Steve Reich – Music For 18 Musicians

Jeg har før skrevet, (I blogpost om Morten Feldmans “Three Voices” ) at jeg ikke har det helt nemt med lange stykker minimalistisk musik. Men der er undtagelser. ”Three Voices” er en af dem – en anden er ”Music For 18 Musicians” af Steve Reich. Noget andet er, at jeg tror, at jeg måske er ved at lære det der med at lytte til de større minimale værker (?!? lyder selvmodsigende). Og jeg tror bizart nok, at det er Tjaikovskij, der lærte mig det. Jeg synes i hvert fald, at jeg får større glæde af at lytte til et værk som ”Music For 18 Musicians” jo ældre jeg bliver.

Music for 18 Musicians

Værket er en klassiker i den nyere musik-historie. (Læs evt. mere om Reich og værket betydning her ) Det er en sand tour de force, der varer i næsten en time, og det kræver på den måde noget af sin lytter. Det kræver, at man har en time til rådighed. Og tro nu ikke, at du sådan kan sidde og besvare mails eller tjekke gode handler på Den Blå Avis imens; hvis du gør det, ender du med at have lyst til at slå nogen ned. Helst den, der er nærmest. Musikken her bliver seriøst irriterende, hvis man bruger den som baggrundsmusik. ”Music For 18 Musicians” er IKKE musak, det er IKKE tapetmusik og det er IKKE easy listening. Dertil er det simpelthen for anmassende. Men hvis man nu bare tager en kop te/glas vin i hånden, skruer godt op for anlægget og sætter sig mageligt til rette, så sker der noget decideret ikke-voldeligt: Man bliver glad.

Bølger

”Music For 18 Musicians” er bygget op over 11 akkorder. Det er sådan set lige meget, men det vigtige er, at hver akkord har sin egen lille del af værket, og varigheden af hver akkords motiv er bestemt af blæsernes åndedrag. Når blæserne ikke kan holde til at spille en bestemt figur længere, går ensemblet videre til den næste. Disse 11 dele kalder Reich ’Pulses’ – ’Pulseringer’ kan man vel kalde dem på ringe dansk.

Lyden man hører, er som en bølge, der afløser en bølge, der afløser en bølge osv. osv. Man får smækket en akkordbølge i ørerne, og efter et passende stykke tid forandres lydbilledet og en ny bølge vokser frem, rammer ørerne, vokser, fader ud igen og igen. I løbet af værket når musikken at ændre karakter, men det er kun få stedet, hvor man lægger mærke til det. For det meste glider den ene akkords musik og dens instrumentering over i den næste i et næsten gnidningsfrit forløb.

Energi

Musikken har en helt uimodståelig energi. Der er fremdrift hele tiden, og samtidig er den afslappet, organisk og cool. Der er utrolig meget New Yorker-stemning i den her musik. Afslappet og energisk på samme tid. Hviler i sig selv og smiler til dig. Det er som at gå en tur ned gennem Manhattans gader. Der er et mønster, men menneskene man møder, tætheden i trafikken og bygningernes højde skifter løbende undervejs. Når først man er i gang med at lytte – når først man går på gaden – er det simpelthen næsten umuligt at lade være med at smile. Det er en overrumplende blanding af afslappede ’Good Vibrations’ og stram styring.

Tankerne kan godt tage flugten undervejs, og det er helt fint, for energien, det organiske åndedrag og de skiftende klange bringer som regel tankerne tilbage igen efter hver udflugt.

Nyd energien – det er god musik!

John Cage – Sonatas and Interludes

Dagens blogpost er med musik af John Cage, bl.a. for at fejre, at jeg lige har købt John Cages ”Silence” fra 1961, som er en samling af hans sære foredrag og artikler.

IMG_1805

Ovenstående billede er første opslag i bogen, og man bliver jo helt glad, når man ser sådan en side. Væk er alle ”Til min elskede mor/far/søn/datter/kone/mand, som led så meget under mit arbejde med denne bog og som har støttet mig hele mit liv og uden hvem blablabla”.

To Whom It May Concern

Tak for det.

Jeg vender tilbage til selve musikken i ”Sonatas and Interludes” senere, men jeg vil benytte lejligheden til at lave en omvej om emnet: ’Hvad vil komponisten med sin musik og rager det overhovedet mig?’

Omvej om intentioner og lytteoplevelser

Der ligger sikkert megen forskellig inspiration bag et værk som ”Sonatas and Interludes”, der varer mere end en time. Men det, som John Cage selv fokuserer på, er inspirationen fra indisk filosofi og de otte-ni forskellige typer af stemninger eller humør, der beskrives i en hinduistisk æstetik, der hedder Rasa. Der er nogle lyse og nogle mørke, (sort/hvid, tangenter) og den niende af dem er: ro. Læs mere om Rasa her hvis du har lyst.

John Cage var en begavet mand (tror jeg, jeg kendte ham jo ikke), og han brugte det faktum, at han ikke selv var inder eller hindu, til at skabe mod- eller med-billeder i musikken. Han spiller på, at han er en del af en kultur og inspirationen kommer fra en anden. Musikken i ”Sonatas and Interludes” er en uhellig blanding af øst, vest, nord og syd, af lydbidder fra hele verden.

Spørgsmålet er, om John Cages interesse for hindu-æstetik eller fx zen-buddhisme har noget med mig at gøre, når jeg sidder og lytter til musikken i 2013.

Jeg har været inde på problematikken her på bloggen før, i posten om Thomas Adés’  “Asyla”, hvor jeg ikke kan finde det rave-party, han selv beskriver. Jeg tror min konklusion er, at komponistens inspiration ikke rager mig og min musikalske oplevelse det fjerneste. Min oplevelse kan ligge uendelig langt fra de intentioner, der har inspireret musikken og som har bestemt værkets udformning. Et andet eksempel er den estiske komponist Arvo Pärts tanker om, at han musik udelukkende er skrevet som en samtale med Gud. Musikken fra Pärts hånd er hans – og vel potentielt lytterens – samtale med det guddommelige. Men er en sådan kommunikation ikke en privatsag? Vil jeg som lytter få noget ud af Pärts guddommelig konversation? Og hvorfor vil han blande mig ind i den?

Jeg går lidt i baglås, når så håndfaste inspirationer/intentioner med musikken bliver præsenteret. Jeg har ikke nogen gud at konversere med, men jeg vil fastholde min ret til at synes om en hel del af Pärts musik.

Min konklusion er altså, at den type inspirationer ikke rager mig en høstblomst. For hvis det virkelig er en privatsag mellem Pärt og hans gud, mellem John Cage og hans indre udvikling, mellem post-Webern-serialisterne og deres faderbilleder, hvorfor så gøre musikken offentlig tilgængelig. I det øjeblik en kunstner frigiver et værk – eller noget der ligner – til offentlighedens beskuelse, så åbner kunstneren for en sand syndflod af fortolkninger, tolkninger, analyser og opfattelser. Jeg er ikke kunstner, men jeg kan ikke forestille mig andet, end at det kan være en både livgivende og meget smertefuld proces.

Som lytter må jeg insistere på min egen oplevelse. Jeg må insistere på, at det, jeg hører, er min musik. På at den måde, jeg bliver grebet på, er en hel legitim måde at blive grebet på, at tage musikken ind på. De intentioner og inspirationer, der ligger til grund for værket, kan aldrig blive mine i en 1:1 oplevelse. Og det skal de heller ikke. Jeg kender ingen komponister … lad mig tage det tilbage; Jeg kender ikke ret mange komponister, der vil insistere på, at deres egen oplevelse, skal blive min. Det er da også en højst aparte måde at tænke på. Jeg kender mange, der med fuldt overlæg IKKE nævner deres inspirationer, i den tro, at de så slipper for (fejl)-fortolkninger.

Jeg gentager lige: Jeg vil som lytter insistere på min egen oplevelse. Men det betyder ikke, at jeg på den måde har lov at læne mig tilbage og være doven. Jeg skylder værkerne at være en aktiv lytter. At lytte til værkerne flere gange, hvis jeg har mulighed for det. At opsøge musikken til koncerter. At koncentrere mig, når jeg lytter. Og hvis jeg bliver nysgerrig (og det gør jeg næsten altid), så at opsøge tekster, samtaler og aspekter om og af musikken. Det vil ofte berige min oplevelse. Det må bare ikke komme i vejen for – eller ligefrem stille sig i stedet for – min oplevelse af det, jeg hørte til at begynde med.

Så mit forslag er, at selvom jeg ofte linker til artikler om musikken eller aspekter af den her på bloggen – så hør musikken først. Og se som om den pirrer nok til, at du vil vide mere. (Men jeg er ikke noget musikpoliti, og jeg tjekker det ikke 😉 )

I bogen ”Silence” findes bl.a. værket ”45’ For A Speaker”, som er dele af tekster fra tidligere foredrag sat sammen som et værk. (Det er mere end det, men lige nu er jeg interesseret i teksten, ikk’?) I dette værk siger ’fortælleren’(= Cage): ”Years ago I asked myself ”Why do I write music?” An Indian musician told me the traditional answer in India was ”To sober the mind and thus make it susceptible to divine influences.” Jeg tror langt hen ad vejen, at Cage var enig i en eller anden form af dette citat, og at det inspirerede ham. Jeg hører hans musik som meget mere broget end dette citat giver plads til. Men det er min opfattelse – både af citatet og af musikken. Og det er nok. For mig.

På næste side i bogen ”Silence” står: ”What I am calling poetry is often called content. I myself have called it form.”

Og disse to sætninger sætter et fyrværkeri af muligheder og forståelse i gang i mit hoved. Og det er mere end nok! På den gode måde.

Sonatas and Interludes

Der er 16 sonater og fire mellemspil. Tilsammen varer de som sagt mere end en time, og det er ikke altid hverken praktisk eller ønskværdigt at høre det hele på en gang. Værket bliver opført og indspillet både i større eller mindre dele og som helt sammenhængende værk.

Jeg synes, at det er detaljerne i værket, der er det spændende – og det kan være svært at holde fokus på dem, hvis man lytter hele moletjavsen på en gang.

Klangene

Musikken her er et af de mange værker Cage skrev for præpareret klaver. Der er skruer, bolte, gummidutter og diverse mellem strengene og Cage skaber et instrument med mange forskelligartede kvaliteter: Der er raslende støj, rene toner, dumpe plonk og skarpe slag – alt sammen frembragt af et instrument, der er morfet om til slagtøjsklanglegetøjsklaverorkester. Cage bruger de mange klangforskelle meget nuanceret. For virkelig at nyde forskellene i hver tones kvaliteter, skal der nærlyttes. Når jeg skruer lyttemikroskopet på på den måde, hører jeg kun op til fem minutter ad gangen, ofte mindre. Det giver en sær fornemmelse af dybde eller fylde i musikken, at Cage benytter så fine klangforskelle.

De mange verdener

Jeg hører myriader af referencer i musikken her. Der er vuggeviser, gamelan, Chopin, salmesang, hyrdemelodier og meget meget mere gemt i ”Sonatas and Interludes”. John Cage fortalte selv, at han sad ved klaveret og spillede og valgte de improviserede bidder, han syntes bedst om til værket. Som når man går på stranden og finder muslingeskaller, sagde han. Men de forskellige referencer er korte. Det er sekunder, jeg taler om her. Lyd-sekunder der smider mig ind i en Amish-trækirke og direkte videre til en balinesisk strand. Det er temmelig virtuost.

Rytmen

Det præparerede klaver er ind i mellem et rent slagtøjs-instrument, og Cage udnytter rytmiske detaljer og figurer til at komponere musik, der er dansant. Svingende eller hakkende, funky eller haltende – de rytmiske motiver er en fin og veldrejet kontrast til de klanglige detaljer.

Lyt til lidt eller meget, topkoncentreret eller til madlavningen. Det er god musik.

Béla Bartók – Strygekvartet nr. 4

Jeg arbejdede i min pure ungdom i en bagerforretning. Den første uges tid er det slaraffenland for sådan en som mig, der har en sød tand. Efter to uger var der kun to kager, jeg overhovedet kunne holde ud at tænke på at spise – (linser og kanelsnegle, hvis du er nysgerrig). Senere i livet skete lidt af det samme for mig med musik. Efter i mange år at have arbejdet med musik og have hørt klassisk musik adskillige timer hver eneste dag, fik jeg et arbejde uden for musikbranchen og jeg trængte på det tidspunkt gevaldigt til at få renset hovedet for lyd. I adskillige måneder kunne jeg kun holde ud at høre to ting: Led Zeppelins samlede oeuvre og Béla Bartóks seks strygekvartetter. Efter nogle måneder på denne kost var der renset ud i musikafdelingen i hjernen og så spredte lydhørheden sig igen til al mulig anden musik.

Det beskæftigede mig en del i disse måneder, hvilke kvaliteter disse to havde som gjorde, at det var lige det jeg trængte til, og jeg kom frem til to ting: sammenspil og energi. Led Zeppelin var et af de bedst sammenspillede bands i musikhistorien (ja, det er en påstand, men kom med modbeviser, hvis du er uenig!) og ingen strygekvartet kan spille Bartók uden at kunne spille gevaldigt godt sammen. Ellers falder det hele fra hinanden. Og energien er åbenlys. Både Led Zeppelin og de seks kvartetter udleder betydelige mængder musikalsk energi.

Og jeg har altid haft en svaghed for kvartetter. Der er noget menneskeligt, tilgivende, forstående og udfordrende ved strygekvartetter. Som en god samtale. Og næsten det samme kan siges om Led Zep.

Bartóks kvartetter

Bartók er en af de komponister, der virkelig bruger kvartettens muligheder. Han giver ensemblet liv og kant. Da jeg googlede lidt om kvartetterne før denne post, fandt jeg et gammelt bulletin board, hvor en bruger skrev, at han netop havde hørt alle Bartóks seks kvartetter, og at han måske ikke helt forstod, hvorfor de bliver udråbt til de bedste siden Beethovens. En anden bruger skrev: ”Because they bloody well ARE!” Hvilket jo er et utrolig dårligt argument. Men han har jo på sin vis ret. Bartók udnytter strygekvartettens udtryksmuligheder og han veksler perfekt mellem ensemblets iboende evne til at være fire individer i samtale, og samtidig være et enkelt væsen med fælles åndedræt. Han får det ypperste, det mest brutale og det fineste ud af de fire strygere. Strygekvartetten er Bartóks Batmobil.

Strygekvartet nr. 4

Bartóks Strygekvartet nr. 4 er fra 1927. Den har fem satser, og bortset fra den midterste, er der pænt smæk på dem alle. Kvartetten er mere eller mindre symmetrisk opbygget, så hvis man gider lytte den nogle gange (og hvem gør ikke det?), vil man lægge mærke til paralleller mellem 1. og 5. sats og mellem 2. og 4. sats. Midtersatsen, den 3., er spejlet eller aksen hvorom alting drejer.

Første sats er et muskelbundt. Der bliver ikke nødvendigvis spillet med musklerne hele tiden, men man er ikke i tvivl om, at satsen her kan slå hårdt. Intens, mørk og med en sitrende energi.

Anden sats er kort. Men energiudladningen i de små tre minutter er anseelig. Motiverne kommer fejende som blæst hen over pusztaen. Korte og hvirvlende, næsten maniske er de fire stemmer og når slutningen kommer er det som et pust i håret – fussshh, væk er de. Elegant, drillende og åndeløst.

Tredie sats er ikke som de andre. Den er et eksempel på det, som nogle kalder Bartóks ’nattemusik’. Han brugte vist endda selv udtrykket. Der er et link til en wikipedia-artikel om fænomenet her

Flere steder i denne sats er det ene af kvartettens instrumenter solist og de andre ligger med sære akkorder i baggrunden. Det er cellisten, der får den første solo og skaber en af værkets smukkeste og mest desperate passager.

Det er netop denne solo på baggrund af mystiske akkorder, der kaldes ’nattemusik’. Det er som mørkets mystik, tilsat helt konkrete lyde fra natten: fugle, cikader, frøer eller andre naturlyde. Det er meget tydeligt i violinens solo, der kommer lige efter celloens; det er helt klart en fugl, der skræpper skræmt i mørket.

Naturlyrik og almindelige nattelyde er dog ikke helt nok til at beskrive satsens sære tiltrækningskraft. Der er mere trylleri, elverkoglerier og nøkkespil på færde end i en almindelig nat på landet.

Fjerde sats spejler anden sats. Den er kort og der er fuld fart over feltet. Denne gang spiller de fire strygere dog udelukkende pizzicato (også de såkaldte ’Bartók-pizzicato’, hvor strengene smadrer tilbage mod gribebrættet). Når der sådan spilles med knipsede strenge, er der knap så meget sus i skørterne og blæst i håret som i andensatsen.

Men der er lige så meget elegance og vid.

I den sidste sats spejles muskelbundtet fra første sats. Nu har muskelbundtet fået gammastråling og er blevet grønt. Begyndelsen af denne sats er virkelig brutal. Det er altid svært at tro det, når man ser billeder af den fine, alvorlige, aristokratisk udseende Béla Bartók, men denne pæne mand gemmer på en brutal rocker. Ligesom den lige så nydelige polske komponist Lutoslawski (ham kan du læse om her på bloggen), ligger der hos Bartók så meget kant, brandfare og ragnarok, at det overrasker igen og igen. Og fryder igen og igen.

 

Som lille bonus-klip kommer her lidt Led Zeppelin. Det passer så godt sammen. (Skru muligvis lidt ned for højttaleren, da denne er noget mere komprimeret i optagelsen)