Béla Bartók – Strygekvartet nr. 4

Jeg arbejdede i min pure ungdom i en bagerforretning. Den første uges tid er det slaraffenland for sådan en som mig, der har en sød tand. Efter to uger var der kun to kager, jeg overhovedet kunne holde ud at tænke på at spise – (linser og kanelsnegle, hvis du er nysgerrig). Senere i livet skete lidt af det samme for mig med musik. Efter i mange år at have arbejdet med musik og have hørt klassisk musik adskillige timer hver eneste dag, fik jeg et arbejde uden for musikbranchen og jeg trængte på det tidspunkt gevaldigt til at få renset hovedet for lyd. I adskillige måneder kunne jeg kun holde ud at høre to ting: Led Zeppelins samlede oeuvre og Béla Bartóks seks strygekvartetter. Efter nogle måneder på denne kost var der renset ud i musikafdelingen i hjernen og så spredte lydhørheden sig igen til al mulig anden musik.

Det beskæftigede mig en del i disse måneder, hvilke kvaliteter disse to havde som gjorde, at det var lige det jeg trængte til, og jeg kom frem til to ting: sammenspil og energi. Led Zeppelin var et af de bedst sammenspillede bands i musikhistorien (ja, det er en påstand, men kom med modbeviser, hvis du er uenig!) og ingen strygekvartet kan spille Bartók uden at kunne spille gevaldigt godt sammen. Ellers falder det hele fra hinanden. Og energien er åbenlys. Både Led Zeppelin og de seks kvartetter udleder betydelige mængder musikalsk energi.

Og jeg har altid haft en svaghed for kvartetter. Der er noget menneskeligt, tilgivende, forstående og udfordrende ved strygekvartetter. Som en god samtale. Og næsten det samme kan siges om Led Zep.

Bartóks kvartetter

Bartók er en af de komponister, der virkelig bruger kvartettens muligheder. Han giver ensemblet liv og kant. Da jeg googlede lidt om kvartetterne før denne post, fandt jeg et gammelt bulletin board, hvor en bruger skrev, at han netop havde hørt alle Bartóks seks kvartetter, og at han måske ikke helt forstod, hvorfor de bliver udråbt til de bedste siden Beethovens. En anden bruger skrev: ”Because they bloody well ARE!” Hvilket jo er et utrolig dårligt argument. Men han har jo på sin vis ret. Bartók udnytter strygekvartettens udtryksmuligheder og han veksler perfekt mellem ensemblets iboende evne til at være fire individer i samtale, og samtidig være et enkelt væsen med fælles åndedræt. Han får det ypperste, det mest brutale og det fineste ud af de fire strygere. Strygekvartetten er Bartóks Batmobil.

Strygekvartet nr. 4

Bartóks Strygekvartet nr. 4 er fra 1927. Den har fem satser, og bortset fra den midterste, er der pænt smæk på dem alle. Kvartetten er mere eller mindre symmetrisk opbygget, så hvis man gider lytte den nogle gange (og hvem gør ikke det?), vil man lægge mærke til paralleller mellem 1. og 5. sats og mellem 2. og 4. sats. Midtersatsen, den 3., er spejlet eller aksen hvorom alting drejer.

Første sats er et muskelbundt. Der bliver ikke nødvendigvis spillet med musklerne hele tiden, men man er ikke i tvivl om, at satsen her kan slå hårdt. Intens, mørk og med en sitrende energi.

Anden sats er kort. Men energiudladningen i de små tre minutter er anseelig. Motiverne kommer fejende som blæst hen over pusztaen. Korte og hvirvlende, næsten maniske er de fire stemmer og når slutningen kommer er det som et pust i håret – fussshh, væk er de. Elegant, drillende og åndeløst.

Tredie sats er ikke som de andre. Den er et eksempel på det, som nogle kalder Bartóks ’nattemusik’. Han brugte vist endda selv udtrykket. Der er et link til en wikipedia-artikel om fænomenet her

Flere steder i denne sats er det ene af kvartettens instrumenter solist og de andre ligger med sære akkorder i baggrunden. Det er cellisten, der får den første solo og skaber en af værkets smukkeste og mest desperate passager.

Det er netop denne solo på baggrund af mystiske akkorder, der kaldes ’nattemusik’. Det er som mørkets mystik, tilsat helt konkrete lyde fra natten: fugle, cikader, frøer eller andre naturlyde. Det er meget tydeligt i violinens solo, der kommer lige efter celloens; det er helt klart en fugl, der skræpper skræmt i mørket.

Naturlyrik og almindelige nattelyde er dog ikke helt nok til at beskrive satsens sære tiltrækningskraft. Der er mere trylleri, elverkoglerier og nøkkespil på færde end i en almindelig nat på landet.

Fjerde sats spejler anden sats. Den er kort og der er fuld fart over feltet. Denne gang spiller de fire strygere dog udelukkende pizzicato (også de såkaldte ’Bartók-pizzicato’, hvor strengene smadrer tilbage mod gribebrættet). Når der sådan spilles med knipsede strenge, er der knap så meget sus i skørterne og blæst i håret som i andensatsen.

Men der er lige så meget elegance og vid.

I den sidste sats spejles muskelbundtet fra første sats. Nu har muskelbundtet fået gammastråling og er blevet grønt. Begyndelsen af denne sats er virkelig brutal. Det er altid svært at tro det, når man ser billeder af den fine, alvorlige, aristokratisk udseende Béla Bartók, men denne pæne mand gemmer på en brutal rocker. Ligesom den lige så nydelige polske komponist Lutoslawski (ham kan du læse om her på bloggen), ligger der hos Bartók så meget kant, brandfare og ragnarok, at det overrasker igen og igen. Og fryder igen og igen.

 

Som lille bonus-klip kommer her lidt Led Zeppelin. Det passer så godt sammen. (Skru muligvis lidt ned for højttaleren, da denne er noget mere komprimeret i optagelsen)

Edgar Varese – “Intégrales” og “Density 21.5”

Edgar Varese får altid titlen ”pioner” klistret på sig. Og det er fordi, det passer. Han var virkelig en pioner og en uforknyt forkæmper for lydenes frigørelse og udvidelsen af musikkens territorium. Han fik virkelig som en bedre amerikansk western-”pioneer” rykket grænserne ganske betragteligt udad, og musikken derefter forandrede sig for altid.

Her er link til wiki-artiklen om mandens forbløffende liv. En af de mest smittende artikler om Varese kommer fra Frank Zappas hånd. Læs den her – den er ikke lang, men hvis den ikke giver dig lyst til at høre musik af Varese, er der ikke meget der vil.

Jeg har valgt to værker af Varese; det voldsomt insisterende ”Integrégrales” fra 1925 og det både smukke og sære ”Density 21.5” fra 1936. Som altid i disse blogposts er de udvalgte værker en opfordring til at fortsætte med at høre mere af komponisten. I Vareses tilfælde fører musikken ’to infinity and beyond’.

Intégrales

Varese dyrkede en idé om at lade blokke af klange eller figurer optræde uformidlede ved siden af hinanden. Det er tydeligt i ”Intégrales”. Der lander en slagtøjsfigur ved siden af et blæserbrøl – og senere dukker samme slagtøjsfigur op i en helt anden sammenhæng, og lyder derfor markant både af sig selv – og som noget helt andet. Varese formår at give de enkelte figurer en stærk identitet, og samtidig er figurerne så blanke, at de spejler sig i omgivelserne – uden selv at ændre karakter. ”Intégrales” er komponeret for blæsere og slagtøj, og Varese får undervejs begge dele til at lyde som fremmede instrumenter, der intet har at gøre med det, de plejer at være: instrumenter i et symfoniorkester. Som kontrast til denne fremmedhed lander så figurer fra dansemusik, militærmusik og andet skrab-sammen fra musikkens rodebunker. Og puff er de væk igen.

Jeg synes ”Intégrales” på mange måder er Ravels ”Bolero” på syre. Det har den samme insisterende karakter og lyder undervejs som Ravels værk – forskellen er, at Varese benytter skarpe kontraster i sit værk. ”Bolero” som det ville have lydt, hvis et ondsindet barn havde klippet i partituret, sat det forkert sammen igen og tilføjet dele af alle mulige andre noder, der lige lå og flød. Resultatet er ti minutters insisterende, larmende, kontrastfyldt og overvældende musik.

Density 21.5

Titlen er tætheden på materialet platin (21,5 g pr kubikcm – ret mig hvis jeg tager fejl), og værket blev komponeret til en fløjtenist, der netop havde erhvervet sig en platin-fløjte.

Det er en klassiker indenfor solo-fløjterepertoiret og musikken her er et fascinerende eksempel på, at en komponist som Varese virkelig forstår at udfordre instrumentet, musikeren og sig selv.

Lige som ”Intégrales” er ”Density 21.5” bygget op af flere figurer eller elementer. Udfordringen er at få dem til at fremstå klart, når man nu kun har en enkelt tværfløjte at skrive for. Resultatet er som to moebiusbånd, et blåt og et rødt, der snor sig ind i hinanden – uden nogensinde at blandes, men også uden at slippe fri fra hinanden.

Det blå bånd er blidt, nærmest mystisk i sin stille indadvendthed. Det er det bånd der høres lige i begyndelsen. Det røde bånd er springende, aggressivt (eller så aggressivt, som en fløjte nu kan være), og kæmper for at komme frem i fløjtens dybeste og højeste lejer. De to lag eller bånd er der hele tiden, men det ene er i forgrunden, det andet bagved.

Jeg har puttet ”Density 21.5” på Spotify playlisten Nutidsmusik, men ”Intégrales” findes ikke på Spotify

Carl Nielsen – Preludio e Presto

På denne blog skriver jeg kun om musik, jeg virkelig kan anbefale og som jeg synes om. Det betyder ikke at al musikken er min yndlingsmusik, men at der i hvert enkelt stykke er kvaliteter, der gør det værd at lytte til. Og der er sindssygt meget god musik at tage af! Men nogle gange er det også sjovt at udfordre sig selv, og for en gang skyld vil jeg lave en blogpost som er semi-aktuel. I morgen – lørdag d. 4. Maj – bliver Dansk Komponist Forenings 100-års jubilæum fejret i Det Kongelige Bibliotek med et hav af arrangementer og koncerter. Det skal jeg ind og høre en masse af. Jeg skal også være ordstyrer til en paneldebat. Som kokken Jamie Oliver siger: Good Times!

Og nu til det der med at udfordre mig selv. Jeg tænkte, at jeg i denne anledning ville udfordre mig selv med at skrive en blogpost om Carl Nielsen. Den største danske komponist og en af de tidligere formænd for Dansk Komponist Forening.

Ser I, jeg synes langt hen ad vejen, at Carl Nielsens musik er kedsommelig. Jeg elsker hans sange (”Vi sletternes Sønner” er et mesterværk!), jeg kan virkelig godt lide meget af hans klavermusik, og blæserkvintetten er fin og hvis jeg virkelig skal armvrides til at nævne en symfoni bliver det d. 6. Og det er vist nærmest det, hvis jeg skal nævne Carl Nielsen, jeg holder af at lytte til. Med en undtagelse. Der er nemlig et værk, som virkelig skaber nysgerrighed, lyst til at lytte og høre mere og som holder interessen fast: ”Preludio og Presto” for soloviolin. Det er et af Carl Nielsens seneste værker og tænk, hvis han var blevet meget ældre og var fortsat med at eksperimentere og komponere som i dette lille værk på godt 10 minutter. Wow! Så havde dansk musikhistorie set anderledes ud.

Preludio e Presto

Værket er komponeret i 1928. Det er som titlen antyder i to dele, et eksperimenterende, grænsestrækkende præludium og en kortere, luftigere og virtuos presto.

Præludiet er musik, der vil op og ud i verden. Violinen får lov at gå til alle yderligheder af højt, dybt, snerrende, stille, legende og aggressivt. Det giver kontraster. Mange af dem, men det er som om Nielsen virkelig holder alle disse excesser i stram snor. Han bringer hele tiden det flyvske instrument tilbage i den rigtige retning og 5-6 minutter henne, lige før slutningen, er der en virkelig smuk, mørk passage, med en vippende figur og nogle glissandi helt op i det høje. Det er simpelthen verdensklasse. Helt i slutningen af satsen vågner violinen så op igen for en stund, men drømmesekvensen hænger alligevel fast.

Så følger den energiske og mere genkendeligt Carl Nielsenske presto. Den er kun halvt så lang som præludiet, men den er en god gang energi-musik og midt i al det svært spillelige og hurtige blander sig en mørk tone, der virkelig klæder virtuoseriet godt.

Hvis det stod til mig, begyndte alle, der ikke kender Carl Nielsens musik med at lytte til ”Preludio e Presto”. Det lille værk sætte resten af hans produktion i et godt perspektiv. Det er god musik.

Youtube-klippet er fra en hel koncert som den unge svenske violinist Alexandra Hjortswang spillede på Royal Academy of Music i 2009. Jeg har også lagt en version af værket på Spotify-listen Nutidsmusik