Galina Ustvolskaya – Compositions 1-3

Da jeg skrev min blogpost om Charles Ives og han Concord-sonate for noget tid siden, kom jeg i tanke om en anden outsider: Galina Ustvolskaya.

Ustvolskayas musik slog benene fuldstændig væk under mig, da jeg hørte den første gang på et eller andet tidspunkt i 1990’erne. Siden har jeg ofte tænkt på, om det er musikkens egenart, dens særhed, der fik mig til at falde for den, i højere grad end dens egentlige musikalske kvalitet. Det er svært at sige, men jeg tror at Ustvolskayas originalitet er/var så stærk, at musikken virkelig har en ganske særlig bærekraft.

Læs om komponisten her

Ustvolskayas musik er til overflod fuld af ren og skær kraft. Der er ikke nogle bløddele i dette musikalske dyr. Det er knasende kitin hele vejen igennem. Det er musik, der skærer gennem al sentimentalitet med et tunnelbors kraft. Det er firkantet, bastant, ucharmerende og på intet tidspunkt indstillet på varme eller sødme. Det er en sur pille, der skal sluges og som kan mærkes hele vejen ned gennem halsen.

Og alligevel føles det helt rigtigt … ja, nærmest godt.

Et interessant aspekt af Ustvolskayas musik er, at hun insisterede på, at hendes musik er åndelig eller spirituel, men IKKE religiøs. Ikke desto mindre er mange af hendes titler hentet direkte fra den kristne liturgi eller fra tekster skrevet af munke. Der er ingen tvivl om, at den kontrastrige, sort-hvide karskhed sine steder i Det Gamle Testamente kan passe til det kantede lydbillede. Men Jeg er nu ikke sikker på, at det er den type åndelighed, Ustvolskaya hentyder til.

Der er noget rent, noget abstrakt og uformidlet over hendes værker, der tyder på en intens søgen efter et ur-udtryk. Et fuldkommen skrabet og renskuret musikalsk udtryk, der kun efterlader blokke af klang og trampende rytmer.

Det er på sin vis sjælerensende at høre hendes musik. Måske var det det hun mente med sin spiritualitet.

Asko Schönberg Ensemble spiller Ustvolskaya.

Der er tre fantastiske værker på Youtube med det hollandske Asko-Schönberg Ensemble (med fabelagtige Reinbert de Leeuw ved klaveret!). Jeg linker til alle tre værker

Composition no. 1 (1971)

Dette var det første værk af Ustvolskaya, jeg hørte. Besætningen er legendarisk sær: Klaver, tuba og piccolofløjte. Det lyder som noget en ny musik-hader kan finde på, når der skal gøres grin med ”sådan noget nymodens pjat”. Der mangler bare en ringeklokke.

Men det er ikke pjat det her. Det er alvor. Ramme alvor. Værket har undertitlen Dona nobis pacem – giv os fred.

Composition no. 2 (1973)

Her er så ”La piece de resistance”. Hvis du ikke overgiver dig når du hører dette, så … ja … så … så ved jeg ikke rigtig hvad. Værket her hedder Dies Irae – Vredens Dag.

Det passer fint med titlen. Trækassen gør det hele endnu mere knasende alvorligt. Og vildt og sært.

Composition no. 3 (1975)

Benedictus, qui venit – Velsignet er han, der kommer. Det er undertitlen på denne tredie komposition. Jeg har ingen anelse om, hvordan det hænger sammen med musikken. Denne tredie komposition, har på sin vis en ganske let smag af det udtryk som hollandske Louis Andriessen også dyrker i et værk som Hoketus fra 1976, men jeg er rimelig sikker på, at ingen af de to komponister anede noget om hinandens tilstedeværelse i 1970’erne. De har med sikkerhed heller ikke hentet inspiration fra samme kilder. Der er bare et sær sammenfald i klang og stædighed.

Ustvolskaya er bare en klasse tungere og mere solid.