Bent Sørensen – The Deserted Churchyards

Ugen musikstykke her på nutidsmusik.dk er dansk! Det er ikke altid, jeg lige finder den musik, jeg har lyst til at skrive om på youtube, men da jeg gik på jagt efter værker af Bent Sørensen, fandt jeg et af de allerførste værker af hans, jeg hørte. Det var en gang tilbage i begyndelsen af 90’erne.

Man kommer ganske vist til at sidde og se på billedet af en hjernekoral mens musikken spiller på dette youtube-klip, men det bliver musikken næppe dårligere af.

Om værket fortæller Bent Sørensen:

”Titlen THE DESERTED CHURCHYARDS hentyder til nogle kirkegårde langs den nordlige jydske vestkyst, som for lang tid siden lå sikkert i land, men som nu er ved at blive ædt op af det truende hav. Titlen er imidlertid kun associerende, og hvordan den nærmere sammenhæng mellem disse forblæste områder og mit stykke er, er umuligt at forklare.”

Hvordan den billedskabende titel passer til musikken, vil jeg heller ikke vove mig ud i at filosofere over.

Det, som jeg synes er spændende at lytte efter i ’The Deserted Churchyards’, er alle de stykker musikalsk fnok, der bliver hvirvlet rundt undervejs. Melodistumper, klange og figurer høres og forsvinder igen midt i mylderet af toner.

Prøv blot at nærlytte den første halvdel (ca. 4 min og 30): blæserne futter langsomt rundt i bunden, mens klaver og slagtøj har alfespind oven over. Så har violinen en lillebitte stump af et udsagn, men bliver straks afløst af de nu insisterende blæsere. Alfespindet fra klaver og slagtøj hører op, men bliver afløst af violinens væv i det høje leje. Der er ikke stilstand, men flydende bevægelse hele tiden. Nærlyt og læg mærke til hvad der er overflade og hvad der er baggrund. Det skifter konstant. Det er 3D-musik.

Schuberts musik er næsten altid præget af hans uforlignelige evne til ikke at lægge sig fast på dur eller mol, men hele tiden svæve mellem de to, så man aldrig får fornemmelsen af hvid<>sort, men altid fornemmelsen af gråzoner, mellemveje og ingenmandsland.

I ’The Deserted Churchyards’ er det ikke dur og mol, der svæves imellem, men op og ned. De myldrende tonevæv falder nedad, men bevæger sig op eller klatrer møjsommeligt op, mens de falder nedad. Hele vejen. Der er ikke noget fast, fælles fodslaw fremad, for ’The Deserted Churchyards’ er mere tilstand end målrettet jagt.

Og så er der stilhederne, der er fulde af klokke-efterklange, og samtidigt pludselige mylder-løse huller præget af savn – hvorfra mylderet så igen opstår.

Det er en fornøjelse at gå på opdagelse i de knap ni minutters musik igen og igen.

Og slutningen … den er en åbenbaring og en selvfølgelighed. Den er overvældende og trist på samme tid. Og fin.

Jeg er ked af, at jeg ikke ved noget om indspilningen her. Hvis en nutidsmusiklæser kan genkende den, så skriv det endelig i kommentarerne.

Der findes også en indspilning af ’The Deserted Churchyards’ på Spotify.

György Ligeti – Lontano

I romanen ”1984” af George Orwell (husk nu at læse hans andre romaner også! De er rystende gode) findes værelse 101. Et torturkammer hvor der ikke er tommelskruer eller negleudrivere. I værelse 101 møder du det, du frygter allermest. Hvis du vil genskabe effekten af værelse 101 i hjemlige omgivelser, så lyt til György Ligetis ”Lontano”. Det er et af de eksperimenter, hvor man trygt kan sige ”Do try this at home!”, men jeg garanterer ikke for, at du er helt det samme menneske bagefter. Jeg vil gå så langt som til at sige, at jeg ikke håber, du er helt den samme.

Nogle af de værker, jeg har hevet frem i bloggen her, har været sjældent hørte eller ikke så kendte værker. Det gælder ikke ”Lontano”. Musikken her er med rette fremhævet som et af Ligetis mesterværker, den bliver spillet på koncertprogrammer rundt omkring i verden. Jeg tror ikke den er ”the token contemporary piece” i lige så høj grad som ”Atmosphères”, men jeg er da stødt på ”Lontano” her og der. Begge værker har været brugt i berømte film (”Rumrejsen år 2001” og ”The Shining”) og begge værker har nogle af de samme klanglige kvaliteter. Men de er på ingen måde sammenlignelige hvad stemning angår.

Jeg besluttede mig for at ”Lontano” skulle være denne uges blogpost, fordi jeg havde den svævende i baghovedet, mens jeg læste Cormack McCarthys ”The Road”. Det er ikke ofte, jeg på den måde forbinder kunstarter med hinanden, men ”Lontano” kommer altså op på den indre lystavle både i forbindelse med ”1984” og ”The Road”. Læs dem begge – det er god litteratur (og husk så resten af Orwells bøger også!)

Ligeti har selv sagt om ”Lontano”: ”…som at åbne og lukke et vindue ind til forlængst fortrængte drømmeverdener fra barndommen”. Det er ikke det eneste værk, hvor han beskriver barndommens drømmeverden som baggrund for sin musik.

Ligeti beskriver ikke selv disse drømmeverdener som hverken gode eller onde. Det er udelukkende i mine ører, at hans musikalske beskrivelse af dem forekommer dybt foruroligende.

Det mareridtsagtige ved ”Lontano” er selvfølgelig ikke, at monstrene under sengen materialiserer sig. Tværtimod. De gemme sig godt – men bevidstheden om at de er der er helt og fuldstændig gennemtrængende. Jeg er ikke i tvivl. Der er monstre bag hver en strygerklang, hver enkelt piccolofløjte-gisp og trompetpust.

”Lontano” betyder langt væk eller i det fjerne på italiensk, og titlen beskriver, hvordan der hele tiden sker noget ”bagved”. Der er, på trods af musikkens nådesløst rolige fremadskriden, hele tiden noget i gang bagved.

Youtube-klippet her er ikke nødvendigvis den bedste indspilning af ”Lontano”. Den er fin, men der ligger bedre bud på Spotify.

Frederick Delius – Cellokoncert

Jeg kan godt lide en hel del musik af Frederick Delius. Jep, nu har jeg sagt det: jeg holder af ham der englænderen med de kønne små orkesterstykker. Det gør jeg mest, fordi han har skrevet en masse musik, der ikke er hverken småt eller kønt, men stort og uhåndterbart og vanskeligt at tage stilling til. Han har også skrevet fuldstændigt ligegyldige bagateller – men dem kan man jo bare lade være med at lytte til.

Jeg er ikke den eneste, der går lidt i forsvarsposition, når jeg siger, at jeg kan lide musik af Frederick Delius. Læs her hvad Tom Service skrev for et par år siden i The Guardian

”It’s possible some of you – most of you? all of you? – are bridling at that whole concatenation of the words “great” and “Delius”. But I stand by my assessment of these pieces, some of the least fashionable music by one of British music’s least fashionable composers.”

Læs hele anmeldelsen her

Problemet med Delius – eller et af dem i hvert fald – er jo, at han var alt for anderledes og mystisk til det engelske musikliv præ-Britten og han var alt for romantisk og flyvsk til den mellem-europæiske modernisme, og så var han en englænder, der boede i Frankrig, hvilket åbenbart altid er ”gênant” for franskmændene (Jeg skrev awkward først, men så gik det op for mig, at franskmændene nok ville sige det på fransk – og gênant var Google translates bedste bud)

Inden jeg kommer frem til selve musikken vil jeg igen i denne post linke til engelsk wikipedia, som har en fin artikel om Delius. Og læs den gerne for underholdningens skyld. Den mands liv er stærkt nysgerrighedsskabende. Jeg nævner i flæng, at Joseph Joachim spillede violin for ham i hans barndomshjem, han bestyrede en citrusfrugt-plantage i Florida, var bedste venner med Grieg, Strindberg, Edvard Munch, Auguste Rodin og Paul Gauguin og som svag og syfilis-syg blev han båret rundt i de norske fjelde af Percy Grainger. (Det sidste står der vist ikke noget om i Wiki-artiklen. Det var bonus-info fra blog-skribenten, som ved mere om Delius end godt er).

Læse mere om hans indholdsrige liv her:

Wikipedia om Delius

Delius er mest kendt for små orkesterværker som fx. ”In a Summer Garden” og ”On Hearing the First Cuckoo in Spring” – en slags akvareller for orkester; gennemsigtigt smukke og præcise stemningsbilleder. Men hans værkliste består som sagt også af større og mere uhåndterlige værker. Der er musik inspireret af de sortes sange på appelsinfarmen i Florida og anden amerikansk musik (”Florida-suite”, ”Koanga” og ”Appalachia”), der er de store Nietzsche-inspirerede ”A Mass of Life” og ”Requiem” (En dødsmesse, der mest handler om at få alt ud af livet, for når du er død er det slut), operaerne (bl.a. ”Fennimore and Gerda” med tekst inspireret af ”Niels Lyhne” af J.P. Jakobsen) og så instrumentalkoncerterne.

En af grundene til at jeg holder af Delius’ musik er, at den i al sin smægtende længselsfuldhed aldrig rigtig virker som om den for alvor tror på det der fred og tilfredsstillelse. Der er for meget uro i freden, for meget myldren i stilheden, for lidt zen og for meget tvivl. Og det er med til at give den overbevisende følelse af ægte længsel, fordi man bare ved, at man aldrig, aldrig når målet. Midt i alle de svulmende strygerbølger ved man godt, at man kommer til at stå gennemblødt tilbage med vådt tøj, kold og lige så uglad som man var til at begynde med. Men det var da rart mens det varede. Måske.

Cellokoncerten

Jeg har fundet en indspilning på Youtube, der absolut er acceptabel. Det er Julian Lloyd Webber, der er solisten. Desværre er denne indspilning hakket over i tre bidder, selvom koncerten er et langt forløb på små 25 minutter. Det er øv, men den eneste indspilning på youtube jeg har fundet i hel udgave er med Jacqueline Du Pre og jeg har aldrig kunnet holde hendes aggressivt fede tone ud. (Ja, jeg er det eneste menneske på planeten, der ikke kan lide Jacqueline Du Pre.). Men hop eventuelt ind på Spotify, hvor den ligger i andre versioner (men er svær at søge efter!)

Når den nu alligevel er hakket op, beskriver jeg hver del for sig. Lyt til musikken – den er god!

Delius’ cellokoncert begynder med bølger af lyd. Fra rolige vande til SHWOOOSH – ordentlige orkesterplask. Celloen træder frem som en selvstændig karakter, men den bliver på intet tidspunkt i hele koncerten til en modstander eller modspiller af orkestret. Det er et samlet udtryk, hvor celloen blot artikulerer de musikalske ideer en smule skarpere end orkestret. Den har mere plads og råderum og benytter det. Der kommer et lidt umotiveret, næsten aggressivt klimaks sådan ca. seks minutter inde i denne første del. Efter klimakset er det som om det samme musikalske materiale bare bliver lidt mere hektisk og mørkt.

Efter en blid overgang med solisten i fokus kommer den anden dels lysere og mere smilende toner. Celloen fører an i en lidt stivbenet dans – harpe og træblæsere følger med, resten af orkesteret står lidt uden for rundkredsen, kigger på og kommenterer.

Tredie del og slutningen på koncerten er et godt eksempel på, hvor forfejlet det er at stemple Delius som ”typisk engelsk”. Han har spækket musikken her med eksotiske klokker – bimlen og bamlen fra en fjern pagode eller klangen af en gemt gamelan.

Til allersidst forsvinder de eksotiske klokker og tilbage er strygerklange, der snor og vrider sig sammen med solisten – og solo-celloen ender med artikulere slutningens tristesse med en smuk, smuk melodi, der til sidst overgår til træblæserne som et lille ekko. Ingen store finalebrag her.

 

Frederick Delius har aldrig sat sig det store præg på orkesterrepertoirer verden over, men han spiller, så vidt jeg kan se, en spøjs rolle som ”hjemlig-fremmed” i engelsk kultur.

Han er baggrunden/hovedpersonen i en af novellerne i Julian Barnes’ fremragende novellesamling ”Cross Channel” og så er der jo lige denne skønne Kate Bush-sang, hvor man hører en Delius sidde og råbe af sin assistent Eric Fenby.