Helmut Lachenmann – Grido

Stille musik der skal ses

Der findes musik, der bedst opleves live. Det gælder i princippet al musik, efter min mening, men der findes musik, hvor der er noget performativt, noget for øjnene. Og der findes musik, der er så stille at det performative, musikernes gestus, er lige så stor en del af oplevelsen som selve den klingende – eller netop ikke klingende – musik.

Sådan en musik er Helmut Lachenmanns, eller i hvert fald en hel del af hans værker. Jeg mindes en koncert på NUMUS i Århus for mange år siden, hvor en violinist står alene på scenen og spiller på sin violin. Og her mener jeg bogstavelig talt på violinen. Ikke på strengene. Det eneste man hørte var hesthårsbuens fine suk.

Den gode blogger Tom Service på The Guardian har skrevet begejstret om, hvordan Lachenmann genfinder instrumenternes egne lyde her

Grido

Grido betyder råb, gråd eller udbrud. Altså lige det modsatte af det hviskeri Lachenmann dyrker til perfektion. Grido er Lachenmanns tredie strygekvartet og han fortæller selv, at Arditti Kvartetten havde bedt ham om et værk med en lidt støre lydstyrke end de to foregående kvartetter. Grido er også en sammentrækning af Arditti Kvartettens medlemmers fornavne.

Læs Lachenmanns egne ord om kvartetten her

Uskyld

Der er mange klicheer om barndommens uskyld. Jeg har aldrig helt forstået, hvilken uskyld der er tale om. For det meste virker det som om uskyld = uvidenhed. Mangel på viden om ulykker, mord, sex, had, krig, sygdom og død. Er uskylden så en ønskværdig tilstand?

På den anden side kender jeg jo i høj grad også trangen til som mor, at beskytte sit afkom fra menneskehedens værste sider. Der er meget jeg ville ønske min søn aldrig bliver konfronteret med. Der er meget jeg ved, at et privilegeret menneske som jeg selv aldrig er blevet konfronteret med. Jeg er vel i grunden – sådan verdenshistorisk og så’n – lige så beskyttet og uskyldig som et lille barn. Og vil helst blive ved med at være det, tak!

Og hvorfor al denne lommefilosoferen om uskyld, når det nu en gang handler om en strygekvartet af Helmut Lachenmann? spørger du. Det kan jeg ikke  svare på, på anden måde end ved at sige, at jeg når jeg lytter til Lachenmanns musik fornemmer jeg, at han hele tiden berører eller balancerer på kanten af uskylden. Eller prøver at kæmpe sig vej tilbage over afgrunden af skyld, tilbage til … ? ja, til hvad? Man kan jo ikke slette skylden, når man først har været der. Man kan ikke slette krig, blod, mord, ydmygelser og smerte fra sin hjerne, når de nu en gang er ankommet. Måske kan man kigge sig tilbage over skulderen og kaste et sidste blik på sin Eurydice inden hun endegyldigt forsvinder. Farvel uskyld, renhed og uvidenhed.

Jeg holder uendelig meget af den engelske børnelitteratur fra for omkring 100 år siden. Allermest af Vinden i Piletræerne, men også Den modvillige drage, Peter Plys, Peter Pan og hele det slæng. Og Dickens er min yndlingsforfatter.

Og jeg er helt på det rene med, at al denne litteratur beskæftiger sig med præcis samme smertenspunkt: det bliver ikke ved, det holder op, du bliver klogere.

Og jeg elsker det vidunderlige paradoks, der ligger i, at man, jeg, hele tiden vil lære nyt, opleve nyt og blive klogere – og samtidig græder man nytteløst snot over, at man ikke længere kender til en verden, hvor der ikke findes krig.

”Plys”, sagde Jakob, som stadig sad og så ud over verden med hagen støttet på hånden. ”Plys!”

”Ja,” sagde Plys

”Når jeg nu – når jeg nu – Plys – ”

”Ja, Jakob!”

”Nu kan jeg aldrig mere sådan bestille ingenting.”

Jakob prøver at fortælle Plys, at han skal i skole – det tager sin tid, så jeg springer lige til slutningen …

”Så begav de sig sammen af sted, men hvorhen de end går, og hvad der end hænder dem undervejs, så vil den lille dreng og hans bjørn altid lege på det fortryllede sted, der ligger helt langt inde bag i skoven.”

Gu’ vil de så. Og de hører Lachenmann imens.

Steve Martland

Jeg har ingen intentioner om at lave bloggen her om til en samling nekrologer over nyligt afdøde komponister eller at sætte specielt fokus på komponister pga. jubilæer eller fødselsdage. Men for et par uger siden sad jeg og lyttede til alt, hvad jeg kunne finde af Steve Martland på Youtube, fordi jeg ville skrive en blogpost om ham. Jeg kunne dog ikke finde ud af hvilket værk jeg skulle vælge, og hans overvældende ”Babi Yar”, som var det første Martland jeg hørte, ligger ikke på Youtube (endnu) og det blev jeg lidt pigesur over, og så valgte jeg en anden komponist til den uge. Så gik der godt en uge – og så var Steve Martland død kun 53 år gammel. Øv.

Jeg vendte tilbage til alle klippene og besluttede mig for ikke at beslutte mig for et enkelt værk, men at linke til hele tre værker. De er heller ikke så lange. Og både/og er et bedre princip end enten/eller. Så værsgo’ indenfor og få et skud energi fra Steve Martlands hånd. Der må godt danses.

Anti Thatcher – Pro publikum

Steve Martland var ikke en komponist med hang til kompleksitet og indadvendthed. Hans værker er inspireret af barokmusik, Stravinsky og af læreren Louis Andriessen. Altsammen musik med klar fokus på rytme, musik der ikke er bange for at kommunikere med publikum. Han lagde vægt på at få musikken ud til skolebørn og gjorde et kæmpe pædagogisk arbejde med at introducere børn til kompositionsmusik. Han brugte med glæde instrumenter og idiomer fra rock og jazz og han lavede – ligesom Andriessen – sit eget band: Steve Martland Band. Martland var også helt klar i sine politiske holdninger: de lå til venstre for midten af engelsk politik.

Når man hører musikken, er det næsten åbenlyst, at det er dansemusik det her, og Martlands værker er også i stor stil blevet koreograferet. Orkesterværket ”Babi Yar” er ikke det eneste, der mangler på Youtube, hans finurlige og til tider endda elegante ”Street Songs” er der heller ikke. Faktisk er der en forbindelse fra dansk musikliv til Steve Martland i form af den engelske dirigent Paul Hillier, der nu dirigerer Theatre of Voices i Danmark og de har sammen uropført et værk af Martland i 2012.

Hvis du bliver interesseret i at høre mere Martland, så jeg er nødt til at opfordre til en tur på biblioteket, for jeg kan heller ikke linke til hans værker på Spotify, for der er også kun ganske få.

Gang i den

Vi begynder dansen med en hollandsk saxofonkvartet – Amstel Kvartetten – der giver den gas i Martland-værket ”Short Story” fra 2009. Her får Martland afløb for sin kærlighed til en klar, svingende og solid basstemme. Barytonsaxen kommer til sin ret i denne perle af en hakkende, hoppende og strømmende kvartet.

Næste værk er fra 1995 og låner fra den engelske barokkomponist Henry Purcell. Og fra meget andet. Det er baslinien han har taget fra Purcell – energien er helt Martlands egen. Titlen er ”Beat the Retreat” og den er snuppet fra det engelske militær, hvor man kan ”Beat the retreat” og på den måde kalde sine spredte troppeenheder til sig. Jeg tror måske ikke, der er så meget militærhistorie i det, men ordren Beat the Retreat stammer fra cirka samme tid som Purcell levede og så lyder det jo fedt.

Og her til sidst en ekstra spand musikenergi fra Steve Martland, denne gang med både barok- og balkanindflydelse – ”Re-Mix”, der er en ældre sag for jazzband fra 1986. Nyd det – og dans.