Steve Reich – Music For 18 Musicians

Jeg har før skrevet, (I blogpost om Morten Feldmans “Three Voices” ) at jeg ikke har det helt nemt med lange stykker minimalistisk musik. Men der er undtagelser. ”Three Voices” er en af dem – en anden er ”Music For 18 Musicians” af Steve Reich. Noget andet er, at jeg tror, at jeg måske er ved at lære det der med at lytte til de større minimale værker (?!? lyder selvmodsigende). Og jeg tror bizart nok, at det er Tjaikovskij, der lærte mig det. Jeg synes i hvert fald, at jeg får større glæde af at lytte til et værk som ”Music For 18 Musicians” jo ældre jeg bliver.

Music for 18 Musicians

Værket er en klassiker i den nyere musik-historie. (Læs evt. mere om Reich og værket betydning her ) Det er en sand tour de force, der varer i næsten en time, og det kræver på den måde noget af sin lytter. Det kræver, at man har en time til rådighed. Og tro nu ikke, at du sådan kan sidde og besvare mails eller tjekke gode handler på Den Blå Avis imens; hvis du gør det, ender du med at have lyst til at slå nogen ned. Helst den, der er nærmest. Musikken her bliver seriøst irriterende, hvis man bruger den som baggrundsmusik. ”Music For 18 Musicians” er IKKE musak, det er IKKE tapetmusik og det er IKKE easy listening. Dertil er det simpelthen for anmassende. Men hvis man nu bare tager en kop te/glas vin i hånden, skruer godt op for anlægget og sætter sig mageligt til rette, så sker der noget decideret ikke-voldeligt: Man bliver glad.

Bølger

”Music For 18 Musicians” er bygget op over 11 akkorder. Det er sådan set lige meget, men det vigtige er, at hver akkord har sin egen lille del af værket, og varigheden af hver akkords motiv er bestemt af blæsernes åndedrag. Når blæserne ikke kan holde til at spille en bestemt figur længere, går ensemblet videre til den næste. Disse 11 dele kalder Reich ’Pulses’ – ’Pulseringer’ kan man vel kalde dem på ringe dansk.

Lyden man hører, er som en bølge, der afløser en bølge, der afløser en bølge osv. osv. Man får smækket en akkordbølge i ørerne, og efter et passende stykke tid forandres lydbilledet og en ny bølge vokser frem, rammer ørerne, vokser, fader ud igen og igen. I løbet af værket når musikken at ændre karakter, men det er kun få stedet, hvor man lægger mærke til det. For det meste glider den ene akkords musik og dens instrumentering over i den næste i et næsten gnidningsfrit forløb.

Energi

Musikken har en helt uimodståelig energi. Der er fremdrift hele tiden, og samtidig er den afslappet, organisk og cool. Der er utrolig meget New Yorker-stemning i den her musik. Afslappet og energisk på samme tid. Hviler i sig selv og smiler til dig. Det er som at gå en tur ned gennem Manhattans gader. Der er et mønster, men menneskene man møder, tætheden i trafikken og bygningernes højde skifter løbende undervejs. Når først man er i gang med at lytte – når først man går på gaden – er det simpelthen næsten umuligt at lade være med at smile. Det er en overrumplende blanding af afslappede ’Good Vibrations’ og stram styring.

Tankerne kan godt tage flugten undervejs, og det er helt fint, for energien, det organiske åndedrag og de skiftende klange bringer som regel tankerne tilbage igen efter hver udflugt.

Nyd energien – det er god musik!

Iannis Xenakis – “Jonchaies”

Iannis Xenakis var en mand, jeg tror min søns generation vil beskrive som ”badass” og ”megasej”. Der er et link til en detaljeret – og en smule hagiografisk – biografi her: Xenakis biografi

Han var politisk principfast på tidspunkter, hvor det kostede mange ture i fængslet at være det, han var matematiker, arkitekt og komponist, han var pioner indenfor computermusikken og han komponerede musik som fylder hver en millimeter i det rum det bliver spillet – både indvendigt og udvendigt.

Jeg så ham ved en musikfestival i 1990’erne og jeg var for starstruck til overhovedet at gå hen og sige tak for musikken. For det var jo Xenakis! Iannis Xenakis!!!

Ikke alene var manden selv på sin vis imponerende, hans værker er det så sandelig også. Bare læs titlerne:”Kraanerg”, ”Pithoprakta”, ”Akrata”, ”Terretektorh”, ”Troorkh”, ”Dämmerschein”, ”Okho” og ”Persephassa” for bare at nævne nogle få. Det lyder som noget man skal være bange for. Med rette.

Første gang jeg hørte musik af Xenakis ved en koncert (kendte kun enkelte værker på LP dengang) var ved en musikfestival i Stockholm i 1991, hvor Kroumata Percussion Ensemble bl.a. spillede ”Psappha”. Jeg var målløs over den rent fysiske power og lydkraft jeg oplevede. Og siden har jeg mange gange oplevet, hvordan Xenakis’ musik simpelthen slår luften ud af ens musikalske oplevelse allerede efter få sekunder. Jeg begyndte efterhånden at forberede mig på det nu velkendte – og elskede – knockout jeg fik, hver gang jeg fik lov at opleve et Xenakis-værk til koncert. Whoa! Det virker hver gang. I 2007 sad jeg blandt publikum og musikere ved Warszawa Efterår og fik åndenød af hans ”Nomos Gamma”. Det er for fedt at høre musik af Iannis Xenakis live – det kan kun anbefales alle, der er indstillet på at blive skubbet til af musikken. Musikken udstråler en sær blanding af personligt hævntogt og fuldstændig abstrakt, følelsesfrit, musikalsk rumfelt.

Det er ikke altid en god ting at nære så næsegrus beundring for noget. Ikke alene kan man snyde sig selv for det fornuftige i at perspektivere tingene, men man kan også risikere at forblive på overfladen og aldrig se nedenunder eller igennem tingene. Og det var tæt på at ske for mig, når jeg hørte musik af Iannis Xenakis. Jeg sad alt for ofte der med åben mund og polypper og tænkte intet andet end: Waauuuwww!

Og det er jo meget godt til at begynde med, men det der skete for mig, var at jeg ligesom ikke vidste, hvad jeg skulle gøre med al denne musik, den larm, de mange lag og vildskaben i det hele. Måske var jeg bare ikke stor nok. Det ved jeg heller ikke, om jeg er nu, men min måde at lytte til Xenakis på har ændret sig, så jeg nu fokuserer øret meget mere på de bittesmå forskydninger, lagene, der altid flytter sig i forhold til hinanden, dybdeforholdene, der konstant ændres. DET giver mening. For mig. Lige nu.

Og der er ikke mange værker, der illustrerer det bedre end ”Jonchaies”.

”Jonchaies” – forgreninger

Jonchaies er fransk og betyder vist noget á la spredte kviste eller smågrene. Jeg kan godt lide at tænke på titlen som forgreninger eller knopskydninger, for der er noget knopskydning på speed over musikken her. Den varer et kvarters tid og der er ikke stilstand i så meget som et eneste sekund. Der er konstant forandringer og forskydninger. Man kan på intet tidspunkt regne med at have fast grund under fødderne. Det er som et jordskælv i lyd. Intet forbliver på den samme plads blot et enkelt sekund.

Et musikalsk lag dukker op i siden eller forneden og så for en kort, kort stund i forgrunden. Forskydes og ændrer karakter og forsvinder. Dukker op igen i en anden form og lader sig aldrig høre igen. Når du hører ”Jonchaies” første og anden gang, så lad være med at lede efter noget bestemt. Bare hold på hat og briller og følg med. Fra strygernes første hvidglødende klange, ned i dybet og op igen. Gennem stille passager, larm, slagtøjsdirren og eruptioner – helt til piccolofløjternes sidste tektoniske pladeforskydninger på helium.

Det er en vild tur – men det vildeste er ikke den umiddelbare overflade af larm og pulseren. Det vilde er energien og en totale mangel på fred. Lyt! – Det er god musik.