Schönberg: Violinkoncert

Feisty – feeling or displaying eagerness to fight. Sådan lyder en forklaring af det engelske ord feisty. På dansk ville man sige hidsig, ilter, opfarende, pågående.

Jeg synes ordet beskriver Schönbergs violinkoncert ganske godt. Det er en feisty koncert.

Læs en introduktion til værket HER

Schönberg komponerede koncerten i årene efter han flygtede USA i 1933. Den blev uropført i 1940.

Koncerten har en utrolig fremdrift også i de mere rolige passager. Det føles som om det er den sikreste hånd i verden, der har komponeret dette værk. Ingen løse ender, ingen halvfabrikata, ingen svinkeærinder. Et solidt håndtryk og et fast blik – tilsat bevægelighed, fremdrift og inderlig nødvendighed.

Jeg læste en gang et sted på det der internet, at en amerikansk komponist sammenlignede Schönberg med Mozart. (Var det Lou Harrison?) Jeg må med skam melde, at jeg aldrig klikkede mig videre til selve artiklen, så jeg aner ikke, hvad der lå bag denne udtalelse, men i mit hoved er udtalelsen (som ellers er overfladisk og ligegyldig uden forklaring) spot on: Schönberg har, ligesom Mozart!, en helt uhåndgribelig evne til at vide hvornår et afsnit er slut. I violinkoncerten her er der ikke tomgang i et sekund. Hver frase blive fuldendt, ført til dørs og leder videre fremad. Der er ingen tomme gentagelser eller tvangsmanierismer. Formen er ren som nyfalden sne og med lige så få dikkedarer.

Det er der ikke mange musikvidenskabsfolk, der er enige med mig i. Jeg har i hvert fald fundet adskillige skærmrullende lange artikler om, at især første sats hverken er det ene eller det andet. Men prøv lige at lytte og hør, om jeg ikke har ret i, at Schönberg i den grad har styr på sit form/udtryks-balanceforhold, og at musikken er økonomisk og generøs på samme tid. Knivskarp og inderlig.

Og så er der forholdet mellem violinen og orkestret. Jeg kender ingen violinkoncert, der i den grad giver mening som inderlig meningsudveksling mellem eneren og helheden. Eneren som udtrykskraft for helheden, helheden som klangbund for eneren, samhørighed og samhørighedens modsætning: ensomheden. En gnistrende virtuositet i solostemmen får han også lige med. Der bliver ikke ruttet med noget her!

Som det nok allerede fremgår, er jeg pænt glad for det her værk.

Violinkoncerten er bygget op over en tolvtonerække, men Schönberg holder sig ikke strikt til den dodekafoniske bearbejdning af rækken. (Og det er forøvrigt også bedøvende ligegyldigt, meiner Meinung nach).

Der er tre satser i værket (I youtubelinket nedenfor, er den delt op i fire, med et irriterende klip i første sats til følge. Der findes argumenter for at se koncerten som firesatset,men jeg tænker den nu bedst som tresatset. Sådan som den også fremstår fra komponistens hånd).

Satserne har fuldstændig klassiske tempobetegnelser:

1: Poco allegro – Vivace. 2. Andante grazioso 3. Finale. Allegro.

I hver enkel sats er der kontrasterende passager af ro, fordybelse og inderlighed, men det generelle udtryk er fuld ad energi og overskud. Måske netop derfor kommer enkelte af de mere stille passager til at virke så overvældende. Det gælder fx solokadencen i første sats (som kommer i 2. del af førstesatsen i youtubeklippet). I denne solokadence åbner sig en port ned i sindets dybeste mørke. Ikke voldsomt og brutalt, men ensomhedens grå opgivenhed viser sit spøgelsesansigt for en kort bemærkning. Ud over denne smertelige kontrast til den energifyldte, feisty stemning er der også sødme (i 2. satsen), utryghed (2. satsen) og skæg og ballade (både 1. og 3. sats).

Det er alvor i denne koncert, men det er aldrig tungt eller vredladent. Elegance, skønhed, stolthed, smidighed, smerte og tindrende glimt i øjet; Schönbergs violinkoncert har det hele undtagen det gumpetunge og villede.

Nyd den – det er god musik!

Ikke mindst når Hillary Hahn er solist som her, hvor Esa-Pekka Salonen dirigerer,

 

 

Karlheinz Stockhausen: Gruppen

Bloggens et års fødselsdag skal fejres med en orkesterklassiker af moderne tilsnit.

Stockhausens mesterværk Gruppen fra 1957.

Lad mig begynde med at sige, at hvis det her var en michelinguide til værker fra det 20. århundrede, så vil jeg bedømme Gruppen som ”Værd at rejse efter”. Du skal i hvert fald, hvis du nogensinde er i en by, hvor Gruppen bliver opført, gøre alt for at få en billet til koncerten. Musikken her er i den grad rumlig og oplevelsen bliver mangedoblet af at være live. I det youtubeklip jeg har fundet, er det en liveindspilning og der er publikum endda sat ind mellem de tre orkestre. Sejt!

Gruppen

Gruppen er bygget på en tolvtonerække. Rytmerne, tempoet og dynamikken er sat på formel og storformen – den samlede struktur af hele værket – er nøje udregnet. Og det hele er inspireret af et schweizisk bjerglandskab påstod komponisten.

Titlen er yderst prosaisk, for hele værket er delt op i klumper af tone/rytme/klang/dynamik, hvor hver klump – eller gruppe – har sit særlige karakteristikum.

Det er sindssygt svært at høre disse grupper og opdelingen af dem. Umuligt vil jeg faktisk påstå. Og derfor vil jeg også strunte i dem, som svenskerne så poetisk udtrykker det.

Det vigtige i Gruppen er ikke klumperne, rækkerne, bjerglandskabet eller storformen. Det vigtige er rummet og bevægelsen.

Gruppen er om noget en suveræn udnyttelse af rum og bevægelse i musik.

Den tyske professor Frau Helga de la Motte-Haber, fortalte mig, at hun engang havde oplevet Stockhausen fortælle om sin musik fra 50’erne og hun beskrev, hvordan han sad og lod som om han havde et dukketeater, hvor han var dukkeføreren ”Så kommer denne figur frem, og bagved dukker denne her op, mens forgrunden er … osv.” Værket han beskrev var Kontakte, men det kunne næsten lige så godt være Gruppen. Stockhausen skifter mesterligt (ja, undskyld de mange superlativer i denne blogpost … men jeg mener hvert enkelt) altså, han skifter mesterligt mellem det helt store orkesterudtræk med larm og ballade og solopassager så sarte, at man nærmest holder vejret. Der er ting i forgrunden, noget dukker op i mellemgrunden og bliver tromlet af det, der kommer bagfra.

En af grundene til at Gruppen bliver opført så sjældent er kravet til, at der skal være tre orkestre. De fleste koncertsale skal udvide scenepladsen langt ud over publikumsrækkerne for, at det kan lade sig gøre.

Ud over det perspektiviske i selve musikken – dukketeatret og de musikalske figurer der bevæger sig foran og bagved hinanden – er der altså i Gruppen en ekstremt stor spredning af lydkilderne når man sidder i salen. Instrumenterne kan tale sammen over store afstande. Og det gør de.

Som sagt er hele værket bygget overordentligt sindrigt op, og følger serialismens mange strukturelle krav nøje. Men ind i mellem dæmmer Stockhausen op for rækkerne og lader andre kræfter komme til. Han har selv kaldt det ”vinduer i partituret.” Jeg får lidt fornemmelsen af, at komponisten simpelthen ikke har kunnet dy sig for at lave nogle ganske spektakulære effekter, når han nu alligevel havde musikerne siddende så overvældende rumligt. I modsætning til rækker, klumper og tempoforskelle, kan disse vinduer faktisk høres. Allerklarest er vinduet, der i denne youtubeudgave kan høres fra 16’24 og frem. Prøv at lytte fra lidt før 16’00 og hør hvordan musikken omkring 16’24 pludselig samler sig og basuner og andet messing får lov at lave politisirene i 3D. Fra det ene orkester til det andet bølger lyden.

Jeg er normalt ikke en fan af at lytte musik med hovedtelefoner, men lige med Gruppen vil jeg gerne gøre en undtagelse, for optagelsen er så god, at de rumlige effekter faktisk kommer med – og de giver bedst mening med hovedtelefoner.

Så vær nu med til at fejre bloggens 1 års fødselsdag – der er ingen kage, ingen flag, ingen fødselsdagssang … kun god musik i dine ører!

… og en smiley 🙂

Niccolò Castiglioni – tre værker

Myldrende prikker af lyd, blide fuglestemmer, rablende vanvid og melankoli. Niccolò Castiglionis værker er udtryksfulde og levende. Musikken er beboet af figurer og stemmer, der udtrykker sig, kæmper for at udtrykke sig eller kammer over i ren rablen.

Da jeg var færdig med den seneste blogpost om Galina Ustvolskaya tænkte jeg på, om jeg kunne finde en modsætning til hendes bloktunge, monolitiske kraftudtryk, og mit bedste bud er Niccolò Castiglioni.

Castiglioni blev født i Milano i 1932 og døde i 1996. Jeg stiftede bekendtskab med hans musik på Lerchenborg Musikdage en gang slut-80’erne, tror jeg. (Var han der selv? Jeg synes jeg har set ham gå i parken ved Lerchenborg – men måske har jeg hallucineret?)

Der er en udmærket, kort biografi om Castiglioni på Allmusic her

Jeg har valgt tre værker af Castiglioni, og vil egentlig opfordre til, at man tager dem et af gangen, hvis man ikke har hørt dem før. Dels er det god musik, og dels er det musik der, selvom den ikke er særligt svært tilgængelig, åbner sig på charmerende vis efter en gennemlytning eller to. Det er en trip-trap-træsko rækkefølge med et soloværk, en kvintet og et orkesterværk med sangsolist jeg har valgt.

Alef

Alef for soloobo er fra 1967, skrevet mens komponisten boede og underviste i USA. I Alef kan man høre, at selvom jeg tidligere skrev, at jeg kom til at tænke på Castiglioni, da jeg ledte efter modsætninger til Ustvolskaya, så er der også ligheder mellem de to. Den mest markante er de klart afgrænsede afsnit i musikken. Lyder de ens? På ingen måde, men brugen af klare snit og rendyrket udtryk er de begge mestre i. Men altså med ganske forskellige resultater til følge. For Castiglionis myldrende musik, men langesomme passager af månelys skønhed ind i mellem lyde som om det kommer fra en anden planet end Ustvolskayas.

Alef er Castiglioni i nedkogt form. Her er både det livlige, grænsende til det pjankede, der er det førnævnte lidt triste månelys og så er der en insisteren på at udtrykke sig, der er meget alvorlig. Ligegyldig hvordan stemningen eller udtrykket i musikken er, så er jeg aldrig i tvivl om, at musikken er ramme alvor. En af grundene til det er en næsten Beckettsk insisteren på at udtrykke sig. Musikken vil ud og frem om det så er over stok og sten, mosehuller eller vilde bjerge. Den skal nok komme igennem. Og så slutningen. Som en drillealf hos Shakespeare, en Puck, der nok skal gøre drøm til mareridt eller hælde eddike i sukkeret og rækker tunge samtidig.

Filastrocca

Blæserkvintet komponeret i 1989. Ifølge den nærmeste ordbog betyder filastrocca en remse eller et børnerim. Det er et noget verdenstræt børnerim Castiglioni præsenterer os for. Der hviler en tristesse over blæserkvintetten her. Flere steder er det næsten som om der er et sort hul i nærheden, der suger energien ud af musikken, så det der er tilbage er flader af klange – den ene efter den anden. Det varer lige indtil fuglene vågner i de sidste par minutter, for der kommer mere af det velkendte stemmemylder. I det hele taget er slutningen et næsten perfekt studie i hvordan Castiglioni bringer liv i musikalske figurer, der står og blafrer ved siden af hinanden.

Den er ikke ret lang denne kvintet, men der er stor afveksling og meget liv i den – selvom det er lidt gumpetungt undervejs. Men sådan kan liv jo også være.

Symfoni med nattergal

Der er tre satser:

  1. Grieg, Grieg, Grieg
  2. Variazoni
  3. Canzone

Teksten er af den tyske barokdigter Grimmelshausen, hvis claim to fame er romanen Simplicius Simplicissimus. Hvilken tekst af Grimmelshausen, Castiglioni benytter ved jeg ikke – og det er pænt irriterende. Teksten står i partituret og garanteret også i en cd-pamflet et sted, men jeg kan ikke finde den på det der internet. (Surmuler uklædeligt – og nåja, hvis du ligger inde med teksten, kan du da lige nævne hvad den handler om i en kommentar, ikkesandt?).

De tre satser er meget forskellige. Begyndelsen af første sats er ren magi. Castiglioni smider drømmestøv i øjnene (ørerne?) på lytteren og således bedøvet er man klar til resten af symfonien. Castiglioni har et godt øre til Edvard Grieg, og har i flere værker kastet sig over den norske kollega. Her er det en rimelig fjollet violinstrofe med karakter af norsk folkemusik, der bliver gentaget i det uendelig. Det nærmer sig det flabede. Men mens violinerne filer løs kommenterer blæsere og klaver. Eventyrstemningen fastholdes i hele satsen, hvor det ene kræ efter det andet dukker op. Store dyr af messing, mindre af celeste og harpeklange og hele tiden med en fornemmelse af, at man nok vågner om lidt, for det her … det er ren Alices eventyrland. Og som dette ikke altid særlig rart.

Anden sats går næsten i stå undervejs – som om man forsvinder fra drømmesøvnen og vandrer ned i dybere lag, dog akkompagneret af rester af eventyrlandet man oplevede i drømmen.

Og så kommer nattergalen. Et af de mest virtuose sopranpartier man kan forestille sig. Hun kvidrer, hopper og springer sig gennem et fyrværkeri af toner og ord. Det er på alle måder meget, meget fedt. Fuld knald på og ikke så meget pjat. Og samtidig med denne elastiske, fjedrende, castiglioniske smidighed, som gør det lækkert samtidig med, at man bliver hvirvlet af sted.

Og helt ærlig: kunne et eller andet dansk symfoniorkester ikke lige tage og sætte denne symfoni på programmet? Jeg vil faktisk gerne høre den live. Ok – så er det en aftale AarhusCopenhagenSymfophilDRunderorkesterKapel – ikk’?