Helmut Lachenmann – Grido

Stille musik der skal ses

Der findes musik, der bedst opleves live. Det gælder i princippet al musik, efter min mening, men der findes musik, hvor der er noget performativt, noget for øjnene. Og der findes musik, der er så stille at det performative, musikernes gestus, er lige så stor en del af oplevelsen som selve den klingende – eller netop ikke klingende – musik.

Sådan en musik er Helmut Lachenmanns, eller i hvert fald en hel del af hans værker. Jeg mindes en koncert på NUMUS i Århus for mange år siden, hvor en violinist står alene på scenen og spiller på sin violin. Og her mener jeg bogstavelig talt på violinen. Ikke på strengene. Det eneste man hørte var hesthårsbuens fine suk.

Den gode blogger Tom Service på The Guardian har skrevet begejstret om, hvordan Lachenmann genfinder instrumenternes egne lyde her

Grido

Grido betyder råb, gråd eller udbrud. Altså lige det modsatte af det hviskeri Lachenmann dyrker til perfektion. Grido er Lachenmanns tredie strygekvartet og han fortæller selv, at Arditti Kvartetten havde bedt ham om et værk med en lidt støre lydstyrke end de to foregående kvartetter. Grido er også en sammentrækning af Arditti Kvartettens medlemmers fornavne.

Læs Lachenmanns egne ord om kvartetten her

Uskyld

Der er mange klicheer om barndommens uskyld. Jeg har aldrig helt forstået, hvilken uskyld der er tale om. For det meste virker det som om uskyld = uvidenhed. Mangel på viden om ulykker, mord, sex, had, krig, sygdom og død. Er uskylden så en ønskværdig tilstand?

På den anden side kender jeg jo i høj grad også trangen til som mor, at beskytte sit afkom fra menneskehedens værste sider. Der er meget jeg ville ønske min søn aldrig bliver konfronteret med. Der er meget jeg ved, at et privilegeret menneske som jeg selv aldrig er blevet konfronteret med. Jeg er vel i grunden – sådan verdenshistorisk og så’n – lige så beskyttet og uskyldig som et lille barn. Og vil helst blive ved med at være det, tak!

Og hvorfor al denne lommefilosoferen om uskyld, når det nu en gang handler om en strygekvartet af Helmut Lachenmann? spørger du. Det kan jeg ikke  svare på, på anden måde end ved at sige, at jeg når jeg lytter til Lachenmanns musik fornemmer jeg, at han hele tiden berører eller balancerer på kanten af uskylden. Eller prøver at kæmpe sig vej tilbage over afgrunden af skyld, tilbage til … ? ja, til hvad? Man kan jo ikke slette skylden, når man først har været der. Man kan ikke slette krig, blod, mord, ydmygelser og smerte fra sin hjerne, når de nu en gang er ankommet. Måske kan man kigge sig tilbage over skulderen og kaste et sidste blik på sin Eurydice inden hun endegyldigt forsvinder. Farvel uskyld, renhed og uvidenhed.

Jeg holder uendelig meget af den engelske børnelitteratur fra for omkring 100 år siden. Allermest af Vinden i Piletræerne, men også Den modvillige drage, Peter Plys, Peter Pan og hele det slæng. Og Dickens er min yndlingsforfatter.

Og jeg er helt på det rene med, at al denne litteratur beskæftiger sig med præcis samme smertenspunkt: det bliver ikke ved, det holder op, du bliver klogere.

Og jeg elsker det vidunderlige paradoks, der ligger i, at man, jeg, hele tiden vil lære nyt, opleve nyt og blive klogere – og samtidig græder man nytteløst snot over, at man ikke længere kender til en verden, hvor der ikke findes krig.

”Plys”, sagde Jakob, som stadig sad og så ud over verden med hagen støttet på hånden. ”Plys!”

”Ja,” sagde Plys

”Når jeg nu – når jeg nu – Plys – ”

”Ja, Jakob!”

”Nu kan jeg aldrig mere sådan bestille ingenting.”

Jakob prøver at fortælle Plys, at han skal i skole – det tager sin tid, så jeg springer lige til slutningen …

”Så begav de sig sammen af sted, men hvorhen de end går, og hvad der end hænder dem undervejs, så vil den lille dreng og hans bjørn altid lege på det fortryllede sted, der ligger helt langt inde bag i skoven.”

Gu’ vil de så. Og de hører Lachenmann imens.