Wayne Siegel – Jackdaw

Der hvor jeg oftest går tur er der mange kragefugle. Stor flokke af skader, alliker og  gråkrager, en enkelt sortkrage og et skovskadepar.

Når der sidder sådan en skade på en gren i højde med mit hoved og langsomt siger qwwwwooooorkk helt lavt og spørgende, er det tæt på, at jeg vender mig med et ”Undskyld, hvad sagde du?” Så bliver jeg mødt af de der kulsorte, plirrende øjne og må konstatere, at det nok ikke var til mig, den sagde det.

Der er en grund til at ravne og krager er guders, troldmænds og hekses fugle. De er kvikkere end gennemsnittet af flyvende dinosaurer. Se selv i de to links her:

Kragefugle i Wiredscience

og hos grrlscientist

Og alt dette blot for at sige, at fuglen i Wayne Siegels ”Jackdaw” ikke er en hvilken som helst fugl. Det er en kragefugl. (Og optagelserne er vist endda af Wayne Siegels egen kæle-allike).

Jackdaw

Alice Allike

Alliken Alice, der lagde næb til Siegels “Jackdaw”

Værket er for live-basklarinet og elektronik, heriblandt optagelser af føromtalte allike, men også af basklarinetten. En af grundene til, at jeg aldrig bliver træt af at høre ”Jackdaw”, er at Siegel undgår at lave et stykke ”dyremusik” ud af det. Det er en meget ren musik med en ordentlig spand energi. Det kan jeg godt lide.

Wayne Siegel er amerikaner, men har boet i Danmark i så mange år, så jeg godt synes, at jeg kan sige, at dette er første post på nutidsmusik-bloggen om et dansk værk. (Yay!) Og i samme åndedrag vil jeg sige, at dette værk er meget lidt dansk/nordisk. Der er åbenlyse forbindelser til amerikansk minimalisme og der er en ro og en selvsikkerhed i musikken, der ikke lugter meget af jante eller mørke vintres usikkerhed. Der er en stærk musikalsk idé og en stensikker gennemførelse af den. Og så er den ikke længere.

Formen er tredelt – delene er ikke lige lange – og består af en rytmisk markant, bevægelig del, en meget stille og langsom mellemdel og en tilbagevenden til energien fra begyndelsen. Stemnings-skiftet mellem første og anden del er næsten overvældende. Det er som om nogen tager stikket ud og efterlader os med mindet om musikken og energien. En gennemgribende tomhed eller ensomhed. Afsavn og efterklange – på den meget lækre måde.

Med en sitren i basklarinetten bringes musikken tilbage til de strømførende lag igen – et andet sted end hvor den begyndte, men med samme overskud.

”Jackdaw” er cool på en hel anden måde end det meste elektronmusik der ellers findes. Hør det – det er god musik!

http://www.youtube.com/watch?v=6w3G_G-VLBY

”Jackdaw” findes også i andre versioner end for basklarinet. Jeg har hørt en for basun og kan læse mig til, at den også findes i en udgave for saxofon.

”Jackdaw” er indspillet på cd og kan høres på Spotify.

Og jeg har også på internettet læst mig til, at Wayne Siegel fylder 60 inden længe. Tillykke med det!

Åke Parmerud – Les objets obscure

Første gang jeg hørte musik af svenske Åke Parmerud var ved Lerchenborg Musikdage i 1991. Der var noget med en lidt kikset udendørs koncert med fyrværkeri, der først kom i gang meget, meget sent.

I løbet af de næste par år var jeg til elektronmusikkoncerter i både Göteborg og Stockholm og det var ved en af disse – tror jeg – at jeg første gang hørte det skakspil-inspirerede ”Jeux imaginaire” (findes både på Youtube og Spotify) og der blev jeg for alvor nysgerrig. Det var på en eller anden måde anderledes end megen anden elektronmusik, jeg var blevet præsenteret for. Og den fornemmelse af anderledeshed blev bekræftet ved senere møder med musik af Åke Parmerud.

De værker af hans som jeg kender bedst er konkret musik. Musik komponeret med optagelser af lyde fra verden omkring os. Disse lyde er så (stærkt) bearbejdede bagefter. Konkret musik kan have mange udtryk, og hos Parmerud er der en næsten mærkbar, nærmest barnlig glæde over den enkelte lyds kvalitet.

De skjulte ting – Les objets obscurs

Fire satser, fire gåder, fire optagelser. De fire satser i ”Les objets obscurs” er hver bygget på en optagelse af en enkelt hverdagsting. Alle lyde i satsen kommer fra denne ene ting. Hver sats begynder med, at en sexet kvindestemme læser en gåde højt på fransk (værket er lavet i GRM i Paris). Og så bliver man som lytter ellers hvirvlet eller spundet ind i satsens helt egen lydverden. Og det er simpelthen så lækkert, lyst og overskudsagtigt, at man skulle tro det var løgn. Det er som om Parmerud kan ALT med lyd. Det er et som fe-slot af sølvklingende filigran. Jeg har virkelig hørt musikken her mange gange og der er en basal lyd-glæde og lækkerhed, der bare holder. Selv når det er mørkt og skummelt, er det det på den stanglækre måde.

Det er musik, der gør sig ved at blive hørt højt eller med hovedtelefoner, for der er mange små detaljer, der glæder øret undervejs. Satserne er ikke særligt lange, og jeg sidder altid tilbage med lysten til at høre mere. Og det er også en kunst, sådan at efterlade lytteren sulten.

Når så den fjerde sats er slut og svaret på gåderne bliver fortalt, kommer der også et svar på gådernes oprindelse – den overordnede gåde, der binder de fire sammen. Og det er i virkeligheden for meget. For blæret og for overdrevet. Men her er jeg så enig med Mae West (eller, jeg tror det var Mae West, der sagde det): ”Too much of a good thing is simply wonderful”.

http://www.youtube.com/watch?v=yvRLEJWhzOw

Her er en svensk artikel om værket, med noget oversættelse af det franske.

http://www.parmerud.com/MediaArtist/LesObjetsArtikel.html

Åke Parmerud er ikke en hr. Hvemsomhelst i svensk musikliv, han har fået to svenske Grammyer (eller grammiser som de hedder derovre), og alskens udmærkelser og priser. En del af hans musik er at finde på Spotify og faktisk også på Youtube. Og så kan jeg kun anbefale cd’en hvorpå ”Les objets obscurs” findes. Den hedder ”Osynlig Musik” og indeholder bl.a. også ”Jeux imaginaire”.

Det er god musik!

Find et link til Parmeruds egen hjemmeside i blogrollen til højre.

“De Stijl” af Louis Andriessen

Der er noget musik, der i den grad egner sig til at blive hørt live i en tæt koncertsal, og musik af Louis Andriessen hører til denne kategori. Det er en fest at få lov at mærke lydtrykket, høre alvoren og humoren, se musikerne og … fik jeg nævnt det? … mærke lydtrykket. Gå ind og hør Andriessen, hvis du nogensinde er i nærheden af en koncertsal, hvor hans musik bliver opført.

Jeg var meget i tvivl om hvilket værk af Andriessen jeg skulle vælge til denne blogpost, men endte med at beslutte mig for en sats fra et af hans allermest kendte værker: nemlig ”De Materie” fra 1980’erne og denne gang satsen ”De Stijl”, der så vidt jeg har kunnet finde ud af, var den første af de fire satser Andriessen komponerede.

Jeg snupper nok de tre andre satser i ”De Materie” i andre blogposts senere. Og så er der jo også ”Hoketus” og ”M is for Man, Music, Mozart” og mange flere.

”De Stijl”

”De Stijl” betyder stilen og var titlen på et tidskrift og en hel kunstbevægelse i Nederlandene i mellemkrigsårene. Piet Mondrian var en af de mest berømte malere i kunstbevægelsen og var også en af dens ophavsmænd.

I satsen ”De Stijl” er Louis Andriessen inspireret af Mondrians malerier; af de berømte malerier med lige linier og klare farver. Sort, hvid, rød, blå og gul. Ligesom de fem farver arbejder Andriessen med fem instrumentgrupper og adskillelsen mellem dem er næste lige så klar som på maleriet: Der er messingblæserne, der klaveret, der el-guitaren osv. Blokke af lyd skyder frem i lydbilledet uden formildende omstændigheder. De blander kun sporadisk og ligger ellers som isblokke og dunker ind i hinanden.

Og så er der koret. Teksten er et billedkunst-teoretisk uddrag fra tidsskriftet ”De Stijl”. Sammen bliver klangblokkene langsomt intensiveret – enkeltvis og sammen – og da godt halvdelen af satsen er gået (ca. 14-15 minutter inde) er ens hoved ved at eksplodere af lyd. Klangblokkene banker ind i hinanden, ingen af dem giver sig, nogle gange følges de ad, nogle gange er der korte ophold, hvor de samler kræfter, men de vil alle høres. Som krævende børn. Og lige på det tidspunkt, hvor man har lyst til at råbe ”Så TI dog STILLE!” … så gør de det. Eller bliver i hvert fald mere stille end før. Koret forsvinder og giver plads til en kvindestemme, der fortæller om maleren Piet Mondrian. Teksten er et brev, der handler om at Mondrian elskede at danse, og når han dansede var han meget rank og havde ansigtet højt løftet.

Klaverets boogie woogie, rytmerne og hele udtrykket bliver mindre kantet, mere smilende. Og i stedet for de stramme sorte streger mellem aggressive hvide og røde firkanter, kommer der mere gult og blåt, flere mellemnuancer, elegance og smil. Indtil historien om Mondrian er forbi, koret vender tilbage og klangblokkene skyder frem igen – kun ændret en smule, fordi vi har hørt mellemstykket om Mondrian, er blevet vugget lidt i dansemusikken. Der er kommet andre farver frem, så selv de kantede klange langsomt får flere dybder og kan spille sammen på andre måder. Og efterhånden kommer de store klangblokke ind på en række og satsen slutter i nogenlunde god ro – og i hvert fald i stram orden.

På det tidspunkt er der gået næsten en halv time og energien fra de første klaverakkorder er næsten ikke på noget tidspunkt blevet formindsket. Ikke for alvor. Det er noget af en spand kul Andriessen smider i ovnen her. Og så er der lige de første klaverakkorder … de der første klaverakkorder. Electrifying.

Lyt til det med volumenknappen skruet godt op. Det er god musik!

http://www.youtube.com/watch?v=9qJtKiZLUhE

Og så kan man jo kun opfordre en flok danske musikere til at opføre hele ”De Materie” en gang. Jeg ville købe billetter med det samme!