Schönberg: Violinkoncert

Feisty – feeling or displaying eagerness to fight. Sådan lyder en forklaring af det engelske ord feisty. På dansk ville man sige hidsig, ilter, opfarende, pågående.

Jeg synes ordet beskriver Schönbergs violinkoncert ganske godt. Det er en feisty koncert.

Læs en introduktion til værket HER

Schönberg komponerede koncerten i årene efter han flygtede USA i 1933. Den blev uropført i 1940.

Koncerten har en utrolig fremdrift også i de mere rolige passager. Det føles som om det er den sikreste hånd i verden, der har komponeret dette værk. Ingen løse ender, ingen halvfabrikata, ingen svinkeærinder. Et solidt håndtryk og et fast blik – tilsat bevægelighed, fremdrift og inderlig nødvendighed.

Jeg læste en gang et sted på det der internet, at en amerikansk komponist sammenlignede Schönberg med Mozart. (Var det Lou Harrison?) Jeg må med skam melde, at jeg aldrig klikkede mig videre til selve artiklen, så jeg aner ikke, hvad der lå bag denne udtalelse, men i mit hoved er udtalelsen (som ellers er overfladisk og ligegyldig uden forklaring) spot on: Schönberg har, ligesom Mozart!, en helt uhåndgribelig evne til at vide hvornår et afsnit er slut. I violinkoncerten her er der ikke tomgang i et sekund. Hver frase blive fuldendt, ført til dørs og leder videre fremad. Der er ingen tomme gentagelser eller tvangsmanierismer. Formen er ren som nyfalden sne og med lige så få dikkedarer.

Det er der ikke mange musikvidenskabsfolk, der er enige med mig i. Jeg har i hvert fald fundet adskillige skærmrullende lange artikler om, at især første sats hverken er det ene eller det andet. Men prøv lige at lytte og hør, om jeg ikke har ret i, at Schönberg i den grad har styr på sit form/udtryks-balanceforhold, og at musikken er økonomisk og generøs på samme tid. Knivskarp og inderlig.

Og så er der forholdet mellem violinen og orkestret. Jeg kender ingen violinkoncert, der i den grad giver mening som inderlig meningsudveksling mellem eneren og helheden. Eneren som udtrykskraft for helheden, helheden som klangbund for eneren, samhørighed og samhørighedens modsætning: ensomheden. En gnistrende virtuositet i solostemmen får han også lige med. Der bliver ikke ruttet med noget her!

Som det nok allerede fremgår, er jeg pænt glad for det her værk.

Violinkoncerten er bygget op over en tolvtonerække, men Schönberg holder sig ikke strikt til den dodekafoniske bearbejdning af rækken. (Og det er forøvrigt også bedøvende ligegyldigt, meiner Meinung nach).

Der er tre satser i værket (I youtubelinket nedenfor, er den delt op i fire, med et irriterende klip i første sats til følge. Der findes argumenter for at se koncerten som firesatset,men jeg tænker den nu bedst som tresatset. Sådan som den også fremstår fra komponistens hånd).

Satserne har fuldstændig klassiske tempobetegnelser:

1: Poco allegro – Vivace. 2. Andante grazioso 3. Finale. Allegro.

I hver enkel sats er der kontrasterende passager af ro, fordybelse og inderlighed, men det generelle udtryk er fuld ad energi og overskud. Måske netop derfor kommer enkelte af de mere stille passager til at virke så overvældende. Det gælder fx solokadencen i første sats (som kommer i 2. del af førstesatsen i youtubeklippet). I denne solokadence åbner sig en port ned i sindets dybeste mørke. Ikke voldsomt og brutalt, men ensomhedens grå opgivenhed viser sit spøgelsesansigt for en kort bemærkning. Ud over denne smertelige kontrast til den energifyldte, feisty stemning er der også sødme (i 2. satsen), utryghed (2. satsen) og skæg og ballade (både 1. og 3. sats).

Det er alvor i denne koncert, men det er aldrig tungt eller vredladent. Elegance, skønhed, stolthed, smidighed, smerte og tindrende glimt i øjet; Schönbergs violinkoncert har det hele undtagen det gumpetunge og villede.

Nyd den – det er god musik!

Ikke mindst når Hillary Hahn er solist som her, hvor Esa-Pekka Salonen dirigerer,

 

 

Sommermusik!

Der er gået ferie-humør i den hos blog-bestyreren, så nu må jeg appellere til jer: Find noget sommermusik!

Kriterierne er:

  1. Det skal være komponeret i det 20. eller 21. århundrede.
  2. Det skal have ordet sommer i titlen (lige gyldigt på hvilket sprog)
  3. Eller: Hvis det ikke har sommer i titlen, skal du argumentere for, hvorfor dette værk skal være på en liste over sommermusik.
  4. Det skal findes på youtube

Værsgo’ og gå i gang i kommentarerne!

– jeg lægger lige et par stykker klar, så sommermusik ballet er åbnet.

Og så lige en om solen:

Edgar Varese – “Intégrales” og “Density 21.5”

Edgar Varese får altid titlen ”pioner” klistret på sig. Og det er fordi, det passer. Han var virkelig en pioner og en uforknyt forkæmper for lydenes frigørelse og udvidelsen af musikkens territorium. Han fik virkelig som en bedre amerikansk western-”pioneer” rykket grænserne ganske betragteligt udad, og musikken derefter forandrede sig for altid.

Her er link til wiki-artiklen om mandens forbløffende liv. En af de mest smittende artikler om Varese kommer fra Frank Zappas hånd. Læs den her – den er ikke lang, men hvis den ikke giver dig lyst til at høre musik af Varese, er der ikke meget der vil.

Jeg har valgt to værker af Varese; det voldsomt insisterende ”Integrégrales” fra 1925 og det både smukke og sære ”Density 21.5” fra 1936. Som altid i disse blogposts er de udvalgte værker en opfordring til at fortsætte med at høre mere af komponisten. I Vareses tilfælde fører musikken ’to infinity and beyond’.

Intégrales

Varese dyrkede en idé om at lade blokke af klange eller figurer optræde uformidlede ved siden af hinanden. Det er tydeligt i ”Intégrales”. Der lander en slagtøjsfigur ved siden af et blæserbrøl – og senere dukker samme slagtøjsfigur op i en helt anden sammenhæng, og lyder derfor markant både af sig selv – og som noget helt andet. Varese formår at give de enkelte figurer en stærk identitet, og samtidig er figurerne så blanke, at de spejler sig i omgivelserne – uden selv at ændre karakter. ”Intégrales” er komponeret for blæsere og slagtøj, og Varese får undervejs begge dele til at lyde som fremmede instrumenter, der intet har at gøre med det, de plejer at være: instrumenter i et symfoniorkester. Som kontrast til denne fremmedhed lander så figurer fra dansemusik, militærmusik og andet skrab-sammen fra musikkens rodebunker. Og puff er de væk igen.

Jeg synes ”Intégrales” på mange måder er Ravels ”Bolero” på syre. Det har den samme insisterende karakter og lyder undervejs som Ravels værk – forskellen er, at Varese benytter skarpe kontraster i sit værk. ”Bolero” som det ville have lydt, hvis et ondsindet barn havde klippet i partituret, sat det forkert sammen igen og tilføjet dele af alle mulige andre noder, der lige lå og flød. Resultatet er ti minutters insisterende, larmende, kontrastfyldt og overvældende musik.

Density 21.5

Titlen er tætheden på materialet platin (21,5 g pr kubikcm – ret mig hvis jeg tager fejl), og værket blev komponeret til en fløjtenist, der netop havde erhvervet sig en platin-fløjte.

Det er en klassiker indenfor solo-fløjterepertoiret og musikken her er et fascinerende eksempel på, at en komponist som Varese virkelig forstår at udfordre instrumentet, musikeren og sig selv.

Lige som ”Intégrales” er ”Density 21.5” bygget op af flere figurer eller elementer. Udfordringen er at få dem til at fremstå klart, når man nu kun har en enkelt tværfløjte at skrive for. Resultatet er som to moebiusbånd, et blåt og et rødt, der snor sig ind i hinanden – uden nogensinde at blandes, men også uden at slippe fri fra hinanden.

Det blå bånd er blidt, nærmest mystisk i sin stille indadvendthed. Det er det bånd der høres lige i begyndelsen. Det røde bånd er springende, aggressivt (eller så aggressivt, som en fløjte nu kan være), og kæmper for at komme frem i fløjtens dybeste og højeste lejer. De to lag eller bånd er der hele tiden, men det ene er i forgrunden, det andet bagved.

Jeg har puttet ”Density 21.5” på Spotify playlisten Nutidsmusik, men ”Intégrales” findes ikke på Spotify