Karlheinz Stockhausen – Kontakte

Stockhausens ”Kontakte” er et værk jeg aldrig bliver træt af. Det er så fuld af liv, nysgerrighed, klangeksperimenter og gåpåmod, at der altid er et eller andet man bliver opløftet af når man hører det. Det er god musik!

Det er også et værk, som man kan skrive utrolig meget om, men jeg vil her blot pege på nogle aspekter af ”Kontakte”, som er gode at lytte efter, når man skal høre hele værket.

Stockhausen komponerede ”Kontakte” i årene 1958-60. Det var i elektronmusikkens barndom. Det blev uropført ved Verdensmusikdagene i 1960 i Köln, hvor en række yngre danske komponister – bl.a. Per Nørgård, Ib Nørholm og Pelle Gudmundsen Holmgreen – overværede koncerten.

Lydene

“Kontakte” findes i to versioner; en rent elektronisk og en for klaver, elektronik og slagtøj. Det er den sidste, der er den sjoveste. [Den opmærksomme læser Alex Bach Andersen, gjorde mig på facebooksiden opmærksom på, at der jo også findes en teaterversion af “Kontakte”. Den hedder “Originale” og Alex Bach Andersen har lagt et link ud på nutidsmusiks facebook-siden, som linket ovenfor henviser til! TAK!]

Et af de fænomener Stockhausen dyrker næsten til overflod i ”Kontakte” er glidende overgange mellem klange. Han tager en slagtøjsklang – et bækken, en triangel eller hvadsomhelst – og så sørger han for at skabe en elektronisk lyd, der ligger helt tæt op ad slagtøjslyden. Han laver en glidende overgang mellem elektronikkens klange og de akustiske instrumenter. Nogle gange blander han dem, andre gange kommer den ene slags som et slags ekko eller præ-ekko (som det så smukt hedder, når ekkoet kommer før lyden, hvis man kan sige det), og den anden står klart i forgrunden. Der er mange eksempler på dette fænomen i værket, og rygter fortæller, at publikum under uropførelsen var irriterede over ikke at vide, hvor lydene kom fra, fordi de ikke kunne identificere lydkilden.

Prøv fx. at lytte fra ca. 9’30 til 10’50 og adskil slagtøj fra elektronik. Det er ikke helt nemt. (Noget nemmere er det selvfølgelig ved en koncertopførelse).

Hvis du har mulighed for at høre hele værket flere gange, så prøv en enkelt gennemlytning, hvor du kun fokuserer på at finde lighederne mellem instrumentklangene. Det er som om Stockhausen prøver at udviske overgangene, og gøre alle tre lydkilder til et kontinuum af klang. Det lyder måske ikke revolutionerende i disse tider, hvor synthesizeren har været opfundet i mange årtier, men i 1960 var det anderledes. Alle de elektroniske klange i ”Kontakte” er skabt netop elektronisk. På bånd. I et lydstudie. Med maskiner. Ikke noget med synthesizere her. Titlen ”Kontakte” henviser bl.a. til de klanglige kontaktflader mellem de forskellige lydkilder.

Rummet

Et andet aspekt, som Stockhausen var langt fremme i skoene med, er rumlighed i musikken. I ”Kontakte” findes brugen af rummet i musikken på forskellige måder. Helt konkret kommer den elektroniske lyd fra fire højttalere, der omgiver publikum. Ved at sætte en højttaler på et bord der kunne dreje rundt og placere fire mikrofoner rundt om, kunne Stockhausen lave en optagelse, der fik det til at lyde som Surround Sound før Surround Sound. Så lyden flytter sig helt konkret i rummet og kommer forfra og bagfra og fra begge sider.

Men der er også en anden udnyttelse af rumlighed i ”Kontakte”. Dynamikken – lydstyrken – er ekstremt nøje tilrettelagt i partituret, og den er meget varieret. Det giver den effekt, at lydene optræder i et spektrum fra helt i forgrunden til langt væk i baggrunden. Det udnytter Stockhausen, så de enkelte lyde hele tiden er ”i forhold” til andre lyde, der kommer før efter eller er samtidige. Et smæk på et trommeskind kan stå helt i forgrunden, mens en elektronisk susen er langt bagude, og klaveret et øjeblik efter optræder i mellemgrunden med et svagt, men markant anslag.

Der er også lyde, der vokser fra at have været svage og gemt bag andre lyde til pludseligt at optræde i forgrunden. Meget dynamisk og nærmest tegneserie-agtigt. Eller som et dukketeater, hvor perspektivet skabes ved at de ting, der skal se ud som om de er langt væk i virkeligheden bare er lavet små, så de giver effekten af fjernhed. En lille klang lyder langt væk og nærmer sig – et stort brag buldrer og forsvinder i horisonten. Jeg har nogle gange svært ved at høre ”Kontakte” uden at antropomorfisere lydene, så karakterfulde er de, og så dynamiske bliver de ved hjælp af dette hørbare perspektiv. Der er altså rumlig, omfavnende lyd i selve lokalet (svær at genskabe ved computerlytning) og så er der tre-dimensionalitet i selve lydbilledet (kan også høres uden at sidde i koncertsalen).

Kontinuum

Jeg har allerede nævnt, at Stockhausen skaber et kontinuum af klangene i de tre lydkilder klaver, slagtøj og elektronik. Der er et andet kontinuum, han var fascineret af, og det var mellem klang og puls. Han illustrerer det klokkeklart lige omkring 17 minutter inde i værket. Pointen er, at hvis man tager en sinustone, så er den lydbølge den laver meget jævn. Her er noget fra wiki om sinusbølger. Jo dybere en sinustone klinger jo mere af den forsvinder fra vores hørevidde. På et tidspunkt er det kun toppene af bølgerne vi kan høre. Så lyder det ikke længere som en lydbølge, men som: klang (top) – stilhed (bund) – klang – stilhed – klang – stilhed. Altså puls da da da  i stedet for klang daaaa. Stockhausen laver altså et skoleeksempel på dette kontinuum mellem klang og puls ved at lade en elektronisk, vrængende klang styrte ned i dybet og forvandle sig til pulserende, dybe bip-toner. Hvis du lytter fra omkring 16’15 til 17’15, kan du også høre, at der er et godt eksempel på kontinuummet mellem lydkilderne i den samme bid; Lige før klangen kaster sig ned i dybet og bliver til puls, spiller perkussionisten en række hvirvler på forskellige slagtøjsinstrumenter, der lægger op til den elektroniske pulseren.

Hør det nu bare!

Det er en mere teknisk introduktion til musikken end jeg plejer at byde på her i bloggen, men det betyder ikke, at ”Kontakte” kun er fascinerende, når man kender noget af mekanikken bag. Tværtimod er det en konstant kilde til legesyge lydoplevelser og et værk, der virkelig tåler at blive hørt mange gange. God fornøjelse!

Og så bliver det opført fredag d. 31.5. på Klang Festival i København. Hvis du er i nærheden: Don’t miss!!! Her er et link til festivalens program

Carl Nielsen – Preludio e Presto

På denne blog skriver jeg kun om musik, jeg virkelig kan anbefale og som jeg synes om. Det betyder ikke at al musikken er min yndlingsmusik, men at der i hvert enkelt stykke er kvaliteter, der gør det værd at lytte til. Og der er sindssygt meget god musik at tage af! Men nogle gange er det også sjovt at udfordre sig selv, og for en gang skyld vil jeg lave en blogpost som er semi-aktuel. I morgen – lørdag d. 4. Maj – bliver Dansk Komponist Forenings 100-års jubilæum fejret i Det Kongelige Bibliotek med et hav af arrangementer og koncerter. Det skal jeg ind og høre en masse af. Jeg skal også være ordstyrer til en paneldebat. Som kokken Jamie Oliver siger: Good Times!

Og nu til det der med at udfordre mig selv. Jeg tænkte, at jeg i denne anledning ville udfordre mig selv med at skrive en blogpost om Carl Nielsen. Den største danske komponist og en af de tidligere formænd for Dansk Komponist Forening.

Ser I, jeg synes langt hen ad vejen, at Carl Nielsens musik er kedsommelig. Jeg elsker hans sange (”Vi sletternes Sønner” er et mesterværk!), jeg kan virkelig godt lide meget af hans klavermusik, og blæserkvintetten er fin og hvis jeg virkelig skal armvrides til at nævne en symfoni bliver det d. 6. Og det er vist nærmest det, hvis jeg skal nævne Carl Nielsen, jeg holder af at lytte til. Med en undtagelse. Der er nemlig et værk, som virkelig skaber nysgerrighed, lyst til at lytte og høre mere og som holder interessen fast: ”Preludio og Presto” for soloviolin. Det er et af Carl Nielsens seneste værker og tænk, hvis han var blevet meget ældre og var fortsat med at eksperimentere og komponere som i dette lille værk på godt 10 minutter. Wow! Så havde dansk musikhistorie set anderledes ud.

Preludio e Presto

Værket er komponeret i 1928. Det er som titlen antyder i to dele, et eksperimenterende, grænsestrækkende præludium og en kortere, luftigere og virtuos presto.

Præludiet er musik, der vil op og ud i verden. Violinen får lov at gå til alle yderligheder af højt, dybt, snerrende, stille, legende og aggressivt. Det giver kontraster. Mange af dem, men det er som om Nielsen virkelig holder alle disse excesser i stram snor. Han bringer hele tiden det flyvske instrument tilbage i den rigtige retning og 5-6 minutter henne, lige før slutningen, er der en virkelig smuk, mørk passage, med en vippende figur og nogle glissandi helt op i det høje. Det er simpelthen verdensklasse. Helt i slutningen af satsen vågner violinen så op igen for en stund, men drømmesekvensen hænger alligevel fast.

Så følger den energiske og mere genkendeligt Carl Nielsenske presto. Den er kun halvt så lang som præludiet, men den er en god gang energi-musik og midt i al det svært spillelige og hurtige blander sig en mørk tone, der virkelig klæder virtuoseriet godt.

Hvis det stod til mig, begyndte alle, der ikke kender Carl Nielsens musik med at lytte til ”Preludio e Presto”. Det lille værk sætte resten af hans produktion i et godt perspektiv. Det er god musik.

Youtube-klippet er fra en hel koncert som den unge svenske violinist Alexandra Hjortswang spillede på Royal Academy of Music i 2009. Jeg har også lagt en version af værket på Spotify-listen Nutidsmusik