Anton Webern – Fünf Stücke für Orchester, op. 10

Komponisten Anton Webern havde en enorm indflydelse på efterkrigstidens musik, på udviklingen af serialismen og på hele måden at tænke musik. Hans værker og tanker var en inspiration for flere generationers komponister og er det vel stadig den dag i dag. Det oplevede han ikke selv, for han blev skudt af en amerikansk soldat efter 2. Verdenskrig. En underlig dramatisk afslutning på et liv, der mest var koncentreret om stille arbejde med kompositioner uden for offentlighedens søgelys.

Anton Webern er en delikat bro, der forbinder nutidens eksperimenterende komponerede musik med Brahms og alle de andre Mellemeuropæiske komponistkoryfæer. Med traditionen. Hverken han eller hans lærer Arnold Schönberg havde nogen intention om at bryde med traditionen, da de udviklede tolv-toneteknikker og begyndende serialisme. Faktisk tværtimod: de udtalte en trang til bære traditionen videre.

Jeg kan såmænd ganske godt forstå, at publikum dengang i 1910’erne og ’20’erne tænkte ”Det der?!? Tradition? Pffhh, jeg tror da lige jeg lytter til noget mere Richard Strauss, der!” For helt ærligt, så er der meget langt fra noget som helst anden musik og til Anton Weberns indkogte, rum-mads-koncentrerede værker.

Det er ikke så ofte jeg har hørt Anton Webern spillet live (ka’ I så komme i gang derude!), men hver eneste gang – også ved de lidt længere værker – har jeg tænkt ”Spil den lige igen!”. Der er så meget at komme efter og så lidt tid at komme efter det i.

Fem orkesterstykker

Jeg har valgt Anton Weberns fem orkesterstykker op. 10 som lytteværket i denne første blogpost om musik af Webern. (Der kommer flere senere).

De fem orkesterstykker er ikke hverken atonale, tolv-toneværker eller serielle. De er komponerede i 1911-13 og de blev uropført i 1924. (Jeg har også læst at de blev uropført i 1926, men pointen er, at de blev uropført adskillige år efter de blev skrevet).

Det er på alle måder fin og charmerende musik. Instrumenter som koklokker, mandolin og celeste præger klangbilledet i en sær og farverig retning. Slagtøjet spiller en rolle fuldstændig på lige fod med resten af instrumenterne (Er der nogen af læserne, der kan komme i tanke om andre værker fra perioden, hvor slagtøjet er lige så emanciperet – på sin egen stille facon?).

De små melodi-stumper går fra instrument til instrument, nogle gange blot en tone ad gangen. De samme toner bliver spillet af forskellige instrumenter/med forskellig klang forskellige steder i samme sats og på den måde skabes en sær klangforandring i løbet af de enkelte stykker. Webern benytter sig af det, hans lærer Schönberg beskrev som Klangfarvemelodi, hvor instrumenternes klang er med til at give melodien karakter. Melodien ville ikke være den samme melodi, hvis ikke netop denne tone blev spillet af netop dette instrument. Og der er altså ikke én melodi hos et instrument, men en melodi spredt ud over flere, heriblandt slagtøjet. (Google endelig Klangfarve-melodi/Klangfarbenmelodie, for der er en hel del mere i begrebet, end det jeg lige beskriver her!)

Musikken er tilsammen omkring fem minutter lang, og det fjerde af stykkerne er kun på seks takter. Det er virkelig miniaturer, der er tale om her, og jeg vil opfordre til, at man hører de fem stykker mange gange. Det er perler på snor, dråber af indkogt fond, magiske små lydpiller. Jeg bliver altid helt glad, når jeg hører den her musik, for det er en sær alvorlig leg med lyde og klange, som man ikke rigtig kan få nok af.

Youtube-linket er en live-optagelse med Bruno Maderna som dirigent. (Billedsiden er jævnt irriterende).

På spotifyplaylisten Nutidsmusik (som du kan abonnere på), har jeg lagt en indspilning med tyske Michael Gielen som dirigent. Den er nok min favoritindspilning (men jeg er heller ikke kommet mig over, at jeg interviewede Gielen to gange i 1990’erne). Hvis du leder selv på Spotify, vil du også kunne finde en indspilning med Pierre Boulez som er rekordhurtig (næsten helt nede på 4 minutter), hvilket er sjovt at høre, men ikke bidrager noget fornuftigt til musikken, hvis du spørger mig.

Wolfgang Rihm – Chiffre II, Silence to be beaten

Silence to be beaten – Stilhed, der skal tæves. En af de bedste titler nogensinde på noget som helst. Og værket lever i høj grad op til titlen; der bliver uddelt nogle ordentlige fortefortissimoer til den der stilhed. Og den svarer selvfølgelig igen … med mere stilhed. Lige når man tror, at nu har larmen fået bugt med den nævenyttige stilhed, stikker den saftsusemig hovedet frem igen. Og den får det sidste ord, for værket slutter jo. Larmen holder op.

I 1980’erne begyndte Rihms række af værker med titlen ”Chiffre” og så et nummer. (Hvilket fører til det lidt mystiske, at når man taler om disse værker, siger man: ciffer nummer 1, ciffer nummer 4, ciffer nummer 9 osv. og det er jo lidt dobbeltkonfekt, men det hedder de.) Det andet i rækken af ”Chiffre”r er det eneste med en undertitel – Silence to be beaten.

Der er mange grunde til at holde af Wolfgang Rihms musik: udtrykskraften, energien, stramheden fx.

Men ud over det falder, jeg altid på halen over de nærmest Don Quijote’ske gestusser (gesti, jeg ved det, men ODS siger jeg godt må, og gestusser lyder bedre) Wolfgang Rihm tilbyder os. Han insisterer på at udtrykke stort og kontrastfyldt. Eller inderligt og sart. Eller berusende og bjergtagende. Men altid, altid med næsten overtydelig gestus. Det er romantisk i det ekstreme. Musikken får lov at udtrykke det hele uden dumsmarte forbehold eller distanceret ironi. Det er en dyb respekt for musikken som udtryksbærer – og det kan selvfølgelig godt kamme over, så man tænker ”såså, så alvorligt er det vel heller ikke”. Men det er det jo, og når det er forbundet med en blændende virtuositet og modet til at gå lige til tærsklen af det sentimentale, ja, så bliver det grandiøst på den der Don Quixote-agtige måde. Det er lige meget om det er vindmøller man kæmper imod, for det er kampen og gestussen, der tæller. Uden denne følelsestunge gestus forsvinder alt indhold i vores omgang med hinanden og kunsten. Det er så flot og så …. ja, gammeldags. Men det er musikken sjovt nok ikke. Den virker aktuel og ægte – så arkaisk og Mitteleuropäisch som den end er.

Jeg har svært ved at forstå, at Rihm ikke er på alle koncertprogrammer i alle koncertsale hele tiden, for det er så overvældende og så sårbar musik, at det går lige i hjertet.

Hør fx. i ”Chiffre II – Silence to be beaten”, hvordan den sarteste stryger-tone får lov at ligge og ligge og ligge, mens slagtøjet prøver at tage livet af den. Det er omkring 4 minutter inde i værket.

Hør også den nærmest gotisk-middelalderfascinerede messingblæsermusik omkring otte minutter inde. Der bliver ikke sparet på noget.

Og så er der stilhederne undervejs.

Lyt til Wolfgang Rihms ”Chiffre II – Silence to be beaten” – og hør det gerne højt – det er god musik med store armbevægelser. Jeg har også lagt den på spotify-listen Nutidsmusik, som du kan abonnere på – den er her Nutidsmusik