Maurice Ravel: Sonate for violin og cello

Ravel er en af mine yndlingskomponister. Ja, jeg har en del (selvfølgelig!), men Ravel er meget højt oppe på listen. Som i: i top tre. Det er ikke, og kommer aldrig til at være, på grund af hans orkesterhits Bolero og La Valse (selvom de har hver deres charme), men i høj grad på grund af klavermusikken, kammermusikken og Daphnis og Chloë.Jeg har allerede gennemgået den fortryllende og skræmmende Gaspard de la Nuit for klaver her på bloggen, og denne gang kaster jeg mig over hans Sonate for violin og cello.

Baggrund

Sonaten er komponeret i årene 1920-22, den er i fire satser og den er tilegnet Claude Debussy. Første sats blev komponeret til et mindehæfte tilegnet Debussy, hvor en lang række franske komponister blev bedt om at bidrage. Debussy var død i 1918. Ravel var kommet hjem fra tjeneste som chauffør i Første Verdenskrig, hans elskede mor var død i 1917, han havde mange venner blandt de faldne i krigen og han havde selv været meget syg. Ikke på nogen måde en nem tid.

Efter færdiggørelsen af den første sats gik arbejdet meget langsomt fremad, og det tog to år før sonaten var færdig. Ravel beskrev selv værket som et vendepunkt i sin musikalske udvikling. Læs en fyldig programnote om Sonate for violin og cello af Ravel, samt andre værker for besætningen her .

Der er ikke umiddelbart musikalske hilsner til Debussy i værket her, men et løft med hatten til ungarske kolleger som Bartók og Kodály er ret tydeligt. Det, der gør værket til noget særligt i Ravels musikalske udvikling, og nok grunden til, at han kalder værket et vendepunkt, er, at han skræller alt væk undtagen melodi. Der er ingen lækre harmonier, der er ingen fransk “parfume.” Der er kun kontrapunkt, melodier og rytme. Det er som om han prøver samme øvelse som György Ligeti gør 40 år senere med Atmosphère: at skrælle musikalske parametre væk, for at se, hvad han kan finde ud af, med det materiale der så er tilbage. Forsøget er selvsagt ikke så radikalt som Ligetis, men øvelsen med at sætte skrappe krav og begrænsninger i processen for at nå frem til et nyt kompositorisk sprog er den samme. Værket der kommer ud af det er på en gang fuld af overskud og underligt vrissende i sit tonesprog. Som lytter under man sig selv at huske denne lidt karske og vrisne Ravel, når man hører hans andre værker; for denne karakter stikker sit hoved frem i mange af de værker, der ellers “bare” er smukke.

Musikken

Den første sats hedder Allegro og er flydende og de to instrumenter kastes straks ud i det, der bliver en næsten uendelig melodisk jagt på hinanden gennem hele værket. Ravel lader melodistumper dukke op gennem hele værket, som om de ikke hører til noget sted, men lever deres eget rastløse liv. Denne motiv- og melodi-genbrug er med til at få værket til at hænge sammen for lytteren, men det giver også en sær fornemmelse af, at man render rundt i en labyrint og hele tiden krydser stier man allerede har krydset eller bevæget sig ad før. Det gør sig især gældende i første og sidste sats.

Anden sats hedder Très vif (meget hurtig), og er halsbrækkende med knipsede strenge og svirrende motiver, der som irriterende og ubehagelige insekter svirrer rundt om ens hoved. Lige før slutningen af satsen er der et kort øjebliks ro, før det pludselig høvler løs igen med en omgang ungarsk-inspirerede danserytmer og et opadgående glissando. Duuiiiinnggg! og så er satsen forbi.

Tredje sats er den langsomme Lent, der som i førstesatsen begynder med en melodi i hvert instrument. Men denne melodi er noget af det mest rendyrket triste Ravel nogensinde har skrevet. Ensomhed, smerte og ubehag klistrer til melodien ligegyldig om den stræber opad, hvisker i piano eller træder forsigtigt gennem mørket. Jeg har svært ved at forestille mig mere forladt og eksistentielt fortabt musik end denne sats. Denne følelse fremmaner Ravel ikke ved at lade melodierne gå i stå. Tværtimod skrider og falder de fremad gennem mørket uden mulighed for barmhjertig fred. Det er mindernes, smertens og tårernes musik. Og en djævelsk smuk og melodisk sammenvævning af stemmer.

Fjerde sats – vif, avec entrain – er vrængende, langefingeren i vejret, sjov og trodsig musik. Alt andet end elegant hopper og danser instrumenterne afsted som to fjollede smådjævle. Det er tæt på, at man føler sig forrådt af komponisten, når han nu lige i tredje sats har blotlagt vores musikalske sjæl for al den ensomhed og smerte og så ender han med at sende sådan et par småpruttende djævle i manegen bagefter. Men jeg lader mig altid charmere af dem og deres noget studentikose humor til sidst.

Jeg linker her til en udgave fra Youtube, hvor man kan følge med i noderne. Men lige til dette værk er der meget stor forskel på de forskellige indspilningers musikalske udtryk, så jeg lægger en anden indspilning på Spotifylisten

 

 

Béla Bartók – Strygekvartet nr. 4

Jeg arbejdede i min pure ungdom i en bagerforretning. Den første uges tid er det slaraffenland for sådan en som mig, der har en sød tand. Efter to uger var der kun to kager, jeg overhovedet kunne holde ud at tænke på at spise – (linser og kanelsnegle, hvis du er nysgerrig). Senere i livet skete lidt af det samme for mig med musik. Efter i mange år at have arbejdet med musik og have hørt klassisk musik adskillige timer hver eneste dag, fik jeg et arbejde uden for musikbranchen og jeg trængte på det tidspunkt gevaldigt til at få renset hovedet for lyd. I adskillige måneder kunne jeg kun holde ud at høre to ting: Led Zeppelins samlede oeuvre og Béla Bartóks seks strygekvartetter. Efter nogle måneder på denne kost var der renset ud i musikafdelingen i hjernen og så spredte lydhørheden sig igen til al mulig anden musik.

Det beskæftigede mig en del i disse måneder, hvilke kvaliteter disse to havde som gjorde, at det var lige det jeg trængte til, og jeg kom frem til to ting: sammenspil og energi. Led Zeppelin var et af de bedst sammenspillede bands i musikhistorien (ja, det er en påstand, men kom med modbeviser, hvis du er uenig!) og ingen strygekvartet kan spille Bartók uden at kunne spille gevaldigt godt sammen. Ellers falder det hele fra hinanden. Og energien er åbenlys. Både Led Zeppelin og de seks kvartetter udleder betydelige mængder musikalsk energi.

Og jeg har altid haft en svaghed for kvartetter. Der er noget menneskeligt, tilgivende, forstående og udfordrende ved strygekvartetter. Som en god samtale. Og næsten det samme kan siges om Led Zep.

Bartóks kvartetter

Bartók er en af de komponister, der virkelig bruger kvartettens muligheder. Han giver ensemblet liv og kant. Da jeg googlede lidt om kvartetterne før denne post, fandt jeg et gammelt bulletin board, hvor en bruger skrev, at han netop havde hørt alle Bartóks seks kvartetter, og at han måske ikke helt forstod, hvorfor de bliver udråbt til de bedste siden Beethovens. En anden bruger skrev: ”Because they bloody well ARE!” Hvilket jo er et utrolig dårligt argument. Men han har jo på sin vis ret. Bartók udnytter strygekvartettens udtryksmuligheder og han veksler perfekt mellem ensemblets iboende evne til at være fire individer i samtale, og samtidig være et enkelt væsen med fælles åndedræt. Han får det ypperste, det mest brutale og det fineste ud af de fire strygere. Strygekvartetten er Bartóks Batmobil.

Strygekvartet nr. 4

Bartóks Strygekvartet nr. 4 er fra 1927. Den har fem satser, og bortset fra den midterste, er der pænt smæk på dem alle. Kvartetten er mere eller mindre symmetrisk opbygget, så hvis man gider lytte den nogle gange (og hvem gør ikke det?), vil man lægge mærke til paralleller mellem 1. og 5. sats og mellem 2. og 4. sats. Midtersatsen, den 3., er spejlet eller aksen hvorom alting drejer.

Første sats er et muskelbundt. Der bliver ikke nødvendigvis spillet med musklerne hele tiden, men man er ikke i tvivl om, at satsen her kan slå hårdt. Intens, mørk og med en sitrende energi.

Anden sats er kort. Men energiudladningen i de små tre minutter er anseelig. Motiverne kommer fejende som blæst hen over pusztaen. Korte og hvirvlende, næsten maniske er de fire stemmer og når slutningen kommer er det som et pust i håret – fussshh, væk er de. Elegant, drillende og åndeløst.

Tredie sats er ikke som de andre. Den er et eksempel på det, som nogle kalder Bartóks ’nattemusik’. Han brugte vist endda selv udtrykket. Der er et link til en wikipedia-artikel om fænomenet her

Flere steder i denne sats er det ene af kvartettens instrumenter solist og de andre ligger med sære akkorder i baggrunden. Det er cellisten, der får den første solo og skaber en af værkets smukkeste og mest desperate passager.

Det er netop denne solo på baggrund af mystiske akkorder, der kaldes ’nattemusik’. Det er som mørkets mystik, tilsat helt konkrete lyde fra natten: fugle, cikader, frøer eller andre naturlyde. Det er meget tydeligt i violinens solo, der kommer lige efter celloens; det er helt klart en fugl, der skræpper skræmt i mørket.

Naturlyrik og almindelige nattelyde er dog ikke helt nok til at beskrive satsens sære tiltrækningskraft. Der er mere trylleri, elverkoglerier og nøkkespil på færde end i en almindelig nat på landet.

Fjerde sats spejler anden sats. Den er kort og der er fuld fart over feltet. Denne gang spiller de fire strygere dog udelukkende pizzicato (også de såkaldte ’Bartók-pizzicato’, hvor strengene smadrer tilbage mod gribebrættet). Når der sådan spilles med knipsede strenge, er der knap så meget sus i skørterne og blæst i håret som i andensatsen.

Men der er lige så meget elegance og vid.

I den sidste sats spejles muskelbundtet fra første sats. Nu har muskelbundtet fået gammastråling og er blevet grønt. Begyndelsen af denne sats er virkelig brutal. Det er altid svært at tro det, når man ser billeder af den fine, alvorlige, aristokratisk udseende Béla Bartók, men denne pæne mand gemmer på en brutal rocker. Ligesom den lige så nydelige polske komponist Lutoslawski (ham kan du læse om her på bloggen), ligger der hos Bartók så meget kant, brandfare og ragnarok, at det overrasker igen og igen. Og fryder igen og igen.

 

Som lille bonus-klip kommer her lidt Led Zeppelin. Det passer så godt sammen. (Skru muligvis lidt ned for højttaleren, da denne er noget mere komprimeret i optagelsen)