Maurice Ravel: Sonate for violin og cello

Ravel er en af mine yndlingskomponister. Ja, jeg har en del (selvfølgelig!), men Ravel er meget højt oppe på listen. Som i: i top tre. Det er ikke, og kommer aldrig til at være, på grund af hans orkesterhits Bolero og La Valse (selvom de har hver deres charme), men i høj grad på grund af klavermusikken, kammermusikken og Daphnis og Chloë.Jeg har allerede gennemgået den fortryllende og skræmmende Gaspard de la Nuit for klaver her på bloggen, og denne gang kaster jeg mig over hans Sonate for violin og cello.

Baggrund

Sonaten er komponeret i årene 1920-22, den er i fire satser og den er tilegnet Claude Debussy. Første sats blev komponeret til et mindehæfte tilegnet Debussy, hvor en lang række franske komponister blev bedt om at bidrage. Debussy var død i 1918. Ravel var kommet hjem fra tjeneste som chauffør i Første Verdenskrig, hans elskede mor var død i 1917, han havde mange venner blandt de faldne i krigen og han havde selv været meget syg. Ikke på nogen måde en nem tid.

Efter færdiggørelsen af den første sats gik arbejdet meget langsomt fremad, og det tog to år før sonaten var færdig. Ravel beskrev selv værket som et vendepunkt i sin musikalske udvikling. Læs en fyldig programnote om Sonate for violin og cello af Ravel, samt andre værker for besætningen her .

Der er ikke umiddelbart musikalske hilsner til Debussy i værket her, men et løft med hatten til ungarske kolleger som Bartók og Kodály er ret tydeligt. Det, der gør værket til noget særligt i Ravels musikalske udvikling, og nok grunden til, at han kalder værket et vendepunkt, er, at han skræller alt væk undtagen melodi. Der er ingen lækre harmonier, der er ingen fransk “parfume.” Der er kun kontrapunkt, melodier og rytme. Det er som om han prøver samme øvelse som György Ligeti gør 40 år senere med Atmosphère: at skrælle musikalske parametre væk, for at se, hvad han kan finde ud af, med det materiale der så er tilbage. Forsøget er selvsagt ikke så radikalt som Ligetis, men øvelsen med at sætte skrappe krav og begrænsninger i processen for at nå frem til et nyt kompositorisk sprog er den samme. Værket der kommer ud af det er på en gang fuld af overskud og underligt vrissende i sit tonesprog. Som lytter under man sig selv at huske denne lidt karske og vrisne Ravel, når man hører hans andre værker; for denne karakter stikker sit hoved frem i mange af de værker, der ellers “bare” er smukke.

Musikken

Den første sats hedder Allegro og er flydende og de to instrumenter kastes straks ud i det, der bliver en næsten uendelig melodisk jagt på hinanden gennem hele værket. Ravel lader melodistumper dukke op gennem hele værket, som om de ikke hører til noget sted, men lever deres eget rastløse liv. Denne motiv- og melodi-genbrug er med til at få værket til at hænge sammen for lytteren, men det giver også en sær fornemmelse af, at man render rundt i en labyrint og hele tiden krydser stier man allerede har krydset eller bevæget sig ad før. Det gør sig især gældende i første og sidste sats.

Anden sats hedder Très vif (meget hurtig), og er halsbrækkende med knipsede strenge og svirrende motiver, der som irriterende og ubehagelige insekter svirrer rundt om ens hoved. Lige før slutningen af satsen er der et kort øjebliks ro, før det pludselig høvler løs igen med en omgang ungarsk-inspirerede danserytmer og et opadgående glissando. Duuiiiinnggg! og så er satsen forbi.

Tredje sats er den langsomme Lent, der som i førstesatsen begynder med en melodi i hvert instrument. Men denne melodi er noget af det mest rendyrket triste Ravel nogensinde har skrevet. Ensomhed, smerte og ubehag klistrer til melodien ligegyldig om den stræber opad, hvisker i piano eller træder forsigtigt gennem mørket. Jeg har svært ved at forestille mig mere forladt og eksistentielt fortabt musik end denne sats. Denne følelse fremmaner Ravel ikke ved at lade melodierne gå i stå. Tværtimod skrider og falder de fremad gennem mørket uden mulighed for barmhjertig fred. Det er mindernes, smertens og tårernes musik. Og en djævelsk smuk og melodisk sammenvævning af stemmer.

Fjerde sats – vif, avec entrain – er vrængende, langefingeren i vejret, sjov og trodsig musik. Alt andet end elegant hopper og danser instrumenterne afsted som to fjollede smådjævle. Det er tæt på, at man føler sig forrådt af komponisten, når han nu lige i tredje sats har blotlagt vores musikalske sjæl for al den ensomhed og smerte og så ender han med at sende sådan et par småpruttende djævle i manegen bagefter. Men jeg lader mig altid charmere af dem og deres noget studentikose humor til sidst.

Jeg linker her til en udgave fra Youtube, hvor man kan følge med i noderne. Men lige til dette værk er der meget stor forskel på de forskellige indspilningers musikalske udtryk, så jeg lægger en anden indspilning på Spotifylisten

 

 

Wolfgang Rihm – Chiffre II, Silence to be beaten

Silence to be beaten – Stilhed, der skal tæves. En af de bedste titler nogensinde på noget som helst. Og værket lever i høj grad op til titlen; der bliver uddelt nogle ordentlige fortefortissimoer til den der stilhed. Og den svarer selvfølgelig igen … med mere stilhed. Lige når man tror, at nu har larmen fået bugt med den nævenyttige stilhed, stikker den saftsusemig hovedet frem igen. Og den får det sidste ord, for værket slutter jo. Larmen holder op.

I 1980’erne begyndte Rihms række af værker med titlen ”Chiffre” og så et nummer. (Hvilket fører til det lidt mystiske, at når man taler om disse værker, siger man: ciffer nummer 1, ciffer nummer 4, ciffer nummer 9 osv. og det er jo lidt dobbeltkonfekt, men det hedder de.) Det andet i rækken af ”Chiffre”r er det eneste med en undertitel – Silence to be beaten.

Der er mange grunde til at holde af Wolfgang Rihms musik: udtrykskraften, energien, stramheden fx.

Men ud over det falder, jeg altid på halen over de nærmest Don Quijote’ske gestusser (gesti, jeg ved det, men ODS siger jeg godt må, og gestusser lyder bedre) Wolfgang Rihm tilbyder os. Han insisterer på at udtrykke stort og kontrastfyldt. Eller inderligt og sart. Eller berusende og bjergtagende. Men altid, altid med næsten overtydelig gestus. Det er romantisk i det ekstreme. Musikken får lov at udtrykke det hele uden dumsmarte forbehold eller distanceret ironi. Det er en dyb respekt for musikken som udtryksbærer – og det kan selvfølgelig godt kamme over, så man tænker ”såså, så alvorligt er det vel heller ikke”. Men det er det jo, og når det er forbundet med en blændende virtuositet og modet til at gå lige til tærsklen af det sentimentale, ja, så bliver det grandiøst på den der Don Quixote-agtige måde. Det er lige meget om det er vindmøller man kæmper imod, for det er kampen og gestussen, der tæller. Uden denne følelsestunge gestus forsvinder alt indhold i vores omgang med hinanden og kunsten. Det er så flot og så …. ja, gammeldags. Men det er musikken sjovt nok ikke. Den virker aktuel og ægte – så arkaisk og Mitteleuropäisch som den end er.

Jeg har svært ved at forstå, at Rihm ikke er på alle koncertprogrammer i alle koncertsale hele tiden, for det er så overvældende og så sårbar musik, at det går lige i hjertet.

Hør fx. i ”Chiffre II – Silence to be beaten”, hvordan den sarteste stryger-tone får lov at ligge og ligge og ligge, mens slagtøjet prøver at tage livet af den. Det er omkring 4 minutter inde i værket.

Hør også den nærmest gotisk-middelalderfascinerede messingblæsermusik omkring otte minutter inde. Der bliver ikke sparet på noget.

Og så er der stilhederne undervejs.

Lyt til Wolfgang Rihms ”Chiffre II – Silence to be beaten” – og hør det gerne højt – det er god musik med store armbevægelser. Jeg har også lagt den på spotify-listen Nutidsmusik, som du kan abonnere på – den er her Nutidsmusik