Maurice Ravel: Sonate for violin og cello

Ravel er en af mine yndlingskomponister. Ja, jeg har en del (selvfølgelig!), men Ravel er meget højt oppe på listen. Som i: i top tre. Det er ikke, og kommer aldrig til at være, på grund af hans orkesterhits Bolero og La Valse (selvom de har hver deres charme), men i høj grad på grund af klavermusikken, kammermusikken og Daphnis og Chloë.Jeg har allerede gennemgået den fortryllende og skræmmende Gaspard de la Nuit for klaver her på bloggen, og denne gang kaster jeg mig over hans Sonate for violin og cello.

Baggrund

Sonaten er komponeret i årene 1920-22, den er i fire satser og den er tilegnet Claude Debussy. Første sats blev komponeret til et mindehæfte tilegnet Debussy, hvor en lang række franske komponister blev bedt om at bidrage. Debussy var død i 1918. Ravel var kommet hjem fra tjeneste som chauffør i Første Verdenskrig, hans elskede mor var død i 1917, han havde mange venner blandt de faldne i krigen og han havde selv været meget syg. Ikke på nogen måde en nem tid.

Efter færdiggørelsen af den første sats gik arbejdet meget langsomt fremad, og det tog to år før sonaten var færdig. Ravel beskrev selv værket som et vendepunkt i sin musikalske udvikling. Læs en fyldig programnote om Sonate for violin og cello af Ravel, samt andre værker for besætningen her .

Der er ikke umiddelbart musikalske hilsner til Debussy i værket her, men et løft med hatten til ungarske kolleger som Bartók og Kodály er ret tydeligt. Det, der gør værket til noget særligt i Ravels musikalske udvikling, og nok grunden til, at han kalder værket et vendepunkt, er, at han skræller alt væk undtagen melodi. Der er ingen lækre harmonier, der er ingen fransk “parfume.” Der er kun kontrapunkt, melodier og rytme. Det er som om han prøver samme øvelse som György Ligeti gør 40 år senere med Atmosphère: at skrælle musikalske parametre væk, for at se, hvad han kan finde ud af, med det materiale der så er tilbage. Forsøget er selvsagt ikke så radikalt som Ligetis, men øvelsen med at sætte skrappe krav og begrænsninger i processen for at nå frem til et nyt kompositorisk sprog er den samme. Værket der kommer ud af det er på en gang fuld af overskud og underligt vrissende i sit tonesprog. Som lytter under man sig selv at huske denne lidt karske og vrisne Ravel, når man hører hans andre værker; for denne karakter stikker sit hoved frem i mange af de værker, der ellers “bare” er smukke.

Musikken

Den første sats hedder Allegro og er flydende og de to instrumenter kastes straks ud i det, der bliver en næsten uendelig melodisk jagt på hinanden gennem hele værket. Ravel lader melodistumper dukke op gennem hele værket, som om de ikke hører til noget sted, men lever deres eget rastløse liv. Denne motiv- og melodi-genbrug er med til at få værket til at hænge sammen for lytteren, men det giver også en sær fornemmelse af, at man render rundt i en labyrint og hele tiden krydser stier man allerede har krydset eller bevæget sig ad før. Det gør sig især gældende i første og sidste sats.

Anden sats hedder Très vif (meget hurtig), og er halsbrækkende med knipsede strenge og svirrende motiver, der som irriterende og ubehagelige insekter svirrer rundt om ens hoved. Lige før slutningen af satsen er der et kort øjebliks ro, før det pludselig høvler løs igen med en omgang ungarsk-inspirerede danserytmer og et opadgående glissando. Duuiiiinnggg! og så er satsen forbi.

Tredje sats er den langsomme Lent, der som i førstesatsen begynder med en melodi i hvert instrument. Men denne melodi er noget af det mest rendyrket triste Ravel nogensinde har skrevet. Ensomhed, smerte og ubehag klistrer til melodien ligegyldig om den stræber opad, hvisker i piano eller træder forsigtigt gennem mørket. Jeg har svært ved at forestille mig mere forladt og eksistentielt fortabt musik end denne sats. Denne følelse fremmaner Ravel ikke ved at lade melodierne gå i stå. Tværtimod skrider og falder de fremad gennem mørket uden mulighed for barmhjertig fred. Det er mindernes, smertens og tårernes musik. Og en djævelsk smuk og melodisk sammenvævning af stemmer.

Fjerde sats – vif, avec entrain – er vrængende, langefingeren i vejret, sjov og trodsig musik. Alt andet end elegant hopper og danser instrumenterne afsted som to fjollede smådjævle. Det er tæt på, at man føler sig forrådt af komponisten, når han nu lige i tredje sats har blotlagt vores musikalske sjæl for al den ensomhed og smerte og så ender han med at sende sådan et par småpruttende djævle i manegen bagefter. Men jeg lader mig altid charmere af dem og deres noget studentikose humor til sidst.

Jeg linker her til en udgave fra Youtube, hvor man kan følge med i noderne. Men lige til dette værk er der meget stor forskel på de forskellige indspilningers musikalske udtryk, så jeg lægger en anden indspilning på Spotifylisten

 

 

Edgar Varese – “Intégrales” og “Density 21.5”

Edgar Varese får altid titlen ”pioner” klistret på sig. Og det er fordi, det passer. Han var virkelig en pioner og en uforknyt forkæmper for lydenes frigørelse og udvidelsen af musikkens territorium. Han fik virkelig som en bedre amerikansk western-”pioneer” rykket grænserne ganske betragteligt udad, og musikken derefter forandrede sig for altid.

Her er link til wiki-artiklen om mandens forbløffende liv. En af de mest smittende artikler om Varese kommer fra Frank Zappas hånd. Læs den her – den er ikke lang, men hvis den ikke giver dig lyst til at høre musik af Varese, er der ikke meget der vil.

Jeg har valgt to værker af Varese; det voldsomt insisterende ”Integrégrales” fra 1925 og det både smukke og sære ”Density 21.5” fra 1936. Som altid i disse blogposts er de udvalgte værker en opfordring til at fortsætte med at høre mere af komponisten. I Vareses tilfælde fører musikken ’to infinity and beyond’.

Intégrales

Varese dyrkede en idé om at lade blokke af klange eller figurer optræde uformidlede ved siden af hinanden. Det er tydeligt i ”Intégrales”. Der lander en slagtøjsfigur ved siden af et blæserbrøl – og senere dukker samme slagtøjsfigur op i en helt anden sammenhæng, og lyder derfor markant både af sig selv – og som noget helt andet. Varese formår at give de enkelte figurer en stærk identitet, og samtidig er figurerne så blanke, at de spejler sig i omgivelserne – uden selv at ændre karakter. ”Intégrales” er komponeret for blæsere og slagtøj, og Varese får undervejs begge dele til at lyde som fremmede instrumenter, der intet har at gøre med det, de plejer at være: instrumenter i et symfoniorkester. Som kontrast til denne fremmedhed lander så figurer fra dansemusik, militærmusik og andet skrab-sammen fra musikkens rodebunker. Og puff er de væk igen.

Jeg synes ”Intégrales” på mange måder er Ravels ”Bolero” på syre. Det har den samme insisterende karakter og lyder undervejs som Ravels værk – forskellen er, at Varese benytter skarpe kontraster i sit værk. ”Bolero” som det ville have lydt, hvis et ondsindet barn havde klippet i partituret, sat det forkert sammen igen og tilføjet dele af alle mulige andre noder, der lige lå og flød. Resultatet er ti minutters insisterende, larmende, kontrastfyldt og overvældende musik.

Density 21.5

Titlen er tætheden på materialet platin (21,5 g pr kubikcm – ret mig hvis jeg tager fejl), og værket blev komponeret til en fløjtenist, der netop havde erhvervet sig en platin-fløjte.

Det er en klassiker indenfor solo-fløjterepertoiret og musikken her er et fascinerende eksempel på, at en komponist som Varese virkelig forstår at udfordre instrumentet, musikeren og sig selv.

Lige som ”Intégrales” er ”Density 21.5” bygget op af flere figurer eller elementer. Udfordringen er at få dem til at fremstå klart, når man nu kun har en enkelt tværfløjte at skrive for. Resultatet er som to moebiusbånd, et blåt og et rødt, der snor sig ind i hinanden – uden nogensinde at blandes, men også uden at slippe fri fra hinanden.

Det blå bånd er blidt, nærmest mystisk i sin stille indadvendthed. Det er det bånd der høres lige i begyndelsen. Det røde bånd er springende, aggressivt (eller så aggressivt, som en fløjte nu kan være), og kæmper for at komme frem i fløjtens dybeste og højeste lejer. De to lag eller bånd er der hele tiden, men det ene er i forgrunden, det andet bagved.

Jeg har puttet ”Density 21.5” på Spotify playlisten Nutidsmusik, men ”Intégrales” findes ikke på Spotify

Maurice Ravel – Gaspard de la nuit

Nattens vogter. Sådan kan man oversætte titlen på de tre klaverstykker Maurice Ravel komponerede i 1908. De tre stykker bygger på tre digte af Aloysius Bertrand. Jeg linker lige til den engelske wikipediaartikel, som har alle tre digte med oversættelser til engelsk  her

Aloysius Bertrands digte udkom i 1840’erne i en romantisk tid, der blandt meget andet svælgede i fascinationen af mørket, uhyggen, det groteske, det underjordiske og overnaturlige. Gotisk uhygge var moderne. Således også disse digte. Men den fascination forsvandt jo ikke sådan lige da romantikken blev umoderne, og digtene inspirerede Ravel mere end 60 år efter de blev udgivet.

De tre stykker er enheder hver for sig, og det sker, at de bliver spillet enkeltvis til koncerter. Men når de tre stykker sidder sammen, former de en helt klassisk klaversonate med en hurtig førstesats, en langsom midtersats og hurtig sidste-sats.

Der er et sært stemningssammenfald mellem de tre ellers meget forskellige stykker; de er alle tre mørke eller ubehageligt urolige. Der er ikke meget solstråle og fred i disse stykker – i hvert fald ikke under overfladen. De er inspireret af uhyggelige digte og de giver ikke slip på det afgrundsdybe mørke og blikket ind i helvedes dyb. Heller ikke når det umiddelbart lyder som solstråler på vand. Ravel er mange steder citeret for, at han, da han begyndte på ”Gaspard de la nuit”, havde sat sig for at komponere et værk, der var sværere at spille en ”Islamey” af Balakirev. Det lyder umiddelbart ikke som en ambition, der kaster stor kunst af sig, snarere et løfte om tom virtuositet. Men Ravel er jo Ravel og ikke en komponist, der generelt begiver sig af med tomme falbelader. Så jo, det lykkedes ham at skrive et værk, der er hysterisk svært at spille – især det sidste stykke – og samtidig  fascinerende mørkt og smukt. Jeg skal prøve at lade være med at oversælge ”Gaspard de la Nuit”, men jeg vil ikke lægge skjul på, at denne musik hører til i min top fem af al klavermusik. Musik, der er gnistrende virtuos og foruroligende mørk på samme tid, er noget af en bedrift efter min mening. Og så er Ravel jo ikke ene om at ville presse musikere til deres yderste i søgen efter et ekstra udtrykslag, Luciano Berio og Brian Ferneyhough har fx. været ude i samme ærinde.

Jeg har valgt et youtube-klip med den pianist, der efter min mening spiller Ravel (og Debussy) allerbedst: Jean Yves Thibaudet. Det fede er, at der er en venlig sjæl, der har lagt hans indspilning af ”Gaspard de la nuit” på youtube sammen med noderne, så man kan følge med i dem, hvis man har lyst. Normalt er jeg ret fokuseret på at det er ørerne, der skal opleve musik og ikke øjnene, men i dette tilfælde giver det mening at noderne er med, fordi man bare skal tabe kæben over mængden af dem undervejs. Så vidt jeg kan se får Thibaudet langt de fleste af noderne med, i modsætning til andre illustre pianister, der også kan findes på youtube. Jeg har lagt samme indspilning ind på playlisten Nutidsmusik på Spotify, som kan ses her Nutidsmusik

Nyd det – det er god musik!

Ondine

Ondine er en vandnymfe og som så mange af sine søstre og brødre – fra Nøkken over Lorelei og til de græske Sirener – har hun kombinationen af guddommelig musikalitet og  djævelsk besiddertrang. Uimodståelig sang og død i bølgerne er et gennemgående tema i europæiske eventyr og Ondine lader ingen noget efter. Ravel lader bølgerne risle, skvulpe og brage gennem hele stykket, og i begyndelsen høres både bølgerne og Ondines klare, besnærende sang. Som altid med disse vandnymfer bliver det hele dog snart lidt mudret i det. Bølgerne og nymfens sang filtrer sig ind i hinanden og igen og igen blandes de to, så man helt mister orienteringen og bliver trukket længere og længere ned mod dybet. Bølgen er Ondine og Ondine er bølgen. Den ene eksisterer ikke uden den anden og omvendt begge veje. Ingen dødelig overlever mødet med Ondines forførende stemme – med bølgernes lokkende sang.

Le Gibet

I det andet stykke, med titlen ”Galgen”, viser den gotiske romantik sig i fuldt flor – set gennem Ravels blide, klare, kølige blik.

Der hænger en død i galgen og svajer rytmisk i vinden. Kirkeklokken ringer hele tiden. Ørkenen er tør og ubarmhjertig. Der er fluer og biller i det klistrede blod på den dødes hovede. En edderkop spinder den hængte et halstørklæde og dækker den brækkede nakke. Kontrasten til Ondines bølgeskvulp er overvældende. Tørken, døden, stanken, insekterne, der arbejder ufortrødent … eeewwwwww. Og musikken? Den er så smuk, at det gør helt ondt. Smuk, ligeglad og uendeligt skræmmende og trist på samme tid.

Scarbo

Og så til sidst kommer det virtuose mesterværk. Scarbo er et dumt lille nisse-agtigt uhyre, med flere djævelske træk end en gennemsnitlig dansk gårdnisse. Han kommer om natten og forstyrrer og driver enhver sovende stakkel til vanvid. Laver rod og ballade, springer og hopper, raser og driller, hvirvler og slår.

Det gør Ravels musik også – og ved første gennemlytning er det nærmest alt, hvad der sker: En rumlen i mørket … og pludselig braser Scarbo ind i soveværelset og går i gang med at hærge søvn og indbo.

Men det vigtigste er ikke, det han gør; det er det, han ikke gør. Lyt til pauserne. Midt i tonemylderet forsvinder Scarbo igen og igen – og dukker op et andet sted. Uforudsigelig og vild får han hele tiden vendt sig fra det ene tema til det andet. Vupti er han her og lyder sådan, vupti er han der og lyder sådanher, svips er han væk og lyder som noget helt tredje. Han går i hak, vender tilbage til stumper fra gamle narrestreger, tæver den samme akkord og klasker den sammen med en ny. Og forsvinder. For blot at tæve dig i nakken med din yndlingsvase sekundet efter. Og igen er der denne mørke undertone midt i al balladen. En undertone, der kommer op til overfladen også i satsen Scarbo. Som for at understrege, at væsnet Scarbo ikke er uskyldigt, men udspekuleret og farligt.