György Ligeti: 2. strygekvartet

György Ligeti og jeg har/havde fødselsdag på samme dag, og i den sommer jeg blev født skrev han det værk, som er blogpost-emnet i dag. Det er dog på ingen måde grunden til, at jeg har valgt værket, nej, mit valg er truffet, fordi jeg mener at Ligetis 2. Strygekvartet er et af det 20. århundredes absolutte musikalske højdepunkter.

Det er et værk, der har så stort overskud, så høj intensitet og så frygtelige dybder, at man – meiner Meinung nach – aldrig bliver færdig med det. Og det siger jo ikke så lidt.

Strygekvartet nummer 2

Kvartetten er komponeret i 1968 og uropført i 1969 af LaSalle Kvartetten. Den kræver sin strygekvartet. Ikke bare fordi den er svær at spille. Jeg har aldrig spillet strygeinstrument, så det kan jeg overhovedet ikke udtale mig om, men på grund af udtryksbredden og kontrastrigdommen. Ligeti havde på dette tidspunkt skrevet sine skrabede og banebrydende orkesterværker fx Atmosphères og også Lontano, som man kan læse om her på bloggen Lontano.

Der er fem satser i strygekvartetten, og jeg gennemgår dem en ad gangen. Som man kan se alene af titlerne, er der tale om en yderst mangefacetteret værk. Sagt på en anden måde: det stritter i alle retninger, eller måske endnu mere præcist: det indkapsler alle udtryk. I artikler og skrifter om Ligeti og hans musik vil man bl.a. kunne studere (og gør det endelig! Det er tiden værd), at han til tider komponerede med en tæt netstruktur, en musik, der muligvis hænger sammen med hans ofte omtalte barndomsdrøm om at skulle kæmpe sig gennem en art tæt edderkoppespind hen til sin seng. Netstrukturen står i kontrast til opløste og smadrede strukturer, der som vildfarne satelitter vimser rundt i det musikalske univers. Til tider ganske kraftfuldt. De to strukturer er helt integrerede i den 2. strygekvartet og sørger for en mangfoldighed af sindsoprivende kontraster.

Allegro nervoso

Første sats begynder med stilhed. Der er intet galt med optagelsen. Det er meningen, at der skal være stille til at begynde med. Og så er der så ikke stille mere. SMAK – et pizzicato fra intetheden og så er universdannelsen i gang, først med fnidrede små strøg og siden med eksplosioner som kontraster og også en udvidelse af fnidreriet. Det er som om stjerner og planeter bliver skabt i udbrud af en urolig (nervoso) baggrundsstråling. Det er ikke kedeligt. Jeg sidder altid med en næsten barnlig “hvad sker der nu?!?” fornemmelse under hele denne sats.

Sostenuto, molto calmo

Første sats slutter stille og ud af stilheden vokser den rolige 2. sats. Kikkerten vendes om og pludselig er det som i orkesterværket Lontano, som om musikken opstår meget langt væk og kun anes. Som en drøm man kan mærke, men ikke formulere, for så forsvinder den. Men heller ikke denne sats undgår svidende kontraster. Som med et piskeslag vækkes det nervøse monster fra første sats undervejs i den ellers isnende rolige, fjerne musik.

Come un meccanismo di precisione

Som en precisionsmekanisme. Det er titlen på satsen, og hvis den lille pizzicato-sats skal fungere, er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at der skal spille med næsten maskinel præcision. Men som lytter er det jo netop manglen på præcision, der får en til at spidse øren. Der går knap nok et par sekunder før de præcise pizzicati begynder at rutsche. Og pludselig er det ikke længere en maskine, men måske mange. Måske er det bolde, der hopper nedad, fugle der pipper, hvad som helst – men som en præcisionsmekanisme føles det ikke længere. Ikke en ved sine fulde fem i hvert fald.

Presto furioso, brutale, tumultoso

I den fjerde sats er der ikke tale om hverken maskiner eller præcision. Det er uforfalsket, menneskelig, rystende vold. Og meningsløshed. Først det ene, så det andet. Ikke noget med mæglingsforsøg og socialdemokratisme her. Denne sats er noget af det mest ekstreme jeg kender, og den får pulsen op på samme måde som katastrofer, der næsten sker, børn, der næsten bliver kørt over og uheld med køkkenknive, der kun lige akkurat ikke koster fingeren. Presto. Furioso. Brutale. Tumultoso. Titlen siger det hele.

Allegro con delicatezza

Den sarte (men ikke særligt smukke) sidstesats er som en svag, blodfattig afglans af førstesatsen. En vemodig tilbageskuen inden man svinder ind i intetheden, med et par åbenmundede protester og et lille suk.

Tilsammen danner de fem satser en overbevisende og skræmmende helhed, der synes meget Ligetisk. Der er nemlig det ved Ligeti, at han formår at tilføre elegance og livsvisdom til selv den mest brutale dommedagsvision (audition?). Ikke som en påklistret eller villet lethed, men simpelthen som en art grundudtryk. Jeg kender ikke et værk af Ligeti, der ikke på den ene eller den anden måde er gennemsyret af denne sære elegance.

Det er en elegance, der kun fremhæver det brutale, dystre og sarte.

Lyt! Det er god musik.

 

Peter Maxwell-Davies: Eight Songs for a Mad King

Der findes musik, der ankommer i ens liv lige på det rigtige tidspunkt. Det er ikke nødvendigvis behageligt. Jeg var i hvert fald mere chokeret end begejstret første gang jeg satte mig og lyttede til Peter Maxwell-Davies’ ”Eight Song for a Mad King.” Det var ganske overordentligt nye toner for undertegnede. Jeg kan ikke huske præcis hvornår jeg hørte musikken første gang, men mon ikke jeg var 20-22 år? Musikken er kun et år yngre end mig, og jeg mindes også en mild fornærmelse over at skulle modtage en så uventet moderne musikoplevelse fra et værk, der var på alder med mig selv. Jeg troede, jeg var med på det værste og nyeste, og så kommer sådan en englænder der og giver mig en musikalsk mavepuster af de større … godt 20 år forsinket. Grumphskgljbqwe ….

Jeg lyttede til de otte sange med ujævne mellemrum derefter og har været lidt forsigtig med at tage dem frem til bloggen her, for jeg var bange for at blive skuffet ved genhøret. Det blev jeg ikke. Der er en utrolig energi, panik, elegance og udtrykskraft i ”Eight Songs for a Mad King” og den holder endnu, hvor der jo er gået mere end 20 år siden mit første møde med musikken.

Det er et scenisk værk, og der er også sceniske opførelser på Youtube, men jeg har valgt en, hvor teksten fremgår i stedet for live-elementet. Teksten er dels ord og sætninger fra hovedpersonen King George III taget fra folk, der hørte hans vanvittige ord-diarré og som fortalte videre, hvad den gale konge sagde, og dels ny tekster skrevet af Randolph Stow, der er librettisten og som fik ideen til de otte sange, da han oplevede et mekanisk miniatureorgel som havde tilhørt George III. Hele historien om hvordan værket blev til kan læses her på Maxwell-Davies hjemmeside Maxopus.

Der er et par ting i musikken, der slår øret første gang man hører ”Eight Songs for a Mad King”:

Vokalen. Den sindssyge konges afsindige rablende råb og skrig skrevet for en sanger, så ekspressiviteten er i allerhøjeste gear. Der er en fænomenal balance mellem det rablende/skræmmende og det sarte/sårbare. Virtuost komponeret og kræver overvældende virtuositet af udøveren. (Det gælder vist for øvrigt ikke kun sangeren. Jeg har ikke set partituret, men ensemble-stemmerne lyder ikke ligefrem simple).

Citaterne: Peter Maxwell-Davies citerer sange fra tiden (Hov: for de historieinteresserede kan man læse om George III på wiki her) Der er også musik af Händel og andre tidligere komponister, der dukker op, samt stilcitater og melodistumper der flyder rundt i musikken som asteroider på kollisionskurs. Faktisk var det – efter chokket over stemmen i begyndelsen af værket – de mange mystiske citater af tidligere musik, der for alvor fik mig til at spidse ører dengang, jeg hørte værket første gang. Kan man det? Kan man tyvstjæle med arme og ben og klatte med musikken på en sådan overdådig måde? Seriously? Nu om dage synes jeg, det er vildt overskudsagtigt og elegant gjort. Prøv lige at lytte fra omkring 21’30 i youtube-klippet og et par minutter frem. Overdrevent sammenklask af diverse stilarter og udtryksformer. Jeg kan lide det.

Ud over vokalen og citaterne kan man nyde fuglene, der dukker op undervejs. Kongen havde en række finker, som han i stykket her prøver at lære at synge. De sad i bure og på scenen er det musikerne, der sidder i store forgyldte fuglebure. Samtidig er Kongen låst inde og bevogtet. Et bur i et bur i …

Det er ikke musik, der nødvendigvis gør naboer, samboer, børn og hunde i din nærhed i godt humør … men det er dælme godt!

Mmmmm – trænger vi ikke også snart til igen at se en opførelse af ”Eight Songs for a Mad King” her i landet? Det er god musik, der kræver sin mand.

Niccolò Castiglioni – tre værker

Myldrende prikker af lyd, blide fuglestemmer, rablende vanvid og melankoli. Niccolò Castiglionis værker er udtryksfulde og levende. Musikken er beboet af figurer og stemmer, der udtrykker sig, kæmper for at udtrykke sig eller kammer over i ren rablen.

Da jeg var færdig med den seneste blogpost om Galina Ustvolskaya tænkte jeg på, om jeg kunne finde en modsætning til hendes bloktunge, monolitiske kraftudtryk, og mit bedste bud er Niccolò Castiglioni.

Castiglioni blev født i Milano i 1932 og døde i 1996. Jeg stiftede bekendtskab med hans musik på Lerchenborg Musikdage en gang slut-80’erne, tror jeg. (Var han der selv? Jeg synes jeg har set ham gå i parken ved Lerchenborg – men måske har jeg hallucineret?)

Der er en udmærket, kort biografi om Castiglioni på Allmusic her

Jeg har valgt tre værker af Castiglioni, og vil egentlig opfordre til, at man tager dem et af gangen, hvis man ikke har hørt dem før. Dels er det god musik, og dels er det musik der, selvom den ikke er særligt svært tilgængelig, åbner sig på charmerende vis efter en gennemlytning eller to. Det er en trip-trap-træsko rækkefølge med et soloværk, en kvintet og et orkesterværk med sangsolist jeg har valgt.

Alef

Alef for soloobo er fra 1967, skrevet mens komponisten boede og underviste i USA. I Alef kan man høre, at selvom jeg tidligere skrev, at jeg kom til at tænke på Castiglioni, da jeg ledte efter modsætninger til Ustvolskaya, så er der også ligheder mellem de to. Den mest markante er de klart afgrænsede afsnit i musikken. Lyder de ens? På ingen måde, men brugen af klare snit og rendyrket udtryk er de begge mestre i. Men altså med ganske forskellige resultater til følge. For Castiglionis myldrende musik, men langesomme passager af månelys skønhed ind i mellem lyde som om det kommer fra en anden planet end Ustvolskayas.

Alef er Castiglioni i nedkogt form. Her er både det livlige, grænsende til det pjankede, der er det førnævnte lidt triste månelys og så er der en insisteren på at udtrykke sig, der er meget alvorlig. Ligegyldig hvordan stemningen eller udtrykket i musikken er, så er jeg aldrig i tvivl om, at musikken er ramme alvor. En af grundene til det er en næsten Beckettsk insisteren på at udtrykke sig. Musikken vil ud og frem om det så er over stok og sten, mosehuller eller vilde bjerge. Den skal nok komme igennem. Og så slutningen. Som en drillealf hos Shakespeare, en Puck, der nok skal gøre drøm til mareridt eller hælde eddike i sukkeret og rækker tunge samtidig.

Filastrocca

Blæserkvintet komponeret i 1989. Ifølge den nærmeste ordbog betyder filastrocca en remse eller et børnerim. Det er et noget verdenstræt børnerim Castiglioni præsenterer os for. Der hviler en tristesse over blæserkvintetten her. Flere steder er det næsten som om der er et sort hul i nærheden, der suger energien ud af musikken, så det der er tilbage er flader af klange – den ene efter den anden. Det varer lige indtil fuglene vågner i de sidste par minutter, for der kommer mere af det velkendte stemmemylder. I det hele taget er slutningen et næsten perfekt studie i hvordan Castiglioni bringer liv i musikalske figurer, der står og blafrer ved siden af hinanden.

Den er ikke ret lang denne kvintet, men der er stor afveksling og meget liv i den – selvom det er lidt gumpetungt undervejs. Men sådan kan liv jo også være.

Symfoni med nattergal

Der er tre satser:

  1. Grieg, Grieg, Grieg
  2. Variazoni
  3. Canzone

Teksten er af den tyske barokdigter Grimmelshausen, hvis claim to fame er romanen Simplicius Simplicissimus. Hvilken tekst af Grimmelshausen, Castiglioni benytter ved jeg ikke – og det er pænt irriterende. Teksten står i partituret og garanteret også i en cd-pamflet et sted, men jeg kan ikke finde den på det der internet. (Surmuler uklædeligt – og nåja, hvis du ligger inde med teksten, kan du da lige nævne hvad den handler om i en kommentar, ikkesandt?).

De tre satser er meget forskellige. Begyndelsen af første sats er ren magi. Castiglioni smider drømmestøv i øjnene (ørerne?) på lytteren og således bedøvet er man klar til resten af symfonien. Castiglioni har et godt øre til Edvard Grieg, og har i flere værker kastet sig over den norske kollega. Her er det en rimelig fjollet violinstrofe med karakter af norsk folkemusik, der bliver gentaget i det uendelig. Det nærmer sig det flabede. Men mens violinerne filer løs kommenterer blæsere og klaver. Eventyrstemningen fastholdes i hele satsen, hvor det ene kræ efter det andet dukker op. Store dyr af messing, mindre af celeste og harpeklange og hele tiden med en fornemmelse af, at man nok vågner om lidt, for det her … det er ren Alices eventyrland. Og som dette ikke altid særlig rart.

Anden sats går næsten i stå undervejs – som om man forsvinder fra drømmesøvnen og vandrer ned i dybere lag, dog akkompagneret af rester af eventyrlandet man oplevede i drømmen.

Og så kommer nattergalen. Et af de mest virtuose sopranpartier man kan forestille sig. Hun kvidrer, hopper og springer sig gennem et fyrværkeri af toner og ord. Det er på alle måder meget, meget fedt. Fuld knald på og ikke så meget pjat. Og samtidig med denne elastiske, fjedrende, castiglioniske smidighed, som gør det lækkert samtidig med, at man bliver hvirvlet af sted.

Og helt ærlig: kunne et eller andet dansk symfoniorkester ikke lige tage og sætte denne symfoni på programmet? Jeg vil faktisk gerne høre den live. Ok – så er det en aftale AarhusCopenhagenSymfophilDRunderorkesterKapel – ikk’?