Sommermusik!

Der er gået ferie-humør i den hos blog-bestyreren, så nu må jeg appellere til jer: Find noget sommermusik!

Kriterierne er:

  1. Det skal være komponeret i det 20. eller 21. århundrede.
  2. Det skal have ordet sommer i titlen (lige gyldigt på hvilket sprog)
  3. Eller: Hvis det ikke har sommer i titlen, skal du argumentere for, hvorfor dette værk skal være på en liste over sommermusik.
  4. Det skal findes på youtube

Værsgo’ og gå i gang i kommentarerne!

– jeg lægger lige et par stykker klar, så sommermusik ballet er åbnet.

Og så lige en om solen:

Frederick Delius – Cellokoncert

Jeg kan godt lide en hel del musik af Frederick Delius. Jep, nu har jeg sagt det: jeg holder af ham der englænderen med de kønne små orkesterstykker. Det gør jeg mest, fordi han har skrevet en masse musik, der ikke er hverken småt eller kønt, men stort og uhåndterbart og vanskeligt at tage stilling til. Han har også skrevet fuldstændigt ligegyldige bagateller – men dem kan man jo bare lade være med at lytte til.

Jeg er ikke den eneste, der går lidt i forsvarsposition, når jeg siger, at jeg kan lide musik af Frederick Delius. Læs her hvad Tom Service skrev for et par år siden i The Guardian

”It’s possible some of you – most of you? all of you? – are bridling at that whole concatenation of the words “great” and “Delius”. But I stand by my assessment of these pieces, some of the least fashionable music by one of British music’s least fashionable composers.”

Læs hele anmeldelsen her

Problemet med Delius – eller et af dem i hvert fald – er jo, at han var alt for anderledes og mystisk til det engelske musikliv præ-Britten og han var alt for romantisk og flyvsk til den mellem-europæiske modernisme, og så var han en englænder, der boede i Frankrig, hvilket åbenbart altid er ”gênant” for franskmændene (Jeg skrev awkward først, men så gik det op for mig, at franskmændene nok ville sige det på fransk – og gênant var Google translates bedste bud)

Inden jeg kommer frem til selve musikken vil jeg igen i denne post linke til engelsk wikipedia, som har en fin artikel om Delius. Og læs den gerne for underholdningens skyld. Den mands liv er stærkt nysgerrighedsskabende. Jeg nævner i flæng, at Joseph Joachim spillede violin for ham i hans barndomshjem, han bestyrede en citrusfrugt-plantage i Florida, var bedste venner med Grieg, Strindberg, Edvard Munch, Auguste Rodin og Paul Gauguin og som svag og syfilis-syg blev han båret rundt i de norske fjelde af Percy Grainger. (Det sidste står der vist ikke noget om i Wiki-artiklen. Det var bonus-info fra blog-skribenten, som ved mere om Delius end godt er).

Læse mere om hans indholdsrige liv her:

Wikipedia om Delius

Delius er mest kendt for små orkesterværker som fx. ”In a Summer Garden” og ”On Hearing the First Cuckoo in Spring” – en slags akvareller for orkester; gennemsigtigt smukke og præcise stemningsbilleder. Men hans værkliste består som sagt også af større og mere uhåndterlige værker. Der er musik inspireret af de sortes sange på appelsinfarmen i Florida og anden amerikansk musik (”Florida-suite”, ”Koanga” og ”Appalachia”), der er de store Nietzsche-inspirerede ”A Mass of Life” og ”Requiem” (En dødsmesse, der mest handler om at få alt ud af livet, for når du er død er det slut), operaerne (bl.a. ”Fennimore and Gerda” med tekst inspireret af ”Niels Lyhne” af J.P. Jakobsen) og så instrumentalkoncerterne.

En af grundene til at jeg holder af Delius’ musik er, at den i al sin smægtende længselsfuldhed aldrig rigtig virker som om den for alvor tror på det der fred og tilfredsstillelse. Der er for meget uro i freden, for meget myldren i stilheden, for lidt zen og for meget tvivl. Og det er med til at give den overbevisende følelse af ægte længsel, fordi man bare ved, at man aldrig, aldrig når målet. Midt i alle de svulmende strygerbølger ved man godt, at man kommer til at stå gennemblødt tilbage med vådt tøj, kold og lige så uglad som man var til at begynde med. Men det var da rart mens det varede. Måske.

Cellokoncerten

Jeg har fundet en indspilning på Youtube, der absolut er acceptabel. Det er Julian Lloyd Webber, der er solisten. Desværre er denne indspilning hakket over i tre bidder, selvom koncerten er et langt forløb på små 25 minutter. Det er øv, men den eneste indspilning på youtube jeg har fundet i hel udgave er med Jacqueline Du Pre og jeg har aldrig kunnet holde hendes aggressivt fede tone ud. (Ja, jeg er det eneste menneske på planeten, der ikke kan lide Jacqueline Du Pre.). Men hop eventuelt ind på Spotify, hvor den ligger i andre versioner (men er svær at søge efter!)

Når den nu alligevel er hakket op, beskriver jeg hver del for sig. Lyt til musikken – den er god!

Delius’ cellokoncert begynder med bølger af lyd. Fra rolige vande til SHWOOOSH – ordentlige orkesterplask. Celloen træder frem som en selvstændig karakter, men den bliver på intet tidspunkt i hele koncerten til en modstander eller modspiller af orkestret. Det er et samlet udtryk, hvor celloen blot artikulerer de musikalske ideer en smule skarpere end orkestret. Den har mere plads og råderum og benytter det. Der kommer et lidt umotiveret, næsten aggressivt klimaks sådan ca. seks minutter inde i denne første del. Efter klimakset er det som om det samme musikalske materiale bare bliver lidt mere hektisk og mørkt.

Efter en blid overgang med solisten i fokus kommer den anden dels lysere og mere smilende toner. Celloen fører an i en lidt stivbenet dans – harpe og træblæsere følger med, resten af orkesteret står lidt uden for rundkredsen, kigger på og kommenterer.

Tredie del og slutningen på koncerten er et godt eksempel på, hvor forfejlet det er at stemple Delius som ”typisk engelsk”. Han har spækket musikken her med eksotiske klokker – bimlen og bamlen fra en fjern pagode eller klangen af en gemt gamelan.

Til allersidst forsvinder de eksotiske klokker og tilbage er strygerklange, der snor og vrider sig sammen med solisten – og solo-celloen ender med artikulere slutningens tristesse med en smuk, smuk melodi, der til sidst overgår til træblæserne som et lille ekko. Ingen store finalebrag her.

 

Frederick Delius har aldrig sat sig det store præg på orkesterrepertoirer verden over, men han spiller, så vidt jeg kan se, en spøjs rolle som ”hjemlig-fremmed” i engelsk kultur.

Han er baggrunden/hovedpersonen i en af novellerne i Julian Barnes’ fremragende novellesamling ”Cross Channel” og så er der jo lige denne skønne Kate Bush-sang, hvor man hører en Delius sidde og råbe af sin assistent Eric Fenby.