Schönberg: Violinkoncert

Feisty – feeling or displaying eagerness to fight. Sådan lyder en forklaring af det engelske ord feisty. På dansk ville man sige hidsig, ilter, opfarende, pågående.

Jeg synes ordet beskriver Schönbergs violinkoncert ganske godt. Det er en feisty koncert.

Læs en introduktion til værket HER

Schönberg komponerede koncerten i årene efter han flygtede USA i 1933. Den blev uropført i 1940.

Koncerten har en utrolig fremdrift også i de mere rolige passager. Det føles som om det er den sikreste hånd i verden, der har komponeret dette værk. Ingen løse ender, ingen halvfabrikata, ingen svinkeærinder. Et solidt håndtryk og et fast blik – tilsat bevægelighed, fremdrift og inderlig nødvendighed.

Jeg læste en gang et sted på det der internet, at en amerikansk komponist sammenlignede Schönberg med Mozart. (Var det Lou Harrison?) Jeg må med skam melde, at jeg aldrig klikkede mig videre til selve artiklen, så jeg aner ikke, hvad der lå bag denne udtalelse, men i mit hoved er udtalelsen (som ellers er overfladisk og ligegyldig uden forklaring) spot on: Schönberg har, ligesom Mozart!, en helt uhåndgribelig evne til at vide hvornår et afsnit er slut. I violinkoncerten her er der ikke tomgang i et sekund. Hver frase blive fuldendt, ført til dørs og leder videre fremad. Der er ingen tomme gentagelser eller tvangsmanierismer. Formen er ren som nyfalden sne og med lige så få dikkedarer.

Det er der ikke mange musikvidenskabsfolk, der er enige med mig i. Jeg har i hvert fald fundet adskillige skærmrullende lange artikler om, at især første sats hverken er det ene eller det andet. Men prøv lige at lytte og hør, om jeg ikke har ret i, at Schönberg i den grad har styr på sit form/udtryks-balanceforhold, og at musikken er økonomisk og generøs på samme tid. Knivskarp og inderlig.

Og så er der forholdet mellem violinen og orkestret. Jeg kender ingen violinkoncert, der i den grad giver mening som inderlig meningsudveksling mellem eneren og helheden. Eneren som udtrykskraft for helheden, helheden som klangbund for eneren, samhørighed og samhørighedens modsætning: ensomheden. En gnistrende virtuositet i solostemmen får han også lige med. Der bliver ikke ruttet med noget her!

Som det nok allerede fremgår, er jeg pænt glad for det her værk.

Violinkoncerten er bygget op over en tolvtonerække, men Schönberg holder sig ikke strikt til den dodekafoniske bearbejdning af rækken. (Og det er forøvrigt også bedøvende ligegyldigt, meiner Meinung nach).

Der er tre satser i værket (I youtubelinket nedenfor, er den delt op i fire, med et irriterende klip i første sats til følge. Der findes argumenter for at se koncerten som firesatset,men jeg tænker den nu bedst som tresatset. Sådan som den også fremstår fra komponistens hånd).

Satserne har fuldstændig klassiske tempobetegnelser:

1: Poco allegro – Vivace. 2. Andante grazioso 3. Finale. Allegro.

I hver enkel sats er der kontrasterende passager af ro, fordybelse og inderlighed, men det generelle udtryk er fuld ad energi og overskud. Måske netop derfor kommer enkelte af de mere stille passager til at virke så overvældende. Det gælder fx solokadencen i første sats (som kommer i 2. del af førstesatsen i youtubeklippet). I denne solokadence åbner sig en port ned i sindets dybeste mørke. Ikke voldsomt og brutalt, men ensomhedens grå opgivenhed viser sit spøgelsesansigt for en kort bemærkning. Ud over denne smertelige kontrast til den energifyldte, feisty stemning er der også sødme (i 2. satsen), utryghed (2. satsen) og skæg og ballade (både 1. og 3. sats).

Det er alvor i denne koncert, men det er aldrig tungt eller vredladent. Elegance, skønhed, stolthed, smidighed, smerte og tindrende glimt i øjet; Schönbergs violinkoncert har det hele undtagen det gumpetunge og villede.

Nyd den – det er god musik!

Ikke mindst når Hillary Hahn er solist som her, hvor Esa-Pekka Salonen dirigerer,

 

 

Anton Webern – Fünf Stücke für Orchester, op. 10

Komponisten Anton Webern havde en enorm indflydelse på efterkrigstidens musik, på udviklingen af serialismen og på hele måden at tænke musik. Hans værker og tanker var en inspiration for flere generationers komponister og er det vel stadig den dag i dag. Det oplevede han ikke selv, for han blev skudt af en amerikansk soldat efter 2. Verdenskrig. En underlig dramatisk afslutning på et liv, der mest var koncentreret om stille arbejde med kompositioner uden for offentlighedens søgelys.

Anton Webern er en delikat bro, der forbinder nutidens eksperimenterende komponerede musik med Brahms og alle de andre Mellemeuropæiske komponistkoryfæer. Med traditionen. Hverken han eller hans lærer Arnold Schönberg havde nogen intention om at bryde med traditionen, da de udviklede tolv-toneteknikker og begyndende serialisme. Faktisk tværtimod: de udtalte en trang til bære traditionen videre.

Jeg kan såmænd ganske godt forstå, at publikum dengang i 1910’erne og ’20’erne tænkte ”Det der?!? Tradition? Pffhh, jeg tror da lige jeg lytter til noget mere Richard Strauss, der!” For helt ærligt, så er der meget langt fra noget som helst anden musik og til Anton Weberns indkogte, rum-mads-koncentrerede værker.

Det er ikke så ofte jeg har hørt Anton Webern spillet live (ka’ I så komme i gang derude!), men hver eneste gang – også ved de lidt længere værker – har jeg tænkt ”Spil den lige igen!”. Der er så meget at komme efter og så lidt tid at komme efter det i.

Fem orkesterstykker

Jeg har valgt Anton Weberns fem orkesterstykker op. 10 som lytteværket i denne første blogpost om musik af Webern. (Der kommer flere senere).

De fem orkesterstykker er ikke hverken atonale, tolv-toneværker eller serielle. De er komponerede i 1911-13 og de blev uropført i 1924. (Jeg har også læst at de blev uropført i 1926, men pointen er, at de blev uropført adskillige år efter de blev skrevet).

Det er på alle måder fin og charmerende musik. Instrumenter som koklokker, mandolin og celeste præger klangbilledet i en sær og farverig retning. Slagtøjet spiller en rolle fuldstændig på lige fod med resten af instrumenterne (Er der nogen af læserne, der kan komme i tanke om andre værker fra perioden, hvor slagtøjet er lige så emanciperet – på sin egen stille facon?).

De små melodi-stumper går fra instrument til instrument, nogle gange blot en tone ad gangen. De samme toner bliver spillet af forskellige instrumenter/med forskellig klang forskellige steder i samme sats og på den måde skabes en sær klangforandring i løbet af de enkelte stykker. Webern benytter sig af det, hans lærer Schönberg beskrev som Klangfarvemelodi, hvor instrumenternes klang er med til at give melodien karakter. Melodien ville ikke være den samme melodi, hvis ikke netop denne tone blev spillet af netop dette instrument. Og der er altså ikke én melodi hos et instrument, men en melodi spredt ud over flere, heriblandt slagtøjet. (Google endelig Klangfarve-melodi/Klangfarbenmelodie, for der er en hel del mere i begrebet, end det jeg lige beskriver her!)

Musikken er tilsammen omkring fem minutter lang, og det fjerde af stykkerne er kun på seks takter. Det er virkelig miniaturer, der er tale om her, og jeg vil opfordre til, at man hører de fem stykker mange gange. Det er perler på snor, dråber af indkogt fond, magiske små lydpiller. Jeg bliver altid helt glad, når jeg hører den her musik, for det er en sær alvorlig leg med lyde og klange, som man ikke rigtig kan få nok af.

Youtube-linket er en live-optagelse med Bruno Maderna som dirigent. (Billedsiden er jævnt irriterende).

På spotifyplaylisten Nutidsmusik (som du kan abonnere på), har jeg lagt en indspilning med tyske Michael Gielen som dirigent. Den er nok min favoritindspilning (men jeg er heller ikke kommet mig over, at jeg interviewede Gielen to gange i 1990’erne). Hvis du leder selv på Spotify, vil du også kunne finde en indspilning med Pierre Boulez som er rekordhurtig (næsten helt nede på 4 minutter), hvilket er sjovt at høre, men ikke bidrager noget fornuftigt til musikken, hvis du spørger mig.

Hanns Eisler – Vierzehn Arten, den Regen zu beschreiben

Der vil i fremtiden optræde filmmusik med ujævne mellemrum her i bloggen og jeg lægger ud i dag med filmmusik, der også er koncertsalskammermusik.

Hanns Eisler var elev af Schönberg, men han var også kommunist og den politiske overbevisning førte ham ret hurtigt væk fra koncertsalene og ud på gaderne, ind i teatrene og til filmlærredet. Steder hvor et politisk budskab har større gennemslagskraft. Eislers mest berømte musik stammer fra det lange samarbejde med Bertolt Brecht. Mange af deres sange findes på youtube og spotify.

Hanns Eisler komponerede bl.a. musik til filmen ”Kuhle Wampe” i 1932, hvor Brecht var en af manuskriptforfatterne, og hans virke indenfor filmmusik blev endnu større, da han flyttede til USA i 1938. Og det var ikke kun politiske film eller kunstfilm han komponerede musik til – Eisler blev faktisk Oscarnomineret to gange for musikken til filmene ”None But the Lonely Heart” (fra 1944 med bl.a. Cary Grant) og ”Hangmen Also Die” (fra 1943 instrueret af Fritz Lang).

Den filmmusik af Eisler, der har gjort størst indtryk på mig er musikken til Alain Resnais ”Nat og Tåge” fra 1955. Filmen er udelukkende billeder fra koncentrationslejre, både fotografier taget under 2. Verdenskrig og optagelser lavet i 1950’erne, hvor lejrene er tomme og græsklædte. Eislers musik til filmen er bevidst up-beat og energisk. Musikken modarbejder heftigt den stemning af fuldstændig, ødelæggende rædsel som billederne viser. Musikken råber ”Så gør dog noget!!!” til den lammende billedside. Resultatet er rystende. Find den og se den. Det er en vigtig film – og dens effekt bliver kun skærpet af musikken.

Regnvejr

I 1929 lavede den hollandske filmskaber Joris Ivens den lille film ”Regen”. Det er optagelser af en regnbyge, der nærmer sig Amsterdam, udfolder sig og til sidst stilner af igen. Det er på sin vis en næsten abstrakt lille dokumentarfilm. Det er tydeligt, at optagelserne ikke kan være den samme byge hele vejen igennem, og derfor får filmen snarere præg af billeddigt eller stemningsforløb end egentlig dokumentar.

Musikken til filmen var oprindeligt af Lou Lichtveld (denne version findes også på Youtube. Meget forskellig fra Eislers), men i 1941 komponerede Eisler så sit kammermusikværk ”Vierzehn Arten, den Regen zu beschreiben” til filmen.

Formen er jo åbenlyst ”skabt” af billedsiden, men kompositionen er en tolvtonekomposition og en hilsen til den gamle lærer Arnold Schönberg, som Eisler mødte igen, da de begge, som så mange andre, flygtede til USA i 1930’erne.

Eislers tolvtonerække er en direkte hilsen til Schönberg. Den begynder med tonerne a-es-c-h-b-g, og den er for den samme besætning som Schönbergs berømte ”Pierrot Lunaire” – men altså uden sangere. Senere tilegnede Eisler Schönberg værket.

Fjorten måder at beskrive regnen på

Eisler har vistnok selv sagt, at titlen på ”Vierzehn Arten, den Regen zu beschreiben” lige så godt kunne være ”Vierzehn Arten, traurig zu sein”, og jeg er jo ikke i en position, hvor jeg kan anfægte det udsagn. Musikken lyder bare ikke sådan. En stor del af Eislers musik, også hans koncertsalsmusik, er præget af en helt særlig livsduelighed eller virketrang eller råstyrke. Der er energi nok til at det lyser ud mellem tonerne. Nogle gange kan det nærme sig det maniske – men da det hele tiden er styret og målrettet, kammer det aldrig helt over. Det er fokuseret og stramt i udtrykket og samtidigt myldrende af liv. Undtagelsen er de aller sidste takter, hvor energien pludselig fordamper og efterlader et hul i musikken, der nærmest er et lille indeklemt suk.

Jeg har mange gange set ”VA,dRzb” beskrevet som lydmalende og inspireret af regndråber og billederne i Ivens film. Og jeg er med på, at billederne selvfølgelig har præget musikken … men impressionistisk og lydmalende? Arhhhh – den hopper jeg ikke med på. Musikken bidrager med et helt selvstændigt udtryk, der går meget fint i spænd med billederne.

Jeg har valgt en youtube-video, hvor Ivens film også er med. Lydsiden er både gammel og slidt, men hop ind på Spotify, for der er i hvert fald en god, nyere indspilning. Lyt til musikken – Den er god!

 

Og så er det tid til et lille stykke ekstra pop-musik! Her er Stings udgave af en af Eislers melodier. Det er ”An der kleinen Radioapparat”, der i denne udgave hedder ”The Secret Marriage”. Den er også god.