Liza Lim – Philtre

Denne blogpost er mere en pil, der peger på en komponist som jeg synes alle skal kende til, end det er en egentlig værkgennemgang. Der sker nemlig nogle gange det, at en komponist er så god til selv at formidle sine værker, sine inspirationer og sine tanker, at sådan en musikformidler som jeg er totalt overflødig. Og Liza Lim er en af den slags. Læs fx. hendes blog her Og samtidig kan du så gå på opdagelse på hele resten af hendes velkomponerede hjemmeside. Så hvad laver jeg egentlig her? Jo, jeg peger! SE – lige derovre er Liza Lims hjemmeside! Lyt og læs der! >>>

Filtre

Hun er en verdensberømt komponist med fuld fart på karrieren (hun skriver for tiden på en strygekvartet til Arditti Kvartettens 40-års-jubilæum i 2014. Og så når man vist ikke meget højere i værk-bestillings hierarkiet). Hun skriver i alle genrer fra solo-værker til opera – men min fornemmelse er, at hun ikke er så kendt her i Danmark. En google-søgning på danske sider og navnet Liza Lim giver kun nogle få hits i genren ”Find billigste cd-priser online”. Det må vi kunne gøre bedre!

(Og når du tjekker min søgning, så husk, at alle Lisa Lim-svar enten er en forfatter eller en countrymusiker)

Liza Lim er født i Australien, hendes familie stammer fra Kina og hun bor i London. Jeg ved ikke om globetrotter-baggrunden kan høres i hendes musik, men hun har et stort vingefang – også lydligt – og hun skriver en musik, der er frygtløs, fuld af overskud, ligeglad med genrer og etiketter og med en charmerende indadvendthed midt i alt det brilliante. Og så lyder musikken godt. Hendes musik er simpelthen en filtrering af en broget baggrund – til et lige så broget, men stærkt fokuseret lydlandskab.

Philtre

Og ja, nu skulle man tro, at jeg havde valgt værket her, fordi det hedder filter … men Philtre betyder faktisk trylledrik eller elskovsdrik eller sådan noget. Så så smart var jeg heller ikke. Grundene til at vælge værket Philtre er, at det er et godt eksempel på den legesyge og alvorlige tilgang man fornemmer i Lims musik. Det er som om man næsten automatisk tænker i modsætninger når hendes musik klinger: Intimt og ekstrovert, fortællende og abstrakt, legesyge og alvor. Hun lader sig inspirere af hele verden, fra sufi-poesi til norsk hardangerfele. Fra elektronik til forhistoriske figurer (se bloggen jeg linkede til ovenfor). Og det hele smelter sammen i Lims musik. Hun er sådan et “one-woman-New York”: en smeltedigel af inspirationer, traditioner og nybrud.

Philtre er skrevet for hardanger-fele (den norske folkemusikviolin) eller almindelig violin, der er stemt mærkeligt. Indspilningen på youtube som jeg linker til er med violin (jeg ville gerne høre den med hardangerfele. Det ville jeg gerne).

Så lyt til denne skæve trylledrik for violin og få dermed en smagsprøve på Liza Lims musik. Det er godt!

Philtre findes ikke på Spotify, så der kommer ingen opdatering af spillelisten i denne uge.

Thomas Adés – Asyla

”Asyla” er flertal og betyder asyler. Og der hentydes til både det, der burde være et fredeligt sted, der hvor man finder asyl, når man er på flugt, men også til det, der på engelsk hedder et Asylum – et sted hvor man putter sindslidende hen, når de fungerer for dårligt til at bevæge sig rundt mellem os andre. Et sted fuld af fred og et sted fuld af ? Måske også fred? Eller forestiller Adés sig mere en tosseanstalt? Jeg ved det ikke, men har egentlig aldrig forstået spidsfindighederne i den titel. Mit umiddelbare gæt er, at der er mere fred på et moderne sindssygehospital end i en dansk asyl-lejr. Men det kan jo være jeg tager titlen alt for bogstaveligt. Faktisk, skal jeg måske bare glemme den – for mig – forvirrende titel. Musikken fejler nemlig ikke noget.

Asyla

”Asyla” er en slags symfoni. Det er fire satser, der hver har sine særlige karakteristika. Værket er skrevet for stort orkester og fik et ordentligt spark ud i verden ved uropførelsen i 1997, da det var Simon Rattle og Birminghams Symfoniorkester, der uropførte det til stort og dundrende bifald fra publikum og anmeldere i samhørighed. I 1997 var Thomas Adés 26 år og han havde allerede stor succes som komponist. En ung komet på vej frem. Og det er han stadig … altså på vej frem. Ikke længere helt så ung.

Der er mange værker af Adés som jeg vældig godt kan lide, særligt ”America: A Prophesy” (Som ikke findes på Youtube, find den selv og lyt – det er dælme godt!) og så selvfølgelig ”Asyla”. Grunden til at Adés er blevet så populær er bl.a. at han maler med en umådelig bred pensel. Der er ikke sparet på rytmerne, smerten, de gigantiske klange og tryllestøvet i hans orkesterværker. Det kan utrolig hurtigt blive for meget af det gode, men Adés er for det første bedøvende ligeglad, og for det andet er han brillant til at give de brede penselstrøg en schattering, der gør dem afvekslende og flerlagede. Kort sagt mere interessante end man nogle gange synes ved første ørekast. Og det var så en opfordring til at høre musikken mere end en gang. De fire satser er fulde af besnærende orkesterklange. Der er forstemt klaver, slagtøj i alle afskygninger, strygere i bredeste klangformation og blæsere, der hopper og danser, pruster og hvæser sig gennem partituret. Det er simpelthen flot musik. Smæk for skillingen, Tag Den! og Tak for kaffe!

I første sats er det som om hele paletten præsenteres. Det begynder i dybet med slagtøj og bevæger sig så opad på alle områder: i tempo, tonehøjder og lydkraft. Men undervejs sker der en hel masse: blæserne spiller forskudte lag af toner, melodistumper og fanfarer, strygerne prøver at skabe ro med længere flader. Men mylderet fortsætter og der kommer ikke rigtig ro, før anden sats går i gang.

Andensatsen begynder godt nok med et ordentligt orkestersmæk, men så kommer en vidunderlig, urovækkende skæv begyndelse for forstemt klaver, slagtøj, celeste. Det stemmer ikke, der er tonesammenstød af svimmelhedsfremkaldende art og først når vores fornemmelse for dette skæve lydunivers er stabiliseret, bliver det udviklet til resten af orkestret. Denne sats er min favorit. Den er SÅ klassisk og nærmest Brahms-agtig (Det vil Adés ikke synes om – han kan ikke lide Brahms), og så er den alligevel så skæv og intens. Det er som hele den klassiske tradition set gennem et tyndt Harry Potter-agtigt slør af magi. Der er noget der ikke stemmer. Mystik og magi og helt gammeldaws orkestersus.

Tredie sats er den, der har fået mest omtale. Det er den eneste af de fire satser, der har en titel: Ecstasio. Ekstase! Der er en i medierne ofte gengivet historie om denne sats: Thomas Adés ville i denne sats give stemningen af et rave-party, en nat i byen med virkelig højintens elektronisk musik. Han sad det meste af en nat og knoklede med rytmerne i partituret til denne sats, og da han skulle i seng holdt hans hjerte op med at slå! Eller det føltes sådan – og Adés kom til lægen som kunne fortælle ham, at han havde hyperventileret så meget, at det havde givet de skræmmende symptomer. Ikke rart, men en god historie fordi den ender godt og fordi den giver krudt til historien om musikken som åndeløst rytmehelvede.

Jeg har bare aldrig nogensinde syntes, at det lyder en disse som et rave. De klassiske musikkritikere gik helt amok og skrev bl.a. at nu kunne navngivne rappere godt ”move over”, der var et ny dreng på blokken. Altså Adés. Det afslører jo ikke andet, end at de klassiske musikkritikere, der kunne finde på at skrive noget sådant, absolut INTET ved om elektronisk dansemusik – endsige raves. Suk.

Næ, hør den tredie sats og forestil dig en fabrik. En støvet, kulosende, engelsk fabrik fra 1930’erne. Porten går op, og du får nu en rundvisning. Omkring dig ændrer lydlandskabet sig alt efter hvilke dele af produktionen du går forbi; tungt maskineri, der pumper. Stempler, der hamrer op og ned, ventiler, der hvæser tungt og varme der får sveden til at pible. Du ved, at du er snavset, sort og har hørenedsættelse når du kommer ud af porten i den anden ende af fabrikken.

Et elektronisk dance-party eller en rundvisning på en fabrik? Det er under alle omstændigheder ret heftig musik.

Den sidste sats er stemningsmæssigt en blanding af den magiske, ustemte 2. sats og førstesatsens mangefacetterede lys. En opsummering af symfonien (oops – sagde jeg det … værket, mener jeg) og samtidig er det hele blevet lidt fjernere – som om vi er på vej væk og satsen her måske er mindet om, hvad vi har hørt. Det eneste, der er helt anderledes i denne sats er et enormt, Mahler-agtigt brag af en akkord, med en hale af tristhed efter sig.

”Asyla” er også lagt op på Nutidsmusik på Spotify – og husk nu også at høre ”America: A Prophesy” og hans klaverkvintet. De findes også på Spotify (men ikke på playlisten).

Axel Borup-Jørgensen – Marin

Musikstykket som denne blogpost handler om er et mesterværk. Det står der ofte i beskrivelserne af værket, og det behøver jo ikke at betyde så meget, men lyt til det! Det er virkelig et værk, der er værd at lytte til igen og igen – et værk, der er værd at fordybe sig i. Det er også et værk, det er nødvendigt at fordybe sig i. Det er overvældende, når man først er ”inde” i det – men det kræver, at man som lytter giver sig tiden og koncentrationen til at være med hele vejen. Det er ideelt at opleve værket live, men ellers vil jeg anbefale at stikke computeren til et par gode højttalere eller hovedtelefoner. Kast dig ud i det. Kast dig ud i bølgerne.

Marin

Axel Borup-Jørgensen komponerede ”Marin” i 1960’erne og det blev uropført i 1970. Det blev, ærgerligt nok, vistnok det eneste værk for stort symfoniorkester han skrev.

Jeg ved godt, at titlen vel egentlig bare betyder ”ting, der har med havet at gøre”, men jeg har altid syntes, at titlen var eksotisk. Der er noget middelhav, gamle kort med havmonstre indtegnet og noget uudgrundeligt over titlen.

Vi ser havet fra overfladen; bølgerne, skvulpene, de hvide tænder, solens glimt og smut i vandet eller de skifergrå kæmpe-sug af storme på stort hav.

Sådan er det ikke med ”Marin”. Lige fra begyndelsen hiver Axel Borup-Jørgensen os med ned i dybet. Eller rettere man vågner som lytter op på bunden af det dybe, dybe hav. Der er mørkt og væsnerne hernede er enorme. Det er Kraken, kæmpeblæksprutter, gigantiske hvaler og mørke, mørke, mørke. Tyngden af vandet, det enorme tryk gør enhver bevægelse til en kamp. Først henad 8-10 minutter inde i værket bevæger musikken sig opad. Først gennem skærende hvide klange af tomt vand – og så op til et væld af bevægelse. Et lydlandskab som et koralrev af vimrende klange og farver. Og til sidst rejser sig en overvældende bølge af hvidt skum sig ud fra dybet. Det er en rejse, der mest af alt handler om lyd – og måske ikke så meget om vandpjask, som jeg antyder her. Men musikken er så nuanceret, klangrig og facet-sleben, at det er en gave at få lov til at hoppe direkte ud i det hele – som et klangbad.

Det er overvældende at fornemme strygernes spredte klangvifte, hver enkelt af dem har sin særlige stemme. Det er også en gennemlytning værd, at lytte til klaver og slagtøj, som er med til at skabe den særlige karakter af i begyndelsen mørke og senere hen skærende lys. Lyt! Det er god musik.

Jeg har tilføjet Marin til Nutidsmusik på Spotify – og Marin er et af de værker, jeg bruger tid på i mit foredrag på Wiums Musik Salon i morgen d. 16. april