Maurice Ravel: Sonate for violin og cello

Ravel er en af mine yndlingskomponister. Ja, jeg har en del (selvfølgelig!), men Ravel er meget højt oppe på listen. Som i: i top tre. Det er ikke, og kommer aldrig til at være, på grund af hans orkesterhits Bolero og La Valse (selvom de har hver deres charme), men i høj grad på grund af klavermusikken, kammermusikken og Daphnis og Chloë.Jeg har allerede gennemgået den fortryllende og skræmmende Gaspard de la Nuit for klaver her på bloggen, og denne gang kaster jeg mig over hans Sonate for violin og cello.

Baggrund

Sonaten er komponeret i årene 1920-22, den er i fire satser og den er tilegnet Claude Debussy. Første sats blev komponeret til et mindehæfte tilegnet Debussy, hvor en lang række franske komponister blev bedt om at bidrage. Debussy var død i 1918. Ravel var kommet hjem fra tjeneste som chauffør i Første Verdenskrig, hans elskede mor var død i 1917, han havde mange venner blandt de faldne i krigen og han havde selv været meget syg. Ikke på nogen måde en nem tid.

Efter færdiggørelsen af den første sats gik arbejdet meget langsomt fremad, og det tog to år før sonaten var færdig. Ravel beskrev selv værket som et vendepunkt i sin musikalske udvikling. Læs en fyldig programnote om Sonate for violin og cello af Ravel, samt andre værker for besætningen her .

Der er ikke umiddelbart musikalske hilsner til Debussy i værket her, men et løft med hatten til ungarske kolleger som Bartók og Kodály er ret tydeligt. Det, der gør værket til noget særligt i Ravels musikalske udvikling, og nok grunden til, at han kalder værket et vendepunkt, er, at han skræller alt væk undtagen melodi. Der er ingen lækre harmonier, der er ingen fransk “parfume.” Der er kun kontrapunkt, melodier og rytme. Det er som om han prøver samme øvelse som György Ligeti gør 40 år senere med Atmosphère: at skrælle musikalske parametre væk, for at se, hvad han kan finde ud af, med det materiale der så er tilbage. Forsøget er selvsagt ikke så radikalt som Ligetis, men øvelsen med at sætte skrappe krav og begrænsninger i processen for at nå frem til et nyt kompositorisk sprog er den samme. Værket der kommer ud af det er på en gang fuld af overskud og underligt vrissende i sit tonesprog. Som lytter under man sig selv at huske denne lidt karske og vrisne Ravel, når man hører hans andre værker; for denne karakter stikker sit hoved frem i mange af de værker, der ellers “bare” er smukke.

Musikken

Den første sats hedder Allegro og er flydende og de to instrumenter kastes straks ud i det, der bliver en næsten uendelig melodisk jagt på hinanden gennem hele værket. Ravel lader melodistumper dukke op gennem hele værket, som om de ikke hører til noget sted, men lever deres eget rastløse liv. Denne motiv- og melodi-genbrug er med til at få værket til at hænge sammen for lytteren, men det giver også en sær fornemmelse af, at man render rundt i en labyrint og hele tiden krydser stier man allerede har krydset eller bevæget sig ad før. Det gør sig især gældende i første og sidste sats.

Anden sats hedder Très vif (meget hurtig), og er halsbrækkende med knipsede strenge og svirrende motiver, der som irriterende og ubehagelige insekter svirrer rundt om ens hoved. Lige før slutningen af satsen er der et kort øjebliks ro, før det pludselig høvler løs igen med en omgang ungarsk-inspirerede danserytmer og et opadgående glissando. Duuiiiinnggg! og så er satsen forbi.

Tredje sats er den langsomme Lent, der som i førstesatsen begynder med en melodi i hvert instrument. Men denne melodi er noget af det mest rendyrket triste Ravel nogensinde har skrevet. Ensomhed, smerte og ubehag klistrer til melodien ligegyldig om den stræber opad, hvisker i piano eller træder forsigtigt gennem mørket. Jeg har svært ved at forestille mig mere forladt og eksistentielt fortabt musik end denne sats. Denne følelse fremmaner Ravel ikke ved at lade melodierne gå i stå. Tværtimod skrider og falder de fremad gennem mørket uden mulighed for barmhjertig fred. Det er mindernes, smertens og tårernes musik. Og en djævelsk smuk og melodisk sammenvævning af stemmer.

Fjerde sats – vif, avec entrain – er vrængende, langefingeren i vejret, sjov og trodsig musik. Alt andet end elegant hopper og danser instrumenterne afsted som to fjollede smådjævle. Det er tæt på, at man føler sig forrådt af komponisten, når han nu lige i tredje sats har blotlagt vores musikalske sjæl for al den ensomhed og smerte og så ender han med at sende sådan et par småpruttende djævle i manegen bagefter. Men jeg lader mig altid charmere af dem og deres noget studentikose humor til sidst.

Jeg linker her til en udgave fra Youtube, hvor man kan følge med i noderne. Men lige til dette værk er der meget stor forskel på de forskellige indspilningers musikalske udtryk, så jeg lægger en anden indspilning på Spotifylisten

 

 

Leos Janácek – Sinfonietta og Intime breve

Da jeg var barn var jeg – som så ofte – med min mor til koncert. Jeg er næsten sikker på, at det var Sjællands Symfoniorkester der spillede, for koncerten foregik i en sportshal i eller omkring Værløse. Ved koncerten spillede orkestret et værk der hed Taras Bulba. Det slog totalt benene væk under mig. Electrifying! som de siger i England.

Mange år senere faldt jeg pladask for Janáceks Sinfonietta, hans kammermusik, endda operaerne. Janáceks kantede, strittende musik taler til mig. Jeg har flere gange undret mig over, hvad det er i Janáceks musik, der tiltaler mig; de fleste værker er kantede, det ene motiv står nærmest vinkelret på det andet. Instrumentationen er til tider skinger og det er ikke musik, man kan beskylde for at være forfinet, raffineret eller elegant. Jeg er kommet frem til, at det jeg holder af, er det jeg altid vender tilbage til: energien! Der er intensitet, energi og uro på en måde, der giver mening. Man skal ikke forvente forløsning(er) hos Janácek. Det er som om han allerede er videre i teksten på det tidspunkt, hvor det ellers giver mening at tage en lille slapper. Jeg har overordentlig stor foragt for udtrykket “Leve i nuet”, men noget af det jeg holder af hos Janácek er måske i virkeligheden, at rejsen ikke fører noget sted hen; den foregår! NU! Der kommer ikke noget på forventet efterbevilling, og du behøver ikke kigge dig tilbage over skulderen, for rejsen er nu, og som lytter er du med … eller også sidder du og er irriteret over denne evige rastløshed.

Sinfonietta

Sinfoniettaen er inspireret af militæret, og der er masser af messingblæsere med i orkestret. Mange flere end normalt. Det giver hele værket den der skinnende, næsten blændende messingklang. Første sats – ud af fem – er faktisk kun for messing og slagtøj. I de kommende satser er der fokus på hhv træblæs og strygere, men hele tiden med messinget lurende om hjørnet.

Læs evt. en kort beskrivelse af værket på wiki her

Sinfoniettaen er et præmieeksempel på den urolige, rastløse og kraftfulde Janácek. Der er helt overdreven udtryksvilje og kraft nok til at det hele kommer ud. Næsten som at vende vrangen ud på musikken. Alle de kraftfulde klicheer står på rad og venter når man skal beskrive musikken her: saltvandsindsprøjtning, virilt, kraftudladninger … Men pointen er, at musikken nok er så langt fra kliché som man kan komme. Det er dybt originalt og Janáceks tonesprog er helt sit eget. En ener, hvor man aldrig tager fejl af ophavsmanden, hvis man blot kender en smule til hans værker.

Og så er der jo lige den der midtersats, der undervejs er så hjerteskærende smuk på Dvorák/Grieg-måden. I hvert fald i en kort overgang.

Nu fik jeg det måske til at lyde som om, at Janácek er en bølle og elefant i en glasbutik, men man skal ikke tage fejl af, at han har ret godt styr på sine virkemidler. Der er mening med vildskaben. Blandingen af folkemusikinspiration, tidlig 20. århundredes ekspressionisme, politisk og samfundsmæssigt engagement giver muligvis noget af brændslet – men en grundig musikalsk og kompositorisk uddannelse og mange års erfaring tøjler alt dette stramt og meningsfuldt.

Intime breve – strygekvartet nr. 2

Janácek blev som en ældre herre omkring de 70 år håbløs forelsket i en kvinde, der var gift og næsten 40 år yngre end ham. Historien er velkendt, og Janácek gjorde vist ikke meget for at skjule sin passion for hende. Han komponerede i hvert fald en kvartet inspireret af sin korrespondance med hende. Ifølge wikipedia skrev de omkring 700 breve til hinanden!

Strygekvartetten har stadig det kantede og vinkelrette som Sinfoniettaen, men der er også en god dosis vemod, folketone og sødme dryppet i gryden. Så knap så meget nu-hed, mere længsel. Men det gør ikke musikken mindre skarp og klar i mælet. Virkemidler og stemninger bliver stadig styret med klart overblik og sikker hånd. Livgivende at der faktisk findes musikalsk følsomhed i så krystalklar og stærkt strømmende musik. I like! Prøv fx. at lytte til den vuggende lille folketone-agtige melodi, der aldrig rigtig bliver til noget før den splintres omkring 13-15 minutter inde.

Og så kan jeg ikke lade være med at nævne, at det er Janácek Kvartetten, der spiller i dette youtubeklip. Min barndoms livsændrende koncerter, der for evigt gjorde mig til kammermusikmenneske var med Janácek Kvartetten i den nybyggede Louisianas Koncertsal.

Charles Ives – Klaversonate nr. 2 – ‘Concord, Mass. 1840-1860’

Concordsonaten

Jeg holder meget af historien om Charles Ives: baseballer, footballer, organist, komponist, forsikringsagent mm. Læs historien her eller hør en anden af amerikansk musiks store navne, Leonard Bernstein, fortælle om ham her før en koncert med Ives’ 2. Symfoni (hvor det tyske publikum er ret uimodtagelige over for Bernsteins charme. Der er dødsstille i salen, mens han underholder 🙂 )

Jeg er altid lidt bange for, at man/jeg kommer til at holde af Charles Ives’ musik, fordi han selv var spøjs, anderledes og underholdende. Det er altså ikke holdbart at holde af musik, fordi komponisten er sympatisk eller har et sympatisk projekt. Og jeg har nogle gange haft på fornemmelsen at Ives hører til i denne kategori. Men så er der lige de der værker … fra en enkelt sang til den gigantiske 4. Symfoni, har han faktisk skrevet værker, hvor jeg alligevel må indrømme, at originaliteten simpelthen er så slående og viljen til udtryk er så enorm, og at den verden han hørte så interessant, at det alligevel er mere end OK at synes godt om hans musik. Der er andre værker, der – efter min ydmyge mening – giver umådelig lidt mening, men pyt med dem.

Et af de værker, der for mig er blevet en ’acquired taste,’ og som jeg er kommet til at holde meget af, er den stor Klaversonate nr. 2 ’Concord, Mass. 1840-1860’. Hver sats er tilegnet/inspireret af en af de amerikanske transcendentalister, der holdt til i netop Concord i Massachusetts – læs mere om denne lidt sære, og meget amerikanske bevægelse her

Et af de steder, hvor transcendentalisterne og Ives passer godt sammen, er i forholdet til autoriteter udefra. Der er ikke nogen intellektuelle Harvard/Yale/Europæisk Universitets-studerede røvere, der skal komme og fortælle en god amerikaner, hvordan han skal leve sit liv. Individet har ansvaret for sig selv, og har også retten til at bestemme over sit privatliv. Kun på den måde kan et fællesskab bygges op. Denne mangel på autoritets-tillid eller tro havde Ives også i sin musik. Lige meget hvor meget teori hans lærer Horatio Parker hældte på den unge Ives, så må man sige, at det alt sammen blev underordnet hans utroligt frodige ører, han ukuelige musikalske fantasi og skabertrang. Nogle gange synes jeg måske godt, at Ives kunne have hørt lidt bedre efter i timen. Andre gange er jeg dybt taknemmelig for, at han ikke gjorde det.

For mig var nøglen til at holde af dette værk at lytte til det som fire individuelle klaverværker, frem for at snuppe hele den firsatsede sonate i et hug. Det kan nemlig godt blive lidt meget. Men hver sats er virkelig en guldgrube af den der særlige Ives’ke fandenivoldskhed og naivitet på samme tid. (Faktisk besluttede jeg mig for at kaste mig over Ives i denne blogpost, fordi den naivitet, jeg hører i noget af Lachenmanns musik (se forgående blogpost) mindede mig om at høre Ives. Ellers er der ikke nogle paralleller mellem de to komponister. Overhovedet.)

Hver sats er også fyldt til bristepunktet af forskellige udtryk, så det er ikke sådan, at den ene er hurtig og den anden langsom. De er lidt af hvert hele tiden.

Heldigvis findes der en god indspilning af Concord-sonaten på Youtube, hvor den er splittet op i de fire satser. Snup en ad gangen.

Første sats: Emerson

Ralph Waldo Emerson var en amerikansk digter, essayist, filosof mm., og det var ham, der fik sat gang i den transcendentale bevægelse. Musikken i den første sats er voldsom. Det er som en kedel, der koger over. Der er selvfølgelig blidere kontraster undervejs. Virkeligt smukke passager, men i denne sats er der mere alvor, mere desperation end i de andre satser. Der buldres virkelig løs flere steder, der er clusterakkorder og larm undervejs. Og så er der de uundgåelige Beethoven-henvisninger (fx rytmen fra første sats af Beethovens 5. Symfoni optræder mange steder i denne sonate).

Det er meget sjovt at følge med i noderne i denne Youtube-udgave. Ikke så meget for at se noderne, men for at læse Ives’ instruktioner til pianisten.

Anden sats: Hawthorne

Forfatteren til ’The Scarlet Letter’, og i det hele taget en kendt amerikansk forfatter og politiker har lagt navn til denne sats. Her sætter Ives fut under kedlerne igen, men denne gang med en del mere lys og ballade. Der er salmesang, marching-bands, rullende klaverkaskader og gode melodier. Dette er satsen man bliver i godt humør af – og igen: også i denne sats er der kontraster, så det er ikke lutter plat og lagkage.

Tredie sats: The Alcotts

Bronson Alcott havde mange ideer, ligesom de øvrige transcendentalister, der først senere kom på dagsordnen i resten af samfundet (kvinders rettigheder, sortes rettigheder, vegansk diæt mm.) Satsen her er ikke kun tilegnet Bronson Alcott, men hele familien Alcott. Den kendteste af dem er datteren Louisa May Alcott, der skrev den moralsk opbyggelige tåreperser ’Little Women’.

Denne sats er den mest umiddelbart smukke. Der er adskillige citater, stil-henvisninger (Hej til Beethoven igen bl.a.) og der er en blidhed her, som ikke findes i lige så høj grad i de andre satser. Men midt i al det blide er det som om Beethoven-citatet (femte symfonis Skæbnetema) midtvejs, skaber en vis form for panik eller aggression i familieidyllen.

Fjerde sats: Thoreau

Henry David Thoreau er nok den transcendentalist, der er mest kendt i Europa. Hans forsøg med at leve alene i naturen, som han beskrev dem i bogen ’Walden’ og han essay om borgerlig ulydighed, ’Civil Disobedience’, er begge kendte værker, der har haft indflydelse på tænkere og kunstnere i det 19. og 20. århundrede (Og begge er eminent læsværdige! Også selvom man ikke er enig i konklusionerne, synes blogskribenten.)

Denne sats er langt den mest interessante synes jeg. Den er mørk i tonen ligesom førstesatsen, men den har noget inderligt poetisk over sig. Mørket og poesien giver satsen her en helt anden smag end de tre forrige. Derudover kommer så den stille fløjte, der optræder hen mod slutningen af satsen. Thoreau var vistnok selv fløjtespiller og fløjten passer så fint ind i stemningen. Jeg har altid ønsket at pianisten bare selv kunne fløjte den stemme, men det ville nok være rigeligt krævende. Og så ville man måske også gå glip af den overjordiske karakter som fløjten bidrager med.

Sonaten slutter så blidt og stille som forestilles kan.De store udladninger fra begyndelsen er helt væk og tilbage er vemod, skønhed, ensomhed og mildhed.

All’s well that ends well.

Ives skrev så vidt jeg ved en hel artikel om sin ’Concord Sonate,’ – ’Essays Before a Sonata.’ Jeg har ikke læst den.