Peter Maxwell-Davies: Eight Songs for a Mad King

Der findes musik, der ankommer i ens liv lige på det rigtige tidspunkt. Det er ikke nødvendigvis behageligt. Jeg var i hvert fald mere chokeret end begejstret første gang jeg satte mig og lyttede til Peter Maxwell-Davies’ ”Eight Song for a Mad King.” Det var ganske overordentligt nye toner for undertegnede. Jeg kan ikke huske præcis hvornår jeg hørte musikken første gang, men mon ikke jeg var 20-22 år? Musikken er kun et år yngre end mig, og jeg mindes også en mild fornærmelse over at skulle modtage en så uventet moderne musikoplevelse fra et værk, der var på alder med mig selv. Jeg troede, jeg var med på det værste og nyeste, og så kommer sådan en englænder der og giver mig en musikalsk mavepuster af de større … godt 20 år forsinket. Grumphskgljbqwe ….

Jeg lyttede til de otte sange med ujævne mellemrum derefter og har været lidt forsigtig med at tage dem frem til bloggen her, for jeg var bange for at blive skuffet ved genhøret. Det blev jeg ikke. Der er en utrolig energi, panik, elegance og udtrykskraft i ”Eight Songs for a Mad King” og den holder endnu, hvor der jo er gået mere end 20 år siden mit første møde med musikken.

Det er et scenisk værk, og der er også sceniske opførelser på Youtube, men jeg har valgt en, hvor teksten fremgår i stedet for live-elementet. Teksten er dels ord og sætninger fra hovedpersonen King George III taget fra folk, der hørte hans vanvittige ord-diarré og som fortalte videre, hvad den gale konge sagde, og dels ny tekster skrevet af Randolph Stow, der er librettisten og som fik ideen til de otte sange, da han oplevede et mekanisk miniatureorgel som havde tilhørt George III. Hele historien om hvordan værket blev til kan læses her på Maxwell-Davies hjemmeside Maxopus.

Der er et par ting i musikken, der slår øret første gang man hører ”Eight Songs for a Mad King”:

Vokalen. Den sindssyge konges afsindige rablende råb og skrig skrevet for en sanger, så ekspressiviteten er i allerhøjeste gear. Der er en fænomenal balance mellem det rablende/skræmmende og det sarte/sårbare. Virtuost komponeret og kræver overvældende virtuositet af udøveren. (Det gælder vist for øvrigt ikke kun sangeren. Jeg har ikke set partituret, men ensemble-stemmerne lyder ikke ligefrem simple).

Citaterne: Peter Maxwell-Davies citerer sange fra tiden (Hov: for de historieinteresserede kan man læse om George III på wiki her) Der er også musik af Händel og andre tidligere komponister, der dukker op, samt stilcitater og melodistumper der flyder rundt i musikken som asteroider på kollisionskurs. Faktisk var det – efter chokket over stemmen i begyndelsen af værket – de mange mystiske citater af tidligere musik, der for alvor fik mig til at spidse ører dengang, jeg hørte værket første gang. Kan man det? Kan man tyvstjæle med arme og ben og klatte med musikken på en sådan overdådig måde? Seriously? Nu om dage synes jeg, det er vildt overskudsagtigt og elegant gjort. Prøv lige at lytte fra omkring 21’30 i youtube-klippet og et par minutter frem. Overdrevent sammenklask af diverse stilarter og udtryksformer. Jeg kan lide det.

Ud over vokalen og citaterne kan man nyde fuglene, der dukker op undervejs. Kongen havde en række finker, som han i stykket her prøver at lære at synge. De sad i bure og på scenen er det musikerne, der sidder i store forgyldte fuglebure. Samtidig er Kongen låst inde og bevogtet. Et bur i et bur i …

Det er ikke musik, der nødvendigvis gør naboer, samboer, børn og hunde i din nærhed i godt humør … men det er dælme godt!

Mmmmm – trænger vi ikke også snart til igen at se en opførelse af ”Eight Songs for a Mad King” her i landet? Det er god musik, der kræver sin mand.