Charles Ives – Klaversonate nr. 2 – ‘Concord, Mass. 1840-1860’

Concordsonaten

Jeg holder meget af historien om Charles Ives: baseballer, footballer, organist, komponist, forsikringsagent mm. Læs historien her eller hør en anden af amerikansk musiks store navne, Leonard Bernstein, fortælle om ham her før en koncert med Ives’ 2. Symfoni (hvor det tyske publikum er ret uimodtagelige over for Bernsteins charme. Der er dødsstille i salen, mens han underholder 🙂 )

Jeg er altid lidt bange for, at man/jeg kommer til at holde af Charles Ives’ musik, fordi han selv var spøjs, anderledes og underholdende. Det er altså ikke holdbart at holde af musik, fordi komponisten er sympatisk eller har et sympatisk projekt. Og jeg har nogle gange haft på fornemmelsen at Ives hører til i denne kategori. Men så er der lige de der værker … fra en enkelt sang til den gigantiske 4. Symfoni, har han faktisk skrevet værker, hvor jeg alligevel må indrømme, at originaliteten simpelthen er så slående og viljen til udtryk er så enorm, og at den verden han hørte så interessant, at det alligevel er mere end OK at synes godt om hans musik. Der er andre værker, der – efter min ydmyge mening – giver umådelig lidt mening, men pyt med dem.

Et af de værker, der for mig er blevet en ’acquired taste,’ og som jeg er kommet til at holde meget af, er den stor Klaversonate nr. 2 ’Concord, Mass. 1840-1860’. Hver sats er tilegnet/inspireret af en af de amerikanske transcendentalister, der holdt til i netop Concord i Massachusetts – læs mere om denne lidt sære, og meget amerikanske bevægelse her

Et af de steder, hvor transcendentalisterne og Ives passer godt sammen, er i forholdet til autoriteter udefra. Der er ikke nogen intellektuelle Harvard/Yale/Europæisk Universitets-studerede røvere, der skal komme og fortælle en god amerikaner, hvordan han skal leve sit liv. Individet har ansvaret for sig selv, og har også retten til at bestemme over sit privatliv. Kun på den måde kan et fællesskab bygges op. Denne mangel på autoritets-tillid eller tro havde Ives også i sin musik. Lige meget hvor meget teori hans lærer Horatio Parker hældte på den unge Ives, så må man sige, at det alt sammen blev underordnet hans utroligt frodige ører, han ukuelige musikalske fantasi og skabertrang. Nogle gange synes jeg måske godt, at Ives kunne have hørt lidt bedre efter i timen. Andre gange er jeg dybt taknemmelig for, at han ikke gjorde det.

For mig var nøglen til at holde af dette værk at lytte til det som fire individuelle klaverværker, frem for at snuppe hele den firsatsede sonate i et hug. Det kan nemlig godt blive lidt meget. Men hver sats er virkelig en guldgrube af den der særlige Ives’ke fandenivoldskhed og naivitet på samme tid. (Faktisk besluttede jeg mig for at kaste mig over Ives i denne blogpost, fordi den naivitet, jeg hører i noget af Lachenmanns musik (se forgående blogpost) mindede mig om at høre Ives. Ellers er der ikke nogle paralleller mellem de to komponister. Overhovedet.)

Hver sats er også fyldt til bristepunktet af forskellige udtryk, så det er ikke sådan, at den ene er hurtig og den anden langsom. De er lidt af hvert hele tiden.

Heldigvis findes der en god indspilning af Concord-sonaten på Youtube, hvor den er splittet op i de fire satser. Snup en ad gangen.

Første sats: Emerson

Ralph Waldo Emerson var en amerikansk digter, essayist, filosof mm., og det var ham, der fik sat gang i den transcendentale bevægelse. Musikken i den første sats er voldsom. Det er som en kedel, der koger over. Der er selvfølgelig blidere kontraster undervejs. Virkeligt smukke passager, men i denne sats er der mere alvor, mere desperation end i de andre satser. Der buldres virkelig løs flere steder, der er clusterakkorder og larm undervejs. Og så er der de uundgåelige Beethoven-henvisninger (fx rytmen fra første sats af Beethovens 5. Symfoni optræder mange steder i denne sonate).

Det er meget sjovt at følge med i noderne i denne Youtube-udgave. Ikke så meget for at se noderne, men for at læse Ives’ instruktioner til pianisten.

Anden sats: Hawthorne

Forfatteren til ’The Scarlet Letter’, og i det hele taget en kendt amerikansk forfatter og politiker har lagt navn til denne sats. Her sætter Ives fut under kedlerne igen, men denne gang med en del mere lys og ballade. Der er salmesang, marching-bands, rullende klaverkaskader og gode melodier. Dette er satsen man bliver i godt humør af – og igen: også i denne sats er der kontraster, så det er ikke lutter plat og lagkage.

Tredie sats: The Alcotts

Bronson Alcott havde mange ideer, ligesom de øvrige transcendentalister, der først senere kom på dagsordnen i resten af samfundet (kvinders rettigheder, sortes rettigheder, vegansk diæt mm.) Satsen her er ikke kun tilegnet Bronson Alcott, men hele familien Alcott. Den kendteste af dem er datteren Louisa May Alcott, der skrev den moralsk opbyggelige tåreperser ’Little Women’.

Denne sats er den mest umiddelbart smukke. Der er adskillige citater, stil-henvisninger (Hej til Beethoven igen bl.a.) og der er en blidhed her, som ikke findes i lige så høj grad i de andre satser. Men midt i al det blide er det som om Beethoven-citatet (femte symfonis Skæbnetema) midtvejs, skaber en vis form for panik eller aggression i familieidyllen.

Fjerde sats: Thoreau

Henry David Thoreau er nok den transcendentalist, der er mest kendt i Europa. Hans forsøg med at leve alene i naturen, som han beskrev dem i bogen ’Walden’ og han essay om borgerlig ulydighed, ’Civil Disobedience’, er begge kendte værker, der har haft indflydelse på tænkere og kunstnere i det 19. og 20. århundrede (Og begge er eminent læsværdige! Også selvom man ikke er enig i konklusionerne, synes blogskribenten.)

Denne sats er langt den mest interessante synes jeg. Den er mørk i tonen ligesom førstesatsen, men den har noget inderligt poetisk over sig. Mørket og poesien giver satsen her en helt anden smag end de tre forrige. Derudover kommer så den stille fløjte, der optræder hen mod slutningen af satsen. Thoreau var vistnok selv fløjtespiller og fløjten passer så fint ind i stemningen. Jeg har altid ønsket at pianisten bare selv kunne fløjte den stemme, men det ville nok være rigeligt krævende. Og så ville man måske også gå glip af den overjordiske karakter som fløjten bidrager med.

Sonaten slutter så blidt og stille som forestilles kan.De store udladninger fra begyndelsen er helt væk og tilbage er vemod, skønhed, ensomhed og mildhed.

All’s well that ends well.

Ives skrev så vidt jeg ved en hel artikel om sin ’Concord Sonate,’ – ’Essays Before a Sonata.’ Jeg har ikke læst den.

John Cage – Sonatas and Interludes

Dagens blogpost er med musik af John Cage, bl.a. for at fejre, at jeg lige har købt John Cages ”Silence” fra 1961, som er en samling af hans sære foredrag og artikler.

IMG_1805

Ovenstående billede er første opslag i bogen, og man bliver jo helt glad, når man ser sådan en side. Væk er alle ”Til min elskede mor/far/søn/datter/kone/mand, som led så meget under mit arbejde med denne bog og som har støttet mig hele mit liv og uden hvem blablabla”.

To Whom It May Concern

Tak for det.

Jeg vender tilbage til selve musikken i ”Sonatas and Interludes” senere, men jeg vil benytte lejligheden til at lave en omvej om emnet: ’Hvad vil komponisten med sin musik og rager det overhovedet mig?’

Omvej om intentioner og lytteoplevelser

Der ligger sikkert megen forskellig inspiration bag et værk som ”Sonatas and Interludes”, der varer mere end en time. Men det, som John Cage selv fokuserer på, er inspirationen fra indisk filosofi og de otte-ni forskellige typer af stemninger eller humør, der beskrives i en hinduistisk æstetik, der hedder Rasa. Der er nogle lyse og nogle mørke, (sort/hvid, tangenter) og den niende af dem er: ro. Læs mere om Rasa her hvis du har lyst.

John Cage var en begavet mand (tror jeg, jeg kendte ham jo ikke), og han brugte det faktum, at han ikke selv var inder eller hindu, til at skabe mod- eller med-billeder i musikken. Han spiller på, at han er en del af en kultur og inspirationen kommer fra en anden. Musikken i ”Sonatas and Interludes” er en uhellig blanding af øst, vest, nord og syd, af lydbidder fra hele verden.

Spørgsmålet er, om John Cages interesse for hindu-æstetik eller fx zen-buddhisme har noget med mig at gøre, når jeg sidder og lytter til musikken i 2013.

Jeg har været inde på problematikken her på bloggen før, i posten om Thomas Adés’  “Asyla”, hvor jeg ikke kan finde det rave-party, han selv beskriver. Jeg tror min konklusion er, at komponistens inspiration ikke rager mig og min musikalske oplevelse det fjerneste. Min oplevelse kan ligge uendelig langt fra de intentioner, der har inspireret musikken og som har bestemt værkets udformning. Et andet eksempel er den estiske komponist Arvo Pärts tanker om, at han musik udelukkende er skrevet som en samtale med Gud. Musikken fra Pärts hånd er hans – og vel potentielt lytterens – samtale med det guddommelige. Men er en sådan kommunikation ikke en privatsag? Vil jeg som lytter få noget ud af Pärts guddommelig konversation? Og hvorfor vil han blande mig ind i den?

Jeg går lidt i baglås, når så håndfaste inspirationer/intentioner med musikken bliver præsenteret. Jeg har ikke nogen gud at konversere med, men jeg vil fastholde min ret til at synes om en hel del af Pärts musik.

Min konklusion er altså, at den type inspirationer ikke rager mig en høstblomst. For hvis det virkelig er en privatsag mellem Pärt og hans gud, mellem John Cage og hans indre udvikling, mellem post-Webern-serialisterne og deres faderbilleder, hvorfor så gøre musikken offentlig tilgængelig. I det øjeblik en kunstner frigiver et værk – eller noget der ligner – til offentlighedens beskuelse, så åbner kunstneren for en sand syndflod af fortolkninger, tolkninger, analyser og opfattelser. Jeg er ikke kunstner, men jeg kan ikke forestille mig andet, end at det kan være en både livgivende og meget smertefuld proces.

Som lytter må jeg insistere på min egen oplevelse. Jeg må insistere på, at det, jeg hører, er min musik. På at den måde, jeg bliver grebet på, er en hel legitim måde at blive grebet på, at tage musikken ind på. De intentioner og inspirationer, der ligger til grund for værket, kan aldrig blive mine i en 1:1 oplevelse. Og det skal de heller ikke. Jeg kender ingen komponister … lad mig tage det tilbage; Jeg kender ikke ret mange komponister, der vil insistere på, at deres egen oplevelse, skal blive min. Det er da også en højst aparte måde at tænke på. Jeg kender mange, der med fuldt overlæg IKKE nævner deres inspirationer, i den tro, at de så slipper for (fejl)-fortolkninger.

Jeg gentager lige: Jeg vil som lytter insistere på min egen oplevelse. Men det betyder ikke, at jeg på den måde har lov at læne mig tilbage og være doven. Jeg skylder værkerne at være en aktiv lytter. At lytte til værkerne flere gange, hvis jeg har mulighed for det. At opsøge musikken til koncerter. At koncentrere mig, når jeg lytter. Og hvis jeg bliver nysgerrig (og det gør jeg næsten altid), så at opsøge tekster, samtaler og aspekter om og af musikken. Det vil ofte berige min oplevelse. Det må bare ikke komme i vejen for – eller ligefrem stille sig i stedet for – min oplevelse af det, jeg hørte til at begynde med.

Så mit forslag er, at selvom jeg ofte linker til artikler om musikken eller aspekter af den her på bloggen – så hør musikken først. Og se som om den pirrer nok til, at du vil vide mere. (Men jeg er ikke noget musikpoliti, og jeg tjekker det ikke 😉 )

I bogen ”Silence” findes bl.a. værket ”45’ For A Speaker”, som er dele af tekster fra tidligere foredrag sat sammen som et værk. (Det er mere end det, men lige nu er jeg interesseret i teksten, ikk’?) I dette værk siger ’fortælleren’(= Cage): ”Years ago I asked myself ”Why do I write music?” An Indian musician told me the traditional answer in India was ”To sober the mind and thus make it susceptible to divine influences.” Jeg tror langt hen ad vejen, at Cage var enig i en eller anden form af dette citat, og at det inspirerede ham. Jeg hører hans musik som meget mere broget end dette citat giver plads til. Men det er min opfattelse – både af citatet og af musikken. Og det er nok. For mig.

På næste side i bogen ”Silence” står: ”What I am calling poetry is often called content. I myself have called it form.”

Og disse to sætninger sætter et fyrværkeri af muligheder og forståelse i gang i mit hoved. Og det er mere end nok! På den gode måde.

Sonatas and Interludes

Der er 16 sonater og fire mellemspil. Tilsammen varer de som sagt mere end en time, og det er ikke altid hverken praktisk eller ønskværdigt at høre det hele på en gang. Værket bliver opført og indspillet både i større eller mindre dele og som helt sammenhængende værk.

Jeg synes, at det er detaljerne i værket, der er det spændende – og det kan være svært at holde fokus på dem, hvis man lytter hele moletjavsen på en gang.

Klangene

Musikken her er et af de mange værker Cage skrev for præpareret klaver. Der er skruer, bolte, gummidutter og diverse mellem strengene og Cage skaber et instrument med mange forskelligartede kvaliteter: Der er raslende støj, rene toner, dumpe plonk og skarpe slag – alt sammen frembragt af et instrument, der er morfet om til slagtøjsklanglegetøjsklaverorkester. Cage bruger de mange klangforskelle meget nuanceret. For virkelig at nyde forskellene i hver tones kvaliteter, skal der nærlyttes. Når jeg skruer lyttemikroskopet på på den måde, hører jeg kun op til fem minutter ad gangen, ofte mindre. Det giver en sær fornemmelse af dybde eller fylde i musikken, at Cage benytter så fine klangforskelle.

De mange verdener

Jeg hører myriader af referencer i musikken her. Der er vuggeviser, gamelan, Chopin, salmesang, hyrdemelodier og meget meget mere gemt i ”Sonatas and Interludes”. John Cage fortalte selv, at han sad ved klaveret og spillede og valgte de improviserede bidder, han syntes bedst om til værket. Som når man går på stranden og finder muslingeskaller, sagde han. Men de forskellige referencer er korte. Det er sekunder, jeg taler om her. Lyd-sekunder der smider mig ind i en Amish-trækirke og direkte videre til en balinesisk strand. Det er temmelig virtuost.

Rytmen

Det præparerede klaver er ind i mellem et rent slagtøjs-instrument, og Cage udnytter rytmiske detaljer og figurer til at komponere musik, der er dansant. Svingende eller hakkende, funky eller haltende – de rytmiske motiver er en fin og veldrejet kontrast til de klanglige detaljer.

Lyt til lidt eller meget, topkoncentreret eller til madlavningen. Det er god musik.

Maurice Ravel – Gaspard de la nuit

Nattens vogter. Sådan kan man oversætte titlen på de tre klaverstykker Maurice Ravel komponerede i 1908. De tre stykker bygger på tre digte af Aloysius Bertrand. Jeg linker lige til den engelske wikipediaartikel, som har alle tre digte med oversættelser til engelsk  her

Aloysius Bertrands digte udkom i 1840’erne i en romantisk tid, der blandt meget andet svælgede i fascinationen af mørket, uhyggen, det groteske, det underjordiske og overnaturlige. Gotisk uhygge var moderne. Således også disse digte. Men den fascination forsvandt jo ikke sådan lige da romantikken blev umoderne, og digtene inspirerede Ravel mere end 60 år efter de blev udgivet.

De tre stykker er enheder hver for sig, og det sker, at de bliver spillet enkeltvis til koncerter. Men når de tre stykker sidder sammen, former de en helt klassisk klaversonate med en hurtig førstesats, en langsom midtersats og hurtig sidste-sats.

Der er et sært stemningssammenfald mellem de tre ellers meget forskellige stykker; de er alle tre mørke eller ubehageligt urolige. Der er ikke meget solstråle og fred i disse stykker – i hvert fald ikke under overfladen. De er inspireret af uhyggelige digte og de giver ikke slip på det afgrundsdybe mørke og blikket ind i helvedes dyb. Heller ikke når det umiddelbart lyder som solstråler på vand. Ravel er mange steder citeret for, at han, da han begyndte på ”Gaspard de la nuit”, havde sat sig for at komponere et værk, der var sværere at spille en ”Islamey” af Balakirev. Det lyder umiddelbart ikke som en ambition, der kaster stor kunst af sig, snarere et løfte om tom virtuositet. Men Ravel er jo Ravel og ikke en komponist, der generelt begiver sig af med tomme falbelader. Så jo, det lykkedes ham at skrive et værk, der er hysterisk svært at spille – især det sidste stykke – og samtidig  fascinerende mørkt og smukt. Jeg skal prøve at lade være med at oversælge ”Gaspard de la Nuit”, men jeg vil ikke lægge skjul på, at denne musik hører til i min top fem af al klavermusik. Musik, der er gnistrende virtuos og foruroligende mørk på samme tid, er noget af en bedrift efter min mening. Og så er Ravel jo ikke ene om at ville presse musikere til deres yderste i søgen efter et ekstra udtrykslag, Luciano Berio og Brian Ferneyhough har fx. været ude i samme ærinde.

Jeg har valgt et youtube-klip med den pianist, der efter min mening spiller Ravel (og Debussy) allerbedst: Jean Yves Thibaudet. Det fede er, at der er en venlig sjæl, der har lagt hans indspilning af ”Gaspard de la nuit” på youtube sammen med noderne, så man kan følge med i dem, hvis man har lyst. Normalt er jeg ret fokuseret på at det er ørerne, der skal opleve musik og ikke øjnene, men i dette tilfælde giver det mening at noderne er med, fordi man bare skal tabe kæben over mængden af dem undervejs. Så vidt jeg kan se får Thibaudet langt de fleste af noderne med, i modsætning til andre illustre pianister, der også kan findes på youtube. Jeg har lagt samme indspilning ind på playlisten Nutidsmusik på Spotify, som kan ses her Nutidsmusik

Nyd det – det er god musik!

Ondine

Ondine er en vandnymfe og som så mange af sine søstre og brødre – fra Nøkken over Lorelei og til de græske Sirener – har hun kombinationen af guddommelig musikalitet og  djævelsk besiddertrang. Uimodståelig sang og død i bølgerne er et gennemgående tema i europæiske eventyr og Ondine lader ingen noget efter. Ravel lader bølgerne risle, skvulpe og brage gennem hele stykket, og i begyndelsen høres både bølgerne og Ondines klare, besnærende sang. Som altid med disse vandnymfer bliver det hele dog snart lidt mudret i det. Bølgerne og nymfens sang filtrer sig ind i hinanden og igen og igen blandes de to, så man helt mister orienteringen og bliver trukket længere og længere ned mod dybet. Bølgen er Ondine og Ondine er bølgen. Den ene eksisterer ikke uden den anden og omvendt begge veje. Ingen dødelig overlever mødet med Ondines forførende stemme – med bølgernes lokkende sang.

Le Gibet

I det andet stykke, med titlen ”Galgen”, viser den gotiske romantik sig i fuldt flor – set gennem Ravels blide, klare, kølige blik.

Der hænger en død i galgen og svajer rytmisk i vinden. Kirkeklokken ringer hele tiden. Ørkenen er tør og ubarmhjertig. Der er fluer og biller i det klistrede blod på den dødes hovede. En edderkop spinder den hængte et halstørklæde og dækker den brækkede nakke. Kontrasten til Ondines bølgeskvulp er overvældende. Tørken, døden, stanken, insekterne, der arbejder ufortrødent … eeewwwwww. Og musikken? Den er så smuk, at det gør helt ondt. Smuk, ligeglad og uendeligt skræmmende og trist på samme tid.

Scarbo

Og så til sidst kommer det virtuose mesterværk. Scarbo er et dumt lille nisse-agtigt uhyre, med flere djævelske træk end en gennemsnitlig dansk gårdnisse. Han kommer om natten og forstyrrer og driver enhver sovende stakkel til vanvid. Laver rod og ballade, springer og hopper, raser og driller, hvirvler og slår.

Det gør Ravels musik også – og ved første gennemlytning er det nærmest alt, hvad der sker: En rumlen i mørket … og pludselig braser Scarbo ind i soveværelset og går i gang med at hærge søvn og indbo.

Men det vigtigste er ikke, det han gør; det er det, han ikke gør. Lyt til pauserne. Midt i tonemylderet forsvinder Scarbo igen og igen – og dukker op et andet sted. Uforudsigelig og vild får han hele tiden vendt sig fra det ene tema til det andet. Vupti er han her og lyder sådan, vupti er han der og lyder sådanher, svips er han væk og lyder som noget helt tredje. Han går i hak, vender tilbage til stumper fra gamle narrestreger, tæver den samme akkord og klasker den sammen med en ny. Og forsvinder. For blot at tæve dig i nakken med din yndlingsvase sekundet efter. Og igen er der denne mørke undertone midt i al balladen. En undertone, der kommer op til overfladen også i satsen Scarbo. Som for at understrege, at væsnet Scarbo ikke er uskyldigt, men udspekuleret og farligt.