Luigi Nono – Fragmente – Stille, an Diotima

Lad os med det samme få afklaret hvem Diotima er. Hun er damen der, ifølge Platon, ved alt om kærlighed. Her er hendes definition af kærlighed snuppet lige fra Platons Symposium: Diotima

Luigi Nono komponerede en eneste strygekvartet og han gav den titlen ”Fragmente – Stille, an Diotima”, Fragmenter – Stilhed, til Diotima. Jeg ved ikke, hvad titlen betyder som sådan, om det er fragmenter af stilhed eller fragmenter af lyd, der opstår i stilheden eller hvad. Men det er til ære for en fiktiv [eller måske ikke fiktiv, se Torben Sangilds kommentar] filosof, der kendte til kærlighed. Og alene det er smukt og sanseligt.

Og se … det er det, der er hele kernen ved Luigi Nonos musik: Sanselighed. Det har altid været mig en gåde, hvordan musik der er så æterisk, så sart, så antydet, samtidig kan rumme en sådan sanselighed. Jeg har en svaghed for gråzoner og steder, hvor man ikke helt ved, hvad der er hvad. Nonos musik bor sådan et sted. Et sted mellem brillant ånd og følsomt kærtegn. Et sted mellem noget besnærende enkelt og nært og noget komplekst og alment.

I partituret til ”Fragmente – Stille, an Diotima” står der efter sigende mere end 30 små citater fra den tyske digter Hölderlin. Citater, der ikke skal læses højt eller på anden måde formidles til publikum, men som musikeren skal sige til sig selv eller tænke over mens han/hun spiller. Jeg synes godt om tanken om, at musikerne har hemmeligheder for mig – eller rettere: at de oversætter disse citater og formidler dem i et sprog, som jeg også kan forstå. Indvier mig i citaterne via musikken. God tanke. Og en idé, der alt andet lige må præge den musikalske fortolkning, idet jeg går ud fra, at ikke alle musikere tolker Hölderlins ord ens, og altså på den måde farver musikken i en personlig retning. Stadig en god tanke.

Jeg hørte ”Fragmente – Stille, an Diotima” første gang på mit delekontor dengang jeg arbejdede i DR. Jeg havde hovedtelefoner på og vidste ikke hvad der ramte mig. Fra første klang til sidste sad jeg tryllebundet af musikken her. Da det var færdigt hentede jeg en kop kaffe, tog hovedtelefonerne på igen og lyttede til det hele en gang til. Hver gang jeg har hørt værket siden, har det fastholdt en utrolig friskhed. Jeg bliver aldrig træt af denne kvartet. Men faktisk er jeg aldrig blevet træt af noget Nono-værk nogensinde.

Musikken balancerer som sagt mellem spindelvævstynde strygerklange på kanten af en afgrund af stilhed – og så enkelte, kontrollerede udbrud op til de lidt lettere decibelluftlag. Værket her er altså ikke musik, der skal høres mens man braser, vasker, snakker i telefon eller andet. Hør efter! Når du gør det, er der til gengæld en sandsynlighed for at den ca. halve time musikken varer kommer til at flyve af sted.

Jeg ville ønske jeg kunne gøre rede for, hvad sanseligheden i Nonos musik består af, men jeg må give op. Den er til stede som kærtegn på hår, øjenlåg der lukker eller en kølig vind på huden. Eller også er den ikke.

Under alle omstændighed ligger spændingsfelterne i kvartetten i musikkens konstante udforskning af grænselandet mellem stilhed og lyd, mellem skarp kant og udflydende akvarel, mellem lyden som kommunikation og stilheden som tilstand – og omvendt: Stilheden som den mest sanselige og nærværende kommunikation. Damn … det er kompliceret det her. Som Diotimas beskrivelse af kærligheden som altings yderpunkter og alt det ind i mellem – blot ikke sort/hvid modsætning. Lyt nu bare. Det er god musik i helt exceptionel grad.

Den version jeg har valgt på Youtube er med La Salle-kvartetten, fordi det var den jeg oprindeligt lyttede til. Den findes også i en god en med Arditti-kvartetten. (På Spotify er der en med Moscow String Quartet som jeg putter på Nutidsmusikplaylisten.)

De links jeg lægger op her er – åbenlyst – i fire dele, men lyt dem i rap, det er det eneste der giver mening.

John Cage – Sonatas and Interludes

Dagens blogpost er med musik af John Cage, bl.a. for at fejre, at jeg lige har købt John Cages ”Silence” fra 1961, som er en samling af hans sære foredrag og artikler.

IMG_1805

Ovenstående billede er første opslag i bogen, og man bliver jo helt glad, når man ser sådan en side. Væk er alle ”Til min elskede mor/far/søn/datter/kone/mand, som led så meget under mit arbejde med denne bog og som har støttet mig hele mit liv og uden hvem blablabla”.

To Whom It May Concern

Tak for det.

Jeg vender tilbage til selve musikken i ”Sonatas and Interludes” senere, men jeg vil benytte lejligheden til at lave en omvej om emnet: ’Hvad vil komponisten med sin musik og rager det overhovedet mig?’

Omvej om intentioner og lytteoplevelser

Der ligger sikkert megen forskellig inspiration bag et værk som ”Sonatas and Interludes”, der varer mere end en time. Men det, som John Cage selv fokuserer på, er inspirationen fra indisk filosofi og de otte-ni forskellige typer af stemninger eller humør, der beskrives i en hinduistisk æstetik, der hedder Rasa. Der er nogle lyse og nogle mørke, (sort/hvid, tangenter) og den niende af dem er: ro. Læs mere om Rasa her hvis du har lyst.

John Cage var en begavet mand (tror jeg, jeg kendte ham jo ikke), og han brugte det faktum, at han ikke selv var inder eller hindu, til at skabe mod- eller med-billeder i musikken. Han spiller på, at han er en del af en kultur og inspirationen kommer fra en anden. Musikken i ”Sonatas and Interludes” er en uhellig blanding af øst, vest, nord og syd, af lydbidder fra hele verden.

Spørgsmålet er, om John Cages interesse for hindu-æstetik eller fx zen-buddhisme har noget med mig at gøre, når jeg sidder og lytter til musikken i 2013.

Jeg har været inde på problematikken her på bloggen før, i posten om Thomas Adés’  “Asyla”, hvor jeg ikke kan finde det rave-party, han selv beskriver. Jeg tror min konklusion er, at komponistens inspiration ikke rager mig og min musikalske oplevelse det fjerneste. Min oplevelse kan ligge uendelig langt fra de intentioner, der har inspireret musikken og som har bestemt værkets udformning. Et andet eksempel er den estiske komponist Arvo Pärts tanker om, at han musik udelukkende er skrevet som en samtale med Gud. Musikken fra Pärts hånd er hans – og vel potentielt lytterens – samtale med det guddommelige. Men er en sådan kommunikation ikke en privatsag? Vil jeg som lytter få noget ud af Pärts guddommelig konversation? Og hvorfor vil han blande mig ind i den?

Jeg går lidt i baglås, når så håndfaste inspirationer/intentioner med musikken bliver præsenteret. Jeg har ikke nogen gud at konversere med, men jeg vil fastholde min ret til at synes om en hel del af Pärts musik.

Min konklusion er altså, at den type inspirationer ikke rager mig en høstblomst. For hvis det virkelig er en privatsag mellem Pärt og hans gud, mellem John Cage og hans indre udvikling, mellem post-Webern-serialisterne og deres faderbilleder, hvorfor så gøre musikken offentlig tilgængelig. I det øjeblik en kunstner frigiver et værk – eller noget der ligner – til offentlighedens beskuelse, så åbner kunstneren for en sand syndflod af fortolkninger, tolkninger, analyser og opfattelser. Jeg er ikke kunstner, men jeg kan ikke forestille mig andet, end at det kan være en både livgivende og meget smertefuld proces.

Som lytter må jeg insistere på min egen oplevelse. Jeg må insistere på, at det, jeg hører, er min musik. På at den måde, jeg bliver grebet på, er en hel legitim måde at blive grebet på, at tage musikken ind på. De intentioner og inspirationer, der ligger til grund for værket, kan aldrig blive mine i en 1:1 oplevelse. Og det skal de heller ikke. Jeg kender ingen komponister … lad mig tage det tilbage; Jeg kender ikke ret mange komponister, der vil insistere på, at deres egen oplevelse, skal blive min. Det er da også en højst aparte måde at tænke på. Jeg kender mange, der med fuldt overlæg IKKE nævner deres inspirationer, i den tro, at de så slipper for (fejl)-fortolkninger.

Jeg gentager lige: Jeg vil som lytter insistere på min egen oplevelse. Men det betyder ikke, at jeg på den måde har lov at læne mig tilbage og være doven. Jeg skylder værkerne at være en aktiv lytter. At lytte til værkerne flere gange, hvis jeg har mulighed for det. At opsøge musikken til koncerter. At koncentrere mig, når jeg lytter. Og hvis jeg bliver nysgerrig (og det gør jeg næsten altid), så at opsøge tekster, samtaler og aspekter om og af musikken. Det vil ofte berige min oplevelse. Det må bare ikke komme i vejen for – eller ligefrem stille sig i stedet for – min oplevelse af det, jeg hørte til at begynde med.

Så mit forslag er, at selvom jeg ofte linker til artikler om musikken eller aspekter af den her på bloggen – så hør musikken først. Og se som om den pirrer nok til, at du vil vide mere. (Men jeg er ikke noget musikpoliti, og jeg tjekker det ikke 😉 )

I bogen ”Silence” findes bl.a. værket ”45’ For A Speaker”, som er dele af tekster fra tidligere foredrag sat sammen som et værk. (Det er mere end det, men lige nu er jeg interesseret i teksten, ikk’?) I dette værk siger ’fortælleren’(= Cage): ”Years ago I asked myself ”Why do I write music?” An Indian musician told me the traditional answer in India was ”To sober the mind and thus make it susceptible to divine influences.” Jeg tror langt hen ad vejen, at Cage var enig i en eller anden form af dette citat, og at det inspirerede ham. Jeg hører hans musik som meget mere broget end dette citat giver plads til. Men det er min opfattelse – både af citatet og af musikken. Og det er nok. For mig.

På næste side i bogen ”Silence” står: ”What I am calling poetry is often called content. I myself have called it form.”

Og disse to sætninger sætter et fyrværkeri af muligheder og forståelse i gang i mit hoved. Og det er mere end nok! På den gode måde.

Sonatas and Interludes

Der er 16 sonater og fire mellemspil. Tilsammen varer de som sagt mere end en time, og det er ikke altid hverken praktisk eller ønskværdigt at høre det hele på en gang. Værket bliver opført og indspillet både i større eller mindre dele og som helt sammenhængende værk.

Jeg synes, at det er detaljerne i værket, der er det spændende – og det kan være svært at holde fokus på dem, hvis man lytter hele moletjavsen på en gang.

Klangene

Musikken her er et af de mange værker Cage skrev for præpareret klaver. Der er skruer, bolte, gummidutter og diverse mellem strengene og Cage skaber et instrument med mange forskelligartede kvaliteter: Der er raslende støj, rene toner, dumpe plonk og skarpe slag – alt sammen frembragt af et instrument, der er morfet om til slagtøjsklanglegetøjsklaverorkester. Cage bruger de mange klangforskelle meget nuanceret. For virkelig at nyde forskellene i hver tones kvaliteter, skal der nærlyttes. Når jeg skruer lyttemikroskopet på på den måde, hører jeg kun op til fem minutter ad gangen, ofte mindre. Det giver en sær fornemmelse af dybde eller fylde i musikken, at Cage benytter så fine klangforskelle.

De mange verdener

Jeg hører myriader af referencer i musikken her. Der er vuggeviser, gamelan, Chopin, salmesang, hyrdemelodier og meget meget mere gemt i ”Sonatas and Interludes”. John Cage fortalte selv, at han sad ved klaveret og spillede og valgte de improviserede bidder, han syntes bedst om til værket. Som når man går på stranden og finder muslingeskaller, sagde han. Men de forskellige referencer er korte. Det er sekunder, jeg taler om her. Lyd-sekunder der smider mig ind i en Amish-trækirke og direkte videre til en balinesisk strand. Det er temmelig virtuost.

Rytmen

Det præparerede klaver er ind i mellem et rent slagtøjs-instrument, og Cage udnytter rytmiske detaljer og figurer til at komponere musik, der er dansant. Svingende eller hakkende, funky eller haltende – de rytmiske motiver er en fin og veldrejet kontrast til de klanglige detaljer.

Lyt til lidt eller meget, topkoncentreret eller til madlavningen. Det er god musik.

Wolfgang Rihm – Chiffre II, Silence to be beaten

Silence to be beaten – Stilhed, der skal tæves. En af de bedste titler nogensinde på noget som helst. Og værket lever i høj grad op til titlen; der bliver uddelt nogle ordentlige fortefortissimoer til den der stilhed. Og den svarer selvfølgelig igen … med mere stilhed. Lige når man tror, at nu har larmen fået bugt med den nævenyttige stilhed, stikker den saftsusemig hovedet frem igen. Og den får det sidste ord, for værket slutter jo. Larmen holder op.

I 1980’erne begyndte Rihms række af værker med titlen ”Chiffre” og så et nummer. (Hvilket fører til det lidt mystiske, at når man taler om disse værker, siger man: ciffer nummer 1, ciffer nummer 4, ciffer nummer 9 osv. og det er jo lidt dobbeltkonfekt, men det hedder de.) Det andet i rækken af ”Chiffre”r er det eneste med en undertitel – Silence to be beaten.

Der er mange grunde til at holde af Wolfgang Rihms musik: udtrykskraften, energien, stramheden fx.

Men ud over det falder, jeg altid på halen over de nærmest Don Quijote’ske gestusser (gesti, jeg ved det, men ODS siger jeg godt må, og gestusser lyder bedre) Wolfgang Rihm tilbyder os. Han insisterer på at udtrykke stort og kontrastfyldt. Eller inderligt og sart. Eller berusende og bjergtagende. Men altid, altid med næsten overtydelig gestus. Det er romantisk i det ekstreme. Musikken får lov at udtrykke det hele uden dumsmarte forbehold eller distanceret ironi. Det er en dyb respekt for musikken som udtryksbærer – og det kan selvfølgelig godt kamme over, så man tænker ”såså, så alvorligt er det vel heller ikke”. Men det er det jo, og når det er forbundet med en blændende virtuositet og modet til at gå lige til tærsklen af det sentimentale, ja, så bliver det grandiøst på den der Don Quixote-agtige måde. Det er lige meget om det er vindmøller man kæmper imod, for det er kampen og gestussen, der tæller. Uden denne følelsestunge gestus forsvinder alt indhold i vores omgang med hinanden og kunsten. Det er så flot og så …. ja, gammeldags. Men det er musikken sjovt nok ikke. Den virker aktuel og ægte – så arkaisk og Mitteleuropäisch som den end er.

Jeg har svært ved at forstå, at Rihm ikke er på alle koncertprogrammer i alle koncertsale hele tiden, for det er så overvældende og så sårbar musik, at det går lige i hjertet.

Hør fx. i ”Chiffre II – Silence to be beaten”, hvordan den sarteste stryger-tone får lov at ligge og ligge og ligge, mens slagtøjet prøver at tage livet af den. Det er omkring 4 minutter inde i værket.

Hør også den nærmest gotisk-middelalderfascinerede messingblæsermusik omkring otte minutter inde. Der bliver ikke sparet på noget.

Og så er der stilhederne undervejs.

Lyt til Wolfgang Rihms ”Chiffre II – Silence to be beaten” – og hør det gerne højt – det er god musik med store armbevægelser. Jeg har også lagt den på spotify-listen Nutidsmusik, som du kan abonnere på – den er her Nutidsmusik