György Ligeti: 2. strygekvartet

György Ligeti og jeg har/havde fødselsdag på samme dag, og i den sommer jeg blev født skrev han det værk, som er blogpost-emnet i dag. Det er dog på ingen måde grunden til, at jeg har valgt værket, nej, mit valg er truffet, fordi jeg mener at Ligetis 2. Strygekvartet er et af det 20. århundredes absolutte musikalske højdepunkter.

Det er et værk, der har så stort overskud, så høj intensitet og så frygtelige dybder, at man – meiner Meinung nach – aldrig bliver færdig med det. Og det siger jo ikke så lidt.

Strygekvartet nummer 2

Kvartetten er komponeret i 1968 og uropført i 1969 af LaSalle Kvartetten. Den kræver sin strygekvartet. Ikke bare fordi den er svær at spille. Jeg har aldrig spillet strygeinstrument, så det kan jeg overhovedet ikke udtale mig om, men på grund af udtryksbredden og kontrastrigdommen. Ligeti havde på dette tidspunkt skrevet sine skrabede og banebrydende orkesterværker fx Atmosphères og også Lontano, som man kan læse om her på bloggen Lontano.

Der er fem satser i strygekvartetten, og jeg gennemgår dem en ad gangen. Som man kan se alene af titlerne, er der tale om en yderst mangefacetteret værk. Sagt på en anden måde: det stritter i alle retninger, eller måske endnu mere præcist: det indkapsler alle udtryk. I artikler og skrifter om Ligeti og hans musik vil man bl.a. kunne studere (og gør det endelig! Det er tiden værd), at han til tider komponerede med en tæt netstruktur, en musik, der muligvis hænger sammen med hans ofte omtalte barndomsdrøm om at skulle kæmpe sig gennem en art tæt edderkoppespind hen til sin seng. Netstrukturen står i kontrast til opløste og smadrede strukturer, der som vildfarne satelitter vimser rundt i det musikalske univers. Til tider ganske kraftfuldt. De to strukturer er helt integrerede i den 2. strygekvartet og sørger for en mangfoldighed af sindsoprivende kontraster.

Allegro nervoso

Første sats begynder med stilhed. Der er intet galt med optagelsen. Det er meningen, at der skal være stille til at begynde med. Og så er der så ikke stille mere. SMAK – et pizzicato fra intetheden og så er universdannelsen i gang, først med fnidrede små strøg og siden med eksplosioner som kontraster og også en udvidelse af fnidreriet. Det er som om stjerner og planeter bliver skabt i udbrud af en urolig (nervoso) baggrundsstråling. Det er ikke kedeligt. Jeg sidder altid med en næsten barnlig “hvad sker der nu?!?” fornemmelse under hele denne sats.

Sostenuto, molto calmo

Første sats slutter stille og ud af stilheden vokser den rolige 2. sats. Kikkerten vendes om og pludselig er det som i orkesterværket Lontano, som om musikken opstår meget langt væk og kun anes. Som en drøm man kan mærke, men ikke formulere, for så forsvinder den. Men heller ikke denne sats undgår svidende kontraster. Som med et piskeslag vækkes det nervøse monster fra første sats undervejs i den ellers isnende rolige, fjerne musik.

Come un meccanismo di precisione

Som en precisionsmekanisme. Det er titlen på satsen, og hvis den lille pizzicato-sats skal fungere, er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at der skal spille med næsten maskinel præcision. Men som lytter er det jo netop manglen på præcision, der får en til at spidse øren. Der går knap nok et par sekunder før de præcise pizzicati begynder at rutsche. Og pludselig er det ikke længere en maskine, men måske mange. Måske er det bolde, der hopper nedad, fugle der pipper, hvad som helst – men som en præcisionsmekanisme føles det ikke længere. Ikke en ved sine fulde fem i hvert fald.

Presto furioso, brutale, tumultoso

I den fjerde sats er der ikke tale om hverken maskiner eller præcision. Det er uforfalsket, menneskelig, rystende vold. Og meningsløshed. Først det ene, så det andet. Ikke noget med mæglingsforsøg og socialdemokratisme her. Denne sats er noget af det mest ekstreme jeg kender, og den får pulsen op på samme måde som katastrofer, der næsten sker, børn, der næsten bliver kørt over og uheld med køkkenknive, der kun lige akkurat ikke koster fingeren. Presto. Furioso. Brutale. Tumultoso. Titlen siger det hele.

Allegro con delicatezza

Den sarte (men ikke særligt smukke) sidstesats er som en svag, blodfattig afglans af førstesatsen. En vemodig tilbageskuen inden man svinder ind i intetheden, med et par åbenmundede protester og et lille suk.

Tilsammen danner de fem satser en overbevisende og skræmmende helhed, der synes meget Ligetisk. Der er nemlig det ved Ligeti, at han formår at tilføre elegance og livsvisdom til selv den mest brutale dommedagsvision (audition?). Ikke som en påklistret eller villet lethed, men simpelthen som en art grundudtryk. Jeg kender ikke et værk af Ligeti, der ikke på den ene eller den anden måde er gennemsyret af denne sære elegance.

Det er en elegance, der kun fremhæver det brutale, dystre og sarte.

Lyt! Det er god musik.

 

György Ligeti – Lontano

I romanen ”1984” af George Orwell (husk nu at læse hans andre romaner også! De er rystende gode) findes værelse 101. Et torturkammer hvor der ikke er tommelskruer eller negleudrivere. I værelse 101 møder du det, du frygter allermest. Hvis du vil genskabe effekten af værelse 101 i hjemlige omgivelser, så lyt til György Ligetis ”Lontano”. Det er et af de eksperimenter, hvor man trygt kan sige ”Do try this at home!”, men jeg garanterer ikke for, at du er helt det samme menneske bagefter. Jeg vil gå så langt som til at sige, at jeg ikke håber, du er helt den samme.

Nogle af de værker, jeg har hevet frem i bloggen her, har været sjældent hørte eller ikke så kendte værker. Det gælder ikke ”Lontano”. Musikken her er med rette fremhævet som et af Ligetis mesterværker, den bliver spillet på koncertprogrammer rundt omkring i verden. Jeg tror ikke den er ”the token contemporary piece” i lige så høj grad som ”Atmosphères”, men jeg er da stødt på ”Lontano” her og der. Begge værker har været brugt i berømte film (”Rumrejsen år 2001” og ”The Shining”) og begge værker har nogle af de samme klanglige kvaliteter. Men de er på ingen måde sammenlignelige hvad stemning angår.

Jeg besluttede mig for at ”Lontano” skulle være denne uges blogpost, fordi jeg havde den svævende i baghovedet, mens jeg læste Cormack McCarthys ”The Road”. Det er ikke ofte, jeg på den måde forbinder kunstarter med hinanden, men ”Lontano” kommer altså op på den indre lystavle både i forbindelse med ”1984” og ”The Road”. Læs dem begge – det er god litteratur (og husk så resten af Orwells bøger også!)

Ligeti har selv sagt om ”Lontano”: ”…som at åbne og lukke et vindue ind til forlængst fortrængte drømmeverdener fra barndommen”. Det er ikke det eneste værk, hvor han beskriver barndommens drømmeverden som baggrund for sin musik.

Ligeti beskriver ikke selv disse drømmeverdener som hverken gode eller onde. Det er udelukkende i mine ører, at hans musikalske beskrivelse af dem forekommer dybt foruroligende.

Det mareridtsagtige ved ”Lontano” er selvfølgelig ikke, at monstrene under sengen materialiserer sig. Tværtimod. De gemme sig godt – men bevidstheden om at de er der er helt og fuldstændig gennemtrængende. Jeg er ikke i tvivl. Der er monstre bag hver en strygerklang, hver enkelt piccolofløjte-gisp og trompetpust.

”Lontano” betyder langt væk eller i det fjerne på italiensk, og titlen beskriver, hvordan der hele tiden sker noget ”bagved”. Der er, på trods af musikkens nådesløst rolige fremadskriden, hele tiden noget i gang bagved.

Youtube-klippet her er ikke nødvendigvis den bedste indspilning af ”Lontano”. Den er fin, men der ligger bedre bud på Spotify.