Brian Ferneyhough – Strygekvartet nr. 3

En af de sætninger jeg ofte har hørt, når jeg fortæller, at jeg forsøger at formidle ny kompositionsmusik er ”uha, det er så svært at forstå”. Og det er den opfattelse af ny musik jeg mere eller mindre har sat mig som livsopgave at slå ned med en lægtehammer, hvorend jeg møder den. Lægtehammeren består som regel af blide ord, så jeg ved ikke hvor effektivt det er, men sådan er det.

Den type af ny musik, som de fleste mennesker, der siger ”uha, det er så svært at forstå” tænker på, når jeg siger ny kompositionsmusik, er den slags jeg vil skrive om i denne blogpost: stinkende kompliceret kammermusik, der kompromisløst høvler derudaf.

Og så er det jo jeg påstår: Der er absolut intet at forstå i denne musik. Det eneste det handler om er at hoppe med på galejen og nyde energien. Lige så snart man begynder at tænke på flageoletter og triol-underdelte trioliseringer, ja så er hele magien jo væk. Lad for himlens skyld musikerne om den slags, det plejer de at være gode til.

Så kan vi andre sidde med hængende kæber og tænke ”åårrhhh hvad, det rocker det her!”

Strygekvartet nr. 3

Jeg faldt i gryden med strygekvartetter som barn, så denne blog vil nok have en urealistisk overvægt af strygekvartetter, når den en gang bliver besætnings-analyseret. Her kommer en af de (mange) gode.

I virkeligheden kunne jeg have valgt en hvilken som helst af Ferneyhoughs strygekvartetter. For de er alle ret gode. Men den tredie indeholder i nærmest nedkogt form det, jeg synes er noget af det fine ved Ferneyhoughs musik: Energi og kontrast.

Den er i to satser og jeg har læst et sted, at de to satser er nærmest diametrale modsætninger. Det synes jeg ikke de er, for det hyperaktive, energiske udtryk er gældende i dem begge – men kontrasterne som musikken er så rig på kommer til udtryk på forskellige måder.

Første sats er smækfuld af forskelle i dynamik. Det går fra det hviskende, puslende, vuggevise stille til det brølende, malstrøms-kraftige igen og igen. I noderne, som så fint er med i det youtube-klip jeg har valgt, kan man se at det går fra ppp (helt utroligt svagt) til fff (meget meget kraftigt) fra den ene tone til den anden. Nogle gange foregår dynamikskiftende med et crescendo, hvor lyden vokser sig kraftigere, og andre gang kommer de kraftige akkorder med et hug – eller de forsvinder som i et sort hul af minus-lyd. Andre gange kommer effekten simpelthen ved at Ferneyhough instrumenterer dynamikken, så det kun er et instrument der spiller – svagt – eller alle fire instrumenter – kraftigt. Det er en fantastisk måde at få mine ører på stilke. Nøj, hvor jeg hører efter når Ferneyhoughs musik først er i gang.

Og så en gang imellem kigger løsrevne, romantiske melodismåbidder forbi midt i al det hysteriske. Det er så smukt.

Der er en side af Ferneyhoughs musik, der altid bliver talt om: kompleksiteten. Han har endda fået tilnavnet ”den Nye Kompleksitets Far”. Den Nye Kompleksitet er i dette tilfælde en betegnelse, der dækker en række komponister, der i 1970’erne skrev rasende kompleks musik, der ikke nødvendigvis byggede på 1950’ernes serialisme med Pierre Boulez og Karlheinz Stockhausen, som så jo blev den Gamle Kompleksitet (nej … det er der faktisk aldrig nogle, der har kaldt den, og jeg vil også lige sige, at selvom Ferneyhoughs musik ikke som sådan er seriel, så ville den næppe have lydt som den gør uden en vis indflydelse fra de Gamle Komplekse herrer. Men det er en længere historie).

Kompleksitet er vel ikke som sådan en kvalitet, tænker man straks, men jo, i visse tilfælde er det.

Et af de punkter, hvor kompleksitet kan bidrage med et ekstra lag af musikalsk dybde er i forhold til de stakkels musikere. I den seneste blogpost på Nutidsmusik-bloggen skrev jeg om Ravels ”Gaspard de la Nuit”, hvor den sidste sats ”Scarbo” er ganske overordentligt kompliceret at spille for pianisten, og Ravel havde sat sig til skrivebordet med det formål at skrive en sats, der var helt afsindig svær at spille. Ferneyhough fortalte mig en gang, da jeg interviewede ham i Darmstadt, at han næsten blev lidt skuffet, første gang han hørte Arditti Kvartetten spille en af hans kvartetter, for de kunne faktisk spille det der stod. (Sagt med en smule britisk krukkeri). Pointen er, at Ferneyhough presser sine musikere til at foretage et valg. Det kan i mange tilfælde ikke lade sig gøre at spille musikken præcis som den står, så musikeren er tvunget til at tage stilling til, hvordan han eller hun vil løse det problem. Enhver opførelse vil så være forskellig og enhver musiker vil få sit eget forhold til de absurd svære partiturer. Musikerne i Arditti Kvartetten forsvarer Ferneyhough og siger, at han ikke ville få det udtryk i musikken han søger efter, hvis han ikke skrev musikken præcis som han gør. Jeg tror på dem.

I den anden sats af  Ferneyhoughs Strygekvartet nr. 3 er der i begyndelsen og slutningen solopassager for hhv 2. violinisten og bratschisten, og der kommer den sindssyge virtuositet og kompleksitet til at stå krystalklart. Nyd det!. Der er også en sørgmodig og meget lang melodi i cello og bratsch, som danner en sært trist jordbund for violinernes hektiske energi i de første minutter.

 

Og se nu her! Ekstra-godter på youtube. Her er en halv times udsendelse med Ferneyhough og Arditti om at indstudere den 6. strygekvartet.

Det er en meget fin udsendelse, som også skitserer ensemblets forhold til komponisten så fint.

Nyd blikket ind i værkstederne.