Farvel til Torben Bille

Torben Bille har altid været inspirerende at læse. Han blandede det personlige engagement, den personlige oplevelse af musikken med sin journalistiske og musikalske professionalisme. Og så fandt han den gode historie. Den rigtige balance mellem personlighed, engagement, den gode historie og professionalismen vil altid være et mål for en musikformidler som mig. Nu kommer der ikke flere skriverier fra Torben at lade sig inspirere af. Det efterlader et stort tomt hul.

Torben var også med til at skubbe mig til at lave denne blog – og jeg er ham meget, meget taknemmelig for støtten, de gode ideer og tips.

Farvel, Torben – jeg er blevet en bedre musikformidler på grund af dig. Tak for historierne.

http://www.torbenbille.dk/

Brian Ferneyhough – Strygekvartet nr. 3

En af de sætninger jeg ofte har hørt, når jeg fortæller, at jeg forsøger at formidle ny kompositionsmusik er ”uha, det er så svært at forstå”. Og det er den opfattelse af ny musik jeg mere eller mindre har sat mig som livsopgave at slå ned med en lægtehammer, hvorend jeg møder den. Lægtehammeren består som regel af blide ord, så jeg ved ikke hvor effektivt det er, men sådan er det.

Den type af ny musik, som de fleste mennesker, der siger ”uha, det er så svært at forstå” tænker på, når jeg siger ny kompositionsmusik, er den slags jeg vil skrive om i denne blogpost: stinkende kompliceret kammermusik, der kompromisløst høvler derudaf.

Og så er det jo jeg påstår: Der er absolut intet at forstå i denne musik. Det eneste det handler om er at hoppe med på galejen og nyde energien. Lige så snart man begynder at tænke på flageoletter og triol-underdelte trioliseringer, ja så er hele magien jo væk. Lad for himlens skyld musikerne om den slags, det plejer de at være gode til.

Så kan vi andre sidde med hængende kæber og tænke ”åårrhhh hvad, det rocker det her!”

Strygekvartet nr. 3

Jeg faldt i gryden med strygekvartetter som barn, så denne blog vil nok have en urealistisk overvægt af strygekvartetter, når den en gang bliver besætnings-analyseret. Her kommer en af de (mange) gode.

I virkeligheden kunne jeg have valgt en hvilken som helst af Ferneyhoughs strygekvartetter. For de er alle ret gode. Men den tredie indeholder i nærmest nedkogt form det, jeg synes er noget af det fine ved Ferneyhoughs musik: Energi og kontrast.

Den er i to satser og jeg har læst et sted, at de to satser er nærmest diametrale modsætninger. Det synes jeg ikke de er, for det hyperaktive, energiske udtryk er gældende i dem begge – men kontrasterne som musikken er så rig på kommer til udtryk på forskellige måder.

Første sats er smækfuld af forskelle i dynamik. Det går fra det hviskende, puslende, vuggevise stille til det brølende, malstrøms-kraftige igen og igen. I noderne, som så fint er med i det youtube-klip jeg har valgt, kan man se at det går fra ppp (helt utroligt svagt) til fff (meget meget kraftigt) fra den ene tone til den anden. Nogle gange foregår dynamikskiftende med et crescendo, hvor lyden vokser sig kraftigere, og andre gang kommer de kraftige akkorder med et hug – eller de forsvinder som i et sort hul af minus-lyd. Andre gange kommer effekten simpelthen ved at Ferneyhough instrumenterer dynamikken, så det kun er et instrument der spiller – svagt – eller alle fire instrumenter – kraftigt. Det er en fantastisk måde at få mine ører på stilke. Nøj, hvor jeg hører efter når Ferneyhoughs musik først er i gang.

Og så en gang imellem kigger løsrevne, romantiske melodismåbidder forbi midt i al det hysteriske. Det er så smukt.

Der er en side af Ferneyhoughs musik, der altid bliver talt om: kompleksiteten. Han har endda fået tilnavnet ”den Nye Kompleksitets Far”. Den Nye Kompleksitet er i dette tilfælde en betegnelse, der dækker en række komponister, der i 1970’erne skrev rasende kompleks musik, der ikke nødvendigvis byggede på 1950’ernes serialisme med Pierre Boulez og Karlheinz Stockhausen, som så jo blev den Gamle Kompleksitet (nej … det er der faktisk aldrig nogle, der har kaldt den, og jeg vil også lige sige, at selvom Ferneyhoughs musik ikke som sådan er seriel, så ville den næppe have lydt som den gør uden en vis indflydelse fra de Gamle Komplekse herrer. Men det er en længere historie).

Kompleksitet er vel ikke som sådan en kvalitet, tænker man straks, men jo, i visse tilfælde er det.

Et af de punkter, hvor kompleksitet kan bidrage med et ekstra lag af musikalsk dybde er i forhold til de stakkels musikere. I den seneste blogpost på Nutidsmusik-bloggen skrev jeg om Ravels ”Gaspard de la Nuit”, hvor den sidste sats ”Scarbo” er ganske overordentligt kompliceret at spille for pianisten, og Ravel havde sat sig til skrivebordet med det formål at skrive en sats, der var helt afsindig svær at spille. Ferneyhough fortalte mig en gang, da jeg interviewede ham i Darmstadt, at han næsten blev lidt skuffet, første gang han hørte Arditti Kvartetten spille en af hans kvartetter, for de kunne faktisk spille det der stod. (Sagt med en smule britisk krukkeri). Pointen er, at Ferneyhough presser sine musikere til at foretage et valg. Det kan i mange tilfælde ikke lade sig gøre at spille musikken præcis som den står, så musikeren er tvunget til at tage stilling til, hvordan han eller hun vil løse det problem. Enhver opførelse vil så være forskellig og enhver musiker vil få sit eget forhold til de absurd svære partiturer. Musikerne i Arditti Kvartetten forsvarer Ferneyhough og siger, at han ikke ville få det udtryk i musikken han søger efter, hvis han ikke skrev musikken præcis som han gør. Jeg tror på dem.

I den anden sats af  Ferneyhoughs Strygekvartet nr. 3 er der i begyndelsen og slutningen solopassager for hhv 2. violinisten og bratschisten, og der kommer den sindssyge virtuositet og kompleksitet til at stå krystalklart. Nyd det!. Der er også en sørgmodig og meget lang melodi i cello og bratsch, som danner en sært trist jordbund for violinernes hektiske energi i de første minutter.

 

Og se nu her! Ekstra-godter på youtube. Her er en halv times udsendelse med Ferneyhough og Arditti om at indstudere den 6. strygekvartet.

Det er en meget fin udsendelse, som også skitserer ensemblets forhold til komponisten så fint.

Nyd blikket ind i værkstederne.

Maurice Ravel – Gaspard de la nuit

Nattens vogter. Sådan kan man oversætte titlen på de tre klaverstykker Maurice Ravel komponerede i 1908. De tre stykker bygger på tre digte af Aloysius Bertrand. Jeg linker lige til den engelske wikipediaartikel, som har alle tre digte med oversættelser til engelsk  her

Aloysius Bertrands digte udkom i 1840’erne i en romantisk tid, der blandt meget andet svælgede i fascinationen af mørket, uhyggen, det groteske, det underjordiske og overnaturlige. Gotisk uhygge var moderne. Således også disse digte. Men den fascination forsvandt jo ikke sådan lige da romantikken blev umoderne, og digtene inspirerede Ravel mere end 60 år efter de blev udgivet.

De tre stykker er enheder hver for sig, og det sker, at de bliver spillet enkeltvis til koncerter. Men når de tre stykker sidder sammen, former de en helt klassisk klaversonate med en hurtig førstesats, en langsom midtersats og hurtig sidste-sats.

Der er et sært stemningssammenfald mellem de tre ellers meget forskellige stykker; de er alle tre mørke eller ubehageligt urolige. Der er ikke meget solstråle og fred i disse stykker – i hvert fald ikke under overfladen. De er inspireret af uhyggelige digte og de giver ikke slip på det afgrundsdybe mørke og blikket ind i helvedes dyb. Heller ikke når det umiddelbart lyder som solstråler på vand. Ravel er mange steder citeret for, at han, da han begyndte på ”Gaspard de la nuit”, havde sat sig for at komponere et værk, der var sværere at spille en ”Islamey” af Balakirev. Det lyder umiddelbart ikke som en ambition, der kaster stor kunst af sig, snarere et løfte om tom virtuositet. Men Ravel er jo Ravel og ikke en komponist, der generelt begiver sig af med tomme falbelader. Så jo, det lykkedes ham at skrive et værk, der er hysterisk svært at spille – især det sidste stykke – og samtidig  fascinerende mørkt og smukt. Jeg skal prøve at lade være med at oversælge ”Gaspard de la Nuit”, men jeg vil ikke lægge skjul på, at denne musik hører til i min top fem af al klavermusik. Musik, der er gnistrende virtuos og foruroligende mørk på samme tid, er noget af en bedrift efter min mening. Og så er Ravel jo ikke ene om at ville presse musikere til deres yderste i søgen efter et ekstra udtrykslag, Luciano Berio og Brian Ferneyhough har fx. været ude i samme ærinde.

Jeg har valgt et youtube-klip med den pianist, der efter min mening spiller Ravel (og Debussy) allerbedst: Jean Yves Thibaudet. Det fede er, at der er en venlig sjæl, der har lagt hans indspilning af ”Gaspard de la nuit” på youtube sammen med noderne, så man kan følge med i dem, hvis man har lyst. Normalt er jeg ret fokuseret på at det er ørerne, der skal opleve musik og ikke øjnene, men i dette tilfælde giver det mening at noderne er med, fordi man bare skal tabe kæben over mængden af dem undervejs. Så vidt jeg kan se får Thibaudet langt de fleste af noderne med, i modsætning til andre illustre pianister, der også kan findes på youtube. Jeg har lagt samme indspilning ind på playlisten Nutidsmusik på Spotify, som kan ses her Nutidsmusik

Nyd det – det er god musik!

Ondine

Ondine er en vandnymfe og som så mange af sine søstre og brødre – fra Nøkken over Lorelei og til de græske Sirener – har hun kombinationen af guddommelig musikalitet og  djævelsk besiddertrang. Uimodståelig sang og død i bølgerne er et gennemgående tema i europæiske eventyr og Ondine lader ingen noget efter. Ravel lader bølgerne risle, skvulpe og brage gennem hele stykket, og i begyndelsen høres både bølgerne og Ondines klare, besnærende sang. Som altid med disse vandnymfer bliver det hele dog snart lidt mudret i det. Bølgerne og nymfens sang filtrer sig ind i hinanden og igen og igen blandes de to, så man helt mister orienteringen og bliver trukket længere og længere ned mod dybet. Bølgen er Ondine og Ondine er bølgen. Den ene eksisterer ikke uden den anden og omvendt begge veje. Ingen dødelig overlever mødet med Ondines forførende stemme – med bølgernes lokkende sang.

Le Gibet

I det andet stykke, med titlen ”Galgen”, viser den gotiske romantik sig i fuldt flor – set gennem Ravels blide, klare, kølige blik.

Der hænger en død i galgen og svajer rytmisk i vinden. Kirkeklokken ringer hele tiden. Ørkenen er tør og ubarmhjertig. Der er fluer og biller i det klistrede blod på den dødes hovede. En edderkop spinder den hængte et halstørklæde og dækker den brækkede nakke. Kontrasten til Ondines bølgeskvulp er overvældende. Tørken, døden, stanken, insekterne, der arbejder ufortrødent … eeewwwwww. Og musikken? Den er så smuk, at det gør helt ondt. Smuk, ligeglad og uendeligt skræmmende og trist på samme tid.

Scarbo

Og så til sidst kommer det virtuose mesterværk. Scarbo er et dumt lille nisse-agtigt uhyre, med flere djævelske træk end en gennemsnitlig dansk gårdnisse. Han kommer om natten og forstyrrer og driver enhver sovende stakkel til vanvid. Laver rod og ballade, springer og hopper, raser og driller, hvirvler og slår.

Det gør Ravels musik også – og ved første gennemlytning er det nærmest alt, hvad der sker: En rumlen i mørket … og pludselig braser Scarbo ind i soveværelset og går i gang med at hærge søvn og indbo.

Men det vigtigste er ikke, det han gør; det er det, han ikke gør. Lyt til pauserne. Midt i tonemylderet forsvinder Scarbo igen og igen – og dukker op et andet sted. Uforudsigelig og vild får han hele tiden vendt sig fra det ene tema til det andet. Vupti er han her og lyder sådan, vupti er han der og lyder sådanher, svips er han væk og lyder som noget helt tredje. Han går i hak, vender tilbage til stumper fra gamle narrestreger, tæver den samme akkord og klasker den sammen med en ny. Og forsvinder. For blot at tæve dig i nakken med din yndlingsvase sekundet efter. Og igen er der denne mørke undertone midt i al balladen. En undertone, der kommer op til overfladen også i satsen Scarbo. Som for at understrege, at væsnet Scarbo ikke er uskyldigt, men udspekuleret og farligt.