György Ligeti: 2. strygekvartet

György Ligeti og jeg har/havde fødselsdag på samme dag, og i den sommer jeg blev født skrev han det værk, som er blogpost-emnet i dag. Det er dog på ingen måde grunden til, at jeg har valgt værket, nej, mit valg er truffet, fordi jeg mener at Ligetis 2. Strygekvartet er et af det 20. århundredes absolutte musikalske højdepunkter.

Det er et værk, der har så stort overskud, så høj intensitet og så frygtelige dybder, at man – meiner Meinung nach – aldrig bliver færdig med det. Og det siger jo ikke så lidt.

Strygekvartet nummer 2

Kvartetten er komponeret i 1968 og uropført i 1969 af LaSalle Kvartetten. Den kræver sin strygekvartet. Ikke bare fordi den er svær at spille. Jeg har aldrig spillet strygeinstrument, så det kan jeg overhovedet ikke udtale mig om, men på grund af udtryksbredden og kontrastrigdommen. Ligeti havde på dette tidspunkt skrevet sine skrabede og banebrydende orkesterværker fx Atmosphères og også Lontano, som man kan læse om her på bloggen Lontano.

Der er fem satser i strygekvartetten, og jeg gennemgår dem en ad gangen. Som man kan se alene af titlerne, er der tale om en yderst mangefacetteret værk. Sagt på en anden måde: det stritter i alle retninger, eller måske endnu mere præcist: det indkapsler alle udtryk. I artikler og skrifter om Ligeti og hans musik vil man bl.a. kunne studere (og gør det endelig! Det er tiden værd), at han til tider komponerede med en tæt netstruktur, en musik, der muligvis hænger sammen med hans ofte omtalte barndomsdrøm om at skulle kæmpe sig gennem en art tæt edderkoppespind hen til sin seng. Netstrukturen står i kontrast til opløste og smadrede strukturer, der som vildfarne satelitter vimser rundt i det musikalske univers. Til tider ganske kraftfuldt. De to strukturer er helt integrerede i den 2. strygekvartet og sørger for en mangfoldighed af sindsoprivende kontraster.

Allegro nervoso

Første sats begynder med stilhed. Der er intet galt med optagelsen. Det er meningen, at der skal være stille til at begynde med. Og så er der så ikke stille mere. SMAK – et pizzicato fra intetheden og så er universdannelsen i gang, først med fnidrede små strøg og siden med eksplosioner som kontraster og også en udvidelse af fnidreriet. Det er som om stjerner og planeter bliver skabt i udbrud af en urolig (nervoso) baggrundsstråling. Det er ikke kedeligt. Jeg sidder altid med en næsten barnlig “hvad sker der nu?!?” fornemmelse under hele denne sats.

Sostenuto, molto calmo

Første sats slutter stille og ud af stilheden vokser den rolige 2. sats. Kikkerten vendes om og pludselig er det som i orkesterværket Lontano, som om musikken opstår meget langt væk og kun anes. Som en drøm man kan mærke, men ikke formulere, for så forsvinder den. Men heller ikke denne sats undgår svidende kontraster. Som med et piskeslag vækkes det nervøse monster fra første sats undervejs i den ellers isnende rolige, fjerne musik.

Come un meccanismo di precisione

Som en precisionsmekanisme. Det er titlen på satsen, og hvis den lille pizzicato-sats skal fungere, er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at der skal spille med næsten maskinel præcision. Men som lytter er det jo netop manglen på præcision, der får en til at spidse øren. Der går knap nok et par sekunder før de præcise pizzicati begynder at rutsche. Og pludselig er det ikke længere en maskine, men måske mange. Måske er det bolde, der hopper nedad, fugle der pipper, hvad som helst – men som en præcisionsmekanisme føles det ikke længere. Ikke en ved sine fulde fem i hvert fald.

Presto furioso, brutale, tumultoso

I den fjerde sats er der ikke tale om hverken maskiner eller præcision. Det er uforfalsket, menneskelig, rystende vold. Og meningsløshed. Først det ene, så det andet. Ikke noget med mæglingsforsøg og socialdemokratisme her. Denne sats er noget af det mest ekstreme jeg kender, og den får pulsen op på samme måde som katastrofer, der næsten sker, børn, der næsten bliver kørt over og uheld med køkkenknive, der kun lige akkurat ikke koster fingeren. Presto. Furioso. Brutale. Tumultoso. Titlen siger det hele.

Allegro con delicatezza

Den sarte (men ikke særligt smukke) sidstesats er som en svag, blodfattig afglans af førstesatsen. En vemodig tilbageskuen inden man svinder ind i intetheden, med et par åbenmundede protester og et lille suk.

Tilsammen danner de fem satser en overbevisende og skræmmende helhed, der synes meget Ligetisk. Der er nemlig det ved Ligeti, at han formår at tilføre elegance og livsvisdom til selv den mest brutale dommedagsvision (audition?). Ikke som en påklistret eller villet lethed, men simpelthen som en art grundudtryk. Jeg kender ikke et værk af Ligeti, der ikke på den ene eller den anden måde er gennemsyret af denne sære elegance.

Det er en elegance, der kun fremhæver det brutale, dystre og sarte.

Lyt! Det er god musik.

 

Brian Ferneyhough – Strygekvartet nr. 3

En af de sætninger jeg ofte har hørt, når jeg fortæller, at jeg forsøger at formidle ny kompositionsmusik er ”uha, det er så svært at forstå”. Og det er den opfattelse af ny musik jeg mere eller mindre har sat mig som livsopgave at slå ned med en lægtehammer, hvorend jeg møder den. Lægtehammeren består som regel af blide ord, så jeg ved ikke hvor effektivt det er, men sådan er det.

Den type af ny musik, som de fleste mennesker, der siger ”uha, det er så svært at forstå” tænker på, når jeg siger ny kompositionsmusik, er den slags jeg vil skrive om i denne blogpost: stinkende kompliceret kammermusik, der kompromisløst høvler derudaf.

Og så er det jo jeg påstår: Der er absolut intet at forstå i denne musik. Det eneste det handler om er at hoppe med på galejen og nyde energien. Lige så snart man begynder at tænke på flageoletter og triol-underdelte trioliseringer, ja så er hele magien jo væk. Lad for himlens skyld musikerne om den slags, det plejer de at være gode til.

Så kan vi andre sidde med hængende kæber og tænke ”åårrhhh hvad, det rocker det her!”

Strygekvartet nr. 3

Jeg faldt i gryden med strygekvartetter som barn, så denne blog vil nok have en urealistisk overvægt af strygekvartetter, når den en gang bliver besætnings-analyseret. Her kommer en af de (mange) gode.

I virkeligheden kunne jeg have valgt en hvilken som helst af Ferneyhoughs strygekvartetter. For de er alle ret gode. Men den tredie indeholder i nærmest nedkogt form det, jeg synes er noget af det fine ved Ferneyhoughs musik: Energi og kontrast.

Den er i to satser og jeg har læst et sted, at de to satser er nærmest diametrale modsætninger. Det synes jeg ikke de er, for det hyperaktive, energiske udtryk er gældende i dem begge – men kontrasterne som musikken er så rig på kommer til udtryk på forskellige måder.

Første sats er smækfuld af forskelle i dynamik. Det går fra det hviskende, puslende, vuggevise stille til det brølende, malstrøms-kraftige igen og igen. I noderne, som så fint er med i det youtube-klip jeg har valgt, kan man se at det går fra ppp (helt utroligt svagt) til fff (meget meget kraftigt) fra den ene tone til den anden. Nogle gange foregår dynamikskiftende med et crescendo, hvor lyden vokser sig kraftigere, og andre gang kommer de kraftige akkorder med et hug – eller de forsvinder som i et sort hul af minus-lyd. Andre gange kommer effekten simpelthen ved at Ferneyhough instrumenterer dynamikken, så det kun er et instrument der spiller – svagt – eller alle fire instrumenter – kraftigt. Det er en fantastisk måde at få mine ører på stilke. Nøj, hvor jeg hører efter når Ferneyhoughs musik først er i gang.

Og så en gang imellem kigger løsrevne, romantiske melodismåbidder forbi midt i al det hysteriske. Det er så smukt.

Der er en side af Ferneyhoughs musik, der altid bliver talt om: kompleksiteten. Han har endda fået tilnavnet ”den Nye Kompleksitets Far”. Den Nye Kompleksitet er i dette tilfælde en betegnelse, der dækker en række komponister, der i 1970’erne skrev rasende kompleks musik, der ikke nødvendigvis byggede på 1950’ernes serialisme med Pierre Boulez og Karlheinz Stockhausen, som så jo blev den Gamle Kompleksitet (nej … det er der faktisk aldrig nogle, der har kaldt den, og jeg vil også lige sige, at selvom Ferneyhoughs musik ikke som sådan er seriel, så ville den næppe have lydt som den gør uden en vis indflydelse fra de Gamle Komplekse herrer. Men det er en længere historie).

Kompleksitet er vel ikke som sådan en kvalitet, tænker man straks, men jo, i visse tilfælde er det.

Et af de punkter, hvor kompleksitet kan bidrage med et ekstra lag af musikalsk dybde er i forhold til de stakkels musikere. I den seneste blogpost på Nutidsmusik-bloggen skrev jeg om Ravels ”Gaspard de la Nuit”, hvor den sidste sats ”Scarbo” er ganske overordentligt kompliceret at spille for pianisten, og Ravel havde sat sig til skrivebordet med det formål at skrive en sats, der var helt afsindig svær at spille. Ferneyhough fortalte mig en gang, da jeg interviewede ham i Darmstadt, at han næsten blev lidt skuffet, første gang han hørte Arditti Kvartetten spille en af hans kvartetter, for de kunne faktisk spille det der stod. (Sagt med en smule britisk krukkeri). Pointen er, at Ferneyhough presser sine musikere til at foretage et valg. Det kan i mange tilfælde ikke lade sig gøre at spille musikken præcis som den står, så musikeren er tvunget til at tage stilling til, hvordan han eller hun vil løse det problem. Enhver opførelse vil så være forskellig og enhver musiker vil få sit eget forhold til de absurd svære partiturer. Musikerne i Arditti Kvartetten forsvarer Ferneyhough og siger, at han ikke ville få det udtryk i musikken han søger efter, hvis han ikke skrev musikken præcis som han gør. Jeg tror på dem.

I den anden sats af  Ferneyhoughs Strygekvartet nr. 3 er der i begyndelsen og slutningen solopassager for hhv 2. violinisten og bratschisten, og der kommer den sindssyge virtuositet og kompleksitet til at stå krystalklart. Nyd det!. Der er også en sørgmodig og meget lang melodi i cello og bratsch, som danner en sært trist jordbund for violinernes hektiske energi i de første minutter.

 

Og se nu her! Ekstra-godter på youtube. Her er en halv times udsendelse med Ferneyhough og Arditti om at indstudere den 6. strygekvartet.

Det er en meget fin udsendelse, som også skitserer ensemblets forhold til komponisten så fint.

Nyd blikket ind i værkstederne.