Niccolò Castiglioni – tre værker

Myldrende prikker af lyd, blide fuglestemmer, rablende vanvid og melankoli. Niccolò Castiglionis værker er udtryksfulde og levende. Musikken er beboet af figurer og stemmer, der udtrykker sig, kæmper for at udtrykke sig eller kammer over i ren rablen.

Da jeg var færdig med den seneste blogpost om Galina Ustvolskaya tænkte jeg på, om jeg kunne finde en modsætning til hendes bloktunge, monolitiske kraftudtryk, og mit bedste bud er Niccolò Castiglioni.

Castiglioni blev født i Milano i 1932 og døde i 1996. Jeg stiftede bekendtskab med hans musik på Lerchenborg Musikdage en gang slut-80’erne, tror jeg. (Var han der selv? Jeg synes jeg har set ham gå i parken ved Lerchenborg – men måske har jeg hallucineret?)

Der er en udmærket, kort biografi om Castiglioni på Allmusic her

Jeg har valgt tre værker af Castiglioni, og vil egentlig opfordre til, at man tager dem et af gangen, hvis man ikke har hørt dem før. Dels er det god musik, og dels er det musik der, selvom den ikke er særligt svært tilgængelig, åbner sig på charmerende vis efter en gennemlytning eller to. Det er en trip-trap-træsko rækkefølge med et soloværk, en kvintet og et orkesterværk med sangsolist jeg har valgt.

Alef

Alef for soloobo er fra 1967, skrevet mens komponisten boede og underviste i USA. I Alef kan man høre, at selvom jeg tidligere skrev, at jeg kom til at tænke på Castiglioni, da jeg ledte efter modsætninger til Ustvolskaya, så er der også ligheder mellem de to. Den mest markante er de klart afgrænsede afsnit i musikken. Lyder de ens? På ingen måde, men brugen af klare snit og rendyrket udtryk er de begge mestre i. Men altså med ganske forskellige resultater til følge. For Castiglionis myldrende musik, men langesomme passager af månelys skønhed ind i mellem lyde som om det kommer fra en anden planet end Ustvolskayas.

Alef er Castiglioni i nedkogt form. Her er både det livlige, grænsende til det pjankede, der er det førnævnte lidt triste månelys og så er der en insisteren på at udtrykke sig, der er meget alvorlig. Ligegyldig hvordan stemningen eller udtrykket i musikken er, så er jeg aldrig i tvivl om, at musikken er ramme alvor. En af grundene til det er en næsten Beckettsk insisteren på at udtrykke sig. Musikken vil ud og frem om det så er over stok og sten, mosehuller eller vilde bjerge. Den skal nok komme igennem. Og så slutningen. Som en drillealf hos Shakespeare, en Puck, der nok skal gøre drøm til mareridt eller hælde eddike i sukkeret og rækker tunge samtidig.

Filastrocca

Blæserkvintet komponeret i 1989. Ifølge den nærmeste ordbog betyder filastrocca en remse eller et børnerim. Det er et noget verdenstræt børnerim Castiglioni præsenterer os for. Der hviler en tristesse over blæserkvintetten her. Flere steder er det næsten som om der er et sort hul i nærheden, der suger energien ud af musikken, så det der er tilbage er flader af klange – den ene efter den anden. Det varer lige indtil fuglene vågner i de sidste par minutter, for der kommer mere af det velkendte stemmemylder. I det hele taget er slutningen et næsten perfekt studie i hvordan Castiglioni bringer liv i musikalske figurer, der står og blafrer ved siden af hinanden.

Den er ikke ret lang denne kvintet, men der er stor afveksling og meget liv i den – selvom det er lidt gumpetungt undervejs. Men sådan kan liv jo også være.

Symfoni med nattergal

Der er tre satser:

  1. Grieg, Grieg, Grieg
  2. Variazoni
  3. Canzone

Teksten er af den tyske barokdigter Grimmelshausen, hvis claim to fame er romanen Simplicius Simplicissimus. Hvilken tekst af Grimmelshausen, Castiglioni benytter ved jeg ikke – og det er pænt irriterende. Teksten står i partituret og garanteret også i en cd-pamflet et sted, men jeg kan ikke finde den på det der internet. (Surmuler uklædeligt – og nåja, hvis du ligger inde med teksten, kan du da lige nævne hvad den handler om i en kommentar, ikkesandt?).

De tre satser er meget forskellige. Begyndelsen af første sats er ren magi. Castiglioni smider drømmestøv i øjnene (ørerne?) på lytteren og således bedøvet er man klar til resten af symfonien. Castiglioni har et godt øre til Edvard Grieg, og har i flere værker kastet sig over den norske kollega. Her er det en rimelig fjollet violinstrofe med karakter af norsk folkemusik, der bliver gentaget i det uendelig. Det nærmer sig det flabede. Men mens violinerne filer løs kommenterer blæsere og klaver. Eventyrstemningen fastholdes i hele satsen, hvor det ene kræ efter det andet dukker op. Store dyr af messing, mindre af celeste og harpeklange og hele tiden med en fornemmelse af, at man nok vågner om lidt, for det her … det er ren Alices eventyrland. Og som dette ikke altid særlig rart.

Anden sats går næsten i stå undervejs – som om man forsvinder fra drømmesøvnen og vandrer ned i dybere lag, dog akkompagneret af rester af eventyrlandet man oplevede i drømmen.

Og så kommer nattergalen. Et af de mest virtuose sopranpartier man kan forestille sig. Hun kvidrer, hopper og springer sig gennem et fyrværkeri af toner og ord. Det er på alle måder meget, meget fedt. Fuld knald på og ikke så meget pjat. Og samtidig med denne elastiske, fjedrende, castiglioniske smidighed, som gør det lækkert samtidig med, at man bliver hvirvlet af sted.

Og helt ærlig: kunne et eller andet dansk symfoniorkester ikke lige tage og sætte denne symfoni på programmet? Jeg vil faktisk gerne høre den live. Ok – så er det en aftale AarhusCopenhagenSymfophilDRunderorkesterKapel – ikk’?

John Cage – Sonatas and Interludes

Dagens blogpost er med musik af John Cage, bl.a. for at fejre, at jeg lige har købt John Cages ”Silence” fra 1961, som er en samling af hans sære foredrag og artikler.

IMG_1805

Ovenstående billede er første opslag i bogen, og man bliver jo helt glad, når man ser sådan en side. Væk er alle ”Til min elskede mor/far/søn/datter/kone/mand, som led så meget under mit arbejde med denne bog og som har støttet mig hele mit liv og uden hvem blablabla”.

To Whom It May Concern

Tak for det.

Jeg vender tilbage til selve musikken i ”Sonatas and Interludes” senere, men jeg vil benytte lejligheden til at lave en omvej om emnet: ’Hvad vil komponisten med sin musik og rager det overhovedet mig?’

Omvej om intentioner og lytteoplevelser

Der ligger sikkert megen forskellig inspiration bag et værk som ”Sonatas and Interludes”, der varer mere end en time. Men det, som John Cage selv fokuserer på, er inspirationen fra indisk filosofi og de otte-ni forskellige typer af stemninger eller humør, der beskrives i en hinduistisk æstetik, der hedder Rasa. Der er nogle lyse og nogle mørke, (sort/hvid, tangenter) og den niende af dem er: ro. Læs mere om Rasa her hvis du har lyst.

John Cage var en begavet mand (tror jeg, jeg kendte ham jo ikke), og han brugte det faktum, at han ikke selv var inder eller hindu, til at skabe mod- eller med-billeder i musikken. Han spiller på, at han er en del af en kultur og inspirationen kommer fra en anden. Musikken i ”Sonatas and Interludes” er en uhellig blanding af øst, vest, nord og syd, af lydbidder fra hele verden.

Spørgsmålet er, om John Cages interesse for hindu-æstetik eller fx zen-buddhisme har noget med mig at gøre, når jeg sidder og lytter til musikken i 2013.

Jeg har været inde på problematikken her på bloggen før, i posten om Thomas Adés’  “Asyla”, hvor jeg ikke kan finde det rave-party, han selv beskriver. Jeg tror min konklusion er, at komponistens inspiration ikke rager mig og min musikalske oplevelse det fjerneste. Min oplevelse kan ligge uendelig langt fra de intentioner, der har inspireret musikken og som har bestemt værkets udformning. Et andet eksempel er den estiske komponist Arvo Pärts tanker om, at han musik udelukkende er skrevet som en samtale med Gud. Musikken fra Pärts hånd er hans – og vel potentielt lytterens – samtale med det guddommelige. Men er en sådan kommunikation ikke en privatsag? Vil jeg som lytter få noget ud af Pärts guddommelig konversation? Og hvorfor vil han blande mig ind i den?

Jeg går lidt i baglås, når så håndfaste inspirationer/intentioner med musikken bliver præsenteret. Jeg har ikke nogen gud at konversere med, men jeg vil fastholde min ret til at synes om en hel del af Pärts musik.

Min konklusion er altså, at den type inspirationer ikke rager mig en høstblomst. For hvis det virkelig er en privatsag mellem Pärt og hans gud, mellem John Cage og hans indre udvikling, mellem post-Webern-serialisterne og deres faderbilleder, hvorfor så gøre musikken offentlig tilgængelig. I det øjeblik en kunstner frigiver et værk – eller noget der ligner – til offentlighedens beskuelse, så åbner kunstneren for en sand syndflod af fortolkninger, tolkninger, analyser og opfattelser. Jeg er ikke kunstner, men jeg kan ikke forestille mig andet, end at det kan være en både livgivende og meget smertefuld proces.

Som lytter må jeg insistere på min egen oplevelse. Jeg må insistere på, at det, jeg hører, er min musik. På at den måde, jeg bliver grebet på, er en hel legitim måde at blive grebet på, at tage musikken ind på. De intentioner og inspirationer, der ligger til grund for værket, kan aldrig blive mine i en 1:1 oplevelse. Og det skal de heller ikke. Jeg kender ingen komponister … lad mig tage det tilbage; Jeg kender ikke ret mange komponister, der vil insistere på, at deres egen oplevelse, skal blive min. Det er da også en højst aparte måde at tænke på. Jeg kender mange, der med fuldt overlæg IKKE nævner deres inspirationer, i den tro, at de så slipper for (fejl)-fortolkninger.

Jeg gentager lige: Jeg vil som lytter insistere på min egen oplevelse. Men det betyder ikke, at jeg på den måde har lov at læne mig tilbage og være doven. Jeg skylder værkerne at være en aktiv lytter. At lytte til værkerne flere gange, hvis jeg har mulighed for det. At opsøge musikken til koncerter. At koncentrere mig, når jeg lytter. Og hvis jeg bliver nysgerrig (og det gør jeg næsten altid), så at opsøge tekster, samtaler og aspekter om og af musikken. Det vil ofte berige min oplevelse. Det må bare ikke komme i vejen for – eller ligefrem stille sig i stedet for – min oplevelse af det, jeg hørte til at begynde med.

Så mit forslag er, at selvom jeg ofte linker til artikler om musikken eller aspekter af den her på bloggen – så hør musikken først. Og se som om den pirrer nok til, at du vil vide mere. (Men jeg er ikke noget musikpoliti, og jeg tjekker det ikke 😉 )

I bogen ”Silence” findes bl.a. værket ”45’ For A Speaker”, som er dele af tekster fra tidligere foredrag sat sammen som et værk. (Det er mere end det, men lige nu er jeg interesseret i teksten, ikk’?) I dette værk siger ’fortælleren’(= Cage): ”Years ago I asked myself ”Why do I write music?” An Indian musician told me the traditional answer in India was ”To sober the mind and thus make it susceptible to divine influences.” Jeg tror langt hen ad vejen, at Cage var enig i en eller anden form af dette citat, og at det inspirerede ham. Jeg hører hans musik som meget mere broget end dette citat giver plads til. Men det er min opfattelse – både af citatet og af musikken. Og det er nok. For mig.

På næste side i bogen ”Silence” står: ”What I am calling poetry is often called content. I myself have called it form.”

Og disse to sætninger sætter et fyrværkeri af muligheder og forståelse i gang i mit hoved. Og det er mere end nok! På den gode måde.

Sonatas and Interludes

Der er 16 sonater og fire mellemspil. Tilsammen varer de som sagt mere end en time, og det er ikke altid hverken praktisk eller ønskværdigt at høre det hele på en gang. Værket bliver opført og indspillet både i større eller mindre dele og som helt sammenhængende værk.

Jeg synes, at det er detaljerne i værket, der er det spændende – og det kan være svært at holde fokus på dem, hvis man lytter hele moletjavsen på en gang.

Klangene

Musikken her er et af de mange værker Cage skrev for præpareret klaver. Der er skruer, bolte, gummidutter og diverse mellem strengene og Cage skaber et instrument med mange forskelligartede kvaliteter: Der er raslende støj, rene toner, dumpe plonk og skarpe slag – alt sammen frembragt af et instrument, der er morfet om til slagtøjsklanglegetøjsklaverorkester. Cage bruger de mange klangforskelle meget nuanceret. For virkelig at nyde forskellene i hver tones kvaliteter, skal der nærlyttes. Når jeg skruer lyttemikroskopet på på den måde, hører jeg kun op til fem minutter ad gangen, ofte mindre. Det giver en sær fornemmelse af dybde eller fylde i musikken, at Cage benytter så fine klangforskelle.

De mange verdener

Jeg hører myriader af referencer i musikken her. Der er vuggeviser, gamelan, Chopin, salmesang, hyrdemelodier og meget meget mere gemt i ”Sonatas and Interludes”. John Cage fortalte selv, at han sad ved klaveret og spillede og valgte de improviserede bidder, han syntes bedst om til værket. Som når man går på stranden og finder muslingeskaller, sagde han. Men de forskellige referencer er korte. Det er sekunder, jeg taler om her. Lyd-sekunder der smider mig ind i en Amish-trækirke og direkte videre til en balinesisk strand. Det er temmelig virtuost.

Rytmen

Det præparerede klaver er ind i mellem et rent slagtøjs-instrument, og Cage udnytter rytmiske detaljer og figurer til at komponere musik, der er dansant. Svingende eller hakkende, funky eller haltende – de rytmiske motiver er en fin og veldrejet kontrast til de klanglige detaljer.

Lyt til lidt eller meget, topkoncentreret eller til madlavningen. Det er god musik.

Edgar Varese – “Intégrales” og “Density 21.5”

Edgar Varese får altid titlen ”pioner” klistret på sig. Og det er fordi, det passer. Han var virkelig en pioner og en uforknyt forkæmper for lydenes frigørelse og udvidelsen af musikkens territorium. Han fik virkelig som en bedre amerikansk western-”pioneer” rykket grænserne ganske betragteligt udad, og musikken derefter forandrede sig for altid.

Her er link til wiki-artiklen om mandens forbløffende liv. En af de mest smittende artikler om Varese kommer fra Frank Zappas hånd. Læs den her – den er ikke lang, men hvis den ikke giver dig lyst til at høre musik af Varese, er der ikke meget der vil.

Jeg har valgt to værker af Varese; det voldsomt insisterende ”Integrégrales” fra 1925 og det både smukke og sære ”Density 21.5” fra 1936. Som altid i disse blogposts er de udvalgte værker en opfordring til at fortsætte med at høre mere af komponisten. I Vareses tilfælde fører musikken ’to infinity and beyond’.

Intégrales

Varese dyrkede en idé om at lade blokke af klange eller figurer optræde uformidlede ved siden af hinanden. Det er tydeligt i ”Intégrales”. Der lander en slagtøjsfigur ved siden af et blæserbrøl – og senere dukker samme slagtøjsfigur op i en helt anden sammenhæng, og lyder derfor markant både af sig selv – og som noget helt andet. Varese formår at give de enkelte figurer en stærk identitet, og samtidig er figurerne så blanke, at de spejler sig i omgivelserne – uden selv at ændre karakter. ”Intégrales” er komponeret for blæsere og slagtøj, og Varese får undervejs begge dele til at lyde som fremmede instrumenter, der intet har at gøre med det, de plejer at være: instrumenter i et symfoniorkester. Som kontrast til denne fremmedhed lander så figurer fra dansemusik, militærmusik og andet skrab-sammen fra musikkens rodebunker. Og puff er de væk igen.

Jeg synes ”Intégrales” på mange måder er Ravels ”Bolero” på syre. Det har den samme insisterende karakter og lyder undervejs som Ravels værk – forskellen er, at Varese benytter skarpe kontraster i sit værk. ”Bolero” som det ville have lydt, hvis et ondsindet barn havde klippet i partituret, sat det forkert sammen igen og tilføjet dele af alle mulige andre noder, der lige lå og flød. Resultatet er ti minutters insisterende, larmende, kontrastfyldt og overvældende musik.

Density 21.5

Titlen er tætheden på materialet platin (21,5 g pr kubikcm – ret mig hvis jeg tager fejl), og værket blev komponeret til en fløjtenist, der netop havde erhvervet sig en platin-fløjte.

Det er en klassiker indenfor solo-fløjterepertoiret og musikken her er et fascinerende eksempel på, at en komponist som Varese virkelig forstår at udfordre instrumentet, musikeren og sig selv.

Lige som ”Intégrales” er ”Density 21.5” bygget op af flere figurer eller elementer. Udfordringen er at få dem til at fremstå klart, når man nu kun har en enkelt tværfløjte at skrive for. Resultatet er som to moebiusbånd, et blåt og et rødt, der snor sig ind i hinanden – uden nogensinde at blandes, men også uden at slippe fri fra hinanden.

Det blå bånd er blidt, nærmest mystisk i sin stille indadvendthed. Det er det bånd der høres lige i begyndelsen. Det røde bånd er springende, aggressivt (eller så aggressivt, som en fløjte nu kan være), og kæmper for at komme frem i fløjtens dybeste og højeste lejer. De to lag eller bånd er der hele tiden, men det ene er i forgrunden, det andet bagved.

Jeg har puttet ”Density 21.5” på Spotify playlisten Nutidsmusik, men ”Intégrales” findes ikke på Spotify