Schönbergs Strygekvartet nr. 2

Musikalske værker der får en musikhistorisk betydning, fordi de var det første/største/mindste/længste/kraftigste/sværeste osv., får sjældent lov at leve et liv uden denne påklistrede etiket. Det er svært at se gennem etiketten og ind til selve indholdet af flasken. Arnold Schönbergs ”Strygekvartet nr 2” lider af dette; det er verdens første atonale værk! Eller … det er verdens første værk, der har en hel atonal sats! WOW! SEJT!

Men … har det egentlig noget med selve lytteoplevelsen at gøre? Har det en afgørende indflydelse på publikums oplevelse af værket som helhed at vide, at den sidste sats i kvartetten faktisk er første gang en komponist helt opgiver tonearter, hugger det sidste flossede tov over, der binder ham fast til Dur-mol-molen og lader skibet sejle frit i tonehavet?

Jeg vil mene nej. Det er bare så symbolsk, at det netop er til Stefan Georges digt ”Entrückung” at disse frit-sejlende toner klinger, for digtet begynder med ”Ich fühle Luft von anderem Planeten” – ”Jeg mærker luft fra andre planeter”. En musik fra rummet, ukendt, fri og fuld af muligheder. Det er svært IKKE at hæfte sig for meget ved etiketten.

Men lyder det anderledes end al anden musik, når det nu er toneartsløst og atonalt? Egentlig ikke, synes jeg. Og så alligevel lidt.

Musikken

Youtube er en ven, når man vil finde musik, der ikke nødvendigvis står på den hjemlig cd-hylde, eller hvis man som nu, vil dele den med andre. For sørme om ikke der er en venlig sjæl, der har lagt satserne ud en for en … med noder, hvis man har lyst til at følge med. Det er ikke nødvendigt at følge med i noderne, det er bare en ekstra service. Der findes også en række indspilninger af kvartetten på Spotify, hvis man har adgang til det. Jeg har ikke ledt på andre elektroniske medier, men man kan jo også låne cd’en eller købe den.

Jeg foreslår, at man lytter til hver enkelt sats til at begynde med, hvis man ikke kender kvartetten i forvejen. Og efter min mening behøver man ikke at lytte til satserne i rækkefølge, mens man lærer den at kende (jaja, det er kætteri, hvis man brænder for tanken om et ukrænkeligt kunstnerisk værk, men lige her hvor jeg er ved at introducere musikken, er jeg ligeglad.) Så altså: lyt til en sats – sæt den på mens du vasker op, stryger tøj eller spiller computerspil. Når du synes du har tjek på den, eller bare ikke gider høre den mere, så snup den næste. Eller den før. Eller. De to første satser er uden sang – de to sidste med.

Her 1. sats: Kvartetten begynder med blide toner, men der går ikke mange takter før det hele er lidt sært uroligt. Musikken har svært ved at finde ro, men til gengæld giver den masser af energi fra sig. Selv på de steder, hvor musikken falder til ro, er der en underlig blanding af fred og myrekryb. Helt hen imod slutningen kommer der endelig lidt stille, uforstyrret ro, men ikke af den glade slags.

http://www.youtube.com/watch?v=7hEifT_Zy7E

Her 2. sats: Anden sats er hurtig. Det er den slags sats, der i klassisk musik kaldes en Scherzo. Det betyder ”noget der er sjovt” – og hurtigt. Og den er begge dele. Der er et lys og en løssluppen pjankethed over satsen. Der er endda en lille børnesang, der gemmer sig godt tre minutter inde, det er ”Ach, du lieber Augustin”, der kigger frem.

http://www.youtube.com/watch?v=bcZ3kfpNz_8

Her 3. sats: Og så er det alvor igen. ”Dyb er den sorg, der omhylder mig” er første linie i Stefan Georges digt ”Litani”, der er teksten til satsen her. Et litani er en bøn om hjælp. Teksten til både ”Litanei” og ”Entrückung” findes på tysk og engelsk på den engelske wikipedia side om Schönbergs kvartetter:

http://en.wikipedia.org/wiki/String_quartets_%28Schoenberg%29#String_Quartet_No._2

Der er en langsom opbygning fra det tunge, brune mørke til næsten hvidglødende sorg. Der bliver sunget både højt og kraftigt – det gør ondt, det her.

http://www.youtube.com/watch?v=eQWofSHdFcQ

Her 4. sats: I den fjerde sats lader Schönberg altså dur og mol og tonaliteten bag sig. Og hvad får han ud af det? Svaret er i første omgang: frihed til at følge det digt, han har valgt. Han behøver ikke at tage hensyn til at den ene akkord skal føre til den næste. Han behøver ikke at ende i en bestemt toneart – han kan gøre som han vil, så udtrykket i teksten kommer bedst muligt frem i den klingende musik.

Det giver nogle få overraskelser, hvor man kan komme til at tænke ”hov, hvor kom det lige fra?”. For eksempel kommer der inden sangeren begynder en underlig tur nedad. Som om tyngdekraften fra jorden stadig virker og nedturen ender efter lidt omveje med en vippefigur i dybet. Sådan en lille minimalistisk en, som komponisten Philip Glass kunne have været stolt af 60 år senere i det pulserende New York. Vippefiguren er der ikke længe, for den vokser og sprænger sine ydmyge rammer og sender musikken opad og fremad igen – og så på en æterisk smuk akkord flyder sangstemmen ind – Jeg mærker luft fra andre planeter. Så smukt, så fint og så gennemsigtigt føres den vestlige verdens musikhistorie væk fra Dur og mol og tonearter. Klangen er ikke meget forskellig fra resten af kvartetten eller anden musik, der strækker tonaliteten til det yderste, som f.eks. Wagners, Mahlers eller Zemlinskys musik – men formen er faktisk anderledes og fri – bundet til teksten, ikke til en indre musikalsk logik eller vane.

http://www.youtube.com/watch?v=rKwmd1QT5UY

Schönbergs 2. Strygekvartet rummer det hele: hændervridende smerte, energi, pjankethed og lysende skønhed. Det er musik, hvor der er noget på spil. Det er ikke hygge – det er alvor med alt hvad det indebærer af god musik. Jeg overvejede at skrive, at du først skal læse det næste afsnit EFTER, at du har hørt musikken, men du må godt læse videre, jeg afslører bare lidt af Schönbergs personlige situation, mens han komponerede kvartetten.

Kvartetten blev færdig i 1908 og blev uropført d. 21. december. (104 år siden!) Schönberg var midt i et af sit livs store kriser, da han komponerede sin 2. Strygekvartet. Hans kone var utro, og han var dybt ulykkelig. Hun blev senere overtalt til at vende tilbage til sin ægtemand – hvorefter hendes elsker begik selvmord, og hun endte som forstyrret på et galehus. En gennemført trist og forfærdelig historie. Der er mange musikjournalister og forskere, der har fundet tegn på Schönbergs personlige krise direkte i musikken, og jeg er ikke i tvivl om at valget af digte nok bunder i et personligt behov for at udtrykke en krise. Men musikken som sådan rummer meget mere end krise. Jeg mener virkelig ikke, at andensatsen er tragisk, selvom munterheden et par steder er ved at kamme over i det hektiske og børnesangen kan fremstå smerteligt naiv.

Jeg er i hvert fald ikke i tvivl om at den 2. Strygekvartet så rigeligt giver lytteren musikalsk valuta for pengene ligegyldigt om man ved, at Schönberg var i krise, eller for den sags skyld, at den sidste sats er atonal. Lyt til musikken! Den er god.