Anton Webern – Fünf Stücke für Orchester, op. 10

Komponisten Anton Webern havde en enorm indflydelse på efterkrigstidens musik, på udviklingen af serialismen og på hele måden at tænke musik. Hans værker og tanker var en inspiration for flere generationers komponister og er det vel stadig den dag i dag. Det oplevede han ikke selv, for han blev skudt af en amerikansk soldat efter 2. Verdenskrig. En underlig dramatisk afslutning på et liv, der mest var koncentreret om stille arbejde med kompositioner uden for offentlighedens søgelys.

Anton Webern er en delikat bro, der forbinder nutidens eksperimenterende komponerede musik med Brahms og alle de andre Mellemeuropæiske komponistkoryfæer. Med traditionen. Hverken han eller hans lærer Arnold Schönberg havde nogen intention om at bryde med traditionen, da de udviklede tolv-toneteknikker og begyndende serialisme. Faktisk tværtimod: de udtalte en trang til bære traditionen videre.

Jeg kan såmænd ganske godt forstå, at publikum dengang i 1910’erne og ’20’erne tænkte ”Det der?!? Tradition? Pffhh, jeg tror da lige jeg lytter til noget mere Richard Strauss, der!” For helt ærligt, så er der meget langt fra noget som helst anden musik og til Anton Weberns indkogte, rum-mads-koncentrerede værker.

Det er ikke så ofte jeg har hørt Anton Webern spillet live (ka’ I så komme i gang derude!), men hver eneste gang – også ved de lidt længere værker – har jeg tænkt ”Spil den lige igen!”. Der er så meget at komme efter og så lidt tid at komme efter det i.

Fem orkesterstykker

Jeg har valgt Anton Weberns fem orkesterstykker op. 10 som lytteværket i denne første blogpost om musik af Webern. (Der kommer flere senere).

De fem orkesterstykker er ikke hverken atonale, tolv-toneværker eller serielle. De er komponerede i 1911-13 og de blev uropført i 1924. (Jeg har også læst at de blev uropført i 1926, men pointen er, at de blev uropført adskillige år efter de blev skrevet).

Det er på alle måder fin og charmerende musik. Instrumenter som koklokker, mandolin og celeste præger klangbilledet i en sær og farverig retning. Slagtøjet spiller en rolle fuldstændig på lige fod med resten af instrumenterne (Er der nogen af læserne, der kan komme i tanke om andre værker fra perioden, hvor slagtøjet er lige så emanciperet – på sin egen stille facon?).

De små melodi-stumper går fra instrument til instrument, nogle gange blot en tone ad gangen. De samme toner bliver spillet af forskellige instrumenter/med forskellig klang forskellige steder i samme sats og på den måde skabes en sær klangforandring i løbet af de enkelte stykker. Webern benytter sig af det, hans lærer Schönberg beskrev som Klangfarvemelodi, hvor instrumenternes klang er med til at give melodien karakter. Melodien ville ikke være den samme melodi, hvis ikke netop denne tone blev spillet af netop dette instrument. Og der er altså ikke én melodi hos et instrument, men en melodi spredt ud over flere, heriblandt slagtøjet. (Google endelig Klangfarve-melodi/Klangfarbenmelodie, for der er en hel del mere i begrebet, end det jeg lige beskriver her!)

Musikken er tilsammen omkring fem minutter lang, og det fjerde af stykkerne er kun på seks takter. Det er virkelig miniaturer, der er tale om her, og jeg vil opfordre til, at man hører de fem stykker mange gange. Det er perler på snor, dråber af indkogt fond, magiske små lydpiller. Jeg bliver altid helt glad, når jeg hører den her musik, for det er en sær alvorlig leg med lyde og klange, som man ikke rigtig kan få nok af.

Youtube-linket er en live-optagelse med Bruno Maderna som dirigent. (Billedsiden er jævnt irriterende).

På spotifyplaylisten Nutidsmusik (som du kan abonnere på), har jeg lagt en indspilning med tyske Michael Gielen som dirigent. Den er nok min favoritindspilning (men jeg er heller ikke kommet mig over, at jeg interviewede Gielen to gange i 1990’erne). Hvis du leder selv på Spotify, vil du også kunne finde en indspilning med Pierre Boulez som er rekordhurtig (næsten helt nede på 4 minutter), hvilket er sjovt at høre, men ikke bidrager noget fornuftigt til musikken, hvis du spørger mig.