Karlheinz Stockhausen – Kontakte

Stockhausens ”Kontakte” er et værk jeg aldrig bliver træt af. Det er så fuld af liv, nysgerrighed, klangeksperimenter og gåpåmod, at der altid er et eller andet man bliver opløftet af når man hører det. Det er god musik!

Det er også et værk, som man kan skrive utrolig meget om, men jeg vil her blot pege på nogle aspekter af ”Kontakte”, som er gode at lytte efter, når man skal høre hele værket.

Stockhausen komponerede ”Kontakte” i årene 1958-60. Det var i elektronmusikkens barndom. Det blev uropført ved Verdensmusikdagene i 1960 i Köln, hvor en række yngre danske komponister – bl.a. Per Nørgård, Ib Nørholm og Pelle Gudmundsen Holmgreen – overværede koncerten.

Lydene

“Kontakte” findes i to versioner; en rent elektronisk og en for klaver, elektronik og slagtøj. Det er den sidste, der er den sjoveste. [Den opmærksomme læser Alex Bach Andersen, gjorde mig på facebooksiden opmærksom på, at der jo også findes en teaterversion af “Kontakte”. Den hedder “Originale” og Alex Bach Andersen har lagt et link ud på nutidsmusiks facebook-siden, som linket ovenfor henviser til! TAK!]

Et af de fænomener Stockhausen dyrker næsten til overflod i ”Kontakte” er glidende overgange mellem klange. Han tager en slagtøjsklang – et bækken, en triangel eller hvadsomhelst – og så sørger han for at skabe en elektronisk lyd, der ligger helt tæt op ad slagtøjslyden. Han laver en glidende overgang mellem elektronikkens klange og de akustiske instrumenter. Nogle gange blander han dem, andre gange kommer den ene slags som et slags ekko eller præ-ekko (som det så smukt hedder, når ekkoet kommer før lyden, hvis man kan sige det), og den anden står klart i forgrunden. Der er mange eksempler på dette fænomen i værket, og rygter fortæller, at publikum under uropførelsen var irriterede over ikke at vide, hvor lydene kom fra, fordi de ikke kunne identificere lydkilden.

Prøv fx. at lytte fra ca. 9’30 til 10’50 og adskil slagtøj fra elektronik. Det er ikke helt nemt. (Noget nemmere er det selvfølgelig ved en koncertopførelse).

Hvis du har mulighed for at høre hele værket flere gange, så prøv en enkelt gennemlytning, hvor du kun fokuserer på at finde lighederne mellem instrumentklangene. Det er som om Stockhausen prøver at udviske overgangene, og gøre alle tre lydkilder til et kontinuum af klang. Det lyder måske ikke revolutionerende i disse tider, hvor synthesizeren har været opfundet i mange årtier, men i 1960 var det anderledes. Alle de elektroniske klange i ”Kontakte” er skabt netop elektronisk. På bånd. I et lydstudie. Med maskiner. Ikke noget med synthesizere her. Titlen ”Kontakte” henviser bl.a. til de klanglige kontaktflader mellem de forskellige lydkilder.

Rummet

Et andet aspekt, som Stockhausen var langt fremme i skoene med, er rumlighed i musikken. I ”Kontakte” findes brugen af rummet i musikken på forskellige måder. Helt konkret kommer den elektroniske lyd fra fire højttalere, der omgiver publikum. Ved at sætte en højttaler på et bord der kunne dreje rundt og placere fire mikrofoner rundt om, kunne Stockhausen lave en optagelse, der fik det til at lyde som Surround Sound før Surround Sound. Så lyden flytter sig helt konkret i rummet og kommer forfra og bagfra og fra begge sider.

Men der er også en anden udnyttelse af rumlighed i ”Kontakte”. Dynamikken – lydstyrken – er ekstremt nøje tilrettelagt i partituret, og den er meget varieret. Det giver den effekt, at lydene optræder i et spektrum fra helt i forgrunden til langt væk i baggrunden. Det udnytter Stockhausen, så de enkelte lyde hele tiden er ”i forhold” til andre lyde, der kommer før efter eller er samtidige. Et smæk på et trommeskind kan stå helt i forgrunden, mens en elektronisk susen er langt bagude, og klaveret et øjeblik efter optræder i mellemgrunden med et svagt, men markant anslag.

Der er også lyde, der vokser fra at have været svage og gemt bag andre lyde til pludseligt at optræde i forgrunden. Meget dynamisk og nærmest tegneserie-agtigt. Eller som et dukketeater, hvor perspektivet skabes ved at de ting, der skal se ud som om de er langt væk i virkeligheden bare er lavet små, så de giver effekten af fjernhed. En lille klang lyder langt væk og nærmer sig – et stort brag buldrer og forsvinder i horisonten. Jeg har nogle gange svært ved at høre ”Kontakte” uden at antropomorfisere lydene, så karakterfulde er de, og så dynamiske bliver de ved hjælp af dette hørbare perspektiv. Der er altså rumlig, omfavnende lyd i selve lokalet (svær at genskabe ved computerlytning) og så er der tre-dimensionalitet i selve lydbilledet (kan også høres uden at sidde i koncertsalen).

Kontinuum

Jeg har allerede nævnt, at Stockhausen skaber et kontinuum af klangene i de tre lydkilder klaver, slagtøj og elektronik. Der er et andet kontinuum, han var fascineret af, og det var mellem klang og puls. Han illustrerer det klokkeklart lige omkring 17 minutter inde i værket. Pointen er, at hvis man tager en sinustone, så er den lydbølge den laver meget jævn. Her er noget fra wiki om sinusbølger. Jo dybere en sinustone klinger jo mere af den forsvinder fra vores hørevidde. På et tidspunkt er det kun toppene af bølgerne vi kan høre. Så lyder det ikke længere som en lydbølge, men som: klang (top) – stilhed (bund) – klang – stilhed – klang – stilhed. Altså puls da da da  i stedet for klang daaaa. Stockhausen laver altså et skoleeksempel på dette kontinuum mellem klang og puls ved at lade en elektronisk, vrængende klang styrte ned i dybet og forvandle sig til pulserende, dybe bip-toner. Hvis du lytter fra omkring 16’15 til 17’15, kan du også høre, at der er et godt eksempel på kontinuummet mellem lydkilderne i den samme bid; Lige før klangen kaster sig ned i dybet og bliver til puls, spiller perkussionisten en række hvirvler på forskellige slagtøjsinstrumenter, der lægger op til den elektroniske pulseren.

Hør det nu bare!

Det er en mere teknisk introduktion til musikken end jeg plejer at byde på her i bloggen, men det betyder ikke, at ”Kontakte” kun er fascinerende, når man kender noget af mekanikken bag. Tværtimod er det en konstant kilde til legesyge lydoplevelser og et værk, der virkelig tåler at blive hørt mange gange. God fornøjelse!

Og så bliver det opført fredag d. 31.5. på Klang Festival i København. Hvis du er i nærheden: Don’t miss!!! Her er et link til festivalens program

Axel Borup-Jørgensen – Marin

Musikstykket som denne blogpost handler om er et mesterværk. Det står der ofte i beskrivelserne af værket, og det behøver jo ikke at betyde så meget, men lyt til det! Det er virkelig et værk, der er værd at lytte til igen og igen – et værk, der er værd at fordybe sig i. Det er også et værk, det er nødvendigt at fordybe sig i. Det er overvældende, når man først er ”inde” i det – men det kræver, at man som lytter giver sig tiden og koncentrationen til at være med hele vejen. Det er ideelt at opleve værket live, men ellers vil jeg anbefale at stikke computeren til et par gode højttalere eller hovedtelefoner. Kast dig ud i det. Kast dig ud i bølgerne.

Marin

Axel Borup-Jørgensen komponerede ”Marin” i 1960’erne og det blev uropført i 1970. Det blev, ærgerligt nok, vistnok det eneste værk for stort symfoniorkester han skrev.

Jeg ved godt, at titlen vel egentlig bare betyder ”ting, der har med havet at gøre”, men jeg har altid syntes, at titlen var eksotisk. Der er noget middelhav, gamle kort med havmonstre indtegnet og noget uudgrundeligt over titlen.

Vi ser havet fra overfladen; bølgerne, skvulpene, de hvide tænder, solens glimt og smut i vandet eller de skifergrå kæmpe-sug af storme på stort hav.

Sådan er det ikke med ”Marin”. Lige fra begyndelsen hiver Axel Borup-Jørgensen os med ned i dybet. Eller rettere man vågner som lytter op på bunden af det dybe, dybe hav. Der er mørkt og væsnerne hernede er enorme. Det er Kraken, kæmpeblæksprutter, gigantiske hvaler og mørke, mørke, mørke. Tyngden af vandet, det enorme tryk gør enhver bevægelse til en kamp. Først henad 8-10 minutter inde i værket bevæger musikken sig opad. Først gennem skærende hvide klange af tomt vand – og så op til et væld af bevægelse. Et lydlandskab som et koralrev af vimrende klange og farver. Og til sidst rejser sig en overvældende bølge af hvidt skum sig ud fra dybet. Det er en rejse, der mest af alt handler om lyd – og måske ikke så meget om vandpjask, som jeg antyder her. Men musikken er så nuanceret, klangrig og facet-sleben, at det er en gave at få lov til at hoppe direkte ud i det hele – som et klangbad.

Det er overvældende at fornemme strygernes spredte klangvifte, hver enkelt af dem har sin særlige stemme. Det er også en gennemlytning værd, at lytte til klaver og slagtøj, som er med til at skabe den særlige karakter af i begyndelsen mørke og senere hen skærende lys. Lyt! Det er god musik.

Jeg har tilføjet Marin til Nutidsmusik på Spotify – og Marin er et af de værker, jeg bruger tid på i mit foredrag på Wiums Musik Salon i morgen d. 16. april

György Ligeti – Lontano

I romanen ”1984” af George Orwell (husk nu at læse hans andre romaner også! De er rystende gode) findes værelse 101. Et torturkammer hvor der ikke er tommelskruer eller negleudrivere. I værelse 101 møder du det, du frygter allermest. Hvis du vil genskabe effekten af værelse 101 i hjemlige omgivelser, så lyt til György Ligetis ”Lontano”. Det er et af de eksperimenter, hvor man trygt kan sige ”Do try this at home!”, men jeg garanterer ikke for, at du er helt det samme menneske bagefter. Jeg vil gå så langt som til at sige, at jeg ikke håber, du er helt den samme.

Nogle af de værker, jeg har hevet frem i bloggen her, har været sjældent hørte eller ikke så kendte værker. Det gælder ikke ”Lontano”. Musikken her er med rette fremhævet som et af Ligetis mesterværker, den bliver spillet på koncertprogrammer rundt omkring i verden. Jeg tror ikke den er ”the token contemporary piece” i lige så høj grad som ”Atmosphères”, men jeg er da stødt på ”Lontano” her og der. Begge værker har været brugt i berømte film (”Rumrejsen år 2001” og ”The Shining”) og begge værker har nogle af de samme klanglige kvaliteter. Men de er på ingen måde sammenlignelige hvad stemning angår.

Jeg besluttede mig for at ”Lontano” skulle være denne uges blogpost, fordi jeg havde den svævende i baghovedet, mens jeg læste Cormack McCarthys ”The Road”. Det er ikke ofte, jeg på den måde forbinder kunstarter med hinanden, men ”Lontano” kommer altså op på den indre lystavle både i forbindelse med ”1984” og ”The Road”. Læs dem begge – det er god litteratur (og husk så resten af Orwells bøger også!)

Ligeti har selv sagt om ”Lontano”: ”…som at åbne og lukke et vindue ind til forlængst fortrængte drømmeverdener fra barndommen”. Det er ikke det eneste værk, hvor han beskriver barndommens drømmeverden som baggrund for sin musik.

Ligeti beskriver ikke selv disse drømmeverdener som hverken gode eller onde. Det er udelukkende i mine ører, at hans musikalske beskrivelse af dem forekommer dybt foruroligende.

Det mareridtsagtige ved ”Lontano” er selvfølgelig ikke, at monstrene under sengen materialiserer sig. Tværtimod. De gemme sig godt – men bevidstheden om at de er der er helt og fuldstændig gennemtrængende. Jeg er ikke i tvivl. Der er monstre bag hver en strygerklang, hver enkelt piccolofløjte-gisp og trompetpust.

”Lontano” betyder langt væk eller i det fjerne på italiensk, og titlen beskriver, hvordan der hele tiden sker noget ”bagved”. Der er, på trods af musikkens nådesløst rolige fremadskriden, hele tiden noget i gang bagved.

Youtube-klippet her er ikke nødvendigvis den bedste indspilning af ”Lontano”. Den er fin, men der ligger bedre bud på Spotify.