Luigi Nono – Fragmente – Stille, an Diotima

Lad os med det samme få afklaret hvem Diotima er. Hun er damen der, ifølge Platon, ved alt om kærlighed. Her er hendes definition af kærlighed snuppet lige fra Platons Symposium: Diotima

Luigi Nono komponerede en eneste strygekvartet og han gav den titlen ”Fragmente – Stille, an Diotima”, Fragmenter – Stilhed, til Diotima. Jeg ved ikke, hvad titlen betyder som sådan, om det er fragmenter af stilhed eller fragmenter af lyd, der opstår i stilheden eller hvad. Men det er til ære for en fiktiv [eller måske ikke fiktiv, se Torben Sangilds kommentar] filosof, der kendte til kærlighed. Og alene det er smukt og sanseligt.

Og se … det er det, der er hele kernen ved Luigi Nonos musik: Sanselighed. Det har altid været mig en gåde, hvordan musik der er så æterisk, så sart, så antydet, samtidig kan rumme en sådan sanselighed. Jeg har en svaghed for gråzoner og steder, hvor man ikke helt ved, hvad der er hvad. Nonos musik bor sådan et sted. Et sted mellem brillant ånd og følsomt kærtegn. Et sted mellem noget besnærende enkelt og nært og noget komplekst og alment.

I partituret til ”Fragmente – Stille, an Diotima” står der efter sigende mere end 30 små citater fra den tyske digter Hölderlin. Citater, der ikke skal læses højt eller på anden måde formidles til publikum, men som musikeren skal sige til sig selv eller tænke over mens han/hun spiller. Jeg synes godt om tanken om, at musikerne har hemmeligheder for mig – eller rettere: at de oversætter disse citater og formidler dem i et sprog, som jeg også kan forstå. Indvier mig i citaterne via musikken. God tanke. Og en idé, der alt andet lige må præge den musikalske fortolkning, idet jeg går ud fra, at ikke alle musikere tolker Hölderlins ord ens, og altså på den måde farver musikken i en personlig retning. Stadig en god tanke.

Jeg hørte ”Fragmente – Stille, an Diotima” første gang på mit delekontor dengang jeg arbejdede i DR. Jeg havde hovedtelefoner på og vidste ikke hvad der ramte mig. Fra første klang til sidste sad jeg tryllebundet af musikken her. Da det var færdigt hentede jeg en kop kaffe, tog hovedtelefonerne på igen og lyttede til det hele en gang til. Hver gang jeg har hørt værket siden, har det fastholdt en utrolig friskhed. Jeg bliver aldrig træt af denne kvartet. Men faktisk er jeg aldrig blevet træt af noget Nono-værk nogensinde.

Musikken balancerer som sagt mellem spindelvævstynde strygerklange på kanten af en afgrund af stilhed – og så enkelte, kontrollerede udbrud op til de lidt lettere decibelluftlag. Værket her er altså ikke musik, der skal høres mens man braser, vasker, snakker i telefon eller andet. Hør efter! Når du gør det, er der til gengæld en sandsynlighed for at den ca. halve time musikken varer kommer til at flyve af sted.

Jeg ville ønske jeg kunne gøre rede for, hvad sanseligheden i Nonos musik består af, men jeg må give op. Den er til stede som kærtegn på hår, øjenlåg der lukker eller en kølig vind på huden. Eller også er den ikke.

Under alle omstændighed ligger spændingsfelterne i kvartetten i musikkens konstante udforskning af grænselandet mellem stilhed og lyd, mellem skarp kant og udflydende akvarel, mellem lyden som kommunikation og stilheden som tilstand – og omvendt: Stilheden som den mest sanselige og nærværende kommunikation. Damn … det er kompliceret det her. Som Diotimas beskrivelse af kærligheden som altings yderpunkter og alt det ind i mellem – blot ikke sort/hvid modsætning. Lyt nu bare. Det er god musik i helt exceptionel grad.

Den version jeg har valgt på Youtube er med La Salle-kvartetten, fordi det var den jeg oprindeligt lyttede til. Den findes også i en god en med Arditti-kvartetten. (På Spotify er der en med Moscow String Quartet som jeg putter på Nutidsmusikplaylisten.)

De links jeg lægger op her er – åbenlyst – i fire dele, men lyt dem i rap, det er det eneste der giver mening.

Béla Bartók – Strygekvartet nr. 4

Jeg arbejdede i min pure ungdom i en bagerforretning. Den første uges tid er det slaraffenland for sådan en som mig, der har en sød tand. Efter to uger var der kun to kager, jeg overhovedet kunne holde ud at tænke på at spise – (linser og kanelsnegle, hvis du er nysgerrig). Senere i livet skete lidt af det samme for mig med musik. Efter i mange år at have arbejdet med musik og have hørt klassisk musik adskillige timer hver eneste dag, fik jeg et arbejde uden for musikbranchen og jeg trængte på det tidspunkt gevaldigt til at få renset hovedet for lyd. I adskillige måneder kunne jeg kun holde ud at høre to ting: Led Zeppelins samlede oeuvre og Béla Bartóks seks strygekvartetter. Efter nogle måneder på denne kost var der renset ud i musikafdelingen i hjernen og så spredte lydhørheden sig igen til al mulig anden musik.

Det beskæftigede mig en del i disse måneder, hvilke kvaliteter disse to havde som gjorde, at det var lige det jeg trængte til, og jeg kom frem til to ting: sammenspil og energi. Led Zeppelin var et af de bedst sammenspillede bands i musikhistorien (ja, det er en påstand, men kom med modbeviser, hvis du er uenig!) og ingen strygekvartet kan spille Bartók uden at kunne spille gevaldigt godt sammen. Ellers falder det hele fra hinanden. Og energien er åbenlys. Både Led Zeppelin og de seks kvartetter udleder betydelige mængder musikalsk energi.

Og jeg har altid haft en svaghed for kvartetter. Der er noget menneskeligt, tilgivende, forstående og udfordrende ved strygekvartetter. Som en god samtale. Og næsten det samme kan siges om Led Zep.

Bartóks kvartetter

Bartók er en af de komponister, der virkelig bruger kvartettens muligheder. Han giver ensemblet liv og kant. Da jeg googlede lidt om kvartetterne før denne post, fandt jeg et gammelt bulletin board, hvor en bruger skrev, at han netop havde hørt alle Bartóks seks kvartetter, og at han måske ikke helt forstod, hvorfor de bliver udråbt til de bedste siden Beethovens. En anden bruger skrev: ”Because they bloody well ARE!” Hvilket jo er et utrolig dårligt argument. Men han har jo på sin vis ret. Bartók udnytter strygekvartettens udtryksmuligheder og han veksler perfekt mellem ensemblets iboende evne til at være fire individer i samtale, og samtidig være et enkelt væsen med fælles åndedræt. Han får det ypperste, det mest brutale og det fineste ud af de fire strygere. Strygekvartetten er Bartóks Batmobil.

Strygekvartet nr. 4

Bartóks Strygekvartet nr. 4 er fra 1927. Den har fem satser, og bortset fra den midterste, er der pænt smæk på dem alle. Kvartetten er mere eller mindre symmetrisk opbygget, så hvis man gider lytte den nogle gange (og hvem gør ikke det?), vil man lægge mærke til paralleller mellem 1. og 5. sats og mellem 2. og 4. sats. Midtersatsen, den 3., er spejlet eller aksen hvorom alting drejer.

Første sats er et muskelbundt. Der bliver ikke nødvendigvis spillet med musklerne hele tiden, men man er ikke i tvivl om, at satsen her kan slå hårdt. Intens, mørk og med en sitrende energi.

Anden sats er kort. Men energiudladningen i de små tre minutter er anseelig. Motiverne kommer fejende som blæst hen over pusztaen. Korte og hvirvlende, næsten maniske er de fire stemmer og når slutningen kommer er det som et pust i håret – fussshh, væk er de. Elegant, drillende og åndeløst.

Tredie sats er ikke som de andre. Den er et eksempel på det, som nogle kalder Bartóks ’nattemusik’. Han brugte vist endda selv udtrykket. Der er et link til en wikipedia-artikel om fænomenet her

Flere steder i denne sats er det ene af kvartettens instrumenter solist og de andre ligger med sære akkorder i baggrunden. Det er cellisten, der får den første solo og skaber en af værkets smukkeste og mest desperate passager.

Det er netop denne solo på baggrund af mystiske akkorder, der kaldes ’nattemusik’. Det er som mørkets mystik, tilsat helt konkrete lyde fra natten: fugle, cikader, frøer eller andre naturlyde. Det er meget tydeligt i violinens solo, der kommer lige efter celloens; det er helt klart en fugl, der skræpper skræmt i mørket.

Naturlyrik og almindelige nattelyde er dog ikke helt nok til at beskrive satsens sære tiltrækningskraft. Der er mere trylleri, elverkoglerier og nøkkespil på færde end i en almindelig nat på landet.

Fjerde sats spejler anden sats. Den er kort og der er fuld fart over feltet. Denne gang spiller de fire strygere dog udelukkende pizzicato (også de såkaldte ’Bartók-pizzicato’, hvor strengene smadrer tilbage mod gribebrættet). Når der sådan spilles med knipsede strenge, er der knap så meget sus i skørterne og blæst i håret som i andensatsen.

Men der er lige så meget elegance og vid.

I den sidste sats spejles muskelbundtet fra første sats. Nu har muskelbundtet fået gammastråling og er blevet grønt. Begyndelsen af denne sats er virkelig brutal. Det er altid svært at tro det, når man ser billeder af den fine, alvorlige, aristokratisk udseende Béla Bartók, men denne pæne mand gemmer på en brutal rocker. Ligesom den lige så nydelige polske komponist Lutoslawski (ham kan du læse om her på bloggen), ligger der hos Bartók så meget kant, brandfare og ragnarok, at det overrasker igen og igen. Og fryder igen og igen.

 

Som lille bonus-klip kommer her lidt Led Zeppelin. Det passer så godt sammen. (Skru muligvis lidt ned for højttaleren, da denne er noget mere komprimeret i optagelsen)

Brian Ferneyhough – Strygekvartet nr. 3

En af de sætninger jeg ofte har hørt, når jeg fortæller, at jeg forsøger at formidle ny kompositionsmusik er ”uha, det er så svært at forstå”. Og det er den opfattelse af ny musik jeg mere eller mindre har sat mig som livsopgave at slå ned med en lægtehammer, hvorend jeg møder den. Lægtehammeren består som regel af blide ord, så jeg ved ikke hvor effektivt det er, men sådan er det.

Den type af ny musik, som de fleste mennesker, der siger ”uha, det er så svært at forstå” tænker på, når jeg siger ny kompositionsmusik, er den slags jeg vil skrive om i denne blogpost: stinkende kompliceret kammermusik, der kompromisløst høvler derudaf.

Og så er det jo jeg påstår: Der er absolut intet at forstå i denne musik. Det eneste det handler om er at hoppe med på galejen og nyde energien. Lige så snart man begynder at tænke på flageoletter og triol-underdelte trioliseringer, ja så er hele magien jo væk. Lad for himlens skyld musikerne om den slags, det plejer de at være gode til.

Så kan vi andre sidde med hængende kæber og tænke ”åårrhhh hvad, det rocker det her!”

Strygekvartet nr. 3

Jeg faldt i gryden med strygekvartetter som barn, så denne blog vil nok have en urealistisk overvægt af strygekvartetter, når den en gang bliver besætnings-analyseret. Her kommer en af de (mange) gode.

I virkeligheden kunne jeg have valgt en hvilken som helst af Ferneyhoughs strygekvartetter. For de er alle ret gode. Men den tredie indeholder i nærmest nedkogt form det, jeg synes er noget af det fine ved Ferneyhoughs musik: Energi og kontrast.

Den er i to satser og jeg har læst et sted, at de to satser er nærmest diametrale modsætninger. Det synes jeg ikke de er, for det hyperaktive, energiske udtryk er gældende i dem begge – men kontrasterne som musikken er så rig på kommer til udtryk på forskellige måder.

Første sats er smækfuld af forskelle i dynamik. Det går fra det hviskende, puslende, vuggevise stille til det brølende, malstrøms-kraftige igen og igen. I noderne, som så fint er med i det youtube-klip jeg har valgt, kan man se at det går fra ppp (helt utroligt svagt) til fff (meget meget kraftigt) fra den ene tone til den anden. Nogle gange foregår dynamikskiftende med et crescendo, hvor lyden vokser sig kraftigere, og andre gang kommer de kraftige akkorder med et hug – eller de forsvinder som i et sort hul af minus-lyd. Andre gange kommer effekten simpelthen ved at Ferneyhough instrumenterer dynamikken, så det kun er et instrument der spiller – svagt – eller alle fire instrumenter – kraftigt. Det er en fantastisk måde at få mine ører på stilke. Nøj, hvor jeg hører efter når Ferneyhoughs musik først er i gang.

Og så en gang imellem kigger løsrevne, romantiske melodismåbidder forbi midt i al det hysteriske. Det er så smukt.

Der er en side af Ferneyhoughs musik, der altid bliver talt om: kompleksiteten. Han har endda fået tilnavnet ”den Nye Kompleksitets Far”. Den Nye Kompleksitet er i dette tilfælde en betegnelse, der dækker en række komponister, der i 1970’erne skrev rasende kompleks musik, der ikke nødvendigvis byggede på 1950’ernes serialisme med Pierre Boulez og Karlheinz Stockhausen, som så jo blev den Gamle Kompleksitet (nej … det er der faktisk aldrig nogle, der har kaldt den, og jeg vil også lige sige, at selvom Ferneyhoughs musik ikke som sådan er seriel, så ville den næppe have lydt som den gør uden en vis indflydelse fra de Gamle Komplekse herrer. Men det er en længere historie).

Kompleksitet er vel ikke som sådan en kvalitet, tænker man straks, men jo, i visse tilfælde er det.

Et af de punkter, hvor kompleksitet kan bidrage med et ekstra lag af musikalsk dybde er i forhold til de stakkels musikere. I den seneste blogpost på Nutidsmusik-bloggen skrev jeg om Ravels ”Gaspard de la Nuit”, hvor den sidste sats ”Scarbo” er ganske overordentligt kompliceret at spille for pianisten, og Ravel havde sat sig til skrivebordet med det formål at skrive en sats, der var helt afsindig svær at spille. Ferneyhough fortalte mig en gang, da jeg interviewede ham i Darmstadt, at han næsten blev lidt skuffet, første gang han hørte Arditti Kvartetten spille en af hans kvartetter, for de kunne faktisk spille det der stod. (Sagt med en smule britisk krukkeri). Pointen er, at Ferneyhough presser sine musikere til at foretage et valg. Det kan i mange tilfælde ikke lade sig gøre at spille musikken præcis som den står, så musikeren er tvunget til at tage stilling til, hvordan han eller hun vil løse det problem. Enhver opførelse vil så være forskellig og enhver musiker vil få sit eget forhold til de absurd svære partiturer. Musikerne i Arditti Kvartetten forsvarer Ferneyhough og siger, at han ikke ville få det udtryk i musikken han søger efter, hvis han ikke skrev musikken præcis som han gør. Jeg tror på dem.

I den anden sats af  Ferneyhoughs Strygekvartet nr. 3 er der i begyndelsen og slutningen solopassager for hhv 2. violinisten og bratschisten, og der kommer den sindssyge virtuositet og kompleksitet til at stå krystalklart. Nyd det!. Der er også en sørgmodig og meget lang melodi i cello og bratsch, som danner en sært trist jordbund for violinernes hektiske energi i de første minutter.

 

Og se nu her! Ekstra-godter på youtube. Her er en halv times udsendelse med Ferneyhough og Arditti om at indstudere den 6. strygekvartet.

Det er en meget fin udsendelse, som også skitserer ensemblets forhold til komponisten så fint.

Nyd blikket ind i værkstederne.