Béla Bartók – Strygekvartet nr. 4

Jeg arbejdede i min pure ungdom i en bagerforretning. Den første uges tid er det slaraffenland for sådan en som mig, der har en sød tand. Efter to uger var der kun to kager, jeg overhovedet kunne holde ud at tænke på at spise – (linser og kanelsnegle, hvis du er nysgerrig). Senere i livet skete lidt af det samme for mig med musik. Efter i mange år at have arbejdet med musik og have hørt klassisk musik adskillige timer hver eneste dag, fik jeg et arbejde uden for musikbranchen og jeg trængte på det tidspunkt gevaldigt til at få renset hovedet for lyd. I adskillige måneder kunne jeg kun holde ud at høre to ting: Led Zeppelins samlede oeuvre og Béla Bartóks seks strygekvartetter. Efter nogle måneder på denne kost var der renset ud i musikafdelingen i hjernen og så spredte lydhørheden sig igen til al mulig anden musik.

Det beskæftigede mig en del i disse måneder, hvilke kvaliteter disse to havde som gjorde, at det var lige det jeg trængte til, og jeg kom frem til to ting: sammenspil og energi. Led Zeppelin var et af de bedst sammenspillede bands i musikhistorien (ja, det er en påstand, men kom med modbeviser, hvis du er uenig!) og ingen strygekvartet kan spille Bartók uden at kunne spille gevaldigt godt sammen. Ellers falder det hele fra hinanden. Og energien er åbenlys. Både Led Zeppelin og de seks kvartetter udleder betydelige mængder musikalsk energi.

Og jeg har altid haft en svaghed for kvartetter. Der er noget menneskeligt, tilgivende, forstående og udfordrende ved strygekvartetter. Som en god samtale. Og næsten det samme kan siges om Led Zep.

Bartóks kvartetter

Bartók er en af de komponister, der virkelig bruger kvartettens muligheder. Han giver ensemblet liv og kant. Da jeg googlede lidt om kvartetterne før denne post, fandt jeg et gammelt bulletin board, hvor en bruger skrev, at han netop havde hørt alle Bartóks seks kvartetter, og at han måske ikke helt forstod, hvorfor de bliver udråbt til de bedste siden Beethovens. En anden bruger skrev: ”Because they bloody well ARE!” Hvilket jo er et utrolig dårligt argument. Men han har jo på sin vis ret. Bartók udnytter strygekvartettens udtryksmuligheder og han veksler perfekt mellem ensemblets iboende evne til at være fire individer i samtale, og samtidig være et enkelt væsen med fælles åndedræt. Han får det ypperste, det mest brutale og det fineste ud af de fire strygere. Strygekvartetten er Bartóks Batmobil.

Strygekvartet nr. 4

Bartóks Strygekvartet nr. 4 er fra 1927. Den har fem satser, og bortset fra den midterste, er der pænt smæk på dem alle. Kvartetten er mere eller mindre symmetrisk opbygget, så hvis man gider lytte den nogle gange (og hvem gør ikke det?), vil man lægge mærke til paralleller mellem 1. og 5. sats og mellem 2. og 4. sats. Midtersatsen, den 3., er spejlet eller aksen hvorom alting drejer.

Første sats er et muskelbundt. Der bliver ikke nødvendigvis spillet med musklerne hele tiden, men man er ikke i tvivl om, at satsen her kan slå hårdt. Intens, mørk og med en sitrende energi.

Anden sats er kort. Men energiudladningen i de små tre minutter er anseelig. Motiverne kommer fejende som blæst hen over pusztaen. Korte og hvirvlende, næsten maniske er de fire stemmer og når slutningen kommer er det som et pust i håret – fussshh, væk er de. Elegant, drillende og åndeløst.

Tredie sats er ikke som de andre. Den er et eksempel på det, som nogle kalder Bartóks ’nattemusik’. Han brugte vist endda selv udtrykket. Der er et link til en wikipedia-artikel om fænomenet her

Flere steder i denne sats er det ene af kvartettens instrumenter solist og de andre ligger med sære akkorder i baggrunden. Det er cellisten, der får den første solo og skaber en af værkets smukkeste og mest desperate passager.

Det er netop denne solo på baggrund af mystiske akkorder, der kaldes ’nattemusik’. Det er som mørkets mystik, tilsat helt konkrete lyde fra natten: fugle, cikader, frøer eller andre naturlyde. Det er meget tydeligt i violinens solo, der kommer lige efter celloens; det er helt klart en fugl, der skræpper skræmt i mørket.

Naturlyrik og almindelige nattelyde er dog ikke helt nok til at beskrive satsens sære tiltrækningskraft. Der er mere trylleri, elverkoglerier og nøkkespil på færde end i en almindelig nat på landet.

Fjerde sats spejler anden sats. Den er kort og der er fuld fart over feltet. Denne gang spiller de fire strygere dog udelukkende pizzicato (også de såkaldte ’Bartók-pizzicato’, hvor strengene smadrer tilbage mod gribebrættet). Når der sådan spilles med knipsede strenge, er der knap så meget sus i skørterne og blæst i håret som i andensatsen.

Men der er lige så meget elegance og vid.

I den sidste sats spejles muskelbundtet fra første sats. Nu har muskelbundtet fået gammastråling og er blevet grønt. Begyndelsen af denne sats er virkelig brutal. Det er altid svært at tro det, når man ser billeder af den fine, alvorlige, aristokratisk udseende Béla Bartók, men denne pæne mand gemmer på en brutal rocker. Ligesom den lige så nydelige polske komponist Lutoslawski (ham kan du læse om her på bloggen), ligger der hos Bartók så meget kant, brandfare og ragnarok, at det overrasker igen og igen. Og fryder igen og igen.

 

Som lille bonus-klip kommer her lidt Led Zeppelin. Det passer så godt sammen. (Skru muligvis lidt ned for højttaleren, da denne er noget mere komprimeret i optagelsen)