Harry Partch – Barstow

Der er noget jeg ikke kan lide. Det er når medierne/anmelderne/verden/man selv falder for ting, fordi de er ”anderledes”, spøjse, mærkelige og opsigtsvækkende … men reelt uden kunstnerisk værdi eller i det mindste bare et interessant budskabeller en god idé. Det giver sådan en tom fornemmelse i hovedet at opleve en forestilling/høre et værk/læse en bog, hvor det langsomt går op for en, at det eneste man får med hjem til hjernekisten er, at det er anderledes og opsigtsvækkende. For det er sjældent nok.

Jeg ved ikke, om Harry Partch hører til i denne kategori af ”OK – det er godt nok anderledes – men uinteressant”, men jeg tror det ikke, for jeg bliver ved med at vende tilbage til hans bizarre lydunivers. Han kunne altså et eller andet.

Harry Partch

Harry Partch var en amerikansk komponist og musiker, der ikke kunne affinde sig med koncertsalenes stive og urealistiske musik, men ville have den verden han hørte ind i sine værker. Og den verden han hørte var ikke velstemt og nydelig. Den var ikke i 4/4-dele og den var ikke køn.

Han byggede en lang række instrumenter, for at kunne opfylde sin vision (findes der et ord for en auditiv vision?) om at få den verden han kunne høre ud som musik. I linket her er der en gennemgang af hans utrolige instrumentarium.

Partch instrumentarium

 

Der er mange opslag om Harry Partch når man googler og der er mange klip med og om ham på Youtube. Led selv, hvis du er nysgerrig.

Mikrotoner og glissader, sprechgesang og støj er dele af Harry Partchs musik og med til at gøre den anderledes og opsigtsvækkende. Og i nogle værker også virkelig vedkommende eller dybt fascinerende.

Som hos alle andre komponister er nogle værker mere interessante end andre. Partch kan falde over på den forkerte side af grænsen til det selvhøjtideligt mystiske en gang imellem, men det gælder på ingen måde i værket ”Barstow”, som var mit første – og heldige – møde med Harry Partchs skæve lydverden.

”Barstow”

Teksterne i ”Barstow” er graffiti fra en bænk i byen Barstow i Californien. Den ligger langt ude på kanten af Mojaveørkenen. Til de geografi-interesserede er der mere om Barstow her:

Barstow

Teksterne til ”Barstow” fik Partch fra graffiti skrevet af folk, der rejste på tomlen gennem byen. ”Otte tomleres skriblerier” er undertitlen: ”Eight Hitchhikers’ Inscriptions”.

Teksten kan ses her:

Barstow tekst

Og nu til musikken. ”Barstow” er oprindelig fra 1941, men blev revideret flere gange. Indspilningen jeg har fundet på Youtube er med Partch selv (en af kommentatorerne på Youtube skriver at det er en indspilning fra 1969). Partch nummerer de otte inskriptioner/skriblerier og musikken ændrer nogle gange dramatisk karakter for hver inskription, men der også en gennemgående lille figur i den hjemmelavede marimba, der fungerer som en slags overgang mellem de forskellige tekstbidder. Lyt og nyd – det er god musik (tror jeg nok 😉 ).

Barstow af Harry Partch fra Youtube

 

(link driller og vil ikke embeddes, men skulle virke som almindeligt link)

Ekstra!

Harry Partch og hans insisteren på at være sin egen, og på den måde være en sten i skoen på alle os andre, får mig til at tænke på andre amerikanske enegængere som Charles Ives og Tom Waits. Ikke underligt er Harry Partch at finde blandt Tom Waits’ musikalske favoritter og derfor er der her et lille ekstra stykke ægte americana. For your enjoyment.

Tom Waits – Eggs and Sausage

Witold Lutoslawski – Klaverkoncert

Witold Lutoslawski blev født d. 25. Januar 1913 – det er 100 år siden. Den polske komponist var en af det 20. århundredes store navne. Han blev – og bliver – spillet på festivaler og koncerter verden over.

Du kan google mere om hans liv og levned, jeg linker her til en omfangsrig artikel om ham fra det engelske wikipedia.

http://en.wikipedia.org/wiki/Witold_Lutos%C5%82awski

Lutoslawski har komponeret for næsten alle gængse besætninger, der er dog ingen opera blandt hans værker. Hans orkestermusik har en genkendelig, gylden og nærmest glitrende klang. Der er som om ens øren bliver blændet, så skinnende flot lyder Lutoslawskis værker. På dette område minder hans musik mig om en anden polaks, nemlig Szymanowskis. Lutoslawski beundrede Szymanowskis musik og mødte ham i sin første tid på konservatoriet.

Det kan betale sig at lytte bagom den glitrende overflade af Lutoslawskis musik, for der er kanter og konturer bagom, der beriger lytteoplevelsen ganske gevaldigt.

Den fine herre Witold Lutoslawski afslører en gang imellem sig selv som en ægte rocker. Men man skal lede lidt efter det 😉

Klaverkoncerten

Jeg har valgt et af Lutoslawskis sene værker, nemlig klaverkoncerten fra 1988.

Det er et værk, der for alvor viser noget af den kantede og kradsende Lutoslawski midt i de strålende strygere og myldrende træblæsere. Og så er der smukke, smukke passager undervejs.

En stor del af Lutoslawskis værker indeholder et særligt element af tilfældighed, idet han i visse passager lader musikerne selv bestemme, hvornår de spiller de toner, der står i partituret. Man kan ganske få steder i denne youtube-optagelse se, hvordan dirigenten holder op med at dirigere og lader musikerne selv bestemme tempoet. Lutoslawski har flere steder beskrevet sin ”ad libitum”-teknik og netop i forbindelse med klaverkoncerten skriver han sådanher om grunden til at lade musikerne spiller mere frit: ”This gives quite specific results, ‘flexible’ textures of rich, capricious rhythms, impossible to achieve in any other way.”

Lyt!

Klaverkoncerten skal egentlig spilles i et forløb uden pauser, selvom der er fire satser. Den bedste youtubeoptagelse ligger i tre afdelinger, med første og anden sats i samme bid og så en hver til tredie og fjerde. Lutoslawski var selv en fremragende dirigent, og der findes på Spotify en indspilning med Krystian Zimerman ved klaveret (koncerten er skrevet til ham) og Lutoslawski selv på dirigentpodiet. Den er virkelig god – og kan altså der høres i et flow, som komponisten havde planlagt det.

Når det er sagt er denne live-version ikke uden evner. Den har nemlig noget af det, der gør værket interessant, og det er energi. Jo ældre jeg bliver, desto gladere bliver jeg for musik, der på den ene eller den anden måde holder dampen oppe hele vejen. Og det gør Lutoslawski i klaverkoncerten; der er en kraftig underskov af liv, der presser på for at komme op til overfladen. Det er som om den næsten konstante uro i begyndelsen bare leder efter et sted at bryde igennem overfladen og det sker også undervejs. Der er også en meget fin balance mellem energi-udladninger hos pianisten og orkestret. Nogle gange er det som om de skubber til hinanden, andre gange virker de tæt sammenfiltrede, og ændringerne i balancen sker lynsnart.

Tredie sats begynder med soloklaver. Der er på sin vis en mere dyster stemning, men den lidt flagrende energi er stadig til stede. Og så er der smukke melodier. Da orkesteret endelig kommer på banen, er det igen med til at skubbe tingene fremad, selvom klaveret med en vis insisteren holder fast i sine melodier, lykkes det alligevel at få skubbet satsen ind i et nærmest vulkansk udbrud af lyd. Bllløøørpp og lavaen vælter sejt ud over det hele.

Pianisten får lov at afslutte alene, ligesom i begyndelsen.

I fjerde sats kommer der igen fart over feltet og i denne sats samles udtrykket så det vildtvoksende får lov at komme helt op til overfladen. (Og Lutoslawski afsløres som den rocker han i virkeligheden var 😉 )

Klaverkoncerten er en af mine favoritter blandt de Lutoslawski-værker, jeg kender. Men der sker det, at så snart jeg hører ”Jeux vénetiens” eller ”Chain I-III” eller ”Livre pour orchestre” eller et af værkerne for vokal og orkester, så bliver jeg pludselig i tvivl. Måske er et af dem mit yndlings-Lutoslawski-værk? Det er unægtelig et luksusproblem.

Jeg var til Warszawa Efterår musikfestivalen første gang i 1992, og der sad den på det tidspunkt næsten 80-årige Lutoslawski trofast ved de fleste koncerter. Jeg fik endda lov at hilse på ham, og var temmelig star-struck og tavs, efter han venligt spurgte, om jeg havde det godt i Warszawa. Jo tak. Og tak for musikken.

Hanns Eisler – Vierzehn Arten, den Regen zu beschreiben

Der vil i fremtiden optræde filmmusik med ujævne mellemrum her i bloggen og jeg lægger ud i dag med filmmusik, der også er koncertsalskammermusik.

Hanns Eisler var elev af Schönberg, men han var også kommunist og den politiske overbevisning førte ham ret hurtigt væk fra koncertsalene og ud på gaderne, ind i teatrene og til filmlærredet. Steder hvor et politisk budskab har større gennemslagskraft. Eislers mest berømte musik stammer fra det lange samarbejde med Bertolt Brecht. Mange af deres sange findes på youtube og spotify.

Hanns Eisler komponerede bl.a. musik til filmen ”Kuhle Wampe” i 1932, hvor Brecht var en af manuskriptforfatterne, og hans virke indenfor filmmusik blev endnu større, da han flyttede til USA i 1938. Og det var ikke kun politiske film eller kunstfilm han komponerede musik til – Eisler blev faktisk Oscarnomineret to gange for musikken til filmene ”None But the Lonely Heart” (fra 1944 med bl.a. Cary Grant) og ”Hangmen Also Die” (fra 1943 instrueret af Fritz Lang).

Den filmmusik af Eisler, der har gjort størst indtryk på mig er musikken til Alain Resnais ”Nat og Tåge” fra 1955. Filmen er udelukkende billeder fra koncentrationslejre, både fotografier taget under 2. Verdenskrig og optagelser lavet i 1950’erne, hvor lejrene er tomme og græsklædte. Eislers musik til filmen er bevidst up-beat og energisk. Musikken modarbejder heftigt den stemning af fuldstændig, ødelæggende rædsel som billederne viser. Musikken råber ”Så gør dog noget!!!” til den lammende billedside. Resultatet er rystende. Find den og se den. Det er en vigtig film – og dens effekt bliver kun skærpet af musikken.

Regnvejr

I 1929 lavede den hollandske filmskaber Joris Ivens den lille film ”Regen”. Det er optagelser af en regnbyge, der nærmer sig Amsterdam, udfolder sig og til sidst stilner af igen. Det er på sin vis en næsten abstrakt lille dokumentarfilm. Det er tydeligt, at optagelserne ikke kan være den samme byge hele vejen igennem, og derfor får filmen snarere præg af billeddigt eller stemningsforløb end egentlig dokumentar.

Musikken til filmen var oprindeligt af Lou Lichtveld (denne version findes også på Youtube. Meget forskellig fra Eislers), men i 1941 komponerede Eisler så sit kammermusikværk ”Vierzehn Arten, den Regen zu beschreiben” til filmen.

Formen er jo åbenlyst ”skabt” af billedsiden, men kompositionen er en tolvtonekomposition og en hilsen til den gamle lærer Arnold Schönberg, som Eisler mødte igen, da de begge, som så mange andre, flygtede til USA i 1930’erne.

Eislers tolvtonerække er en direkte hilsen til Schönberg. Den begynder med tonerne a-es-c-h-b-g, og den er for den samme besætning som Schönbergs berømte ”Pierrot Lunaire” – men altså uden sangere. Senere tilegnede Eisler Schönberg værket.

Fjorten måder at beskrive regnen på

Eisler har vistnok selv sagt, at titlen på ”Vierzehn Arten, den Regen zu beschreiben” lige så godt kunne være ”Vierzehn Arten, traurig zu sein”, og jeg er jo ikke i en position, hvor jeg kan anfægte det udsagn. Musikken lyder bare ikke sådan. En stor del af Eislers musik, også hans koncertsalsmusik, er præget af en helt særlig livsduelighed eller virketrang eller råstyrke. Der er energi nok til at det lyser ud mellem tonerne. Nogle gange kan det nærme sig det maniske – men da det hele tiden er styret og målrettet, kammer det aldrig helt over. Det er fokuseret og stramt i udtrykket og samtidigt myldrende af liv. Undtagelsen er de aller sidste takter, hvor energien pludselig fordamper og efterlader et hul i musikken, der nærmest er et lille indeklemt suk.

Jeg har mange gange set ”VA,dRzb” beskrevet som lydmalende og inspireret af regndråber og billederne i Ivens film. Og jeg er med på, at billederne selvfølgelig har præget musikken … men impressionistisk og lydmalende? Arhhhh – den hopper jeg ikke med på. Musikken bidrager med et helt selvstændigt udtryk, der går meget fint i spænd med billederne.

Jeg har valgt en youtube-video, hvor Ivens film også er med. Lydsiden er både gammel og slidt, men hop ind på Spotify, for der er i hvert fald en god, nyere indspilning. Lyt til musikken – Den er god!

 

Og så er det tid til et lille stykke ekstra pop-musik! Her er Stings udgave af en af Eislers melodier. Det er ”An der kleinen Radioapparat”, der i denne udgave hedder ”The Secret Marriage”. Den er også god.