hår, øjenlåg der lukker eller en kølig vind på huden. Eller også er den ikke.

Under alle omstændighed ligger spændingsfelterne i kvartetten i musikkens konstante udforskning af grænselandet mellem stilhed og lyd, mellem skarp kant og udflydende akvarel, mellem lyden som kommunikation og stilheden som tilstand – og omvendt: Stilheden som den mest sanselige og nærværende kommunikation. Damn … det er kompliceret det her. Som Diotimas beskrivelse af kærligheden som altings yderpunkter og alt det ind i mellem – blot ikke sort/hvid modsætning. Lyt nu bare. Det er god musik i helt exceptionel grad.

Den version jeg har valgt på Youtube er med La Salle-kvartetten, fordi det var den jeg oprindeligt lyttede til. Den findes også i en god en med Arditti-kvartetten. (På Spotify er der en med Moscow String Quartet som jeg putter på Nutidsmusikplaylisten.)

De links jeg lægger op her er – åbenlyst – i fire dele, men lyt dem i rap, det er det eneste der giver mening.