Karlheinz Stockhausen – Kontakte

Stockhausens ”Kontakte” er et værk jeg aldrig bliver træt af. Det er så fuld af liv, nysgerrighed, klangeksperimenter og gåpåmod, at der altid er et eller andet man bliver opløftet af når man hører det. Det er god musik!

Det er også et værk, som man kan skrive utrolig meget om, men jeg vil her blot pege på nogle aspekter af ”Kontakte”, som er gode at lytte efter, når man skal høre hele værket.

Stockhausen komponerede ”Kontakte” i årene 1958-60. Det var i elektronmusikkens barndom. Det blev uropført ved Verdensmusikdagene i 1960 i Köln, hvor en række yngre danske komponister – bl.a. Per Nørgård, Ib Nørholm og Pelle Gudmundsen Holmgreen – overværede koncerten.

Lydene

“Kontakte” findes i to versioner; en rent elektronisk og en for klaver, elektronik og slagtøj. Det er den sidste, der er den sjoveste. [Den opmærksomme læser Alex Bach Andersen, gjorde mig på facebooksiden opmærksom på, at der jo også findes en teaterversion af “Kontakte”. Den hedder “Originale” og Alex Bach Andersen har lagt et link ud på nutidsmusiks facebook-siden, som linket ovenfor henviser til! TAK!]

Et af de fænomener Stockhausen dyrker næsten til overflod i ”Kontakte” er glidende overgange mellem klange. Han tager en slagtøjsklang – et bækken, en triangel eller hvadsomhelst – og så sørger han for at skabe en elektronisk lyd, der ligger helt tæt op ad slagtøjslyden. Han laver en glidende overgang mellem elektronikkens klange og de akustiske instrumenter. Nogle gange blander han dem, andre gange kommer den ene slags som et slags ekko eller præ-ekko (som det så smukt hedder, når ekkoet kommer før lyden, hvis man kan sige det), og den anden står klart i forgrunden. Der er mange eksempler på dette fænomen i værket, og rygter fortæller, at publikum under uropførelsen var irriterede over ikke at vide, hvor lydene kom fra, fordi de ikke kunne identificere lydkilden.

Prøv fx. at lytte fra ca. 9’30 til 10’50 og adskil slagtøj fra elektronik. Det er ikke helt nemt. (Noget nemmere er det selvfølgelig ved en koncertopførelse).

Hvis du har mulighed for at høre hele værket flere gange, så prøv en enkelt gennemlytning, hvor du kun fokuserer på at finde lighederne mellem instrumentklangene. Det er som om Stockhausen prøver at udviske overgangene, og gøre alle tre lydkilder til et kontinuum af klang. Det lyder måske ikke revolutionerende i disse tider, hvor synthesizeren har været opfundet i mange årtier, men i 1960 var det anderledes. Alle de elektroniske klange i ”Kontakte” er skabt netop elektronisk. På bånd. I et lydstudie. Med maskiner. Ikke noget med synthesizere her. Titlen ”Kontakte” henviser bl.a. til de klanglige kontaktflader mellem de forskellige lydkilder.

Rummet

Et andet aspekt, som Stockhausen var langt fremme i skoene med, er rumlighed i musikken. I ”Kontakte” findes brugen af rummet i musikken på forskellige måder. Helt konkret kommer den elektroniske lyd fra fire højttalere, der omgiver publikum. Ved at sætte en højttaler på et bord der kunne dreje rundt og placere fire mikrofoner rundt om, kunne Stockhausen lave en optagelse, der fik det til at lyde som Surround Sound før Surround Sound. Så lyden flytter sig helt konkret i rummet og kommer forfra og bagfra og fra begge sider.

Men der er også en anden udnyttelse af rumlighed i ”Kontakte”. Dynamikken – lydstyrken – er ekstremt nøje tilrettelagt i partituret, og den er meget varieret. Det giver den effekt, at lydene optræder i et spektrum fra helt i forgrunden til langt væk i baggrunden. Det udnytter Stockhausen, så de enkelte lyde hele tiden er ”i forhold” til andre lyde, der kommer før efter eller er samtidige. Et smæk på et trommeskind kan stå helt i forgrunden, mens en elektronisk susen er langt bagude, og klaveret et øjeblik efter optræder i mellemgrunden med et svagt, men markant anslag.

Der er også lyde, der vokser fra at have været svage og gemt bag andre lyde til pludseligt at optræde i forgrunden. Meget dynamisk og nærmest tegneserie-agtigt. Eller som et dukketeater, hvor perspektivet skabes ved at de ting, der skal se ud som om de er langt væk i virkeligheden bare er lavet små, så de giver effekten af fjernhed. En lille klang lyder langt væk og nærmer sig – et stort brag buldrer og forsvinder i horisonten. Jeg har nogle gange svært ved at høre ”Kontakte” uden at antropomorfisere lydene, så karakterfulde er de, og så dynamiske bliver de ved hjælp af dette hørbare perspektiv. Der er altså rumlig, omfavnende lyd i selve lokalet (svær at genskabe ved computerlytning) og så er der tre-dimensionalitet i selve lydbilledet (kan også høres uden at sidde i koncertsalen).

Kontinuum

Jeg har allerede nævnt, at Stockhausen skaber et kontinuum af klangene i de tre lydkilder klaver, slagtøj og elektronik. Der er et andet kontinuum, han var fascineret af, og det var mellem klang og puls. Han illustrerer det klokkeklart lige omkring 17 minutter inde i værket. Pointen er, at hvis man tager en sinustone, så er den lydbølge den laver meget jævn. Her er noget fra wiki om sinusbølger. Jo dybere en sinustone klinger jo mere af den forsvinder fra vores hørevidde. På et tidspunkt er det kun toppene af bølgerne vi kan høre. Så lyder det ikke længere som en lydbølge, men som: klang (top) – stilhed (bund) – klang – stilhed – klang – stilhed. Altså puls da da da  i stedet for klang daaaa. Stockhausen laver altså et skoleeksempel på dette kontinuum mellem klang og puls ved at lade en elektronisk, vrængende klang styrte ned i dybet og forvandle sig til pulserende, dybe bip-toner. Hvis du lytter fra omkring 16’15 til 17’15, kan du også høre, at der er et godt eksempel på kontinuummet mellem lydkilderne i den samme bid; Lige før klangen kaster sig ned i dybet og bliver til puls, spiller perkussionisten en række hvirvler på forskellige slagtøjsinstrumenter, der lægger op til den elektroniske pulseren.

Hør det nu bare!

Det er en mere teknisk introduktion til musikken end jeg plejer at byde på her i bloggen, men det betyder ikke, at ”Kontakte” kun er fascinerende, når man kender noget af mekanikken bag. Tværtimod er det en konstant kilde til legesyge lydoplevelser og et værk, der virkelig tåler at blive hørt mange gange. God fornøjelse!

Og så bliver det opført fredag d. 31.5. på Klang Festival i København. Hvis du er i nærheden: Don’t miss!!! Her er et link til festivalens program

Edgar Varese – “Intégrales” og “Density 21.5”

Edgar Varese får altid titlen ”pioner” klistret på sig. Og det er fordi, det passer. Han var virkelig en pioner og en uforknyt forkæmper for lydenes frigørelse og udvidelsen af musikkens territorium. Han fik virkelig som en bedre amerikansk western-”pioneer” rykket grænserne ganske betragteligt udad, og musikken derefter forandrede sig for altid.

Her er link til wiki-artiklen om mandens forbløffende liv. En af de mest smittende artikler om Varese kommer fra Frank Zappas hånd. Læs den her – den er ikke lang, men hvis den ikke giver dig lyst til at høre musik af Varese, er der ikke meget der vil.

Jeg har valgt to værker af Varese; det voldsomt insisterende ”Integrégrales” fra 1925 og det både smukke og sære ”Density 21.5” fra 1936. Som altid i disse blogposts er de udvalgte værker en opfordring til at fortsætte med at høre mere af komponisten. I Vareses tilfælde fører musikken ’to infinity and beyond’.

Intégrales

Varese dyrkede en idé om at lade blokke af klange eller figurer optræde uformidlede ved siden af hinanden. Det er tydeligt i ”Intégrales”. Der lander en slagtøjsfigur ved siden af et blæserbrøl – og senere dukker samme slagtøjsfigur op i en helt anden sammenhæng, og lyder derfor markant både af sig selv – og som noget helt andet. Varese formår at give de enkelte figurer en stærk identitet, og samtidig er figurerne så blanke, at de spejler sig i omgivelserne – uden selv at ændre karakter. ”Intégrales” er komponeret for blæsere og slagtøj, og Varese får undervejs begge dele til at lyde som fremmede instrumenter, der intet har at gøre med det, de plejer at være: instrumenter i et symfoniorkester. Som kontrast til denne fremmedhed lander så figurer fra dansemusik, militærmusik og andet skrab-sammen fra musikkens rodebunker. Og puff er de væk igen.

Jeg synes ”Intégrales” på mange måder er Ravels ”Bolero” på syre. Det har den samme insisterende karakter og lyder undervejs som Ravels værk – forskellen er, at Varese benytter skarpe kontraster i sit værk. ”Bolero” som det ville have lydt, hvis et ondsindet barn havde klippet i partituret, sat det forkert sammen igen og tilføjet dele af alle mulige andre noder, der lige lå og flød. Resultatet er ti minutters insisterende, larmende, kontrastfyldt og overvældende musik.

Density 21.5

Titlen er tætheden på materialet platin (21,5 g pr kubikcm – ret mig hvis jeg tager fejl), og værket blev komponeret til en fløjtenist, der netop havde erhvervet sig en platin-fløjte.

Det er en klassiker indenfor solo-fløjterepertoiret og musikken her er et fascinerende eksempel på, at en komponist som Varese virkelig forstår at udfordre instrumentet, musikeren og sig selv.

Lige som ”Intégrales” er ”Density 21.5” bygget op af flere figurer eller elementer. Udfordringen er at få dem til at fremstå klart, når man nu kun har en enkelt tværfløjte at skrive for. Resultatet er som to moebiusbånd, et blåt og et rødt, der snor sig ind i hinanden – uden nogensinde at blandes, men også uden at slippe fri fra hinanden.

Det blå bånd er blidt, nærmest mystisk i sin stille indadvendthed. Det er det bånd der høres lige i begyndelsen. Det røde bånd er springende, aggressivt (eller så aggressivt, som en fløjte nu kan være), og kæmper for at komme frem i fløjtens dybeste og højeste lejer. De to lag eller bånd er der hele tiden, men det ene er i forgrunden, det andet bagved.

Jeg har puttet ”Density 21.5” på Spotify playlisten Nutidsmusik, men ”Intégrales” findes ikke på Spotify

Steve Martland

Jeg har ingen intentioner om at lave bloggen her om til en samling nekrologer over nyligt afdøde komponister eller at sætte specielt fokus på komponister pga. jubilæer eller fødselsdage. Men for et par uger siden sad jeg og lyttede til alt, hvad jeg kunne finde af Steve Martland på Youtube, fordi jeg ville skrive en blogpost om ham. Jeg kunne dog ikke finde ud af hvilket værk jeg skulle vælge, og hans overvældende ”Babi Yar”, som var det første Martland jeg hørte, ligger ikke på Youtube (endnu) og det blev jeg lidt pigesur over, og så valgte jeg en anden komponist til den uge. Så gik der godt en uge – og så var Steve Martland død kun 53 år gammel. Øv.

Jeg vendte tilbage til alle klippene og besluttede mig for ikke at beslutte mig for et enkelt værk, men at linke til hele tre værker. De er heller ikke så lange. Og både/og er et bedre princip end enten/eller. Så værsgo’ indenfor og få et skud energi fra Steve Martlands hånd. Der må godt danses.

Anti Thatcher – Pro publikum

Steve Martland var ikke en komponist med hang til kompleksitet og indadvendthed. Hans værker er inspireret af barokmusik, Stravinsky og af læreren Louis Andriessen. Altsammen musik med klar fokus på rytme, musik der ikke er bange for at kommunikere med publikum. Han lagde vægt på at få musikken ud til skolebørn og gjorde et kæmpe pædagogisk arbejde med at introducere børn til kompositionsmusik. Han brugte med glæde instrumenter og idiomer fra rock og jazz og han lavede – ligesom Andriessen – sit eget band: Steve Martland Band. Martland var også helt klar i sine politiske holdninger: de lå til venstre for midten af engelsk politik.

Når man hører musikken, er det næsten åbenlyst, at det er dansemusik det her, og Martlands værker er også i stor stil blevet koreograferet. Orkesterværket ”Babi Yar” er ikke det eneste, der mangler på Youtube, hans finurlige og til tider endda elegante ”Street Songs” er der heller ikke. Faktisk er der en forbindelse fra dansk musikliv til Steve Martland i form af den engelske dirigent Paul Hillier, der nu dirigerer Theatre of Voices i Danmark og de har sammen uropført et værk af Martland i 2012.

Hvis du bliver interesseret i at høre mere Martland, så jeg er nødt til at opfordre til en tur på biblioteket, for jeg kan heller ikke linke til hans værker på Spotify, for der er også kun ganske få.

Gang i den

Vi begynder dansen med en hollandsk saxofonkvartet – Amstel Kvartetten – der giver den gas i Martland-værket ”Short Story” fra 2009. Her får Martland afløb for sin kærlighed til en klar, svingende og solid basstemme. Barytonsaxen kommer til sin ret i denne perle af en hakkende, hoppende og strømmende kvartet.

Næste værk er fra 1995 og låner fra den engelske barokkomponist Henry Purcell. Og fra meget andet. Det er baslinien han har taget fra Purcell – energien er helt Martlands egen. Titlen er ”Beat the Retreat” og den er snuppet fra det engelske militær, hvor man kan ”Beat the retreat” og på den måde kalde sine spredte troppeenheder til sig. Jeg tror måske ikke, der er så meget militærhistorie i det, men ordren Beat the Retreat stammer fra cirka samme tid som Purcell levede og så lyder det jo fedt.

Og her til sidst en ekstra spand musikenergi fra Steve Martland, denne gang med både barok- og balkanindflydelse – ”Re-Mix”, der er en ældre sag for jazzband fra 1986. Nyd det – og dans.