Three Voices – af Morton Feldman

Hvis jeg nu skal være helt ærlig, så er jeg ikke den meditative type. Det der med at sidde helt stille i lang tid og kun koncentrere sig om en ting, er svært for sådan en som mig. Ikke at jeg er specielt urolig eller overgearet, men der er så mange spændende ting i verden og jeg skal jo helst nå noget af det.

Derfor har jeg det ofte svært med meget lange minimalistiske værker (Ja, Philip Glass, jeg kigger på dig), men denne blogpost handler om det værk indenfor det minimalistiske univers, der faktisk fangede min opmærksomhed og fik mig til at opleve, hvordan tiden kan ændres.

Ved en NUMUS festival for mange år siden blev der opført et værk af Morton Feldman. ”Three Voices” var titlen. Jeg var blandt publikum. Hvis en emsig journalist havde stukket en mikrofon op i næsen på mig lige efter klapsalverne sluttede, og havde spurgt mig hvor lang tid værket havde varet, ville jeg have svaret tre-fire minutter. Det varede 50 minutter.

Jeg er ganske overbevist om, at jeg ikke sov undervejs, og jeg nød musikken i fulde drag. Det var faktisk ret overvældende og tankevækkende at konstatere, hvor meget min tidsfornemmelse var blevet vippet af pinden. Og tak for det!

Ved den live-opførelse jeg oplevede i Aarhus, sad en sangerinde midt på scenen, og i hver side af scenen stod en højttaler, hvorfra samme stemme lød i to forskellige udgaver, så det der opstod var tre-stemmighed med en og samme stemme. Et ret minimalt klangligt udgangspunkt. Jeg mener, at det er standardproceduren for opførelser af værket. Så i 50 minutter sad vi altså og så på sangerinden, der sad på en stol på en scene og sang med sig selv. (Jeg kan ikke huske navnet på hende, hvis andre med bedre hukommelse læser dette, så skriv hendes navn i kommentarerne!.) Det eneste sted, hvor der skete noget var i musikken. På scenen var der fuldstændig ro.

Musikken

Og hvad var det så der skete i musikken? En hel masse og ingenting på samme tid. Hvorfor ingenting? Fordi hele værket som allerede nævnt består af den samme stemme i tre udgaver, der snor, væver, tripper, hopper og glider ind mellem hinanden. And that’s it!

Og på samme tid en hel masse, fordi der hele tiden er udvikling. Det er små og store ændringer, og fokus skifter med mikroskopisk nøjagtighed hele tiden.

Du kender sådan et legetøjs-kaleidoskop, som man holder op foran øjet og så ser man de farvede krystaller falde på plads i konstant skiftende former. Det er altid sjovest at dreje kaleidskopet helt, helt, ultra langsomt, så man kan se krystallerne falde et for et. Det er næsten det, Morton Feldman gør. Og så alligevel ikke, for der sker mere end det helt langsomme. Der er små mikroskopiske forandringer, men der er også en storform i værket. En tydelig opbygning frem mod et klimaks, og en nedgearing til en rolig, lagdelt slutning. Jeg har ikke regnet efter, men et hurtigt overslag i minutregning viser, at højdepunktet ligger ca. 2/3-dele inde i værket.

Morton Feldman skrev værket til sangerinden og stemmepædagogen Joan La Barbara i 1982. I brevet, der ledsagede partituret skrev han bl.a. ”I’m somewhat shocked with the more sensuos, if not ”gorgeous” sound of most of it …”. I samme brev nævner han, at han med vilje ikke har skrevet nogen tempoangivelse i partituret. Han vil lade sangerinden og hendes vejrtrækning være med til at afgøre det. Han skriver: ”It sounds good both ”slow” as well as a ”fast” slowness (whatever that means).”

De første gange La Barbara opførte værket varede det 90 minutter, men da hun skulle indspille det på cd ville hun gerne have, at det skulle kunne være på en cd, så der lavede hun en hurtigere udgave på 45 minutter.

Jeg må indrømme, at jeg virkelig godt kunne tænke mig at høre en udgave på 90 minutter. Halloooooo!!?! – gad vide om der er en dansk sangerinde, der kunne tænke sig at opføre ”Three Voices” lllaaaangsssoooooommmmttt.

Der er en tekst undervejs. Det er et lille uddrag af digtet ”Wind” af Frank O’Hara. Et digt, der er dedikeret til Morton Feldman. Teksten dukker op flere gange undervejs, ellers er det ren vokalise.

Her er et link til en anden blog, hvor hele digtet er gengivet:

http://warmpoison.blogspot.dk/2008/02/frank-ohara-wind-to-morton-feldman.html

 

Musikken er for mig præget af teksten på den måde, at jeg virkelig har svært ved at løsrive mig fra billedet af sne, der falder når jeg hører stemmerne væve sig mellem hinanden. Det er smukt, renfærdigt, køligt og en smule ubønhørligt på samme tid. Meget medrivende – og meget stille.

Hør “Three Voices”

”Three Voices” er inddelt i flere afsnit:

Opening
Legato
Slow Waltz

First Words
Whisper
Chords
A non accented legato
Snow Falls
Legato
Slow Waltz and ending

Jeg har fundet en udgave på Youtube, hvor titlerne på afsnittene er sat ind cirka, der hvor de skal være i musikken. Og så er den ikke delt op i mange klip, men ligger i hele sin udstrakte herlighed. Lyt til ”Three Voices”. Det er musik, der godt kan laves mad til, men du får helt klart mest ud af værket, hvis du giver dig tid til at sidde stille med te i nærheden og lytte. Det er god musik!

 

Og som lille bonus kommer her et link til det første nummer fra Kate Bushs cd ”50 Words For Snow” der udkom i 2011. Kun fordi jeg synes stemningen minder så meget om ”Three Voices”.

Sådan skræmmer man livet af børn

Første blogpost her i Nutidsmusik var om Schönberg og et værk jeg anskaffede mig på LP da jeg var teenager. Det var b-siden på LP’en og det var egentlig a-siden, jeg havde købt albummet for at høre. Denne gang vil jeg fortælle om en anden b-side på en anden LP.

Jeg smutter nogle år tilbage i tiden – jeg var vel et sted mellem 9 og 11 år, da jeg opdagede, at der i min mors pladesamling var en LP med kyrilliske bogstaver, som jeg ikke kunne læse, men jeg kunne høre, at det var en klavertrio af Haydn på a-siden. Og den kunne jeg virkelig, virkelig godt lide. Det var den, der kaldes Zigøjner-trioen på grund af tredjesatsen, der er utrolig fed.

Nu var jeg et overordentligt artigt barn, der spiste mine leverpostejmadder før rosinmadderne, tog det sure med søde (når det nu ikke kunne være anderledes) og i det hele taget gjorde som jeg skulle. I mit hoved betød det dengang, at hvis jeg hyggede mig med at høre den ene side af en LP – så skulle jeg også høre den anden. Ellers var det ikke ordentligt. Jeg kunne som sagt ikke læse, hvad der var på den anden side af LP’en, men tro mig … det var ikke særlig rart.

Musikken var af Sjostakovitj.

Sjostakovitj – Klavertrio nr. 2

Værket her er, så vidt jeg kan fornemme, standardrepertoire for de fleste klavertrioer. Det betyder også, at der er mange indspilninger på Youtube – og blandt dem er en virkelig perle, nemlig en liveoptagelse med Martha Argerich, Gidon Kremer og Mischa Maisky. Det bliver ikke bedre. Jo, det ville have været bedre, hvis fjerdesatsen ikke var hugget over i to, men bortset fra det …

Første sats: Her mange, mange år senere synes jeg stadig, at begyndelsen på Sjostakovitjs klavertrio nr. 2 er noget af det mest underlige musik der findes. Det er underligt, grænsende til det syge.

Det giver da ingen mening at lade den stakkels cello begynde så højt oppe, gør det? Det skulle da lige være for at skræmme livet af lytteren. Og muligvis også af cellister.

Det er en spøgelsesagtigt fesen måde at begynde på. Det er som om musikken er blevet drænet for blod af en ondsindet vampyr. Der går adskillige minutter (tre i den youtube-indspilning jeg linker til) før den blegsottige indledning afløses af noget mere blodrigt. Det er ikke fordi lyset ligefrem strømmer ud af partituret. Stemningen er stadig til den mørke side, men nu insisterende og med stædig livskraft. Stemningen i denne del af trioen er sådan lidt som at få en skideballe over, at man sidder og er trist. Det er ikke helt retfærdigt, man bliver da sparket ud af sengen og kommer i gang med dagen.

Anden sats er en modgift i form af en gevaldig fest. Der er seriøse mængder alkohol, musik og mennesker involveret, man husker ikke detaljerne dagen efter, men det var eddermame sjovt. Tror jeg nok. Violin og cello har gang i en gevaldig omgang tagfat, og det bliver slået til den i klaveret. Op og dans på bordet – kom så!

Tredie sats: Tillad mig at blive ved fest-billedet fra anden sats; du står og danser på bordet og alt er fordrukken lykke, da der pludselig er en, der trækker i dugen og du falder. Hårdt. Du ligger på jorden med brækket næse og flækket øjenbryn. Og pludselig ved du, at ikke alene skal du selv dø, det skal alle de mennesker du elsker også. Det skal alt i hele verden. Der vil være et tidspunkt, hvor der ikke er nogen, der danser. Ikke nogen mennesker der fester, ikke nogen der spiller musik, ikke nogen til at høre musikken. Der vil komme en tid, hvor ingenting findes. Ikke engang musikken. Der vil være tomt.

Der er ret hårdt at høre, når man nu bare er ca. 10 år gammel og gerne vil sidde og høre musik og tegne.

Fjerde sats lapper lidt på det åbne, blødende sjælesår som tredie-satsen efterlader en med. På meget Sjostakovitjsk vis får man en fornemmelse af, at det nok er værd at kæmpe mod den megen ensomhed og smerte. Om ikke andet så for dog at kunne sige, at man ikke gav op. Desperat humor, rank ryg, eksistentiel overbevisning? Jeg ved ikke rigtig, hvad det er Sjostakovitj kan, men djærvheden og den stædige insisteren på smil i mørket, gør at han også i dette værk får hevet sine lyttere med over på lysets side. Problemet er bare, at alle vi lyttere nu ved lige præcis hvor slemt det er lige derovre på den anden side. Av.

Dmitri Sjostakovitj skrev sin 2. Klavertrio i 1944 og den havde premiere i november samme år. Anden verdenskrig havde raset omkring komponisten i fem år allerede og ødelagt alt. Trioen er skrevet til minde om – og tilegnet – en af komponistens nære venner, Iwan I. Sollertinskij. Der findes ikke meget musik, der er sortere end denne. Jeg synes det er interessant, at når man læser programnoter til dette værk, så er alle fuldstændigt enige om at beskrive musikken stort set som jeg har gjort det ovenfor. Der er måske forskel i ordvalget hos forskellige skribenter, men det er som Sjostakovitj har formået at skrive musik som er umiddelbar forståelig hos os alle. At han – uden at læne sig op ad en tekst – formår at sende et klart budskab. Budskabet er selvfølgelig simpelt. Av – er nok den korteste måde at skrive det på, men der er ikke mange, der kan formidle det budskab så knivskarpt som Sjostakovitj i denne trio. Lyt – det er god musik!

Således opmuntret ønsker jeg jer allesammen en god jul.

Næste blogpost bliver om musik af Morton Feldman fra 80’erne. Noget helt, helt andet.